onsdag den 29. juli 2015

Lands in Love og Quick Car Wash

[Tirsdag d. 28. juli] Det regnede igen fra morgenstunden, og vulkanen var om endnu mere dækket af tunge skyer. Vi besluttede derfor relativt hurtigt, at vi tog morgenmaden på hotellet før vi birdede og bevægede os i retning af Aleujela, hvor vi skal tilbringe turens sidste nat på Hotel Brilla Sol. Samme hotel som ved vores ankomst, da det ligger meget praktisk lige ved lufthavnen, og det er et ganske udemærket lille hotel.
Vi stoppede naturligvis flere steder langs vejen og kiggede på fugle. En fin tigerheron stod i et vandløb og ved Arenalsøen så vi nogle, skarver, hejrer (Green og Great White Heron), et par Pied-billed Grebe og kortvarigt en flot han Crimson-collered Tanager. Pludselig kom der noget glidende gennem vandet - ikke langt væk - lidt skjult i vegetationen. Det lignede en noget elastisk træstamme, så det måtte jo være en krokodille eller en Caiman - heller mest til det sidste, men synes dog ikke øjnene var så markante.
En god mixed species flock passerede, der hvor vejen drejer fra op mod Arenal Obseevatory Lodge og Shining Honeycreeper - hannen en flot blå fugl med gule ben og fødder. Hunnen og ungfuglene er grønlige, hunnen med lidt stribning på strube og øverste del af brystet.
Langs de første 2-300 meter af evakueringsvejen var der godt gang i Mentezuma Oropendolaerne. Der var nok mindst 50 stk. fouragerende bevægede stille og roligt afsted i træerne langs vejen. Der var også en lille flok White-throated Magpie-jay. og så var vi lige ved at tro, at vi så en rimelig sjælden fugl i mellem de andre - en Pheasent Cuckoo - men da desværre så den meget kortvarigt to gange, og skulle være meget sjælden, så tror vi ikke det var en sådan - selvom Halen så lang, bred og brun ud med lys yderbræmme. Men det har måske bare været en Squirrel Cuckoo, der lige snød os i farten?
Vejet blev bedre som vi kom længere væk fra Arenalområdet og vi nu var på vej mod Aleujela. Vi havde timet det så vi kunne spise frokost hos Lands in Love, der er et kombineret 'Hippie-adventure-restaurant-overnatningssted' som BEST havde læst om, og som vi forleden på vej op ikke kunne undgå at se deres reklameskilt, da de stod med få hundrede meters mellemrum fra flere kilometer før - der var i hvert fald mange skilte - og de serverede det hele, men alt i veggie-style og der skulle også være fugle på deres grund, bl.a. Sunbittern. Det måtte vi prøve, men vi nøjede dog med deres café og restaurant, der lå ud til vejen.
På Lands in Love har de god tid, men der var selvfølgelig også kun os da vi var der og vi var stadig i god tid mht. returnering af udlejningsbilen. Men vi fik bestilt vores mad - BEST ville prøve deres pitabrød med falaffel, der ifølge Patrick O'Donnell er de bedste i Costa Rica. UDA bestilte en burger, hvor bøffen var lavet af Soya - alt var jo veggie-style - og blev lige mindet om det med 'You know it is all vegetarian?' - og det vidste jeg jo, både fordi jeg havde hørt om stedet og det stod på menukortet. Der er sikkert nogle, der i tidens løb er blevet overrasket og/eller skuffet. Men begge vores menuer var ganske glimrende og mættede. UDA blev lokket til at få deres desert, der skulle være - 'very good and delicious' - men der er jeg så nok af en lidt anden opfattelse. Det var baclava (ved ikke lige hvordan det staves) og var da ikke dårligt, men det kunne jeg godt have undværet. Og så var det naturligvis en stor portion.
Underholdningen mens vi spiste var ikke fuglene, men mennesker der kom kørende oppe i luften fastspændt i et kabel - det sprang vi lige over.
Vi fandt let frem til Brilla Sol og de kunne godt huske og kende os, og der var også plads til os, hvilket vi dog havde booket sidst vi var her. Da vi habde fået vores bagage på værelset, fik vi en vejbeskrivelse til et sted vi kunne få vasket og rengjort bilen inden vi afleverede den.
Vi fandt stedet, der ikke lå så langt væk, uden problem. Vi skulle dog lige en rundt om blokken for at komme ind. Vi valgte den indgang, hvor der stod Quick Wash, da der trods alt ikke var grund til den helt store omgang. To ansatte råbte noget til os og vi troede der var noget galt - og det var der - vi havde nedrullede vinduer og de skulle lukkes. De grinede af os, for de lurede med det samme, at vi ikke vidste hvad det var for et sted. Bilen var dårligt kommet inden for før to unge fyre begyndte at højtryksspule bilen og to andre med begge hænder vaskede den. Og det var grundigt, efter en spuling mere skulle vi køre frem, hvor en ny ung fyr lige skulede forruden. Indtil nu havde vi overværet det hele inde fra bilen, men blev nu vinket frem til bås 2 og skulle stige ud. Da vi gik hen hus en ung pige for at betale, gik 12 - ja 12 unge fyre igang med støvsugning, håndvaskning af gulvmåtter, solskærme, handskerum - Alt! Alt blev rengjort, der var helt sikkert ikke et sted den bil ikke var ren. Det to maks ti minutter og til, hvad der i danske kroner svarede til den nette sum af ca. 57 kr.! Det var vildt og effektivt og den bil var ren.
Kort efter var vi ved Europecar og det første ham, der skulle tjekke bilen sagde var - 'It is better than when you started'. Ja ok bortset fra de ridser bilen allerede havde for de var der stadig, men ingen nye.
Efter at best havde forsøgt at få et andet hotel til, at komme og hente os, fik en af Europecarmændene fat i det rigtige hotel og inden længe blev vi hente.
Resten af dagen og aftenen var afslapning og noget spise og så småt omstille sig til, at ferien er ved at være slut.

Birding ved vulkanens fod (Genudgivelse 28-07-2015)

[Mandag d. 27.07] Der var ikke meget vulkan at se til morgen. Nu var det selvfølgelig også mørkt og den var - heldigvis - ikke i udbrud, selv om det indtil for nylig har været en af de mest aktive vulkaner, hvor den ca. hver anden time havde pustet lidt magma ud!! Men det var nogle meget mørke, tunge og regnfulde skyer omkring den, der gjorde at vi ikke kunne se den. Det regnede pænt meget. Vi trak den derfor lidt inden vi kørte ud til en gang roadside birding.

Lidt efter klokken syv betalte vi 4000 colones pr. person for at få lov til at komme ind og gå på Arenal Obseevatory Lodge"s trails. Der er et vældigt fancy og populært sted, og det er langt fra alle, der kommer for fuglenes skyld. Lige omkring lodgens bygninger er det meget parkagtigt med gartnere, turister iført shorts, klip-klappere og regnfrakker på vej til morgenmad. Det var lige før man følte sig malplaceret i sine gummistøvler, lange feltbukser, kikkert og paraply.

På trods af vejret med konstante regnbyger så lykkedes det dog, at se nogle fugle. Flere gange passerede en helt efter bogen mixed species flock gennem træerne - ofte højt oppe og i dårligt lys - og så har man måske fem minutter til at bestemme, hvilke arter flokken består af. Nogle gange er det få og andre gange mange. Der er også andet en de blandede flokke - lige pludselig hører man en fugl (utrolig mange, der lyder rimelig ens), eller man ser skyggen af noget - 'Der, der - kan du se grenen med det lidt felt, til højre for det og så måske fem meter bagved. Nu fløj den lidt ned til venstre...arh lige nu kan jeg ikke se den...så du den?'

Men de fleste fugle var nogle vi havde haft før på turen, men vi fik Spottet Antbird som ny art og den længe ventede Rufous Motmot - og nå ja så sikkert et par kun hørte, der var nye. Håber på noget 'efterbestemmelse' når vi er hjemme. Af pattedyr så vi bl.a. endnu et bæltedyr, og et par familier af vores - nære slægtning? - Spider og Howler Monkeys. Fra 'observation deck' ved lodgens restaurant fik vi også et par hunner af Great Currosaw listen. De var pænt større end jeg lige havde troet - om det skyldtes, at de umiddelbaret holdt til nær stedets foderplads skal jeg ikke kunne sige... OK de er nok bare større end jeg troede.

Ved halvet-tiden efter, at vi på 'observation deck' havde (over-) hørt forskellene på slack- og highlining og spist en frokost, der bestod af nogle gummiagtige tortillas og banan indtaget stående ved bilen, kørte vi ned for at birde langs vejene, bl.a. 'evakueringsvejen', der umiddelbart var bedre til birding end til evakuering - den var rimelig hullet, smal og fuld af sten og stejl et par steder - men ok den forløb mere væk fra vulkanen end på tværs af den, så det var nok smart nok.

Vi så mange fugle ved de stop vi gjorde på evakueringsvejen, så der var turen værd selvom det ikke blev til nogle nye - der var dog to trogoner som vi ikke kunne fløjte frem og som vi derfor kun hørte - det kunne jo have været en ny art?

Senere benyttede vi os af, at I dag kunne komme gratis ind i nationalparken. Vi havde lige passeret det sted, hvor den lange trail var drejet væk fra den korte vi var på vej af, da to ansatte i nationalparken opdagede, at vi kiggede på nogle Thick-billed Finch'es og den unge af dem sagde - 'Are you birdwatchers? The you shall take the other trail it's better for birds there is a lake - if you have time'. Det valgte vi så at gøre, vi kunne jo altid vende om eller afkorte turen der, hvor ruterne mødtes igen, alt efter hvordan forholdene var.

Det endte med at vi gik hele turen rundt, Det var måske kun 4,5 km, men med obsning undervejs, og at det var blev fint og varmt vejr med høj luftfugtighed samt ca. 150 meter stigning i højden over '1968' og '1992 lava-flowet', så var vi trætte da vi var tilbage ved bilen. Fuglemæssigt var det ikke så produktivt. Mest spændende var en Ringed Kingfisher, Northern Jacana og en 'så-tæt-på-uden-at-kunne-se-den' Thicket Antpitta. Men det var interessant at passere de to lava-flows og se forskellene på vegetationsdækket - det var ren studie i succession biologi. Men også meget impornerende at se, hvad naturens kræfter kan gøre og samtidig svært helt at kunne forestille sig, hvordan det har været.

Til aften blev vi mødt med en halvkrammer af en glad Chef Benedict. The Chef fik igen lov til, at være kreativ, men denne gang blev han stillet over en udfordring - menuen skulle bestå af en suppe og en pastaret. Det løste han også ganske fint og vi gik derfra meget mætte - og derfor ingen dessert. Chef Benedict sneg også lige.sin 'spicy dip' ind og nogle friturestegte strimler tortillas. Der dukkede flere gæster op på restauranten så the Chef fik travl, men han gik op i sit arbejde, så på tidspunkt måtte tjeneren køre Chef Benedict ned efter nogle bedre avokadoer - på scooter/knallert og i regn.

Vi fik set noget mere af vulkanen i dag, men toppen har endnu ikke være fri af skyerne

[Redaktionel note: Dette indlæg er en genudgivelse, for at få kronologien til at passe, B&U Bloggen]

tirsdag den 28. juli 2015

En vulkan, Chef Benedict og en 'tiger' fra Danmark

[Søndag d. 26. juli] Vi havde 'bestilt' morgenmad til klokken otte for så havde vi god tid til at birde vejen fra Cerro Lodge og ned mod floden Tarcoles. Inden porten blev åbnet - det blev den tidligt, da det andet hold fuglekiggere skulle tidligt afsted - tjekkede vi lige haven for fugle.

Det var varmt lige fra morgenstunden - noget helt andet end det vi kom fra i bjergene - men det gjorde ikke noget for der var flot vejr og fugle. Vi nåede længere ned ad vejen end ved vores tidligere besøg, men man kom dog ikke helt ned til floden. Vi så nogle forskellige flycatcher, bl.a. Brown-crested og et par andre vi ikke helt har id-et endnu. En Gartered Trogon sad næsten samme sted som sidst og de Scarlet Macaws enten fløj larmende omkring eller sad i træerne - utrolig flotte med deres farver.
Men det var bare noget af det vi så inden morgenmaden.

Klokken var ni af de forlod Cerro Lodge og begyndte turen mod vulkanen Arenal.

Mon det er et godt eller dårligt tegn, at alle bilerne kørte i den anden retning af os da vi nærmede os vulkanen Arenal? Selve vulkanen var indhyldet i skyer, så vi kunne ikke se, hvilken tilstand den befandt sig i, men da det var blevet søndag eftermiddag tolkede vi den modkørende  trafik som et godt tegn - folk var på vej hjem fra weekendophold - og at der derfor ikke ville være overrendt men vi var i området.

Vi kørte helt op til Arenal Obseevatory Lodge, der er er fint sted for fugle, men det viste sig, at de var fuldt booket. Det var så første gang på turen vi ikke kunne få plads på et af de steder vi kørte til. Men vi fandt et sted ikke så langt væk, hvor der var plads og fik et værelse med flot udsigt til vulkanen - som man stadig kun kunne se det nederste af.

Eftermiddagsturen gik til natiolparken Arenal Volcano, hvor 'entrence fee' var på 10 $ pr. person, men så gav billetten gratis adgang, hvis man også kom næste dag.

Desværre nåede vi ikke ret langt ind i parken, da den ene regnbyge  afløste den anden og vi ikke havde vores fine costerikanske botas, besluttede vi at vende om. Det blev da til mindst én ny art - Thick-billed Finch og lidt senere fik vi Pied-billed Grebe (en lappedykker) i Arenalsøen.

Og så mødte vi Chef Benedict - kokken på restauranten, der ligger i forbindelse med hotellet. Han var en rigtig charmør, og han blev meget glad for os da vi bad ham anbefale, hvad vi skulle spise istedet for bare, at vælge en ret fra menukortet. Så gik han i sit kreative 'rum' og foreslog en appetizer, en hovedret til BEST og den til UDA. Desserten blev en fællesting. Og så skulle vi have hans spicy 'dip', som jeg ikke kan huske, hvad hed, men det var godt og stærkt - og stærk mad er ikke hvad man spiser i Costa Rica. BEST fik en glimrende ret med kylling og UDA fik en meget stor steak - 'Steak for you... you are a tiger', sagde Chef Benedict og lavede samtidig den klassiske og internationale 'væsende og farlige kløer'-mimik.

Chef Benedict opfordrede os utallige gang til at skrive en god anmeldelse - går jeg ud fra - på TripAdviser og da vi habde spist - en glimrende mad - fik vi afskedkræmmer af ham.

Birding ved vulkanens fod

[Redaktionel note: Dette indlæg er blevet genudgivet, for at få kronologien til at passe. derfor findes det nu 2 gange på Bloggen (pga. statistikker). B&U Bloggen]

[Mandag d. 27.07] Der var ikke meget vulkan at se til morgen. Nu var det selvfølgelig også mørkt og den var - heldigvis - ikke i udbrud, selv om det indtil for nylig har været en af de mest aktive vulkaner, hvor den ca. hver anden time havde pustet lidt magma ud!! Men det var nogle meget mørke, tunge og regnfulde skyer omkring den, der gjorde at vi ikke kunne se den. Det regnede pænt meget. Vi trak den derfor lidt inden vi kørte ud til en gang roadside birding.

Lidt efter klokken syv betalte vi 4000 colones pr. person for at få lov til at komme ind og gå på Arenal Obseevatory Lodge"s trails. Der er et vældigt fancy og populært sted, og det er langt fra alle, der kommer for fuglenes skyld. Lige omkring lodgens bygninger er det meget parkagtigt med gartnere, turister iført shorts, klip-klappere og regnfrakker på vej til morgenmad. Det var lige før man følte sig malplaceret i sine gummistøvler, lange feltbukser, kikkert og paraply.

På trods af vejret med konstante regnbyger så lykkedes det dog, at se nogle fugle. Flere gange passerede en helt efter bogen mixed species flock gennem træerne - ofte højt oppe og i dårligt lys - og så har man måske fem minutter til at bestemme, hvilke arter flokken består af. Nogle gange er det få og andre gange mange. Der er også andet en de blandede flokke - lige pludselig hører man en fugl (utrolig mange, der lyder rimelig ens), eller man ser skyggen af noget - 'Der, der - kan du se grenen med det lidt felt, til højre for det og så måske fem meter bagved. Nu fløj den lidt ned til venstre...arh lige nu kan jeg ikke se den...så du den?'

Men de fleste fugle var nogle vi havde haft før på turen, men vi fik Spottet Antbird som ny art og den længe ventede Rufous Motmot - og nå ja så sikkert et par kun hørte, der var nye. Håber på noget 'efterbestemmelse' når vi er hjemme. Af pattedyr så vi bl.a. endnu et bæltedyr, og et par familier af vores - nære slægtning? - Spider og Howler Monkeys. Fra 'observation deck' ved lodgens restaurant fik vi også et par hunner af Great Currosaw listen. De var pænt større end jeg lige havde troet - om det skyldtes, at de umiddelbaret holdt til nær stedets foderplads skal jeg ikke kunne sige... OK de er nok bare større end jeg troede.

Ved halvet-tiden efter, at vi på 'observation deck' havde (over-) hørt forskellene på slack- og highlining og spist en frokost, der bestod af nogle gummiagtige tortillas og banan indtaget stående ved bilen, kørte vi ned for at birde langs vejene, bl.a. 'evakueringsvejen', der umiddelbart var bedre til birding end til evakuering - den var rimelig hullet, smal og fuld af sten og stejl et par steder - men ok den forløb mere væk fra vulkanen end på tværs af den, så det var nok smart nok.

Vi så mange fugle ved de stop vi gjorde på evakueringsvejen, så der var turen værd selvom det ikke blev til nogle nye - der var dog to trogoner som vi ikke kunne fløjte frem og som vi derfor kun hørte - det kunne jo have været en ny art?

Senere benyttede vi os af, at I dag kunne komme gratis ind i nationalparken. Vi havde lige passeret det sted, hvor den lange trail var drejet væk fra den korte vi var på vej af, da to ansatte i nationalparken opdagede, at vi kiggede på nogle Thick-billed Finch'es og den unge af dem sagde - 'Are you birdwatchers? The you shall take the other trail it's better for birds there is a lake - if you have time'. Det valgte vi så at gøre, vi kunne jo altid vende om eller afkorte turen der, hvor ruterne mødtes igen, alt efter hvordan forholdene var.

Det endte med at vi gik hele turen rundt, Det var måske kun 4,5 km, men med obsning undervejs, og at det var blev fint og varmt vejr med høj luftfugtighed samt ca. 150 meter stigning i højden over '1968' og '1992 lava-flowet', så var vi trætte da vi var tilbage ved bilen. Fuglemæssigt var det ikke så produktivt. Mest spændende var en Ringed Kingfisher, Northern Jacana og en 'så-tæt-på-uden-at-kunne-se-den' Thicket Antpitta. Men det var interessant at passere de to lava-flows og se forskellene på vegetationsdækket - det var ren studie i succession biologi. Men også meget impornerende at se, hvad naturens kræfter kan gøre og samtidig svært helt at kunne forestille sig, hvordan det har været.

Til aften blev vi mødt med en halvkrammer af en glad Chef Benedict. The Chef fik igen lov til, at være kreativ, men denne gang blev han stillet over en udfordring - menuen skulle bestå af en suppe og en pastaret. Det løste han også ganske fint og vi gik derfra meget mætte - og derfor ingen dessert. Chef Benedict sneg også lige.sin 'spicy dip' ind og nogle friturestegte strimler tortillas. Der dukkede flere gæster op på restauranten så the Chef fik travl, men han gik op i sit arbejde, så på tidspunkt måtte tjeneren køre Chef Benedict ned efter nogle bedre avokadoer - på scooter/knallert og i regn.

Vi fik set noget mere af vulkanen i dag, men toppen har endnu ikke være fri af skyerne

Ned til lavlandet og Stillehavskysten

[Lørdag d. 25. juli] Sidste morgen i Rio Savegre-dalen og San Gerardo de Dota. Vi startede med en gåtur på en lille del af en af de andre trails ved Miriams cabinaer. Det gav ikke det store så vi kørte en tur ned i dalen for lige, at slutte af men en Quetzal. Vi passerede nogle hold 'Quetzal-turister', der stod og fyldte hele vejen, og kørte ned, hvor vi havde set arten første gang. Der gik ikke lang tid før der dukkede en han op - og så med en enkelt rimelig lang forlænget halefjer. Vi snakkede med et ungt par fra Sweitz, der dukkede op. Det fik set Quetzalen i vores teleskop, og forsøgte at fotografere den med mobil gennem skopet. Og så viste det et par fotos de havde taget af en, der havde siddet på jorden, ved deres hotel - kun i nogle få armlængders afstand!
På vej tilbage for, at få morgenmad og pakket sammen, stoppede vi ved 'Quetzal-turisterne' - både for, at få et billede af situationen og så lige se en enkelt mere. Der var minimum seks individer - fem hanner og en hun! Og igen et par stykker med lange forlængede halefjer. Vores filippinske ven Oscar, var der også, så ham fik vi sagt farvel til og ønsket fortsat god tur.
Vi fik vores morgenmad hos Miriam, hvor vi lige et øjeblik troede der var lukket. Men vi kom da ind via bagdøren og fik noget mad, og en lille times tid senere, havde vi spist, pakket og tjekket ud.
Vi kørte en tur op til grusvejen til Provedencia og birdede den igen den første del af vejen - ikke så langt som i går. Vi mødte to unge engelsktalende fuglekiggere, der var på vej til en San Gerardo de Dota. Igen i dag var der Fiery-thoated Hummingbird, Ruddy Treerunner og så fik vi Timberline Wren på listen - båse set og hørt.
Oprindeligt havde Osa Peninsula været på vores liste over steder vi ville hen. Men da der efterhånden ikke er så mange dage tilbage af min ferien har vi fravalgt det denne gang, da vi mener, at det vil kræve meget mere tid. Vi valgte derfor at køre til Stillehavskysten og til Manuel Antonios Nationalpark. Vi havde hørt, at det var et meget turistet område, og Maurice, der guidede os i Carara Nationalpark habde også sagt, at det ikke var et sted for os. Men i følge den litteratur vi bl.a. bruger så skulle, der dog være mulighed for at se nogle fugle i nationalparken. Så nu gav vi det lige en chance.
Vi kan så kun sige - gør det ikke! Og slet ikke i en weekend - og så er der 'lavsæson'. Allerede da vi kørte de sidste kilometer ind mod nationalparken, kunne vi fornemme at dette var ikke et område for os. Vi nåede at parkere - til 3000 colones - og gå hen til indgangen. Det var totalt overrendt, gadesælgere i ragelse, mennesker i badetøj - ikke at der er noget galt med fx kvinder i bikini - men alt det var ligesom ikke rigtig nogået, der hang sammen med noget seriøs birding.
Vi forlod stedet og droppede overnatningen og et tidligt besøg i parken i morgen, selvom det måske ville være lidt mindre voldsom ved syvtiden. Nå men nogle gange skal man selv 'mærke' tingene.
Men hvad skulle vi så gøre? Vi kørte nordpå igennem nok det mest uinteressante og kedelige område vi har set i Costa Rica. Kilometer efter kilometer kørte vi gennem palmeplantager ad en meget lang og lige vej. Vi passerede undervejs et par osende og lugtende produktionsanlæg. Uden at vide det gætter vi på, at det et palmeolie, der udvindes i området.
Lige før byen Parati drejede vi fra og kørte mod kysten. Efter nogle kilometer kom vi tæt på floden Parati og her var der bl.a. lidt vadefugle og hejrer - Spotted Sandpiper, Willet, Greater Yellowleg, Short-billed Dovitcher, Black-necked Stilt og et par præstekrave og rylearter. BEST spottede en Roseate Ibis i et træ mellem en flok Woodstorch og en stor Ringed Kingfisher fløj omkring. Det var helt opløftende efter den oplevelse med Manuel Antonios nationalparken.
Det endte med at vi kørte helt op til Cerro Lodge lige nord for Rio Tarcoles for at tage en enkelt overnatning. Da vi drejede ind på grusvejen  var vejen spærret med et tov. En gammel mand kom frem fra et skur - som vi ikke havde bemærket sidst vi vat her. Manden spurgte hvor vi skulle hen, og vi svarede Cerro Lodge, hvorefter han noterede bilens nummerplade og lod os passere. Spændende hvad det betød.
Det viste sig, at være en slagt vagt, da det virker som et område, hvor de rige har deres 'sommerhuse', for der var mange flere mennesker i husene end sidst og det var helt klar noget lørdags-komsammen, med grill og musik.
Og der var plads på lodgen, og vi fik aftensmad. Og da det gik op for ham den lille, der arbejder på lodgen, hvem vi var morede handig vildt over det -  det havde han vist alligevel aldrig oplevet før.
Det viste sig, at der var et par danske fuglekiggere med en guide på lodgen, men vi nåede aldrig at få snakket med dem.

mandag den 27. juli 2015

Birding i Savegre og vejen til Providencia

[Fredag d. 24. juli] Det kunne jo være, at vi kunne være heldige med en quetzal til morgen i vores 'egen' baghave, nu vi havde haft to i går eftermiddags. Da vi i går spiste morgenmad hos Miriam, hørte vi at der var blevet set hele tre quetzaler lige uden for. Miriams datter fortalte at det var første gang i tre år, at de havde set dem der. Og nu var der jo mange avokadoer på træer nedenfor, så vi mente, at oddsene var gode.
Men nej - der var ingen quetzaler bag ved vores cabina, men.vi så dog lidt andet, bl.a. Grey-breasted Wood-wren, Black-cheeked Warbler og Collered Redstart.
Efter morgenmaden kørte vi ned til Savegre Mountain Lodge, hvor der er nogle trails man kan birde også selv om man ikke bor på stedet - man skal naturligvis betale et 'entrance fee', der noget overraskende kun var på 5$ pr. person. Og så mødte vi i receptionen en 'gammel kending' - Gary som vi mødte på Rancho Naturalista. Han havde set en masse fugle - og flere quetzaler - og fortalte, hvilken guide vi skulle spørge efter, hvis vi skulle have en. Vi valgte at gå en tur uden guide, da vi ikke var der fra tidlig morgen, og så måtte vi se om det ikke kunne give lidt fugle alligevel.
Vejret var i øvrigt ganske fint, der var solskin med vekslende skydække. Det blæste også noget, men så snart man var i læ var det ikke noget problem og vi fik hurtigt varmen her nede i bunden af dalen - i ca. 2200 m.o.h. - og måtte smide noget af tøjet. Vi gik den mellemlange trail, da den skulle være udemærket, og komme hurtigt noget højere op igen til en 'passende' temperatur. Trailen var ganske udemærket og førte os igennem noget spændende skov. Det producerede bl.a. Ruddy-capped Nightingale-thrush, Yellowish og Tufted Flycatcher, Elegant Euphonia og naturligvis en hel del Sooty-capped Chlorospingus.
I mens vi stod og kiggede på en lille flok Yellow-bellied Sisken og en Acorn Woodpecker, der fodrede unger i et redehul, dukkede der endnu en gang nogle kendinge op. Denne gang var det de to unge forskerpiger og en ung fyr vi også havde set tidligere. De var på vej tilbage efter igen, at have været rundt for at indsamle data fra en række vildtkameraer. Det var lige så glade og smilende som de to gange tidligere vi havde mødt dem. De inviterede os til et foredrag - eller en præsentation - om aftenen klokken seks nede på QERC (Quetzal Education Research Center), hvor de boede. Det ville godt nok foregå på spansk - men der ville både blive vist billeder fra vildtkameraerne og der ville være kaffe og kage - men vi skulle endelige bare komme. Vi lovede, at det ville bestemt overveje.
Senere da vi stod et andet sted og forsøgte, at fotografere Collered Redstart og Black-cheeked Warbler ved et vandløb dukkede, der flere mennesker op - og ja rigtig gættet, det var alle vores tysker venner, der nu var overhalede os. Det blev da også til 'vi ses senere' denne gang.
Da vi var tilbage fra turen og kom ned til selve lodge-området - der er rimeligt stort - så vi en lille flok meget flotte Sulphur-winged Parakeet, og føjede endnu en endemisk art på listen (endemisk for Costa Rica og Vestpanama).
Vi kørte fra Savegre lidt efter middagstid og kørte hele vejen op til den transamerikanske hovedvej - rute 2 - og kørte små fire kilometer nordpå og drejede ind på grusvejen til den lille by Provincia, der ligger 12 kilometer længere nede. Igen en meget smal, snoede og hullet grusvej. Især de første to - tre kilometer skulle være gode mht. fugle så vi ville lave noget roadside-birding. Tidspunktet var måske ikke det mest optimale her først på eftermiddagen, men nu var vejret godt og solen skinnede. Man kunne ikke sige, at det var skyfri da vi nu igen var kommet op i omkring 2600 - 2700 m.o.h. skyernes underkant blæste forbi lige over hovederne på, og så lå temperaturen på den øverste del igen omkring13 - 14 grader Celsius og en afkølende vind.
Vi mødte nogle enkelte biler undervejs og en ung fyr på gåben, hvis lidt mystiske adfærd gjorde - ikke at han var på gåben - at vi lige var lidt opmærksomme på ham.
Det blev til måske små fem kilometer i alt ned ad vejen før vi foretog en firepunktsvending - et sted det lige akkurat var muligt - og trillede opad igen.
Det var en fin og udemærket produktiv tur, hvor vi bl.a. kunne føje Black-faced Flycatcher, Blue-and-yellow Silky-flycatcher og ikke mindst Peg-billed Finch til listen. Der var også flere Ruddy Treerunner og Sooty-capped Chlorospingus.
Vi spiste aftensmad lidt tidligere end de øvrige dage, bl.a. fordi, at hvis vi  tog ned til foredrag QERC - så skulle vi nå, at spise inden.
Som noget nyt valgte vi, at spise hos Victor - en ung costerikansk fyr - der havde et lille 'pizzaria', som lå næsten lige overfor Miriams. Vi fik nogle udmærkede nybagte boller som forret, før vi fik et på gode og dyre pizzaer. Victor var meget stolt og ville meget gerne fortælle om sit lille spisested, der var hans livsværk og som lå med den fineste udsigt. Den var også meget fin i betragtning af, at det dybest set var et skur omdannet til et spisested. Han havde nu haft det i lige over et årstid og så var vi de første danskere han havde haft på besøg.
Pizzaerne fyldte mere end vi lige havde troet så vi fik resterne med i en pose og så var vi klar til at betale. Men det tog lidt tid inden vi kunne det, da Victors kæreste netop var ankommet, og hun skulle have lige have fremvist krydderurtehaven - og i mens kunne vi sidde inde og konstatere, at de vist var i et tidligt stadie i deres forhold.
Selvom det kunne have været spændende, interessant og hyggeligt, så endte vi med ikke, at køre ned til QERC da vi var enige om, at et foredrag på spansk måske ikke blev i overkanten i dag - og i øvrigt havde besøget hos Victor trukket ud så vi ville.blive nød til, at drøne ned gennem dalen for ikke at komme for sent.

søndag den 26. juli 2015

Quetzalernes dal og 'Dødens bjerg'

[Torsdag d. 23.07] Der var koldt i hytten da vi vågnede til morgen. Udenfor var det stadig mørkt, men vi gjorde os klar da dagslyset kommer ret hurtigt. Vi kørte ca. tre kilometer ned ad vejen - i laveste gear (Low) - ned til Trogon Lodge, der helt klart ligner en af de dyre. Vi fortsatte et par hundrede meter og fandt et sted vi kunne parkere bilen uden at holde i vejen. De otte kilometer oppe fra hovedvejen (rute 2) til San Gerardo De Dota er en lang smal nedkørsel, overvejende på grusvej men også på korte partier med asfalt - og der er er ikke meget plads til at møde biler.

Vi var gået lidt tilbage ad vejen mod Trogon Lodge, mens vi ledte efter nogle advokadotræer af den rigtige slags,  da vi klokken seks så en mand komme gående med et stativ over skulderen, med et kamera og et rimeligt stort objektiv. Han gik den anden vej end det vi havde gjort. Han lignede en der vidste, hvor han skulle hen - og mon ikke det var til en Resplendent Quetzal?

Vi valgte, at gå sammen vej og ikke mange meter efter vi havde passeret vores bil spottede vi en quetzal i et træ lige ved vejen - sådan. Manden fra før var allerede igang med at fotografere. Vi gik helt hen til ham. Han viste sig at være en flink mand fra Tyskland, der fortalte at quetzalerne ofte sad i træerne, hvor vi stod, og spiste. Lige bagved var der nemlig nogle advokadotræer med frugter. En quetzal mere dukkede op, en tredje fløj over vejen, hvilket de to første også gjorde lidt efter. Vi havde dog fået set dem og taget nogle fotos. Vi var tålmodige og efter et stykke tid dukkede to quetzaler op igen. De er godtnok flotte - allesammen hanner, dog ingen mod de helt lange fjer. En enkelt var tilsyneladende en yngre fugl.

Den tyske fotografs kone dukkede op og lidt senere dukkede et hold tyske turister på guided 'Quetzal Tour' og lidt efter et hold mere. Og mens vi stod der i en flok turister - kom en firehjulstrækker kørende på vej opad. Da den standsede - for at vejen lige kunne farbar for diverse quetzal-turister opdagede vi, at det var nogle vi kendte, der bor i dalen. Det var de to forskerpiger som vi mødte i går. De vinkede og smilede da de samtidig fik øje på os, så vi nåede lige at snakke kort med dem inden de kørte videre på feltarbejde.

Ved halv-otte tiden spiste vi morgenmad hos Miriam og bagefter obsede ved og fra hendes foderbræt.

Bagefter kørte vi ned gennem dalen for at kigge, men det begyndte at regne en del så vi vendte tilbage til vores hytte og fik varmen mens vi ventede på en opklaring.

Ved et-tiden klarede det op - eller det regnede i hvert fald så lidt, at vi kunne komme uden for. Der er et par små trails bagved Miriams cabinaer og vi ville derfor tjekke den ene. Vi havde ellers tænkt os en tur til Savegre Lodge - et dyrt sted ca. seks kilometer længere nede i dalen - og birde på nogle af deres trails. Men pga. vejret og tiden besluttede vi at vente med det til i morgen. Derfor gik vi nu en tur i vores 'lokalområde', der virker som noget der sagtens kan producere nogle fugle. Det var dog ikke det helt vilde - en kolibri vi ikke fik ordentlig styr på, den sjove lille Slaty Flowerpiercer, der som navnet antyder stikker hul i blomsterne for at komme til nektaren. Der var bl.a. flere Black-billed Nightinggale-thrushes, der minder lidt om vores Rødhals i form og sang. Vi kom til et lukket led, hvor vi så vendte om og gik tilbage. 

Da vi var næsten tilbage opdagede vi pludselig en Quetzal sidde intet træ ikke langt væk! Endnu en han, der bare sad og kiggede. Den var ikke alene for det blev lige til glimtet af en anden, der forsvandt ind i den mere tætte bevoksning. På et tidspunkt.fløj den første også ned og forsvandt ud af syne. Vi ventede et stykke tid men det dukkede ikke op igen. Men mens vi ventede kunne vi se mindst tre advokadotræer af den rette slags - og der var mange frugter på, så det tydede godt for muligheden at se dem igen på et andet tidspunkt. Fedt selv at finde så fed en fugl som folk betaler penge for at se og så kun et par hundrede meter fra, hvor vi bor. Det sidste stykke hen til cabinaen gav Grey-breasted Wood-wren, Flame-throated Warbler og Black-chinned Warbler.

Vi besluttede os for, at køre op til 'Kommunikationsmasterne' på toppen af Cerro de la Muerte. Det er små 15 kilometer herfra så det kunne godt når i løbet af eftermiddagen. På vej op gennem Savegre-dalen, hvor San Gerardo de Dota ligger, mødte vi igen nogle vi kendte komme gående mod os - denne gang var det en flok tyskere på vandretur. Vi stoppede, hilste og snakkede kort med fortroppen, der bl.a. bestod af det unge par og guiden. De var på vej ned for at spise hos - ja naturligvis - Miriam.

Vi parkerede bilen 3274 m.o.h. og der var en flot udsigt fra kommunikationsmasterne på Cerro de la Muerte. Naturen er helt anderledes fra det vi indtil har set på turen. Bevoksning er lav, og der er urter der ligner vores - fx var der vejbred af en slags. Men i den højde svarer klimaet også til den tempererede zone. Nogle steder så det næsten alpint ud - og vi befinder os altså i troperne. Vi kunne se kystlinjen mod Stillehavet og vi kunne se Osa Peninsula - et sted vi meget gerne vil hen, men nok pga. tiden bliver nød til at springe over denne gang. Der var meget stille deroppe - man kunne 'høre stilheden', som man siger hjemme på Møn. Der var ikke mange fugle, men vi fik da  set flere eksemplarer af Volcano Junge, endnu en endemisk art for Costa Rica og Nordvest Panama.

Sidst på eftermiddagen da vi var tilbage hos Miriams tjekkede vi lige om. der var quetzal i baghaven, men det var der ikke. Ved cabinaerne så vi til gengæld en flok Long-tailed Silky-flycatcher og mindst tre Collered Flycatcher inden vi gik op til Miriam for at spise aftensmad.

Der har været 'ryk-ind' hos Miriam i dag. Ud over os er der i dag ankommet et par franskmænd og et par tyske damer og vi spiste alle hos Miriam. Den filippinsk fuglefotograf er der også stadig, men han forsvandt ned ad vejen med sit udstyr. Men mens vi spiste standsede en lille bus uden for, hvorefter et hold fuglekiggere i mørket gik om på ved bygningen. Der skulle finde 'lechuzita' - 'den lille ugle'. Miriams sted og også kendt for, at der holder en Unspotted Saw-whet Owl til der. Så der blev lyst med lygte i træerne bagved, til stor undre hos det franske par over, hvad der foregik, hvilket vi så kunne fortælle dem. Uglekiggerne  kørte igen lidt senere uden held. Vi mødte dem så lidt senere da vi gik tilbage. Der holdt de ikke langt fra, hvor vi bor og ventede på Dusky Nightjar - en natron, man kan se i lyset fra en gadelamper ved et af hotellernes parkeringsplads. Det havde vi også planlagt at gøre så vi. sluttede os til selskabet. Men heldet var ikke med os - det blev kun til nogle flagermus i aften.

Fra varmen til kulden

[Onsdag d. 22. juli]. Der var ingen ugle der 'underholdte' i nat, så vi fik den desværre ikke at se da jeg ellers ville være gået ud og kigget efter den nu den tilsyneladende havde siddet meget tæt på.

Morgenobsen begyndte neden for lodgen, hvor vi tjekkede kolibrier i håb om en coquette - men nej det blev kun til Snowcap, Thorntail og et par andre arter. Derefter gik vi et stykke op af en trail og hørte en del fugle og så også nogle, men der er betydeligt sværre i den tætte høje skov.

Efter morgenmaden gik vi en længere tur i skoven og kom noget højere op længere rundt. Det gav også nogle nye arter Antbird og Nightinggale-thrush og vi så også et bæltedyr. Undervejs passerede vi tre steder nogle 'vildtkameraer', der var sat op i forbindelse med noget forskning. Og pudsigt nok så vat der to unge kvindelige forskere/studerende forbi, der sammen med 'papa lodge ' var rundt og hente data fra kameraer. Dem snakkede vi med og hørte lidt om deres undersøgelser. Vi så også nogle tidligere billeder fra de opsatte kameraer, der viste at skoven huser Ocelot, Puma og Jaguar! Vi fik i øvrigt af vide, at nogle af bæltedyrene lider af noget spedalskhed, så dem skulle man ikke røre ved - men rovdyrene?

Da vi havde fået lunch forlod vi El Copal og kørte mod San Gerardo de Dota, hvor vi nu skulle op i højlandet - the highland - og have nogle helt andre arter. Det tog lige over tre timer og som vi kom op i højden faldt temperaturen drastisk - fra ca. 30 gr. C til 11 gr. C da vi kørte igennem skyerne, hvor det regnede.

Vi bor hos Miriam, der er et lille hyggeligt og billigere sted, som vi har hørt om via en blog af en amerikansk fuglekiggers, som bor i Costa Rica.   Hos Miriam foregår det også på spansk (da vi ankom, var der dog.en yngre pige, der kunne engelsk), men vi kørte med Miriam på bagsædet ca. 300 m længere ned ad vejen og drejede ind ad en indkørsel og fortsatte ned til et par små hyggelige cabinaer - med varmt vand og lille varmeapparat. Miriam sættes os en i tingene - på spansk - og fortalte, hvor og hvad tid turisterne om morgenen står og kigger efter quetzal.

Da vi var blevet installeret, gik vi en lille tur ned ad vejen og kiggede lidt inden vi vendte om og gik tilbage til Miriam, hvor vi skulle spise aftensmad. Vi var i god tid, men så kunne vi obse fuglene på hendes foderbræt og feeder - det gav hurtigt syv nye arter, bl.a. Magnificent Hummingbird, Acorn Woodpecker og Flame-collered Tanager. Vi snakkede også med en ung fyr fra Filippinerne, der også var birder, eller måske mere fuglefotograf - han havde i hvert fald et stort DSLR og var meget interesseret i vores ene kamera som han fik lov at prøve.

Der var masser af aftensmad. Det var stegt fisk, vistnok regnbueørred som de 'dyrker' her i bjergene - men det var godt.

Dagen sluttede med en edderkoppejagt i cabinaer og et kort tjek af det åbne WiFi vi kan fange når man står halvt oppe ad indkørslen.

lørdag den 25. juli 2015

El Copal - en dag med stille og rolig birding

[Tirsdag d. 21. juli] 'Whu, whu, WHUU, WHUU, whu' - lød det lige uden for vores værelse i pænt lang tid i nat. Lyden stoppede først lidt inden vi stod op. Det var en Mottled Owl - tjek - så kom den på listen.

Hele tirsdagen tilbragte vi med at birde El Copal Biological Reserve, enten fra selve lodgen - der har en glimrende 'balkon' man kan obse fra - eller fra det umiddelbare nærområde - den første del af de korte trails og øverste del af 'entrance road'. Vi kom ikke så langt omkring da der var masser at kigge på, og samtidig kaldte 'papa lodge' hele tiden på os når der var en spændende fugle - fx Barred Hawk og Collered Trogon.

Det blev en slags afslapningsdag med birding, hvilket var glimrende og tiltrængt. Tyskerne var ude og gå det meste af dagen så vi havde det stort set for os selv. El Copal er et godt og spændende sted, rigtig søde hjælpsomme mennesker - der ikke taler engelsk - og det kan kun anbefales.