Vi holdt ud for Husmændenes Sø på Ulvshale og UDA var ved at tjekke, hvor mange små lappedykkere, der var i søen (der var to). Det regnede men BEST sprang hurtigt ud af bilen for bedre at kunne se svalen. Den fløj heldigvis rundt og fouragerede lavt over søen sammen med 35 - 40 land- og bysvaler og på indtil nogle få meters afstand. Samtidig (efter kort at have set svalen i kikkert) ringede UDA først til Ole (OLuJ) og så Per (PSH) og fortalte dem om fundet. Derefter meldte UDA den ud via BirdAlarm. I mellemtiden havde BEST fået fotodokumenteret svalen.
Hold op hvor var den fed og utrolig flot. Ole (OLuJ) og Birgit (B) var de første der var fremme, men de kom også kun fra Stege, da de havde været i Superbrugsen. De fik hurtigt fundet fuglen og ikke længe efter er Per og Henny også på plads - overraskende hurtigt, men det viste sig, at de ikke havde nået at komme i gang med frokosten. Derefter dukkede der flere birdere op, bl.a. lokale Bjarne (BJH), Niels Peter (NPA) og Jan (JBH) og et hold fra København, der allerede var på Møn og der blev ringet til UDA fra birdere, der var på vej fra Herlev. De skulle høre nærmere inden de kørte. Vi så den også sidde både på en hegnspæl og på selve hegnet og så den rigtig godt og der blev taget mange fotos. Lige pludselig lettede den og fløj væk men vendte tilbage efter nogle få minutter. Vi nød den i mere end en time inden vi kørte de få meter hjem for at få noget at spise.
Tidligere på dagen havde UDA fundet en Kærløber, der fouragerede i Bøndernes Sø, men det var tåget så det blev nogle elendige doku-fotos af den, men i skopet var den fin og tydelig.
En rundtur til Gåsesøen, Nyord og Hegnede Bugt gav ikke ret meget, hvilket primært skyldtes den meget ringe sigtbarhed, så UDA kørte til Lendemarke tankede benzin og et efterfølgende tjek af Jordbassinerne. Der blev meldt Flodsanger i Busene Have via BirdAlarm. Tjekkede hurtigt med BEST (der var hjemme) om hun ville med ud og se om vi kunne få den. Det ville hun.
I Busene Have mødte vi PSH og HSH som det ikke var lykkedes at høre Flodsangeren, så forventningerne blev skruet ned. Der var fugle der sang (bl.a. Nattergal og Gulbug), men umiddelbart ingen Flodsanger, men tidspunktet taget i betragtning var der også sent på dagen (sen formiddag) så vi gik ud på engen og tjekkede krattene der. Og pludselig hørte vi den - godt nok meget kort og meget dæmpet - og den lød ikke helt som en typisk Flodsanger, men det kunne være fordi den sad længere væk. Den sagde noget 3 - 4 gang og så blev den tavs (i øvrigt lige efter jeg havde snakket i mobil med PSH). Det begyndte og regne, men vi gav den lige en chance mere. PSH og HSH var snart fremme og sammen med dem stod og vi og lyttede intenst - men ingen Flodsanger. Så kl. 11.59 sang den igen en meget kort strofe og denne gang meget tydligere og som en typisk Flodsanger.
Og så var det vi kørte hjemad og BEST fandt den Rødryggede Svale og det derfor blev sen frokost. UDA så svalen sidst på dagen.
Se det var en rigtig historie og den har også en morale: Det kan altså godt betale sig med en tur i felten selvom det regner :-)
Doku-foto af Rødrygget Svale, Husmændenes Sø, Møn Foto: BEST |
Doku-foto af Rødrygget Svale, Husmændenes Sø, Møn Foto: BEST |
Lokale birdere var hurtigt fremme i regnvejret |
En Rødrygget Svale må man gerne fejre :-) |