onsdag den 30. juli 2014

En mantarey, forsinkelser og så lige et smut over Barbados

Mandag d. 28. juli.
Ja så var det blevet afrejsedag. Vi skulle dog først afsted halv tre, hvor Cool Denise ville komme og køre os til lufthavnen. Da vi blev hentet og kørt til Blue Waters Inn forleden, havde vi først aftalt, at vi blev hentet klokken tre, men lidt senere spurgte Denise om det var ok, at hun hentede os allerede klokken halv tre, da hun skulle hente nogle mandag klokken fire. Det var helt ok med os da mandagen alligevel ville være lidt af en 'ventedag' pga. rejsen. Men vi ville altså blive hente klokken halv tre og med formaningen - 'Og vær klar i god tid'.

Nå men der var altså tid til både, at kigge lide fugle, spise morgenmad, få en dukkert og så pakke og checke ud, hvorefter vi skulle vente på, at blive hentet.

Det lykkedes os at få artsbestemt, den kolobri vi havde været i tvivl om dagen før, da vi hver gang kun så den i brøkdele af sekunder. Men foran receptionen var der en feeder den godt kunne lide, så vi fik nogle udemærkede views og kunne konstatere, at der var tale om både han og hun af Ruby Topaz Hummingbird. Ikke en ny art på turen, men nu set rigtig godt.

Efter vi havde afleveret nøglen til værelset hang vi bare ud omkring Blue Waters Inn. Vi sad lidt i sofaerne, vi gik lidt rundt og på et tidspunkt sad vi ude på bådebroen, hvor vinden kølede en anelse - solen skinnede og det var varmt - og vi kiggede på Brown Noddy, Bridled Tern og Roseate Tern og de sædvanlige pelikaner og frigatfugle.

Mens vi sad under 'solskærmen' på bådebroen var et dansk par på vej mod os da de pludselig råbte 'Hey!' og vinkede os over til dem samtidig med, at de pegede ned i vandet. Hurtigt kom vi på benene og småløb de ti meter hen til kanten. Og der svømmede en stor flot Mantarey - Djævlerokke - helt inde ved bådebroen. Den passerede lige så stille og roligt forbi helt oppe i overfladen.  Med den retning den svømmede så, havde den lige været helt inde ved stranden, hvor vi lidt tidligere havde badet! Denne var større end de Stingreys vi havde set på den anden side af Tobago.

Mantareyen dukke igen op lidt senere da vi sad og spiste lunch i The Shipwreck Bar og passerede roligt forbi helt inde ved stranden. Danskeren, der havde opdaget den første gang skyndte sig hen til nogle af de andre gæster, der sad og slappede af efter en morgendykketur de havde været på og fortalte dem, at den svømmede rundt lige neden for. Jeg skal da lige love for der kom fart over feltet. Der var lige fem - seks dykkerturister der greb snorkeludstyret og løb ned til stranden, kastede sig i vandet og en lettere kaotisk situation udspillede sig foran os andre, da de ikke lige kunne spotte den - den var jo så også svømmet længere væk - men den kom tilbage og det lykkedes dem alle at få set den under vandet. Med den reaktion antog vi, at selvom de havde dykket flere gange ude på revet, så havde de alligevel ikke set en meget stor rokke.

Da klokken var blevet fem minutter over halv tre blev vi enige om, at få. receptionisten til, at ringe til Denise og tjekke om hun var på vej eller havde glemt det. 'Jeg er der om ti minutter', svarede hun og vi satte os ud og ventede. Der var stadig tid nok, men vi ville bare lige være sikre.

Der gik et kvarter før hun dukkede op. Hun havde to nye gæster med som viste sig, at være Gigi og Jack - de to amerikanere vi havde mødt på Asa Wright. Det var deres fly fra Trinidad, der havde været forsinket - der er alle flyene vist - og nu var skyld i vores forsinkelse. Vi nåede lige meget kort, at få en opdatering på deres oplevelser. De havde fået set Pawi'en (Piping Guan) og så havde de modsat os set Red Howler Monkeys på Nariva Swamp turen.

Denise beklagede, at hun var blevet forsinket og især nu hun, havde sagt at vi skulle være klar i god tid. Til gengæld gav hun den så alt, hvad den kunne trække så vi helt sikkert var fremme til tiden. Da hun fik genopfrisket, at vi skulle med et internationalt fly fra Tobago og til Trinidad blev der givet ekstra gas, og vi fik en lang forklaring om hvordan hendes bror plejer at sende info på mail, men at hun denne gang kun havde fået det mundligt... og den overlevering var ikke gået helt godt, det var blandt andet derfor hun også troede vi hed henholdsvis Benji og UC da hun skulle hente os, men det med navnene havde vi fået opklaret, men ikke været helt tydelige om hvilke flyver vi skulle med, da det lød til hun havde helt styr på det. Men med lidt rally kørsel nåede vi frem og klokken fire blev vi sat af i lufthavnen - ca. to en halv time før afgang.

Det tog ikke så lang tid at komme igennem køen til check in, til gengæld skulle vi i security have alt vores udstyr op af håndbagenden og skoene af og jeg måtte lige igennem igen da jeg ikke havde fattet, at det også galdtkikkertudstyret og ikke kun det elektroniske.

Da vi sad i 767'eren, alle bordet og klar til afgang fik flyet ikke flyvetilladelse årsagen var, at der var problemer med nogle af de passager, der netop var ankommet med flyet fra Frankfurt og endnu ikke var blevet sluppet igennem immigrationen. Det skulle vi så vente på for, hvis ikke de kunne blive lukket ind i landet skulle de med samme fly tilbage. Efter en halv times forsinkelse kunne kaptajnen fortælle, at det nu var gået iorden og vi ville få lov at flyve.

Efter fem minutter, hvor maskinen ikke havde flyttet sig, oplyste kaptajnen, at vi nu igen ikke måtte flyve, fordi kontroltårnet ikke ville give flyveren fri, og kontroltårnet havde ikke kunne fortælle ham hvorfor? Han beklagede og håbede, at det kun var kortvarigt og sagde, at han hellere måtte gøre som de sagde. Fra vores pladser kunne vi så se, hvorfor at vi ikke fik lov, at komme afsted - der var nemlig en flyvemaskine på indflyvning til landingsbanen. Da den var landet lettede en anden maskine. Der er kun en start- og landingsbane i ANR Robinson Interrnationale Airport på Tobagoer og derfor må man vente på hinanden. Vi andre kunne så bare undrer os over at hverken kaptajnen eller kontroltårnet kunne gennemskue det.

Vi skulle lige et smut over Barbados, hvor nogle af passagererne skulle af og der skulle nogle nye på. Det tog kun tredieve minutter at flyve dertil. Vi skulle så vente der i to timer inklusiv et efter vores mening lidt spøjst 'transfer-security-check' som kineserne, der var med om bord slet ikke forstod og tyskerne bare blev sure over de skulle igennem og amerikanerne var klar med et lawsuite. Vi blev ført uden om baggagescanneren og ind i lufthavnens shoppingområde, hvor vi skulle vente  til vi var ti i alt. Så  skulle vi følge efter en dame, som førte os hen til nogle flere securityskranker. Her skulle vi have alt vores udstyr op på båndet - kameraer, kikkerter og teleskop, skoen skulle vi også tage af mens securityfolkene hunsede med os. Nå men vi tog det stille og roligt og kom da også igennem uden problemer.

Endelig blev der kaldt ud til flyet og alle os, som havde været med fra Tobago. Udenfor skulle vi naturligvis vente på 'grønt lys' til at gå hen til flyet og gå om bord. Der skete intet, vi stod bare og ventede. Heldigvis var det stadig varmt selv om klokken var kvart over ni. Flyvemaskinen skulle lige genstartes så alt blev slukket og efter fem minutter blev den startet op og lidt efter fik vi lov til, at gå ombord.

Omkring ni timer senere - tirsdag d. 29. juli - landede vi i Frankfurt Airport. Vi skulle have nye boarding cards og efter en tur rundt og med hjælp fra en tysk infomand fandt vi med lidt besvær ud af, hvordan vi kunne komme til 'connecting fligths' uden at skulle helt ud.

Efter fire timers ventetid går turen hjem til København med siddepladser opgraderet til Business Class.





mandag den 28. juli 2014

Supermatchen, kajakroning med frigatfugle og pelikaner

Søndag d. 27. juli.
Morgenen startede vi med at birde omkring Blue Waters Inn. Der var mange Chachalaca'er (Rufous-vented) og, hvis man ikke lige kan se dem, så kan man i hvert fald ikke undgå at høre dem - de larmer nemlig ret meget. Det er en stor fugl, der lidt ligner en Lyrehalefugl - altså uden den lyreformede hale, men ellers ligner den da lidt i form og størrelse. Men det kravler overraskende elegant rundt i træerne og spise mango. Og så er det Tobagos nationalfugl, hvilket jeg muligvis allerede har nævnt i et tidligere indlæg.

Der var også flere Yellow-bellied Elenia - en fluesnapper, men ikke som dem vi kender i Danmark - og så så vi et par flotte Brown-crested Flycatcher. En Red-rumped woodpecker hakkede også lidt i en mango og et enkelt egern, med en lidt tyndslidt hale. Ude over havet var der de sædvanlige Brown Noddy, Rosenterne og nogle enkelte Bridled Tern og selvfølgelig også den eneste mågeart vi har set - Laughing Gull. Pelicaner fisker også lige uden for i bugten og i dag var der også mange Magnificent Frigatebirds. En ung Yellow-headed Heron og en Spotted Sandpiper (plettet mudderklire) gik nede på stranden.

I dag prøvede vi stedets 'Homemade pancakes' og jeg vil ikke blive overrasket, hvis det var pandekageproducentens hjemmelavede vi fik, for der var noget 'shake n bake' over dem. I morgen bliver det en af omeletterne.

Det er sidste hele dag inden vi rejser hjem, men vi havde ikke planlagt nogle ekskursioner eller lignede i dag. Det skulle mest handle om afslapning - om det så blev en ren afslapningsdag kan man så diskutere.

Vinden var drejet længere ned i øst - sydøst og det var gråvejr og så ud som om der kunne komme regn. Luftfugtigheden føltes heller ikke så høj i dag. Men hvordan slapper man så af i sådan i vejr og klima? Man spiller tennis. Vi lånte bolde og ketchere i receptionen. På vej op til tennisbanen mødte vi vores guide fra sejlturen i går. Han skulle lige snakke og sagde at der nok snart kom regn - det kunne man se fordi frigatfuglene fløj over land. Der hang mange frigatfugle over os, der var svævede stille og roligt over skoven og klippesiden.

Og så skulle vi også høre ham synge! Og så kom det på næsten - ok forståeligt, dansk - 'Mester Jakob mester Jakob sover ty sover ty'...!? Han havde været sammen med for mange danskere. Men nej, han havde som lille boet sammen med en dansk dreng i et år - og det var der han havde lært den sang. han kunne ikke længere rigtig huske noget af det danske han havde lært den gang, hvilket nu er meget forståeligt.

Nå men vi havde en tenniskamp, at spille før regnen kom. Og tennis er altså ikke som man ser det på TV, hvor kampene hele tiden bliver udsat pga. regn - der kom ikke noget regn, så vi spillede en superhård og jævnbyrdig tennismatch på over halvanden time - fordi den sk**de regn ikke ville komme! Der var ikke spillet mange bolde før sveden drev ad os - og jeg mener drev. Varmen og luftfugtigheden var tilsyneladende betydelig større end først antaget, for når man først foretog sig noget af fysisk karakter kunme man mærke det. Det var hårdt men godt og sikkert også tiltrængt.

Efter tennismatchen tog vi lige en dukkert i havet og så kunne vi gå til lunch. Det blev til kyllingesalat og kyllingeburger.

Nå men så havde vi da også slappet rigeligt af, så vi skulle da også lige ud og ro i kajak. Ikke havkajaker men en 'sit-on-top'-kajak til to personer. Så vi padlede rundt i bugten mellem styrtdykkende pelikaner og frigatfugle, der var på rov, imens måger og terner kiggede på og en Little Blue Heron fangede småkrapper inde på klipperne.

Og så gik vi i baren - det syntes vi, at vi havde fortjent med al den aktivitet på en afslapningsdag. Selvom om barmanden kommenterede på at det var en tidlig start med drinks...så meget synes jeg altså heller ikke vi har drukket på den her tur.

Aftensmaden indtog vi som vanligt i The Shipwreck Bar og Bente fik noget kylling og pasta og jeg fik fiskeretten, hvor 'catch of the day' var Marlin - som smagte ganske glimrende.





søndag den 27. juli 2014

Ian Flemming, Sir David Attenborough og en tropikfugl med rødt næb

Lørdag d. 26. juli.
'Dadadadada dadadadada dadaddadadaaaa...da daa... dada daaa' - Ja hvis det havde været en videoblog, så ville dagens indlæg have været akkompaneret af dette meget kendte og berømte tema fra filmverdenen som vi alle kender! Ja helt korrekt - hvis der var nogle, der var i tvivl? -  det er naturligvis temaet fra James Bond. Fra Blue Waters Inn er der udsigt over til Ian Flemmings hus - forfatteren, der skrev historierne om agenten i Hendes Majestæts tjeneste og med licens til at dræbe:  Agent 007 James Bond! karakteren James Bond er i øvrigt navngivet efter en ornitolog ved navn James Bond.

Vejret var blæsende og der var bølger på vandet, og selvom der også var skyer på himlen så regnede det heldigvis ikke. I dag skulle vi nemlig sejle med Frank's Glass Bottom Boat Tours ud til Little Tobago. Vi skulle over og se nogle havfugle og det var primært suler og terne og med lidt held en tropikfugl - Red-billed Tropicbird. Men da vi er helt henne i slutningen af juli er ders ynglesæson overstået og da tropikfugle er en pelagisk art er de allerede nu stukket langt til havs. Derfor var chancerne ikke store, men der altid er et par enkelte fugle tilbage, så måske hvis vi havde heldet med os.

Båden lå klar og selvom den gyngede ret meget så kom alle ombord uden problemer. Vi skulle være sammen med en familie fra Trinidad, der tilhørte de bedre stillede. De var ikke fuglekiggere, men vores guide, havde tidligere sagt til os med et stort grin, at dem måtte vi så gøre til nogle 'keen birders'.

Faren, der arbejdede inden for olieindustrien - og grunden til de nok ikke manglede noget - sagde ikke så meget på turen, men ville gerne vise, at han godt vidste hvordan man håndterede en båd, da vi skulle i land på Little Tobago. Men Vores skipper og tourguide bad ham pænt om ikke at blande sig. Moren var vældig sød og syntes det bar sjovt, at være på tur med os. Til gengæld syntes hun det var en vildt lang tur vi skulle gå - så lang havde hun aldrig gået før. Jeg tror vi gik  max. én kilometer, men ok der var også en stigning på ca. 250 m.

Familiens tre piger var simpelthen så søde og synes vi var vældig interessante. Den mindste syntes det hele var vildt spændende og fulgte godt med i, hvad guiden fortalte. Hendes to ældre søskende og især den ene, var meget optaget af, at fotografere alt hun så med sin iPad, og så var de meget opsat på at komme med på alle mine foto.

Sejlturen var vuggende men de nogle gange op til to meter høje bølger var relativ lange og bløde, så det gik fint. Der fløj hele tiden nogle Bridled Terns (Brilleterne) omkring båden, vi så Brown Noddy'er og et par Sooty Terns (Sodfarvet Terne).

Vores guide - som jeg simpelthen ikke kan huske navnet på, havde også en bådhjælper, der bl.a. sørgede for styringen, når guiden skulle fortælle noget. selv sagde han stort set ikke noget på hele turen - kun lige da vi på et tidspunkt lå tæt på en klippe og kiggede på en sule med en unge. Da sagde han henvendt til os - 'Niklas Bendtner... good striker.... Arsenal'.

Guiden var i øvrigt rigtig god og levede sig ind i sine beskrivelser af det han viste os. Han gjorde os opmærksom på at det var 'the basic' han fortalte, men at vi i øvrigt skulle stille så mange spørgmål som muligt undervejs. Og så gjorde han meget ud af, at vi skulle få set nogle fugle - og især den store sjældne due Slaty-naped Pigeon, hvor et individ første gang var blevet opdaget der i 2005 som var blæst der over med en orkan. I 2009 var der fire og noget tydede på, at bestanden var stigende. Det lykkedes os at se og høre duen nogle gange undervejs, men desværre kun set flyvende eller hørt når den var skjult i trækronerne.

Vi var stortset kun lige komme helt op til the 'Viewing Platform' da der meget tæt på passerede en Red-billed Tropicbird! Wow den var stor og flot. Tydeligt rødt næb, hvid fjerdragt med nogle sorte tværbånd på ryggen, lidt sort i vingespidsen og så et par hvide forlængede halefjer. Dog ikke så lange som de kunne være. Sådan - den havde vi virkelig håbet på og så så vi den også rigtig godt. Den blev i lang tid ved med, at flyve rundt foran klippesiden så vi rigtig kunne nyde den. Men med vores fotoudstyr var den svær at fange. På et tidspunkt landede den i et træ og forsvandet ind mellem bladende.

Udsigtplatformen var oprindeligt lavet da den skulle bruges i forbindelse med nogle film optagelser, hvor Sir David Attenborough skulle vise, hvordan de store frigatfugle præderede på de ynglende havfugle. Den havde fået lov at ligge og blev nu brugt af alle der kom en tur til Little Tobago.

Ellers så vi nogle flotte Brown Booby (brun sule) og så hvid og mørk fase af Red-footed Booby (Rødfodet sule) og jeg spottede meget kortvarrigt, hvad der sandsynligvis var fire delfiner ude i havet. Der dukkede en tropikfugle mere op, og den havde et par rigtig lange forlængede halefjer, så det lykkedes at få ser hele to individer, af en af de fugle vi havde håbet på.

Det var noget mere besværligt, at komme i båden da vi skulle tilbage. Bølgerne kastede den nærmest rundt ved landgangsbroen. Men efter nogen tid og koordinering ifht. bølgerne var alle ombord og klar til, at se nogle koraller og fisk. Vi skulle ikke snorkle, men kunne klare det fra båden der havde glasbund og selvom vandet ikke var krystal klart så kunne man uden problem se nogle spændene koraller - bl. a. den kæmpestore Brain Coral, der var et par tusinde par gammel.

Der var mange fisk og mange forskellige slags. Flere af dem var også med flotte gule og blå farver. Guiden havde sit hyr med, at nå at fortælle, hvilke arter vi så, da der sad to danskere og tre meget ivrige piger fra Trinidad og udpegede fisk. Det blev også til en haj. Vi ved dog ikke hvilken og så lå den død på bunden nær et fiskegarn! Fiskegarnet var dog ikke i brug, men lignede noget der var revet løs og nu havnet dernede mellem korallerne.

Eftemiddagen tilbragte vi på Blue Waters Inn, hvor vi foretog os meget lidt. Det blev ind lille tur rundt på grunden for, at se om der var lidt fugle, hvilket der ikke rigtig var. Så brugte vi noget tid i vandet og skvulpede lidt rundt. Så sad vi foran vores værelse og forsøgte at artsbestemme en lille kolibri, der ind i mellem kom til 'vores' feeder, men den var hver gang væk i løbet af 0,5. Vi satser på at få den id'et i morgen.

Aftensmaden var i dag klart bedre end fredagsbuffeten og så mættede det helt vildt meget og det var kun mig, der fik desert! Forretten var en god krydret græskar/majssupper. Til hovedret fik Bente Mahi-Mahi, som vi har fået et par gange tidligere på turen (det har vi så muligvis kaldt alt muligt andet, men nu ved vi det er Mahi-Mahi). Det er en glimrende fisk, der også hedder Dolphin, men for alt i verden ikke må forveksles med pattedyret - alstå Delfin. Hun fik 'risotto' til. Jeg fik en grillet ananas og kylling, der var dejlig stærkt krydret med kartoffelmos.

Da vi var godt mætte og efterhånden ved, at være trætte skulle der kun en enkelt Mud Slide og en Yellow Bird til, at vi kom i rigtig god stemning og så kom 'overtjerneren' - med regningen klar - og spurgte om vi skulle have mere. Vi takkede nej fik skrevet under. Det viste sig så, da vi kiggede på prisen, at de nu igen havde taget for meget! Det viste sig, så at det havde de ikke - vi havde bare fået den forkerte regning - som jeg uden og blinke naturligvis havde underskrevet.

Nå men det hele blev løst uden nogle problemer.










lørdag den 26. juli 2014

En strejkende pilot, cool Denise og steel drums

Fredag d. 25. juli.
Vi startede med en tur ned ad Discovery-trail i håb om vi kunne finde Little Tinamou - en lille brun skovhønsefugl, eller noget i den stil. Den opholder sig på jorden i regnskoven og det kræver derfor at man er meget stille og rolig og så skal fuglen helst sige noget for, at kunne lokalisere den - og så noget held oveni.

Det lykkedes da heller ikke, selvom vi forsøgte et sted, hvor den skulle være men regnskoven kan være svær. Til gengæld hørte og så vi nogle fine Bearded Bellbirds sidde og kalde i træerne lige over os - og i øvrigt lige ved Bellbirds-skiltet.

Ved morgenmaden fik vi udvekslet fotos og sagt farvel til vores nye bekendtskaber da vi i dag skulle rejse tilbage til Tobago.

Afgangen fra Trinidad blev forsinket med en halv time, men de sagde ikke noget om, hvad årsagen var, men fra et par lokale hørte vi, at det nok skyldtes at der var ferietid og mange skulle til Tobago og det var deres system stadig ikke gearet til. Det viste sig, at det vistnok handlede om, at piloterne ville have mere i løn og derfor lavede en 'markering' af dette ved, at komme senere ud til flyet.

Tyve minutter efter starten fra Piarco Intrnationale Lufthavn landede vi i ANR ... lufthavnen på Tobago. Sammenlignet med ankomsten til Trinidad for en uges tid siden så skulle vi i dag ikke vente på vores bagage, den fik de rimelig hurtigt bragt de 100 m fra flyet til bagagebåndet.

Vi blev mødt af Denise - en ung nydelig kvinde med flot opsat hår og i høje hæle - der straks vi trådte ud fra ankomstområdet præsenterede sig, hvorefter hun konstaterde: 'You are birders I can see with that clothes you're wearing'. Ja vi kunne jo kun give hende ret i den antagelse og vi havde sådan set også birdet mere eller mindre frem til vi blev hentet hos Asa Wrigth.

Denise fortalte, at hun ikke var fuglekigger, men at det var hendes bror der var fuglekiggeren.  Men hun ville da alligevel lige vise os nogle fugle, så kort efter lufthavnen kørte vi ind til et 'wetland' ved en golfbane og feriehusområde. Det var midt. dagen så der var ikke så mange fugle - nogle Ahingaer ('slangehalsfuglen') og en Common Gallinule (rørhøne) og ved et lille vandhul ved hul nr. 6 (vistnok nr. 6) lå en fin caiman i vandet. Både hoved og hale kunne vi se.

Denise var bestemt en cool driver, der bragte os af det snoede veje til Blue Waters Inn i Speyside. Med den ene arm ude af vinduet, hilste hun på og dirigerede sine med trafikanter på en meget sofistikeret måde - og så i bare fødder. De høje hæle ved modtagelsen var kun for syns skyld. Det var også Denise, der fortalte, at forsinkelsen i luftthavnen efter sigende skyldtes en strejkende pilot, og vi havde faktisk bemærket, at han først gik ud til flyet langt tid efter, at der over højtaleranlægget blev oplyst at boarding ville ske om 10-15 minutter. Og hun troede først vi ikke var med flyet, da skærmene med info om flyene blot blev ved at skrive "on time", men da hun heller ikke kunne se flyet valgte hun heldigvis at vente, mens hun fik undersøgt om vi havde aflyst afhentningen. Så mens hun brugte tid på dette nåede vi frem, så ind til videre er det kun os der er forsinket alle aftaler er blevet holdt ingen slinger der.

Blue Waters Inn er et noget andet sted end de øvrige steder vi har boet på rejsen. Det er et udemærket sted, men i den måske lidt finere stil - og i hvert fald dyrere. Nu har hele den del af vores rejse, der er arrangeret gennem Caligo Ventures, været med fuld forplejning, så det er kun drikkevarerne vi skal betale for. Dog er der til alle gæster en gratis velkomstdrink - rum punch!

Blue Waters Inn er stedet, hvor man tager hen hvis man er på dykkerferie - eller fugleferie med Caligo. Der er dog ikke helt så mange fugle lige omkring, men ude over vandet er der frigatfugle, Brown Noddy'er, Rosenterner og nogle Bridled Terns (Brilleterner) og så selvfølgelig Brown Pelican.

Sidste på dagen fik vi hilst og snakket med ham, der i morgen skal sejle os ud til Little Tobago, hvilket han sagde vi godt kunne på trods af vejret - det blæser en hel del.

Og så var det fredag, hvilket betyder, at der om aftenen er buffet ved poolen og steeldrums og så lige en gratis drink til at starte på - rum punch! Buffeten var glimrende, men pga. vejret var den i dag inden for men vi spiste den i The Shipwreck Bar ud til stranden. Efter maden måtte vi dog flytte os helt op til baren, da regnen blæste op til bordene.






fredag den 25. juli 2014

Two million dollar flaget, en forvildet abe og mangrovens skarletrøde ibiser

Torsdag d. 24. juli.
Igen i dag var vi tidligt i gang og det er nu nærmest en vane, at en af de første fugle vi ser er hannen af den Tufted Coquette og i dag var den helt oppe ved blomsterne under feederne, hvilket iflg. guiderne ikke sker særligt tit. Men altså i dag og jeg fik endda lavet en lille videooptagelse af den, og måske vil et af dagens foto faktisk være et doku-foto taget med mobiltelefon (men det afgøres først når jeg er kommet igennem teksten).

Da dagens tur til Caroni Swamp er en eftermiddagstur, havde vi hele formiddagen til at birde omkring Asa Wright. Det blev en tur op til Blanchisseuse Road og retur, hvor vi brugte alle de 'Bird bushcraft' egenskaber vi har tilegnet os på turen. Vi fløjtede, vi sagde mærkelige lyde, vi lyttede og kiggede efter bevægelser - og jo vi fik da set en del fugle og vi kunne også bestemme dem, så noget har vi lært. Men der skal nok trænes noget mere i bird bushcraft for vi er ikke sikker på, at det var vores fløjteri og lyde, der lokkede fuglene til! Det blev til et par nye rovfuglearter i løbet sf formiddagen - White Hawk og Zone-tailed. Hawk.

Vores lille hyggelige selskab, der bestod af Peter fra Port of Spain og Ge Ge og Jack fra USA, blev til frokost forøget med de fire 'franskmænd' som vi havde været på tur med på Tobago for en lille uges tid siden. Det viste sig i øvrigt senere, at se rent faktisk var fra Schweiz - men de talte fransk.

Klokken ca. halv to blev vi hentet af Ruddy, der også var vores guide i går. Han bor som nogle af de andre lokale guider nede i Arima Valley og er stort set nabo til både Charran og Makees, som var vores guider på de første ture.

På vej til Caroni Swamp - der i øvrigt udtales Ca-ru-ni - kørte vi ad nogle smalle gader igennem selve Arima og Piarco ned til East Main Road i stedet for den mere direkte vej derned. Vi tror ikke, at det på nogen måde var hurtigere, men så slap vi muligivis for noget køkørsel og om ikke andet så fik vi set, hvordan der så ud der. Den lokale bedemand boede fx i et meget stort og fancy hus!

Det blev til et kort stop lige efter Piarco lufthavn ved et rensningsanlæg. Det lå lige ud til den store vej, men vi måtte desværre ikke komme helt ind, hvilket de ellers har gjort før. Men fornylig, havde Ruddy fået at vide det var privat grund og man ikke måtte gå derind. Men vi fik set lidt alligevel, bl.a. Yellow-billed Tern og en Osprey - altså en Fiskeørn. Og så lå der også en Specteled Caiman i vandet og man kunne lige se dens hoved. En relativ stor en af slagsen.

På vej videre ad East Main Road så vi et sted langs vejen en flagstang med et meget meget stort Trinidad & Tobagos flag - og jeg mener stort. Ruddy fortalte, at det blev kaldt for 'the two million dollar flag". Om det rent faktisk havde kostet 2 milioner dollars (T&T$) vidste han dog ikke, men der var ingen tvivl om, at det måtte være dyrt med alt det stof.

Vi kørte videre og passerede igennem Trinidads risområde, hvor der bl.a. var black-necked Stilt (Stylteløber), Greater Yellowleg og mange Yellow-headed Blackbird. Vi stoppede kortvarrigt og obsede fra bilen. Både fordi der var ret trafikeret og vi skulle nå et stop mere inden vi kom helt til Caroni Swamp.

Bilen blev parkeret på en bro over hovedvejen, som omtrent følger vestkysten fra Port of Spain og sydpå. Det korte stop gav bl.a  Ahinga - en slangehalsfugl, Ringed Kingfisher, der er en stor isfugl og så var der Long-winged Harrier.

Turen ind i Caroni Swamp sker med båd og er en af de større turistattraktioner på Trinidad. Ud over en sejltur gennem mangroven så er turens highlight, at se de mange Scarlet Ibis, som flyver til overnatning på en lille mangroveø. Vores guide var en ung fyr - Darren, der var ganske glimrende. Han fortalte lidt om området, hvilke fugle, fisk og dyr vi kunne være heldige at se - bl.a slanger i træerne!

Vi havde ikke sejlet ret længe før vi passerede lige under en slange - en boaslange, der havde ligget det samme sted i snart tre uger. Lidt efter var der en til, som var større. Ingen af slangerne i området er giftige og så er de nataktive så der var ikke noget at være nervøs for, og det var også kun den ene slange der lige kiggede lidt op...det så ud til at være en meget afslappende liv. Den ene slange havde ligget det samme sted i tre uger, hvorfor bevæge sig hvis maden kommer til dig.

Pludselig lød der et brøl eller skrig tæt på og inde fra nogle mangrovetræer! Det var kun guiden, en anden passagerer og Bente der nåede og se et glimt af, hvad det var. Det var en abe. Nu så vi jo desværre ikke aber forleden i Nariva Swamp, hvor vi ellers havde håbet på det og så var der nu her, hvor vi ikke havde regnet med det. Men guiden kunne fortælle, at der ikke lever aber i Caroni Swamp, hvilket betød, at aben måtte være en en undsluppen fra fangenskab, hvilket var det mest sandsynlige ud fra det guiden havde set og det faktum, at der på Trinidad kun findes en vildtlevende abe og det er Red Howler Monkey. De lever kun i Nariva Swamp på østkysten og, hvis det var sådan en, ville den ikke overleve ret længe da der ikke føde den kan leve af i Caroni Swamp.

Det var et fedt syn at se de mange Scarlet Ibis komme flyvende i småflokke på mellem fire og tyve stykker og lande i træerne. Nogle af dem gik på en lille mudderbanke, der var ved at dukke som tidevandet var på vej ud. Det var midt i ibisernes yngletid og derfor var det ikke så mange som man kan se på andre tider af året. Men vi syntes nu alligevel, at de 250 - 300 stykker vi så var ganske udemærket. De er bare flotte. Samtidig var der også mange Tricolored Heron og Snowy Egret og en flot Large-billed Tern fløj rundt foran bådene.

Og så nød vi den medbragte rum punch ude på vandet inden vi sejlede tilbage.

Der var lidt mere fart på båden retur men det varede heller ikke længe før det blev mørkt. Vores guide Ruddy var ikke med på båden, men Darren var nu også glimrende til at spotte fuglene,  bl.a en Green-throated Mango - og der er ikke en frugt, men en kolibri - der sad meget højt oppe i et træ. Det blev vores kolibriart nr. 14 på turen, og så missede vi oven i købet en i Nariva forleden.

Vi var sent hjemme efter en glimrende dag, der også havde været meget varm. Der var solskin hele dagen og storset ingen skyer. Det betød høj fordampning og det var i virkeligheden den høje luffugtighed man kunne mærke og som fik det til at føles som en ekstra varm dag. De lokale sagde det også flere gange i dag - 'its a warm day today'.

Den sene hjemkomst betød at de andre netop var blevet færdige med, at spise og der var dækket op til os ved et andet bord. Men vores medgæster var så venlige og blive siddende og snakke til vi havde spist færdig. Dagens emne var forskelle i ferieforhold og - vilkår samt skatteforhold i hhv. Nordamerika og Europa. Det var i øvrigt under aftensmaden vi blev kar over, at 'franskmændene' var schweitzere, og at når man bliver gammel nok i Sweitz så har man 12 ugers ferie, og han ser nu ikke engang særlig gammel ud. De stakkels amerikanere har kun 2 uger, ikke meget.

En ugleart mere - dog kun hørt - kompå listen, da vi sammen med nogle af de andre gæster gik med på en lille 'night walk'. Vi så ingen possom, men glimtene af mange flagermus, der fløj rundt og så en stor Cane Toad. Ja det et den tudse som nogle 'geniale' mennesker en gang tog med til Australien for at løse et problem med græshopper. Og i dag har de så både problemer med græshopper og Tudser.





torsdag den 24. juli 2014

Tufted Coquette, Blanchisseuse Road bird bushcraft og vedvarende energi

Onsdag d. 23. juli.
Dagen startede som i går med at kigge på kolibrier, men bare tidligere. Bortset fra tålmodighed krævede det godt med myggemiddel. Men ventetiden blev faktisk ikke så lang i dag, hvilket måske skyldtes den tidligere start, da en flot han Tufted Coquette dukkede op mellem de 3 - 4 hunner, der allerede var i fuld gang. Fedt så fik jeg også set den og det var ikke kun i et glimt. Vi havde fornøjelse af den i op til flere minutter og på pænt tæt hold. Bente fik også taget nogle fotos som nogle af folkene fra Asa Wright sagde var 'a pretty good one'. Det kan godt være, at det var sagt i al høflighed, men taget i betragtning af udstyret m.m. så var det da bestemt et udemærkede doku-foto. Et af dagens foto (se nedenfor) skulle egentlig have været et foto - taget med mobiltelefon - af et foto vist på kameradisplayet og zoomet ind. Men det blev simpelthen for dårligt, så fotoet, der viser en tufted Coquette han er et foto af forsiden af Asa Wrights Nature Centre - species checklist. Nu har der været skrevet så meget om den, at der måtte et billede til.

Morgenkaffen blev naturligvis indtaget på The Veranda, hvor der i dag var hele fire guider på plads. De to af dem var dog under oplæring. Det blev til hele to Bearded Bellbirds set fra verandaen, hvilket man ikke ser så tit derfra. Senere var der 6-7 tukaner i 'fireren' - det bare træ, ser står længere ude (og som en af guider nu kalder the toucan tree), så det startede meget godt.

I dag var vores guide Ruddy som vi kaldte ham, da vi ikke kunne udtale hans lange indiske navn, men det havde han det fint med. Turen gik nordpå mod Blanchisseeuse og vi skulle birde langs Blanchisseuse Road op gennem regnskoven, bl.a. for at få nogle af de arter der holder til i større højde. Det var en heldagstur med mange stop undervejs, men køredistance var til gengæld mindre. Vi fik relativt hurtigt et par nye arter - Streaked Xenops og Slaty-capped Flycatcher.

Vi kørte videre op ad den smalle, hullede og snoet vej,  Vi stoppede, vi lyttede, vi kiggede i mens Ruddy immiterede fugle og afspillede stemmer. Sådan fortsatte hele dagen. Det var ikke fordi, der ikke var fugle, men det var begyndt at blive længere mellem de nye arter, da vi efterhånden har set en del arter og nu er Trinidad & Tobago ikke det mest artsrige land i forvejen. Men Ruddy gjorde virkelig, hvad han kunne.

Ved det højeste punkt i Northern Range og på Trinidad (ca. 1000 m.o.h.) bevægede vi os lidt længere væk fra bilen, da vi fulgte en lille grusvej et lille stykke. Her fik vi Golden-olivebacked Woodpecker som ny art.

Bente ville gerne se Spectacled Tanagar - fin lille grå og grønlig fugl med gul isse og nogle sorte 'prikker' på strupen og brystet. Vi så to højt oppe i et træ. Et andet sted så vi Green-backed Trogon, der pludselig sad flot i et træ ved vejen. Den havde sneget sig ubemærket ind på os, da vi i første omgang uden held, havde forsøgt at lokke den til os. Samme sted sad en Black-faced Anttrush og kaldte. En fugl, der udelukkenden opholder sig skjult på skovbunden og derfor er meget svær, at få at se. Men den svarede tilsyneladen på Ruddys immitation af den - men den ville ikke komme frem og flyver over vejen.

Det var godt vejr og solen skinnede og det var meget varmt - især når vi ind i mellem var uden for skoven, hvilket dog ikke var så meget. Selv Ruddy prustede over varmen.

På tilbageturen ville vi igen lige prøve om vi kunne have heldet med Antthrushen. Næsten samme sted som tidligere på dagen sad der en og kaldte. Vi stoppede og Ruddy begyndte at fløjte dens kald. Den svarede tilbage med det samme, men der var meget bevoksning og svært at se skovbunden. Men Ruddy fandt et sted, hvor man kunne se lidt mere og så ville han forsøge, at få den derhen. Den kom tættere på og efter små ti minutter kom den stille og roligt frem og sad nogle få meter fra os før den konstaterede, at det ikke var en anden han og så sneg den sig væk. Det var ren 'bird bushcraft'.

Det blev også til minimum fire Spectacled Tanagers i og omkring samme træ som tidligere. Men denne gang så vi dem bare endnu bedre, så dem kiggede vi på et stykke tid.

Tilbage på Asa Wright var der lige en lille slange, der også skulle ned ad trappen mod det hus, hvor vores værelse er, men den besluttede sig for træet ved siden af. Vi kunne lige nå en kop kaffe inden rum punchen blev serveret. Har jeg fået nævnt, at den faktisk er meget god?

Et par amerikanere er nu dukket op, så antallet af gæster er nu fem personer - og her tæller jeg Peter med selvom han vel egentlig er en del af dem der hører til stedet. Men da han nu spiser morgenmad og aftensmed med gæsterne, så tæller han med.

Dagens emne under aftensmaden var grøn, alternativ og vedvarende energi, da der amerikanske par gik meget op i det og vidste, at der i Danmark var noget med en ø, der var selvforsynende (Samsø, red.). Amerikanerne mente at Danmark var langt foran USA. vi mente selv, at vi da gjorde noget - og i Trinidad kendte man i flg. Peter ikke til den slags.

Vi sprang 'night walk' over og gik i stedet ned og fjernede store sløve fluer fra vores værelse!



onsdag den 23. juli 2014

Et center for husdyrsforskning, et sumpområde og en nedlagt luftbase

Dagen startede mellem kolibrierne neden for Asa Wrights berømte veranda. Morgenkaffen måtte altså lige vente, da morgenens første mission var, at se den lille bitte Tufted Coquette, der minder om en hummelbi når den fouragerer. Allerhelst ville vi se hannen. Ikke at vi ikke vil se hunnerne - dem har vi set - men hannen har en orange top - som en del af dens navn antyder - og så har den også nogle små lange orange fjer på siden af kinden.

Der er et sted ved nogle bestemte blomster, hvor de oftest ses, så det var der vi stillede os. Hannen viser sig sjældnere end hunnerne som der minimum var tre af her til morgen. Hannerne er så smukke at de andre kolibrier jager dem væk, man skulle ellers ikke tro deres størrelse taget i betragtning at de skulle være en konkurrent ift. kabring af hunner. Pludselige så Bente en han lidt væk fra, hvor vi stod - men den var væk igen i løbet af et splitsekund! Spørgsmålet var så om det var det for morgenen eller om det var et godt tegn? Vi ventede og ventede, men der var kun nogle hunner og nogle af de andre kolibrier, bl.a. Blue-chinned Sapphire, Green hermit og Cupper-rumped Hummingbird.

Nå men efter tre kvarter, hvor hannen stadig ikke havde vist sig igen valgte jeg, at sætte mig op på The Verandah og få den første kop kaffe - jeg trængte. Kun to minutter efter, havde Bente heldet på sin side - en flot han tufted Coquette dukkede op og ikke kun i et kortvarigt glimt, nej den satte sig simpelthen på en gren kun to meter fra hende og i hele 10 sekunder, hvorefter den  i næsten et minut fløj rundt lige omkring samme sted før den forsvandt - vildt!

Det begyndte at regne lige som vi skulle afsted på dagens tur, der skulle bringe os til østkysten og nærmere bestemt Nariva Swamp. Det er Trinidads største sammenhængende vådområde og bl.a. er kendt for Red Howler Monkeys og Manatees. Derudover er der naturligvis også en del fugle. Og så skulle der også være Anakonda!

På udturen brugte vi et par timer ved Aripo Livestock Station et forskningcenter inden for husdyrsproduktion. Det regnede stadig og ret kraftigt da vi kørte gennem indgangen og vores guide Makees - der også var vores guide i går - var ikke særlig optimistisk med det vejr, men nu prøvede vi lige lidt. Heldigvis stilnede regnen så meget af, at man kunne stå ud af bilen og have en paraply inden for rækkevidde. og der var faktisk fugle og endda nogle af de 'its a good one', som vores guide sagde om Pinnated Bittern, der er en rørdrum-agtig hejre og ikke almindlig og ofte svær at se. Vi fik den faktisk ok et kort stykke tid. Så var der Masked Yellowtroat og Ruddybreasted Seedeater, der også var nogle gode nogle. Ellers var der mange southern Lapwing - deres vibe - og mange South American Snipe (bekkasin) der fløj rundt. Der var også mange Fork-tailed Flycatchere. Vi så de flotteste Redbreasted Blackbirds og en lille flok Green-rumped Parrolets fouragere tæt på i noget græs, hvilket selv vores guide synes var ret godt, både fordi de var flotte og tæt på, men også fordi det ikke var et typisk sted for dem. Efter et par timer i området, hvor vi skiftevis var ind og uden for bilen, enten pga. af vejret eller at vi flyttede os mellem nogle obssteder kørte vi videre.

Ude ved kysten og lige på kanten af Nariva Swamp stoppede vi ved en rasteplads og spiste vores frokost inden vi kørte videre. Med al den regn, der var kommet de seneste dage, havde guiden allerede i går fortalt, at vi nok ikke kom helt ind i området, da der ville være alt for meget vand og samtidig utrolig mange myg, men der skulle stadig være chance for at se noget. Desværre lykkedes det ikke at se nogle aber på turen. Det var muligt, at se nogle fra vejen, men i dag holdt de sig tilsyneladende længere ind i området.

En del af Narive Swamp bliver også brugt til landbrug, bl.a. dyrkning af vandmeloner. Derfor går der også nogle enkelte små veje ind i området som vi kørte på. Der var rigtig mange Wattled Jacanaer over det hele, pænt med Pied Water Tyrant, mange Smooth-billed Ani og Cattle Egrets (Kohejre) og så så vi også Crested Cara-Cara, der er en flot rovfugl. Fem Black-bellied Whistling Ducks lande i toppen af et træ og samtidig spottede guiden to papagøjer laaangt væk. Det var to Red-bellied Macaws. Vi kørte længere ind i området ad en smattetjordvej til vi ikke kunne komme længere pga. vand. Herfra så vi Red-bellied Macaws så man kunne se det var dem - ikke supergodt, men nok til at se formen og den gule ansigtstegning tydeligt. Næsten samtidig med, at de fløj væk kom fire store papagøjer flyvende i det fjerne - Blue-yellow Macaws - sådan! Det var dog primært form og størrelsen, der udelukkede andre fugle for farve kunne man desværre ikke se.

På hjemturen kørte vi ind på en tidligere amerikansk luftbase fra 2. Verdenskrig, der har ligget mere eller mindre uberørt siden den gang. Det var derfor blevet til et rigtig godt fuglested, hvor der i tidensløb var blevet set mange ting. Men som så mange andre steder må naturen vige for udviklingen, så nu var området ved, at blivet omdannet, så der var ved at blive bygget nye faciliteter til til universitet og senere skulle der være noget industri. Vi skulle kun forbi en kort tur for at se Sulphury Flycatcher, som vi så 5-6 stykker af og Fork-tail Palm Swift (en lille sejler) som vi også så. Herinde fik vi også lige eftermiddagskagen, men sprang rum punchen over, da vi hellere vil have den tilbage på Asa Wrigth.

Lidt efter klokken fem blev vi sat af på centeret og vi takkede guiden for de seneste par dages fugleture. I morgen er det hans onkel vi skal på tur med. Han fik selv en hård dag i morgen, da hans 84-årige mor skulle opereres (ny hofte m.m) og det lød som en større omgang - ikke bare selve operationen men alt det der skulle til med papirer, forundersøgelser og køren frem og tilbage. Han havde sit hyr med at få koordineret og aftalt det praktiske i løbet af dagen, samtidig med at han skulle guide os. I øvrigt skulle de selv betale, hvad der i alt svarede til ca. 150.000 kroner!

Asa Wrigth er næsten øde. Ud over lidt pesonale, så er de kun os, Peter og en ung landbrugsstuderende. Efter rum punchen fortalte stedets seniorguide lidt om, hvordan han forsøgte at oplære de nye guider, udvikle idéer og forbedre stedet, både for fuglene men også for gæsterne så de kunne få endnu bedre oplevelser. Og så fortalte han lidt om Oilbirds optællingerne som de i de sidste 17 år har foretaget en gang om måneden.

Dagen sluttede med aftensmaden, der i dag var fisk og hvor Peter bl.a. fortalte om, hvordan og hvornår de forskellige nationaliteter ankom op gennem tiden.





En bodyguard, to tukaner og en dommedagskult

Vi var de eneste, der spiste morgenmad klokken seks og grunden til, at vi spiste så tidligt - morgenmaden serveres normalt fra kl. 7.30 - var at vi skulle på tur til Aripo Savannah og Arena Forest med afgang kl. 6.30. Det regnede ikke men det var til gengæld rigtig fint vejr og vi kunne se frem til en meget varm dag nede i lavlandet.

Vores guide var i dag Karamees (jeg er ikke helt sikker på stavemåden, men det bliver der tjekket op på senere) og efter bilen var blevet pakket med drikkevarer og maden satte vi os ind i bilen og begyndte turen. Første stop var allerede efter små 237 meter og altså stadig på Asa Wrights grund, men skidt det gav lige et par regnskovsarter mere til listen.

Videre ned gennem Arima Valley stoppede vi flere steder for at finde nogle fugle. Guiden efterlignede forskellige arters kald for, at lokke fuglene til os andre gange afspillede han stemmen for den art vi kiggede efter fra en iPod tilsluttet en højtaler. Nogle gange virkede det og andre gange reagerede fuglene ikke på det. Det blev bl.a. til Cocoa Woodcreeper, Grey-throated Leaftosser og Red-crowned Ant-tanager. En grøn laser-pointer er nu også en god ting i en regnskov for hold da op, hvor fuglene nogle gange kan være svære at spotte.

På et tidspunkt, hvor vi stod et stykke fra bilen og obsede stoppede en hvid minibus lidt bag vores bil - der i øvrigt talte japansk, hver gang vi startede - og blev holdende. Godtnok var vejen meget smal, snoet og fyldt med huller, men der havde ellers ikke været nogle problemer med passerende biler, men ok den havde tilsyneladen ikke travlt. Da vi satte os ind, startede og var blevet budt velkommen og bedt om, at tage sikkerhedssele på af bilen på japansk, fortalte guiden, at bilen bag os var vores security på turen! Okay - vi skulle simpelthen på fugletur med bodyguard - det har vi trods alt ikke prøvet før. Vi har godt hørt om al kriminaliteten på Trinidad og også, at Asa Wright altid har sikkerhedsfolk med når de tager på ture efter mørkets frembrud, men det var det her ikke. Nå men vi var det lidt spændt på, hvad set egentlig var for et område vi var på vej til.

Næsten ude af Arima Valley stoppede vi et sted, hvor vi kunne være heldig og se Trinidad Euphonia - en lille blå og gul fugl, der lignede Violeaceous Euphonia som vi havde set flere gange oppe ved Asa Wright. Vores security stoppede lidt længere bag os i modsatte side af vejen. En høj mørk grønklædt mand steg ud og stillede sig ved siden af minibussen. Det var da lidt af en spøjs fornemmelse at se på fugle med en bodygaurd. Nå men der virkede nu meget roligt og trygt og vores guide virkede heller ikke specielt vagtsom eller nervøs for den sags skyld - men ok det var der jo så også folk til at tage sig af!

Pludselig sagde security-manden noget i mens han med armen pegede i en retning og samtidig med raske skridt var på vej over vejen krydsede vejen i vores retning! 'Up left-side in the tall tree I see it', sagde han da han var henne ved os. Vores guide svarede: 'Yes I got him and I heard him - there its going left!'. En Trinidad Euphonia fløj forbi højt oppe og forsvandt ind i en trækrone og det var den vores security havde spottede - uden kikkert!

Aripo Savannah er egentlig et landbrugsområde i lavlandet lige syd for The Northern Range. Her kørte vi rundt på nogle små veje, hvor vi stoppde forskellige steder og brugte lidt tid på at se forskellige fugle. Vi følte os ikke utrygge på noget tidspunkt selvom vi kørte rundt på 'the back roads' og det var derfor vi havde security-manden med for en sikkerheds skyld. Heller ikke da guiden efter et stop sagde vi bare skulle fortsætte gående hen ad vejen, så ville han køre bilen længere frem til næste stop - som så i øvrigt var efter et skarpt sving og bag noget bevoksning. Så gik vi der på en vej ude og kiggede på fugle som vi har gjort så mange andre gange når vi er ude og rejse, bare med den undtagelse, at 100 meter bag os blev vi fulgt af en hvid minibus med en mand, der skulle passe på os!

Men vi fik set en del fugle, bl.a. en flok på ca. 120 Black Vultures, en Streaked Cuckoo, omkring 40 Lilac-tailed Parrotlet, som var det største antal, der var blevet set i flere uger. Vi så Fork-tailed Flycatcher flere gange, men desværre ingen siddende så man rigtig kunne se deres haler. Vi så White-winged Becard og Ruby Topaz Hummingbird - vores kolibriart nr. 13 på T&T.

Vores security-mand - der i øvrigt hed Richard - blev efterhånden mere og mere en del af turen, da han havde et superskarpt syn og kunne spotte fuglene på lang afstand og langt oppe i trækronerne og stadig uden kikkert. Han kendte mange af arterne og han var ikke rigtig fuglekikker.

Frokosten - eller lunch, som det jo hedder her - blev indtaget ved et picknick sted ved Arena Forest, hvor vores guide ikke ville tage os helt ind i, da han vurderede, at den megen regn de seneste dage gjorde den meget fugtig og ikke så fremkommelig.

Under lunchen blev både vores guide og security-mand meget snaksaglige og fortalte os, hvordan Trinidad havde udviklet sig gennem tiden, til desværre den kedelige og triste side. Det var især de unge, der ikke gad lave noget og kun ville feste og leve af andres penge. Vi var ikke i tvivl om, at det var noget der optog dem og berørte dem meget, den udviking de oplevede og vi kunne godt forstå dem, når vi hørte deres historier.

Eftermiddagen tilbragte vi på The Verandah, hvor dagens 'Veranda-guide' hed Caleb. Han fandt en Common Black Hawk til os, der sad i et træ langt væk, der var Red-legged Honeycrepper og så landede, der en tukan ude i det træ vi kaldere 'fireren'. Der er også en 'etter', en 'toer' og en 'treer'. Det er nemlig en stor hjælp for så ved man, hvor man skal kigge, når der bliver sagt 'den sidder i fireren'. Men først landede, der en tukan i fireren' som vi så fint i skopet. Så dukkede der en til op, der landede i samme træ, hvilket fik guiden caleb til at sige 'there is one can, now there is two cans'! Ja okay den vittighed virker kun på engelsk, men det var altså to Channel-billed Toucans som vi kortvarigt havde set i går og hørt et par gange og nu fik vi dem heldigvis set ganske glimrende flere gange.

Og ja så var der jo alle kolibrierne, som man ikke bliver træt af. I dag fik vi set Green Hermit betydeligt bedre end forleden. Den er med sine ca. 17 cm den største kolibri på T&T. Et par forlængede halefjer er med til lige at få størrelsen i vejret. Vi så to Longbilled starthroat, hvor af den ene var en flot han.

Rum punchen blev serveret og bagefter var det tid for aftensmaden. Det var tyndet gevaldigt ud i gæsterne. Vi var kun os, de to unge fra hhv. Trinidad og Canada og så en ældre pensioneret herre - Peter fra Trinidad, der mandag til fredag bor på Asa Wright og tager hjem i weekenderne. Han var en slags konsulent ifm. et byggeprojekt der for flere år siden var startet og så udsat pga. krisen men nu kommet i gang igen. Men han kunne fortælle en meget lang og spændende historie, der er for lang til, at gengive her, men kort fortalt handlede om nogle mennesker, der tilbage i halvfjerserne flyttede ud i skoven nær Grand Riviere, brændte alt, hvad de ejede, gik nøgne rundt og ventede på apokalypsen. Apokalypsen var aldrig kommet og politiet, havde ryddet stedet for de nogle og firs mennesesker, der efterhånden var blevet en del af det alternative samfund. I dag skulle der stadig leve fire af dem ude i skoven og så viste det sig, at vi faktisk har mødt en af børnene, der blev født i det samfund, nemlig ham, der passede på skildpadde ungerne og slap dem fri om aftenen.



mandag den 21. juli 2014

Devilbirds, Bellbirds og dansende manakiner

Dagen startede klokken seks med morgenkaffe på The Verandah. Efter morgenmaden skulle vi ned til grotten, hvor der yngler Oilbirds - den eneste frugtædende nataktive fugl i verdenen, som bruger ekkolokation som navigation. Oilbird Cave turen indgår som en del af pakken man bor på Asa Wright i mindst tre dage. Vi var seks personer, to amerikanere, to israelere og så os. Vores guide var Sherilyn - en ung lokal pige. Turen gennem regnskoven ned til grotten tog omkring 30 - 40 minutter og gik ad en smal våd og nogle steder meget glat sti. Undervejs fik vi vist og hørt lidt om nogle af de planter vi så, bl.a. Hot Lips, Sexy Pink ... et eller andet og kakao.
Vi kom ikke helt ind i selve grotten, både for ikke og forstyrre fuglene unødigt og desuden ville det alligevel være bælgravende mørkt. Og så sad de første Oilbirds alligevel ved indgangen i en smal og meget mørk kløft. Med en lommelygte lyste guiden Sherilyn rundt så vi kunne se fuglene og tage nogle fotos. Man måtte naturligvis ikke bruge flash for ikke, at forstyrre fuglene, der da også reagerede på vores tilstedeværelse primært pga. lyskeglen. Det kom sig til udtryk ved at vi hørte deres dybe hæse og hvæsende stemmer. Det lød som et eller ander forhistorisk væsen - eller noget fra en dårlig monsterfilm. Derfor kaldes de også af nogle for 'Devilbirds'. Fuglene selv så også meget specielle ud og minder vel mest om en blanding mellem en natravn og en ugle. Og så var de faktisk ret store - vingefanget er på lidt over en meter.
Ikke mange minutter efter vi var kommet tilbage fra turen begyndte det, at regne - og ikke bare sådan en lille hyggebyge - nej vi taler om mindst et trippelt skybrud med torden og kraftig blæst. Og i mens alle os mennesker søgte ly på The Veranda, hvor man ikke en gang kunne stå ved rækværket uden og blive våd, så var det noget kolibrierne - og især jacobinerne - syntes rigtig godt om. Det benyttede de sig simpelthen til at tage brusebad og blive kølet af. Vi så det allerede i går, men det her var meget kraftigere - og vi taler altså om små fugle på mellem 8 og 11 cm og ikke ret mange gram!
Det regnede længe og sigbarheden var ikke mange meter, men endelig ved halv to-tiden stilnede det af og man kunne kalde det for tørvejr. Vi gik derfor en tur ad et par af de andre stier på området for at se om vi kunne se Bearded Bellbird - fuglen i Asa Wrights logo. De sidder og kalder i træerne men er svære at se. Det lykkedes os heldigvis efter en del venten og vi så to gamle hanner.
Det blev også til både Golden-headed og White-headed Manakin. Det er nogle meget små men ret sjove fugle, der er kendt for deres dans for at tiltrække hunnerne. Vi så nogle Golden-headed lave sidelæns moonwalk og White-bearded foretage spring fra side til side mens de lød som fyrværkeri.
Dagen sluttede vi af med rum punch på The Veranda og bagefter aftensmad i the dinner room. Der er ikke mange gæster tilbage. Ud over os selv så var der de to israelere, de to amerikanere og så et yngre par, der ankom i dag - han fra Trinidad og hun fra Canada. Da vi ikke var flere sad vi - med undtagelse af amerikanere - ved samme bord, og der var derfor rig lejlighed til at udveksle oplevelser og få vendt den seneste tids kriser i verdenen.
Afslutningsvis skal de lige nævnes, at alle fotos i blogindlæggene fra T&T er taget med mobiltelefon og nogle - bl.a. alle dette indlægs foto - er foto af foto vist på kameraets display. Og så mangler der billedtekster, men det må I indtil videre lige klare jer uden.

søndag den 20. juli 2014

Heavy rain, Leatherback Turtles and Trinidad Piping Guan

Fredag d. 18. juli
Så kom regnen! Ok det er trods alt 'Wet season', men vi havde hørt fra flere, at det faktisk havde været ret tørt længe, hvilket sådan set ikke overraskede os, da der som regel er usædvanlige vejrforhold når vi dukker op. Men nu styrtregnede og blæste virkeligt og det havde det gjort siden firetiden og det blev bare ved hele morgenen. Det regnede så meget at man i perioder ikke kunne se til den anden side af Little Bay. Det lignede noget der kunne blive ved hele dagen og så var det jo trods alt meget godt, at fredagen var en transport/rejsedag.
Det var Alibaba himself, der kørte os til lufthavnen - sammen med ham der egentlig skulle køre os - men da Alibaba alligevel havde et ærinde på de kanter så kunne han lige så godt køre. Undervejs blev alle de store og alvorlige emner diskuteret: Hvad skal der til for, at sikre de unge nogle gode fremtidsmuligheder og arbejde og hvordan vil set gå for det lokale fodboldteam i den kommende kamp?
Køreturen tog en time og vi blev bogstaveligt talt sat af ved checkin - det foregår nemlig udendørs udfor 'drop off'. Vi kom også hurtigt igennem security og så var det ellers bare og vente i et par timer i en meget kold indenrigshal (aircondition er altså ikke altid noget hit). Det varede ikke længe før vi konstaterede, at alle fly var op mod en time forsinket - og det på trods af, at flere af de afgange der overhovedet var nævnt på infoskærmen (der var kun én 26'') var 'on time'. Men når man kiggede ud på start- og landingsbanen var man heller ikke i tvivl om, at vejret nok havde en hel del med forsinkelserne og gøre.
Endelig blev det vores tur til at boarde og det var endda kun 20 min. efter planen. Selvom vi løb ud til flyvemaskinen kunne det ikke undgås at vi blev mere eller mindre gennemblødte. Regnen og blæsten tog til i styrke og da alle var om bord og døren lukket, oplyste kaptajnen, at på grund af vejret blev vi på jorden indtil, det værste var drevet over, hvilket nok tog fem til ti minutter. Femten minutter senere kom vi afsted. Vi ankom til Trinidad efter en noget længere flyvetur end planlagt da bi lige skulle udenom det værste vejr. I Piarco Internationale lufthavn blev vi i bus transporteret de ca. 200 m fra fly til bagagehalen, hvor vi så til gengæld fik lov at vente pænt længe på bagagen.
Vi blev mødt af Charran, der skulle være vores chauffør og guide denæste døgnstid og han kunne fortælle, at flyver på afgangen efter vores, havde måtte returnere til Tobago pga. vejret, så vi var glade for vi ikke var blevet mere forsinket. Til gengæld kunne han fortælle, at køreturen til Grand Riviere, hvor vi skulle have en enkelt overnatning, ville tage tre timer og med det vejr, var han ikke sikker på vi kunne komme helt frem. Derfor anbefalde han vi lige fik noget og spise i lufthavnen inden vi kørte afsted.
Men på trods af vejret - det regnede stadig - skulle der ses nogle fugle, så vi kørte lige en runde om lufthavnparkeringen, hvilket hurtigt gav en fem - seks nye arter, bl.a. Yellow-headed Blackbird, Wattled Jacana, Limpkin, Pied Tyrant og White-headed Marsh Tyrant. En ganske fin start på Trinidad-delen af vores rejse.
Tre timer senere efter, at have kørt af en meget smal og meget snoet vej var vi fremme i Grand Riviere og ved vores hotel Mt. Plasier. Det var faktisk holdt op med at regne undervejs og det var heldigvis ingen problemer undervejs - vi så dog en del vand og et par væltede træer og en enkelt elmast, der ragede noget langt ud over vejen.
Stranden er yngleområde for Leatherback Turtles - verdens største havskildpadde - og den strand på Trinidad med den største tæthed. Når ynglesæsonen er på sit højeste kan der være op mod næsten 400 individer på en enkelt nat. Ynglesæsonen var ved at være overstået så vi kunne faktisk ikke være helt sikre på at se nogle skildpadder og med al den regn, der var kommet det seneste halve døgn gjorde ikke oddsene bedre, da der med nedbøren var skyllet store mængder sediment ud i havet, der havde gjord det meget grumst og mindre salt omkring flodudløbeme - pg sådan et er der ved denne strand. vi nåede en lille tur på stranden før den 'lukker'. Mellem kl. 18 og 6 må man nemlig kun opholde sig på stranden, hvis man har købt en tilladelse og er sammen med en autoriseret guide.
Man gør meget format passe på Leatherback skildpadderne, så de indsamler de nyklækkede unger, som graver sig fri omdagen og opbeverer dem væk fra trusler indtil det blever aften, hvor de så slippes fri. Vi fik den oplevelse at set lidt over 400 helt små nye skildpaddeunger blive sluppet fri så de kunnne vandre ned til havet i sikkerhed for diverse prædatorer (bl.a. Black Vulture).
Det lykkedes og få nogle aftensmad selvom, der var meget på menukortet de ikke havde  (igen - det er uden for sæson). Mætte gik vi om til Sea Turtle Informationcenter og købte vores tilladelser og så var det ellers bare, ag vente og håbe på, at der kom nogle havskildpadder i land.
Kvart over ti kaldte Charron på os, at der var spottet mindst en skilpadde, så det var bare om at komme om til infocentret. Derfra blev vi i mørket ført til strand og ganske rigtigt, der i brændingen var der en stor Leatherback på vej i land. Den var dog ikke tilfreds og søgt ud i vandet igen. Længere nede af stranden var der også kommet en i land. Den var kommet længere op og var ved at lede efteer et egnet sted, men den kunnne heller ikke rigtig beslutte sig. Vi var ikke de eneste turister på stranden - vi var vel omkring 25-30 stykker fordelt på et par grupper. hvor vi var i den lille gruppe.
Et stykke væk var en ny skildpadde kravlet et godt stykke op på stranden. Den var lidt under halvanden meter lang og vejede måske op mod 250 kg og så var den ovenikøbet mærket. I følge guiden virkede det mere lovende at dømme ud fra dens adfærd. Og ganske rigtig så begyndte den at 'sætte sig fast' med sine lange forluffer og efter et stykke tid var den klar og begyndte stille og roligt med de bagerste luffer og grave et hul. Vi fik lov og gå meget tæt på og i mens lyste guiden med rødt lys på skildpadden så vi lettere kunne se noget. Og hvilken teknik den havde for at grave dybt og samtidig sikre, at der ikke skred sand ned i hullet. Når selve æglægningen går i gang og som er det, der tager kortest tid, går skildpadden i en trancelignende tilstand. I den periode kan man røre den uden den reagerer på det og derfor kunne guiden løfte skildpaddens ene bagluffe op så vi kunne se æggene. Vi fik lov at komme foran skildpadden og røre ved den og i mens lå dem bare i trance. Da de ca. 80 - 100 æg var lagt gik en længere proces i gang, hvor hullet skulle dækkes og området camufleres. Hele den lange proces var meget hårdt og krævende for skildpadden. Den prustede, stønnede og tog korte pauser under hele forløbet og efterhånden var klokken blevet langt over midnat. På vej tilbage så vi en enkelt og større Leatherback mere. Den var lidt over de halvanden meter i længden.
Lørdag d. 19. juli
Klokken var fem over fem da vi stod op efter fire timers søvn. Det var begyndt og lysneog vi skulle mødes med Charran halv seks så vi kunne komme på dagens 'ekspedition', der gik ud på at finde og se Trinidad Piping Guan eller Pawi som de lokale også kalder den. Det er en rimelig stor spøjs fugl, der lodt ligner et levn fra fortiden og som er endemisk for Trinidad og Grand Riviere var nok det sted der var størst chance for og se fuglen.
Det tog små ti minutter og køre op til det første sted vi skulle forsøge os. Der var andre fugle og se på og vi fik tilføjet nogle arter på listen, bl.a. Yellow Oriole - men ingen Pawi. 'Heavy rain is coming'. Vi måtte et par gange søge ly i bilen, da nogle korte men kraftige regnbyger passerede. Straks solen var fremme blev kunne den fugitge varme mærkes med det samme. 
Efter nogen tid kørte vi lidt videre frem til et andet sted, hvor vi måske kunne være heldige - og om ikke andet ville der også her være  andre fugle og kigge på. Der var bl.a. Plumbeous Kite, White-collared Swift. Og pludselig spottede Bente en Piping Guan i et træ langt væk, men ikke så lamgt fra det første sted vi havde stoppet. På trods af afstanden kunne man sagtens se, hvad det var, men den måtte gerne ses bedre og da der i hvert fald var mindst en i området kørte vi tilbage til første stop. Men umiddelbart var der ingen guaner og se men til gengæld var der nu en meget flot Guianan Trogon, der fløj lidt rundt. Og igen spottede Bente en Piping Guan og denne gang i et træ ganske tæt på, hvor den spiste bær. Den skiftede træ og lidt senere forsvandt den.
Vi kørte lidt frem og tilbage i området og efter det var lykkedes, at se to guaner mere  flyve over vejen, nogle Lineated Woodpeckers, Squrriel Cuckoo og flere andre fugle kørte vi tilbage til hotellet og få morgenmad da der for - jeg ved ikke hvilken gang - kom 'heavy rain'.
Sidst på formiddagen begyndte vi den næsten tre timers køretur til Asa Wrigth Nature Centre, hvor vi skal bo de kommende dage. Vi nåede lige en tur mere op i det område vi havde tilbragt hele morgenen, da det faktisk var et ganske glimrende sted, men 'heavy rain' sørgede for, at vi ikke blev hængende hele dagen.
Det regnede ikke da vi klokken to ankom til Asa Wrigth og det varede heller ikke mange minutter før der var nye arter på listen: Purple Honeycreeper og Green Honeycreeper og så var det også 'Hummer time'. Listen med kolibrier blev også udvidet i løbet af eftermiddagen, som vi tilbragte på den berømte Verandah - og jo den staves med h. Vi bl.a. Brown Violetear, Green Hermit og en hun Tufted Coquette. I alt er vi nu oppe på 12 arterr kolibrier ud af 17 på T&T - detvercda meget godt.
Vi fornemmede at Ann og Elsa fra Asa Wright syntes det var helt hyggeligt, at der med vores ankomst var dukket et par rigtig fugleinteresserede op. Udover os og nogle få andre var det primært nogle dagsgæster, der bestemt ikke var fuglefolk og så en større flok skolepiger på tur og selvom det var meget høflige, så var fuglene næppe deres største interesse. Det boede også på Asa Wright så der var en livlig aktivitet.
Vi fik vores længe ventede rum punch selv om vi dog selv måtte 'efterlyse' den. Ismaskinen var gået i stykker så rum punchen var egentligt sprunget over i dag, men det fik vi lige lavet om på. Den var i øvrigt pænt stærkog indtaget kort før aftenmaden.
På en lille 'Night Walk' op ad vejen med guiden Elsa så vil et par store taranteller, vandrende pinde, en skorpionlignende tung og en sjov lille frø.

fredag den 18. juli 2014

The Waterfall, Coconutbread og chocolate mousse

Torsdag d. 17. juli
Ingen planlagte planer for dagen i dag, udover at vi skulle ned og spise morgenmad hos Cheenos og vi ville gå en tur op til 'The Waterfall', og derfor startede dagen stille og roligt på verandaen med at drikke en kop Nescafé og observere fuglene i og omkring bugten: Laughing Gulls, Nigth Heron, Green Heron og Yellow-crowned Heron, pelikanerne (Brown Pelican), Royal og Roseate Terns og en gammel Brown Booby, der fiskede lige uden for. Dagens første frigatfugle begyndte også at indfinde sig. Tættere på huset og på verandaen var der udover Bananaquit (en lille sort og gul fugl), Mot-mot og nogle enkelte kolibrier også forskellige firben og iguaner og et egern.
Men vi skulle have noget morgenmad så vi gik ned til Cheenos, hvilket ikke tager meget mere end  små ti minutter. Det blev til sort kaffe til os begge da Bente ikke kunne få cappucino og derfor kunne konstatere, at deres hjemmeside tilsyneladende ikke var helt opdateret. Kaffen fejlede nu intet og det gjorde morgenmaden heller ikke. Det var æg, bacon, tomat og agurk og et par gode stykker coconutbread. 
Godt i gang med kaffen dukkede nogle af de lokale op og inden længe indgik vi mere eller mindre i en diskussion om alle de store spørgsmål her i livet: Hvilke syv ting gør, at Messi er den komplette fodboldspiller og hvorfor han så alligevel ikke spillede et bedre VM og om effektivisering af arbejdsmarkedet. Det skal siges, at det primært var Colins der diskuterede og havde en klar menig og holdning til det hele og efterhånden gled de øvrige ud af diskussionen.
Der kom en rimelig kraftig regnbyge men vi sad hos Cheenos og da den havde passeret gik vi tilbage til vores værelse for at hente paraplyerne da det lignede en dag, hvor det godt kunne blive til mere vand. Så vandfaldet måtte lige vente lidt endnu - det var ellers kun ti minutters gang fra Cheenos. Men det gjorde ikke noget for så fik vi lige set en ny papegøjeart da vi næsten var helt tilbage. Det var en Green-rumped Parrotlet en lille grøn ting ikke meget større end en bogfinke.
Det varede så noget inden vi kom afsted igen - både fordi, der stadig var regnbyger og fordi det var meget hyggeligt at sidde på verandaen og kigge, og så kunne B&U Bloggen lige blive opdateret.
Det lykkedes at komme ind og se the Waterfall. Det var en lille fin tur lige ind i regnskovskanten og vandfaldet var lille og fint. Man kunne dog se på  vandløbets brinker, at der nogle gange godt kunne løbe en hel del vand igennem. Der fløj en relativ stor flagermus rundt, men den forsvandt op mellem nogle træer. Jeg skulle lige lidt tættere på da man måske kunne være heldig at finde den hænge i et træ. Inde under nogle lavthængende grene slog en tanke mig - hvordan var det nu med slanger på Tobago? Det er slanger på Tobago og en af dem lå hen over nogle tynde grene - faktisk lignede den en gren, men grene plejer ikke og bevæge sig på den måde! Det viste sig at være en Vine snake - en lang og tynd slange med et meget spidst hoved. Den så lidt spøjs ud, men giftig skulle den vist ikke være. 
Fuglemæssigt var det mest spændende nogle kolibrier og 5 - 6 Orange-winged Parrots, der heldigvis landede og sad så de var til at se. Og så var der naturligvis de allesteds nærværende Banaquits. På vej ud mødte vi et engelsk par, der havde funde en familie Chacalacaer (Tobagos nationalfugl), der kravlede rundt i træerne. Kort efter dukkede en fin Green Heron op i vandløbet og ude ved boldbanen var der en Red-necked Woodpecker og en flok Shiny Cowbirds og nogle Carib Grackles.
Eftermiddagen blev brugt hjemme på verandaen og nede på stranden sammen med alle de mange andre turister. Der var helt klart kommet et ryk ind i løbet af i går for nu rendte der mindst 10 andre turister rundt på stranden og i vandet. Men det var ikke det eneste, der var i vandet for igen i dag var der rokker - Stingrays - og ikke bare en men minimum 5. Og de kom bare tæt på stranden og skabte en del opmærksomhed. De mest vovemodige forsøgte at følge dem i vande med snorkeludstyr, men tydeligt at alle havde respekt for dem. Vi havde nogle fede obs på halvanden meters afstand - fra land vel og mærke. Et par af dem var faktisk pænt store og på den klart største synes man og kunne ane et fodaftryk!
Vi fik aftalt med Alibaba at han arrangerede, at en taxi kommer i morgen og kører os til lufthavnen, da vi skifter lokation.
Aftensmaden blev indtaget på det noget mere fancy sted Castara Retreats, hvor vi var en tur oppe i går, men i dag skulle vi altså spise der. Først en drinks til at komme i gang på og så ellers lige hilse på de samme mennesker som i går - ja det er en lille by og det er uden for sæsonen. Men det er da meget hyggeligt. Maden var glimrende - der var dog ikke meget Caribien over den - den var italiensk. Efter hovedretten ville vi gerne have desert og gerne deres chokolade mousse. Den havde vi nemlig set blive lavet i går og den så god ud. 'When are you leaving Tobago?', spurgte bartendertjeneren da vi spugte om vi kunne få desert. Med det svar var skuffelsen allerede på vej. Da vi svarede desværre i morgen, sagde han - 'then you must have our choclate mousse'.
Deserten var bestemt rigtig god, men den lagde så absolut også bunden for resten af dagen.