torsdag den 26. november 2015

SmartCity Expo, Biking Barcelona and The Sheepdogs

[Søndag d. 15.11 - søndag d. 22.11]
Så har B&U været på en tur i Barcelona. Vi har længe gerne ville til Barcelona, og nu var der kommet en mulighed for at få gjort noget ved det. Geodatastyrelsen vandt tidligere på året Geoforums geodatapris for den bedste app. Med kåringen fulgte deltagelse ved et arrangement på den internationale konference SmartCity Expo i Barcelona. For at gøre en længere historie kort, så endte det altså med at BEST fik mulighed for at tage afsted og repræsentere Geodatastyrelsen.

Det officielle arrangement, der bl.a. indbefattede en ekskursion rundt i Barcelona med repræsentanter
fra Barcelonas kommune og forskellige danske virksomheder begyndte om mandagen. Derfor rejste BEST til Barcelona allerede om søndagen for, at være klar. Det betød også, at hun havde tid til at nyde det solrige og lune vejr søndag eftermiddag og aften.
Barcelona Havn set fra Hotel Eurostars Grand Marina 

Efter at have lejet en cykel mandag formiddag var BEST klar til dagens program. I store træk gik det ud på at spise frokost på en 'rekommenderet af the Michelin guide' restaurant med en del af den danske delegation. Det tog tid, hvilket betød at desserten måtte springes over for at man kunne nå ekskursionen rundt i byen. Aftenen sluttede med middag på en anden restaurant sammen med omkring 60 deltagere.

Tirsdag og onsdag tilbragte BEST hovedsageligt på selve konferencen SmartCity Expo. Det var en
meget stor konference med over 14.000 deltagere, 465 udstillere, mange foredrag og fint ministerbesøg på den danske pavillion fra Singapore. Og ind i mellem alt det skulle BEST skifte hotel et par gange - fra det store fancy Hotel Eurostars Grand Marina på havnefronten, til det lidt mere ydmyge Hotel Grums og endelig den lille lejlighed i det meget hyggelige kvarter Born. Bl.a. derfor var cykelleje en rigtig praktisk ting da cykel var en meget nem og praktisk transportform at komme rundt mellem de forskellige lokaliteter.
Smart City Expo. 
Onsdag aften ankom UDA til Barcelona og blev mødt af BEST ved Plaça de Catalunya, der var endestation for lufthavnsbusserne. Der var lidt under to kilometer ned til lejligheden, så vi gik dertil og nød den lune aften og aftenstemningen.

Resten af aftenen blev brugt på et par lokale restauranter med tapas og øl samt en tur rundt i de mange små smalle hyggelige gader i Born-kvarteret.

Torsdagen startede med morgenmad på en lille café rundt om hjørnet - og den var gratis da vores udlejer havde sponsoreret en kaffe og croissant. Vi købte dog ekstra sandwich.

Efter morgenmaden tog vi med metroen ud til SmartCity Expo konferencens sidste dag. Der var stadig et par sessioner BEST skulle deltage i samt noget opsøgende arbejde inden hun kunne holde fri. UDA kunne have cruiset langs havnepromenade, drukket caffe på hyggelige caféer, men da han havde fået mulighed for at komme ind på SmartCity Expo benyttede vi os naturligvis af den mulighed - det var nu også meget interessant lige at få et fagligt input.

La Sagrada Familia
Fra konferencen tog vi metroen til La Sagrada de Familia og så Gaudis meget specielle kirke. Den er bestemt værd at se - og der bygges stadig på den. Da vejret var lunt og solrigt gik vi stille og roligt tilbage mod Born. Undervejs passerede vi triumfbuen Arc de Triomf - ja sådan en har de også i Barcelona.
'Hvor skal vi hen?'
Sidst på eftermiddagen gik vi hen for at leje cykel til UDA hos Green Bikes, hvor BEST havde lejet cykel. Det lykkedes da også efter lidt forklaring og kontakt til indehaveren via telefon, at leje en cykel uden at skulle aflevere kørekort eller pas i butikken. Vi cyklede til havnefronten og tog en tur op og ned af promenaden. Senere fandt vi i kvarteret Barceloneta en fin lille og hyggelig restaurant, der serverede slowfood tapas. Og det var rigtig godt, det kan anbefales.
Fredag startede med at vi spiste morgenmad på El Casal ikke langt fra lejligheden. Her fik vi turens bedste sandwich, men desværre holdt de lukket i weekenden.

Dagen blev brugt på sightseeing. Vi cyklede via havnefronten, hvor der så småt begyndte at dukke lidt mennesker op. Vi passerede Columbusstatuen for enden af Ramblaen. Det var tidligt på dagen så der var relativt stille på Ramblaen så vi trak cyklerne op ad den, undervejs tog vi en runde på det spændende marked Mercado de la Boqueria, hvor der var mange mennesker og gang i handlen. Det blev også til kaffe og kage på Chök i en af de nærliggende sidegader.
Mercado de la Boqueria
Vi cyklede videre og kiggede på et par af Gaudis berømte huse - La Batllo og La Pedrerea. Det blev en tur op i bakkerne i Gaudiparken Park Güell. Vi spiste sen frokost ved markedet Mercado de Santa Caterina.

Aftenen blev brugt i gaderne i Born - naturligvis indbefattede det også spisning - bl.a. nogle glimrende Pinxtos hos B n B.

La Pedraga
pinxtos
Munkeparakit


La Batllo
Lørdag startede med overskyet vejr og en truende regnbyge, der heldigvis ikke blev til noget. Men det betød, at vi begyndte - efter morgenmad - med et besøg på Museo de Picasso. Det var sådan set ok, men desværre var der ikke så mange af hans største værker - eller med andre ord, nogle af dem vi kendte.

Vejret klarede op, solen kom frem, men det blæste til gengæld så det var bedst når man kunne opholde sig i læ. Det kunne vi heldigvis finde langs havnefronten, hvor vi brugte en del tid med at nyde stemningen og betragte mennesker.
Selfie
Op ad dagen afleverede vi cyklerne, hvorefter vi gik rundt i kvarteret, der ligger mellem Born - hvor vi bor - og Ramblaen. Og naturligvis fandt vi i en af de mange små og smalle gader en hyggelig restaurant, hvor vi kunne få pinxtos.

Aftensmaden lavede vi selv. Vi skulle til koncert med The Sheepdogs på spillestedet Sala Apolo, og så skulle det jo passe ind med spisning. Derfor handlede vi lidt i et supermarked og benyttede os af, at vi faktisk boede i en lejlighed med køkken. I øvrigt blev maden indtaget til 'radiotransmission' på tv af 'El clasico' - Real Madrid vs. F.C. Barcelona! Som Barca i øvrigt vandt 4-0.

Det var en glimrende koncert vi var til om aftenen med The Sheepdogs, de var gode live - en rigtig gang amerikansk rock med tydelige referencer til bluesrocken og en snert af The Doors. Der var en rigtig god stemning og publikum levede sig ind i musikken. Koncerten foregik som nævnt i Sala Apolo, der minder lidt om Lille Vega i København.
Sala Apolo
Søndag var hjemrejsedag og da vi skulle flyve omkring middagstid var det ikke nogle planer. så efter morgenmaden, der denne gang blev indtaget i lejligheden gik vi op for at tage lufthavnsbussen. Det viste sig at stoppestedet var midlertidigt flyttet. Dog ikke så langt væk og årsagen viste sig at skyldes et stort motionsløb i byens gader. Det betød så, at der opstod et par lettere kaotiske scener da en flok turister med kufferter og trolleys forsøgte at krydse tværs igennem nogle tusinde løbere! Der blev råbt nogle ord som vi ikke forstod, men helt klart forstod betydningen af! Vi klarede krydsningen betydeligt mere elegant ved at foretage en diagonalkrydsning i løberetningen - en længere rute, men en mere sikker og mindre generende rute.

Vi havde nogle rigtige gode dage i Barcelona, der er en meget fin og hyggeligt by.  Selvom det er en storby og der også var en del turister så følte vi ikke, at der var overrendt - i hvert fald ikke i november.

lørdag den 1. august 2015

Pura vida - ¡hasta luego!

[Onsdag d. 29. juli] Pludselig var der gået tre uger og vi skulle senere på dagen begynde rejsen hjem fra Costa Rica. Da hotellet ligger i byen Alajuela - der nok bedst kan betegnes som en forstad til hovedstaden San José, kan man ikke sige, at nærområdet var det mest interessante sted - især ikke mht. fugle. Vi havde derfor ingen planer om nogle udflugter inden hjemrejsen og ville derfor blive på hotellet. Derfra trak vi den også lidt til morgen og stod først op efter klokken fem, men naturligvis tidsnok til at vi kunne liste lidt rundt i haven og se, hvad der dukkede op af fugle.
Det var ikke det store - en enkelt kolibri, nogle svaler, et par Masked Tytiras, nogle duer og en Clay-colored Trush familie og en fin Green Heron, der landede i et træ. Ellers var det mest alle egerne man bemærkede. Der var betydeligt mere fugleliv for tre uger siden - nå ja, omkring solopgang var der jo lige et par af de der fuglestemmer som vi skal prøve, at få styr på.
Efter morgenmaden og nogle kopper kaffe brugte vi resten af formiddagen på, at gå lidt rundt i haven - der ikke er stor - pakke bagagen, skrive blog og læse.
Lidt før klokken elleve blev vi kørt til lufthavnen, der er en del af hotellets service. Det tog maksimalt ti minutter, da der kun er små fem kilometer til lufthavnen. Så var det ellers ind i køen for, at tjekke ind på flyet. Det tog en halvtimes-tid før vi var fremme ved skranken. Heldigvis ville vores bagage blive sendt hele vejen til København, så vi skulle ikke bekymre os om den i hverken Miami eller London. Vi håbede så det gik bedre end på udrejsen, men det virkede mere overbevisende denne gang - men det ville tiden jo vise.
Efter check-in skulle vi så over i en anden kø for, at betale lufthavns skat på 29 $ pr. person. Det er først for nogle måneder siden, at Costa Rica som mange andre steder, besluttede at det skulle indgå som en del af billetprisen (eller hvordan det nu er det fungerer), men vores billeder var købt før det var trådt i kraft så der var ingen vej udenom, hvis vi ville hjem i dag - altså nu ville vi jo egentlig gerne blive i landet, men det skulle være en anelse mere planlagt end mangle betaling af en lufthavnsskat.
Men heldigvis var der køen ikke lang så det blev klaret hurtigt. Næste udfordring var så at få afleveret 'beviset' tilbage ved check-in skranken. Vi havde fået af vide vi ikke behøvede at stå i kø igen, men bare skulle gå op og aflevere til en eller anden ved skranken! Men lidt stor man så i kø alligevel, for sådan bare lige bryde ind i nogle andres check-in-situation og når ham der fortalte os proceduren ikke længere var til stede. Men vi fik afleveret et par lapper papir til en dame ved siden af den skranke, hvor vores bagage blev tjekket ind.
Der var stadig to timer til vi skulle flyve - fra hotellet havde de anbefalet at vi skulle køre tre timer før afgang - så vi skulle have tiden til at gå. Det det var blevet middag var det jo oplagt, at få noget at spise. På vej mod lufthavnens Food court blev vi mødt af en streaker, tre lufthavnsvagter og 37+ unge amerikanere, der alle var i gang ned at tage fotos og filme optrinnet - altså det var kun de unge der fotograferede og filmede. Det var en oplevelse af stor morsomhed for dem. Vagterne, der stod tæt omkring - tilsyneladende uden at fastholde streakeren - syntes vist det var knap så morsomt. Streakeren stod gengæld bare helt stille i al sin nøgenhed, kun iført en hat og muligvis et tørklæde - men han havde en ølflaske i hånden. Men der var også varmt.
Men efter den oplevelse havnede vi hos Smash Burger og fik hver en Smash Burger Classic.
Efter næsten tre timer flyvetur landende vi i Miami. Denne gang habde vi også meget kort tid til, at komme igennem 'immigrationen' inden vores fly til Europe skulle lette. Men nu havde vi jo været igennem for tre uger siden så burde den automatiske kontrol fungere. Anden afdeling af Miami Airport Maraton begyndte og vi løb fra ankomstgaten til immigrationsområdet og fandt den rigtige kø. Blev vist over til en kortere kø og var lidt efter fremme ved en automatisk paskontrolmaskine. UDA startede og brugte alle sine forsøg på at få foretaget fingeraftryk inden, der blev taget foto. Så var det BEST der var næst - bemærk rimet - og hun brugte også alle sine forsøg med fingeraftryk, fik taget foto og så ventede vi på, at resultatet blev printet ud. UDA fik Nej (markeret med.et stort X og BEST vi OK. Arh så skulle vi alligevel hen til en manuel kontrol og tiden gik. Heldigvis blev anvist en kort kø - der var heldigvis ikke vanvittig mange mennesker i lufthavnen - så vi ventede måske i fem minutter før det blev UDAs tur - og det var de fire fingeraftryk, der ikke var gjort korrekt, så det skulle lige gøres igen. Videre med løbet, hvor flere venlige rejsende lod os komme frem foran dem ved security og yderligere paskontrol.
Ved en paskontrol blev BEST mødt af en smilende kontrollør og ordene 'Fine, you can go but we're gonna keep him'! Jeg mener, at jeg hørte BEST sige et eller andet til kontrolløren, jeg er ikke helt sikker på hvad, men efter han havde kastet et meget kort blik kiggede han på mig og med et glimt i øjet sagde han - 'Have a nice trip', og lod mig passere.
Vi endte med, at være i næsten god tid - på trods af den korte tid vi havde - og nåede vores fly og kom afsted mod Europa, med end mindre forsinkelse for som flyets kaptajn oplyste - 'We are now waiting for the liquer to come onboard'.
Flyveturen over Atlanten tog lige under ni timer og var, hvad man vist godt kan kalde et 'red-eye flight'. Det var i hvert fald en natflyvning. Vi forlod USA om aftenen ved ti-tiden og var fremme i Heathrow, London ved elleve-tiden næsten formiddag.
I Heathrow havde vi så næsten fem timer før sidste del af turen til København. Men der skete ikke det store og det mest interessante var at vi igen fik noget at spise. Der blev serveret både aftensmad og morgenmad på flyet. Men morgenmaden og især kaffen var absolut ikke den bedste - tværtimod - som vi har oplevet på flyrejser.
Et par passagerer, der alligevel ikke ville med flyet til København resulterede i en forsinkelse da deres bagage skulle findes frem fra flyet og pilles ud. En yderligere forsinkelse blev det til da vores startbane blev ændret til en endnu længere væk end den vi ellers skulle have startet fra fra. Det betød en længere køretur i flyet. Til gengæld var der medvind over Nordsøen og Danmark så selve flyveturen tog kun en time og femogtyve minutter.
Vores rygsække var blandt det første bagage, der kom frem på bagagebåndet i Københavns Lufthavn - så det lykkedes at få det med os hele vejen - og så var tre uger dejlig og spændende rejse faktisk slut og nogle få metroststationer senere kunne vi gå det sidst stykke hjem.
Pura vida - ¡hasta luego!

onsdag den 29. juli 2015

Lands in Love og Quick Car Wash

[Tirsdag d. 28. juli] Det regnede igen fra morgenstunden, og vulkanen var om endnu mere dækket af tunge skyer. Vi besluttede derfor relativt hurtigt, at vi tog morgenmaden på hotellet før vi birdede og bevægede os i retning af Aleujela, hvor vi skal tilbringe turens sidste nat på Hotel Brilla Sol. Samme hotel som ved vores ankomst, da det ligger meget praktisk lige ved lufthavnen, og det er et ganske udemærket lille hotel.
Vi stoppede naturligvis flere steder langs vejen og kiggede på fugle. En fin tigerheron stod i et vandløb og ved Arenalsøen så vi nogle, skarver, hejrer (Green og Great White Heron), et par Pied-billed Grebe og kortvarigt en flot han Crimson-collered Tanager. Pludselig kom der noget glidende gennem vandet - ikke langt væk - lidt skjult i vegetationen. Det lignede en noget elastisk træstamme, så det måtte jo være en krokodille eller en Caiman - heller mest til det sidste, men synes dog ikke øjnene var så markante.
En god mixed species flock passerede, der hvor vejen drejer fra op mod Arenal Obseevatory Lodge og Shining Honeycreeper - hannen en flot blå fugl med gule ben og fødder. Hunnen og ungfuglene er grønlige, hunnen med lidt stribning på strube og øverste del af brystet.
Langs de første 2-300 meter af evakueringsvejen var der godt gang i Mentezuma Oropendolaerne. Der var nok mindst 50 stk. fouragerende bevægede stille og roligt afsted i træerne langs vejen. Der var også en lille flok White-throated Magpie-jay. og så var vi lige ved at tro, at vi så en rimelig sjælden fugl i mellem de andre - en Pheasent Cuckoo - men da desværre så den meget kortvarigt to gange, og skulle være meget sjælden, så tror vi ikke det var en sådan - selvom Halen så lang, bred og brun ud med lys yderbræmme. Men det har måske bare været en Squirrel Cuckoo, der lige snød os i farten?
Vejet blev bedre som vi kom længere væk fra Arenalområdet og vi nu var på vej mod Aleujela. Vi havde timet det så vi kunne spise frokost hos Lands in Love, der er et kombineret 'Hippie-adventure-restaurant-overnatningssted' som BEST havde læst om, og som vi forleden på vej op ikke kunne undgå at se deres reklameskilt, da de stod med få hundrede meters mellemrum fra flere kilometer før - der var i hvert fald mange skilte - og de serverede det hele, men alt i veggie-style og der skulle også være fugle på deres grund, bl.a. Sunbittern. Det måtte vi prøve, men vi nøjede dog med deres café og restaurant, der lå ud til vejen.
På Lands in Love har de god tid, men der var selvfølgelig også kun os da vi var der og vi var stadig i god tid mht. returnering af udlejningsbilen. Men vi fik bestilt vores mad - BEST ville prøve deres pitabrød med falaffel, der ifølge Patrick O'Donnell er de bedste i Costa Rica. UDA bestilte en burger, hvor bøffen var lavet af Soya - alt var jo veggie-style - og blev lige mindet om det med 'You know it is all vegetarian?' - og det vidste jeg jo, både fordi jeg havde hørt om stedet og det stod på menukortet. Der er sikkert nogle, der i tidens løb er blevet overrasket og/eller skuffet. Men begge vores menuer var ganske glimrende og mættede. UDA blev lokket til at få deres desert, der skulle være - 'very good and delicious' - men der er jeg så nok af en lidt anden opfattelse. Det var baclava (ved ikke lige hvordan det staves) og var da ikke dårligt, men det kunne jeg godt have undværet. Og så var det naturligvis en stor portion.
Underholdningen mens vi spiste var ikke fuglene, men mennesker der kom kørende oppe i luften fastspændt i et kabel - det sprang vi lige over.
Vi fandt let frem til Brilla Sol og de kunne godt huske og kende os, og der var også plads til os, hvilket vi dog havde booket sidst vi var her. Da vi habde fået vores bagage på værelset, fik vi en vejbeskrivelse til et sted vi kunne få vasket og rengjort bilen inden vi afleverede den.
Vi fandt stedet, der ikke lå så langt væk, uden problem. Vi skulle dog lige en rundt om blokken for at komme ind. Vi valgte den indgang, hvor der stod Quick Wash, da der trods alt ikke var grund til den helt store omgang. To ansatte råbte noget til os og vi troede der var noget galt - og det var der - vi havde nedrullede vinduer og de skulle lukkes. De grinede af os, for de lurede med det samme, at vi ikke vidste hvad det var for et sted. Bilen var dårligt kommet inden for før to unge fyre begyndte at højtryksspule bilen og to andre med begge hænder vaskede den. Og det var grundigt, efter en spuling mere skulle vi køre frem, hvor en ny ung fyr lige skulede forruden. Indtil nu havde vi overværet det hele inde fra bilen, men blev nu vinket frem til bås 2 og skulle stige ud. Da vi gik hen hus en ung pige for at betale, gik 12 - ja 12 unge fyre igang med støvsugning, håndvaskning af gulvmåtter, solskærme, handskerum - Alt! Alt blev rengjort, der var helt sikkert ikke et sted den bil ikke var ren. Det to maks ti minutter og til, hvad der i danske kroner svarede til den nette sum af ca. 57 kr.! Det var vildt og effektivt og den bil var ren.
Kort efter var vi ved Europecar og det første ham, der skulle tjekke bilen sagde var - 'It is better than when you started'. Ja ok bortset fra de ridser bilen allerede havde for de var der stadig, men ingen nye.
Efter at best havde forsøgt at få et andet hotel til, at komme og hente os, fik en af Europecarmændene fat i det rigtige hotel og inden længe blev vi hente.
Resten af dagen og aftenen var afslapning og noget spise og så småt omstille sig til, at ferien er ved at være slut.

Birding ved vulkanens fod (Genudgivelse 28-07-2015)

[Mandag d. 27.07] Der var ikke meget vulkan at se til morgen. Nu var det selvfølgelig også mørkt og den var - heldigvis - ikke i udbrud, selv om det indtil for nylig har været en af de mest aktive vulkaner, hvor den ca. hver anden time havde pustet lidt magma ud!! Men det var nogle meget mørke, tunge og regnfulde skyer omkring den, der gjorde at vi ikke kunne se den. Det regnede pænt meget. Vi trak den derfor lidt inden vi kørte ud til en gang roadside birding.

Lidt efter klokken syv betalte vi 4000 colones pr. person for at få lov til at komme ind og gå på Arenal Obseevatory Lodge"s trails. Der er et vældigt fancy og populært sted, og det er langt fra alle, der kommer for fuglenes skyld. Lige omkring lodgens bygninger er det meget parkagtigt med gartnere, turister iført shorts, klip-klappere og regnfrakker på vej til morgenmad. Det var lige før man følte sig malplaceret i sine gummistøvler, lange feltbukser, kikkert og paraply.

På trods af vejret med konstante regnbyger så lykkedes det dog, at se nogle fugle. Flere gange passerede en helt efter bogen mixed species flock gennem træerne - ofte højt oppe og i dårligt lys - og så har man måske fem minutter til at bestemme, hvilke arter flokken består af. Nogle gange er det få og andre gange mange. Der er også andet en de blandede flokke - lige pludselig hører man en fugl (utrolig mange, der lyder rimelig ens), eller man ser skyggen af noget - 'Der, der - kan du se grenen med det lidt felt, til højre for det og så måske fem meter bagved. Nu fløj den lidt ned til venstre...arh lige nu kan jeg ikke se den...så du den?'

Men de fleste fugle var nogle vi havde haft før på turen, men vi fik Spottet Antbird som ny art og den længe ventede Rufous Motmot - og nå ja så sikkert et par kun hørte, der var nye. Håber på noget 'efterbestemmelse' når vi er hjemme. Af pattedyr så vi bl.a. endnu et bæltedyr, og et par familier af vores - nære slægtning? - Spider og Howler Monkeys. Fra 'observation deck' ved lodgens restaurant fik vi også et par hunner af Great Currosaw listen. De var pænt større end jeg lige havde troet - om det skyldtes, at de umiddelbaret holdt til nær stedets foderplads skal jeg ikke kunne sige... OK de er nok bare større end jeg troede.

Ved halvet-tiden efter, at vi på 'observation deck' havde (over-) hørt forskellene på slack- og highlining og spist en frokost, der bestod af nogle gummiagtige tortillas og banan indtaget stående ved bilen, kørte vi ned for at birde langs vejene, bl.a. 'evakueringsvejen', der umiddelbart var bedre til birding end til evakuering - den var rimelig hullet, smal og fuld af sten og stejl et par steder - men ok den forløb mere væk fra vulkanen end på tværs af den, så det var nok smart nok.

Vi så mange fugle ved de stop vi gjorde på evakueringsvejen, så der var turen værd selvom det ikke blev til nogle nye - der var dog to trogoner som vi ikke kunne fløjte frem og som vi derfor kun hørte - det kunne jo have været en ny art?

Senere benyttede vi os af, at I dag kunne komme gratis ind i nationalparken. Vi havde lige passeret det sted, hvor den lange trail var drejet væk fra den korte vi var på vej af, da to ansatte i nationalparken opdagede, at vi kiggede på nogle Thick-billed Finch'es og den unge af dem sagde - 'Are you birdwatchers? The you shall take the other trail it's better for birds there is a lake - if you have time'. Det valgte vi så at gøre, vi kunne jo altid vende om eller afkorte turen der, hvor ruterne mødtes igen, alt efter hvordan forholdene var.

Det endte med at vi gik hele turen rundt, Det var måske kun 4,5 km, men med obsning undervejs, og at det var blev fint og varmt vejr med høj luftfugtighed samt ca. 150 meter stigning i højden over '1968' og '1992 lava-flowet', så var vi trætte da vi var tilbage ved bilen. Fuglemæssigt var det ikke så produktivt. Mest spændende var en Ringed Kingfisher, Northern Jacana og en 'så-tæt-på-uden-at-kunne-se-den' Thicket Antpitta. Men det var interessant at passere de to lava-flows og se forskellene på vegetationsdækket - det var ren studie i succession biologi. Men også meget impornerende at se, hvad naturens kræfter kan gøre og samtidig svært helt at kunne forestille sig, hvordan det har været.

Til aften blev vi mødt med en halvkrammer af en glad Chef Benedict. The Chef fik igen lov til, at være kreativ, men denne gang blev han stillet over en udfordring - menuen skulle bestå af en suppe og en pastaret. Det løste han også ganske fint og vi gik derfra meget mætte - og derfor ingen dessert. Chef Benedict sneg også lige.sin 'spicy dip' ind og nogle friturestegte strimler tortillas. Der dukkede flere gæster op på restauranten så the Chef fik travl, men han gik op i sit arbejde, så på tidspunkt måtte tjeneren køre Chef Benedict ned efter nogle bedre avokadoer - på scooter/knallert og i regn.

Vi fik set noget mere af vulkanen i dag, men toppen har endnu ikke være fri af skyerne

[Redaktionel note: Dette indlæg er en genudgivelse, for at få kronologien til at passe, B&U Bloggen]

tirsdag den 28. juli 2015

En vulkan, Chef Benedict og en 'tiger' fra Danmark

[Søndag d. 26. juli] Vi havde 'bestilt' morgenmad til klokken otte for så havde vi god tid til at birde vejen fra Cerro Lodge og ned mod floden Tarcoles. Inden porten blev åbnet - det blev den tidligt, da det andet hold fuglekiggere skulle tidligt afsted - tjekkede vi lige haven for fugle.

Det var varmt lige fra morgenstunden - noget helt andet end det vi kom fra i bjergene - men det gjorde ikke noget for der var flot vejr og fugle. Vi nåede længere ned ad vejen end ved vores tidligere besøg, men man kom dog ikke helt ned til floden. Vi så nogle forskellige flycatcher, bl.a. Brown-crested og et par andre vi ikke helt har id-et endnu. En Gartered Trogon sad næsten samme sted som sidst og de Scarlet Macaws enten fløj larmende omkring eller sad i træerne - utrolig flotte med deres farver.
Men det var bare noget af det vi så inden morgenmaden.

Klokken var ni af de forlod Cerro Lodge og begyndte turen mod vulkanen Arenal.

Mon det er et godt eller dårligt tegn, at alle bilerne kørte i den anden retning af os da vi nærmede os vulkanen Arenal? Selve vulkanen var indhyldet i skyer, så vi kunne ikke se, hvilken tilstand den befandt sig i, men da det var blevet søndag eftermiddag tolkede vi den modkørende  trafik som et godt tegn - folk var på vej hjem fra weekendophold - og at der derfor ikke ville være overrendt men vi var i området.

Vi kørte helt op til Arenal Obseevatory Lodge, der er er fint sted for fugle, men det viste sig, at de var fuldt booket. Det var så første gang på turen vi ikke kunne få plads på et af de steder vi kørte til. Men vi fandt et sted ikke så langt væk, hvor der var plads og fik et værelse med flot udsigt til vulkanen - som man stadig kun kunne se det nederste af.

Eftermiddagsturen gik til natiolparken Arenal Volcano, hvor 'entrence fee' var på 10 $ pr. person, men så gav billetten gratis adgang, hvis man også kom næste dag.

Desværre nåede vi ikke ret langt ind i parken, da den ene regnbyge  afløste den anden og vi ikke havde vores fine costerikanske botas, besluttede vi at vende om. Det blev da til mindst én ny art - Thick-billed Finch og lidt senere fik vi Pied-billed Grebe (en lappedykker) i Arenalsøen.

Og så mødte vi Chef Benedict - kokken på restauranten, der ligger i forbindelse med hotellet. Han var en rigtig charmør, og han blev meget glad for os da vi bad ham anbefale, hvad vi skulle spise istedet for bare, at vælge en ret fra menukortet. Så gik han i sit kreative 'rum' og foreslog en appetizer, en hovedret til BEST og den til UDA. Desserten blev en fællesting. Og så skulle vi have hans spicy 'dip', som jeg ikke kan huske, hvad hed, men det var godt og stærkt - og stærk mad er ikke hvad man spiser i Costa Rica. BEST fik en glimrende ret med kylling og UDA fik en meget stor steak - 'Steak for you... you are a tiger', sagde Chef Benedict og lavede samtidig den klassiske og internationale 'væsende og farlige kløer'-mimik.

Chef Benedict opfordrede os utallige gang til at skrive en god anmeldelse - går jeg ud fra - på TripAdviser og da vi habde spist - en glimrende mad - fik vi afskedkræmmer af ham.

Birding ved vulkanens fod

[Redaktionel note: Dette indlæg er blevet genudgivet, for at få kronologien til at passe. derfor findes det nu 2 gange på Bloggen (pga. statistikker). B&U Bloggen]

[Mandag d. 27.07] Der var ikke meget vulkan at se til morgen. Nu var det selvfølgelig også mørkt og den var - heldigvis - ikke i udbrud, selv om det indtil for nylig har været en af de mest aktive vulkaner, hvor den ca. hver anden time havde pustet lidt magma ud!! Men det var nogle meget mørke, tunge og regnfulde skyer omkring den, der gjorde at vi ikke kunne se den. Det regnede pænt meget. Vi trak den derfor lidt inden vi kørte ud til en gang roadside birding.

Lidt efter klokken syv betalte vi 4000 colones pr. person for at få lov til at komme ind og gå på Arenal Obseevatory Lodge"s trails. Der er et vældigt fancy og populært sted, og det er langt fra alle, der kommer for fuglenes skyld. Lige omkring lodgens bygninger er det meget parkagtigt med gartnere, turister iført shorts, klip-klappere og regnfrakker på vej til morgenmad. Det var lige før man følte sig malplaceret i sine gummistøvler, lange feltbukser, kikkert og paraply.

På trods af vejret med konstante regnbyger så lykkedes det dog, at se nogle fugle. Flere gange passerede en helt efter bogen mixed species flock gennem træerne - ofte højt oppe og i dårligt lys - og så har man måske fem minutter til at bestemme, hvilke arter flokken består af. Nogle gange er det få og andre gange mange. Der er også andet en de blandede flokke - lige pludselig hører man en fugl (utrolig mange, der lyder rimelig ens), eller man ser skyggen af noget - 'Der, der - kan du se grenen med det lidt felt, til højre for det og så måske fem meter bagved. Nu fløj den lidt ned til venstre...arh lige nu kan jeg ikke se den...så du den?'

Men de fleste fugle var nogle vi havde haft før på turen, men vi fik Spottet Antbird som ny art og den længe ventede Rufous Motmot - og nå ja så sikkert et par kun hørte, der var nye. Håber på noget 'efterbestemmelse' når vi er hjemme. Af pattedyr så vi bl.a. endnu et bæltedyr, og et par familier af vores - nære slægtning? - Spider og Howler Monkeys. Fra 'observation deck' ved lodgens restaurant fik vi også et par hunner af Great Currosaw listen. De var pænt større end jeg lige havde troet - om det skyldtes, at de umiddelbaret holdt til nær stedets foderplads skal jeg ikke kunne sige... OK de er nok bare større end jeg troede.

Ved halvet-tiden efter, at vi på 'observation deck' havde (over-) hørt forskellene på slack- og highlining og spist en frokost, der bestod af nogle gummiagtige tortillas og banan indtaget stående ved bilen, kørte vi ned for at birde langs vejene, bl.a. 'evakueringsvejen', der umiddelbart var bedre til birding end til evakuering - den var rimelig hullet, smal og fuld af sten og stejl et par steder - men ok den forløb mere væk fra vulkanen end på tværs af den, så det var nok smart nok.

Vi så mange fugle ved de stop vi gjorde på evakueringsvejen, så der var turen værd selvom det ikke blev til nogle nye - der var dog to trogoner som vi ikke kunne fløjte frem og som vi derfor kun hørte - det kunne jo have været en ny art?

Senere benyttede vi os af, at I dag kunne komme gratis ind i nationalparken. Vi havde lige passeret det sted, hvor den lange trail var drejet væk fra den korte vi var på vej af, da to ansatte i nationalparken opdagede, at vi kiggede på nogle Thick-billed Finch'es og den unge af dem sagde - 'Are you birdwatchers? The you shall take the other trail it's better for birds there is a lake - if you have time'. Det valgte vi så at gøre, vi kunne jo altid vende om eller afkorte turen der, hvor ruterne mødtes igen, alt efter hvordan forholdene var.

Det endte med at vi gik hele turen rundt, Det var måske kun 4,5 km, men med obsning undervejs, og at det var blev fint og varmt vejr med høj luftfugtighed samt ca. 150 meter stigning i højden over '1968' og '1992 lava-flowet', så var vi trætte da vi var tilbage ved bilen. Fuglemæssigt var det ikke så produktivt. Mest spændende var en Ringed Kingfisher, Northern Jacana og en 'så-tæt-på-uden-at-kunne-se-den' Thicket Antpitta. Men det var interessant at passere de to lava-flows og se forskellene på vegetationsdækket - det var ren studie i succession biologi. Men også meget impornerende at se, hvad naturens kræfter kan gøre og samtidig svært helt at kunne forestille sig, hvordan det har været.

Til aften blev vi mødt med en halvkrammer af en glad Chef Benedict. The Chef fik igen lov til, at være kreativ, men denne gang blev han stillet over en udfordring - menuen skulle bestå af en suppe og en pastaret. Det løste han også ganske fint og vi gik derfra meget mætte - og derfor ingen dessert. Chef Benedict sneg også lige.sin 'spicy dip' ind og nogle friturestegte strimler tortillas. Der dukkede flere gæster op på restauranten så the Chef fik travl, men han gik op i sit arbejde, så på tidspunkt måtte tjeneren køre Chef Benedict ned efter nogle bedre avokadoer - på scooter/knallert og i regn.

Vi fik set noget mere af vulkanen i dag, men toppen har endnu ikke være fri af skyerne

Ned til lavlandet og Stillehavskysten

[Lørdag d. 25. juli] Sidste morgen i Rio Savegre-dalen og San Gerardo de Dota. Vi startede med en gåtur på en lille del af en af de andre trails ved Miriams cabinaer. Det gav ikke det store så vi kørte en tur ned i dalen for lige, at slutte af men en Quetzal. Vi passerede nogle hold 'Quetzal-turister', der stod og fyldte hele vejen, og kørte ned, hvor vi havde set arten første gang. Der gik ikke lang tid før der dukkede en han op - og så med en enkelt rimelig lang forlænget halefjer. Vi snakkede med et ungt par fra Sweitz, der dukkede op. Det fik set Quetzalen i vores teleskop, og forsøgte at fotografere den med mobil gennem skopet. Og så viste det et par fotos de havde taget af en, der havde siddet på jorden, ved deres hotel - kun i nogle få armlængders afstand!
På vej tilbage for, at få morgenmad og pakket sammen, stoppede vi ved 'Quetzal-turisterne' - både for, at få et billede af situationen og så lige se en enkelt mere. Der var minimum seks individer - fem hanner og en hun! Og igen et par stykker med lange forlængede halefjer. Vores filippinske ven Oscar, var der også, så ham fik vi sagt farvel til og ønsket fortsat god tur.
Vi fik vores morgenmad hos Miriam, hvor vi lige et øjeblik troede der var lukket. Men vi kom da ind via bagdøren og fik noget mad, og en lille times tid senere, havde vi spist, pakket og tjekket ud.
Vi kørte en tur op til grusvejen til Provedencia og birdede den igen den første del af vejen - ikke så langt som i går. Vi mødte to unge engelsktalende fuglekiggere, der var på vej til en San Gerardo de Dota. Igen i dag var der Fiery-thoated Hummingbird, Ruddy Treerunner og så fik vi Timberline Wren på listen - båse set og hørt.
Oprindeligt havde Osa Peninsula været på vores liste over steder vi ville hen. Men da der efterhånden ikke er så mange dage tilbage af min ferien har vi fravalgt det denne gang, da vi mener, at det vil kræve meget mere tid. Vi valgte derfor at køre til Stillehavskysten og til Manuel Antonios Nationalpark. Vi havde hørt, at det var et meget turistet område, og Maurice, der guidede os i Carara Nationalpark habde også sagt, at det ikke var et sted for os. Men i følge den litteratur vi bl.a. bruger så skulle, der dog være mulighed for at se nogle fugle i nationalparken. Så nu gav vi det lige en chance.
Vi kan så kun sige - gør det ikke! Og slet ikke i en weekend - og så er der 'lavsæson'. Allerede da vi kørte de sidste kilometer ind mod nationalparken, kunne vi fornemme at dette var ikke et område for os. Vi nåede at parkere - til 3000 colones - og gå hen til indgangen. Det var totalt overrendt, gadesælgere i ragelse, mennesker i badetøj - ikke at der er noget galt med fx kvinder i bikini - men alt det var ligesom ikke rigtig nogået, der hang sammen med noget seriøs birding.
Vi forlod stedet og droppede overnatningen og et tidligt besøg i parken i morgen, selvom det måske ville være lidt mindre voldsom ved syvtiden. Nå men nogle gange skal man selv 'mærke' tingene.
Men hvad skulle vi så gøre? Vi kørte nordpå igennem nok det mest uinteressante og kedelige område vi har set i Costa Rica. Kilometer efter kilometer kørte vi gennem palmeplantager ad en meget lang og lige vej. Vi passerede undervejs et par osende og lugtende produktionsanlæg. Uden at vide det gætter vi på, at det et palmeolie, der udvindes i området.
Lige før byen Parati drejede vi fra og kørte mod kysten. Efter nogle kilometer kom vi tæt på floden Parati og her var der bl.a. lidt vadefugle og hejrer - Spotted Sandpiper, Willet, Greater Yellowleg, Short-billed Dovitcher, Black-necked Stilt og et par præstekrave og rylearter. BEST spottede en Roseate Ibis i et træ mellem en flok Woodstorch og en stor Ringed Kingfisher fløj omkring. Det var helt opløftende efter den oplevelse med Manuel Antonios nationalparken.
Det endte med at vi kørte helt op til Cerro Lodge lige nord for Rio Tarcoles for at tage en enkelt overnatning. Da vi drejede ind på grusvejen  var vejen spærret med et tov. En gammel mand kom frem fra et skur - som vi ikke havde bemærket sidst vi vat her. Manden spurgte hvor vi skulle hen, og vi svarede Cerro Lodge, hvorefter han noterede bilens nummerplade og lod os passere. Spændende hvad det betød.
Det viste sig, at være en slagt vagt, da det virker som et område, hvor de rige har deres 'sommerhuse', for der var mange flere mennesker i husene end sidst og det var helt klar noget lørdags-komsammen, med grill og musik.
Og der var plads på lodgen, og vi fik aftensmad. Og da det gik op for ham den lille, der arbejder på lodgen, hvem vi var morede handig vildt over det -  det havde han vist alligevel aldrig oplevet før.
Det viste sig, at der var et par danske fuglekiggere med en guide på lodgen, men vi nåede aldrig at få snakket med dem.

mandag den 27. juli 2015

Birding i Savegre og vejen til Providencia

[Fredag d. 24. juli] Det kunne jo være, at vi kunne være heldige med en quetzal til morgen i vores 'egen' baghave, nu vi havde haft to i går eftermiddags. Da vi i går spiste morgenmad hos Miriam, hørte vi at der var blevet set hele tre quetzaler lige uden for. Miriams datter fortalte at det var første gang i tre år, at de havde set dem der. Og nu var der jo mange avokadoer på træer nedenfor, så vi mente, at oddsene var gode.
Men nej - der var ingen quetzaler bag ved vores cabina, men.vi så dog lidt andet, bl.a. Grey-breasted Wood-wren, Black-cheeked Warbler og Collered Redstart.
Efter morgenmaden kørte vi ned til Savegre Mountain Lodge, hvor der er nogle trails man kan birde også selv om man ikke bor på stedet - man skal naturligvis betale et 'entrance fee', der noget overraskende kun var på 5$ pr. person. Og så mødte vi i receptionen en 'gammel kending' - Gary som vi mødte på Rancho Naturalista. Han havde set en masse fugle - og flere quetzaler - og fortalte, hvilken guide vi skulle spørge efter, hvis vi skulle have en. Vi valgte at gå en tur uden guide, da vi ikke var der fra tidlig morgen, og så måtte vi se om det ikke kunne give lidt fugle alligevel.
Vejret var i øvrigt ganske fint, der var solskin med vekslende skydække. Det blæste også noget, men så snart man var i læ var det ikke noget problem og vi fik hurtigt varmen her nede i bunden af dalen - i ca. 2200 m.o.h. - og måtte smide noget af tøjet. Vi gik den mellemlange trail, da den skulle være udemærket, og komme hurtigt noget højere op igen til en 'passende' temperatur. Trailen var ganske udemærket og førte os igennem noget spændende skov. Det producerede bl.a. Ruddy-capped Nightingale-thrush, Yellowish og Tufted Flycatcher, Elegant Euphonia og naturligvis en hel del Sooty-capped Chlorospingus.
I mens vi stod og kiggede på en lille flok Yellow-bellied Sisken og en Acorn Woodpecker, der fodrede unger i et redehul, dukkede der endnu en gang nogle kendinge op. Denne gang var det de to unge forskerpiger og en ung fyr vi også havde set tidligere. De var på vej tilbage efter igen, at have været rundt for at indsamle data fra en række vildtkameraer. Det var lige så glade og smilende som de to gange tidligere vi havde mødt dem. De inviterede os til et foredrag - eller en præsentation - om aftenen klokken seks nede på QERC (Quetzal Education Research Center), hvor de boede. Det ville godt nok foregå på spansk - men der ville både blive vist billeder fra vildtkameraerne og der ville være kaffe og kage - men vi skulle endelige bare komme. Vi lovede, at det ville bestemt overveje.
Senere da vi stod et andet sted og forsøgte, at fotografere Collered Redstart og Black-cheeked Warbler ved et vandløb dukkede, der flere mennesker op - og ja rigtig gættet, det var alle vores tysker venner, der nu var overhalede os. Det blev da også til 'vi ses senere' denne gang.
Da vi var tilbage fra turen og kom ned til selve lodge-området - der er rimeligt stort - så vi en lille flok meget flotte Sulphur-winged Parakeet, og føjede endnu en endemisk art på listen (endemisk for Costa Rica og Vestpanama).
Vi kørte fra Savegre lidt efter middagstid og kørte hele vejen op til den transamerikanske hovedvej - rute 2 - og kørte små fire kilometer nordpå og drejede ind på grusvejen til den lille by Provincia, der ligger 12 kilometer længere nede. Igen en meget smal, snoede og hullet grusvej. Især de første to - tre kilometer skulle være gode mht. fugle så vi ville lave noget roadside-birding. Tidspunktet var måske ikke det mest optimale her først på eftermiddagen, men nu var vejret godt og solen skinnede. Man kunne ikke sige, at det var skyfri da vi nu igen var kommet op i omkring 2600 - 2700 m.o.h. skyernes underkant blæste forbi lige over hovederne på, og så lå temperaturen på den øverste del igen omkring13 - 14 grader Celsius og en afkølende vind.
Vi mødte nogle enkelte biler undervejs og en ung fyr på gåben, hvis lidt mystiske adfærd gjorde - ikke at han var på gåben - at vi lige var lidt opmærksomme på ham.
Det blev til måske små fem kilometer i alt ned ad vejen før vi foretog en firepunktsvending - et sted det lige akkurat var muligt - og trillede opad igen.
Det var en fin og udemærket produktiv tur, hvor vi bl.a. kunne føje Black-faced Flycatcher, Blue-and-yellow Silky-flycatcher og ikke mindst Peg-billed Finch til listen. Der var også flere Ruddy Treerunner og Sooty-capped Chlorospingus.
Vi spiste aftensmad lidt tidligere end de øvrige dage, bl.a. fordi, at hvis vi  tog ned til foredrag QERC - så skulle vi nå, at spise inden.
Som noget nyt valgte vi, at spise hos Victor - en ung costerikansk fyr - der havde et lille 'pizzaria', som lå næsten lige overfor Miriams. Vi fik nogle udmærkede nybagte boller som forret, før vi fik et på gode og dyre pizzaer. Victor var meget stolt og ville meget gerne fortælle om sit lille spisested, der var hans livsværk og som lå med den fineste udsigt. Den var også meget fin i betragtning af, at det dybest set var et skur omdannet til et spisested. Han havde nu haft det i lige over et årstid og så var vi de første danskere han havde haft på besøg.
Pizzaerne fyldte mere end vi lige havde troet så vi fik resterne med i en pose og så var vi klar til at betale. Men det tog lidt tid inden vi kunne det, da Victors kæreste netop var ankommet, og hun skulle have lige have fremvist krydderurtehaven - og i mens kunne vi sidde inde og konstatere, at de vist var i et tidligt stadie i deres forhold.
Selvom det kunne have været spændende, interessant og hyggeligt, så endte vi med ikke, at køre ned til QERC da vi var enige om, at et foredrag på spansk måske ikke blev i overkanten i dag - og i øvrigt havde besøget hos Victor trukket ud så vi ville.blive nød til, at drøne ned gennem dalen for ikke at komme for sent.

søndag den 26. juli 2015

Quetzalernes dal og 'Dødens bjerg'

[Torsdag d. 23.07] Der var koldt i hytten da vi vågnede til morgen. Udenfor var det stadig mørkt, men vi gjorde os klar da dagslyset kommer ret hurtigt. Vi kørte ca. tre kilometer ned ad vejen - i laveste gear (Low) - ned til Trogon Lodge, der helt klart ligner en af de dyre. Vi fortsatte et par hundrede meter og fandt et sted vi kunne parkere bilen uden at holde i vejen. De otte kilometer oppe fra hovedvejen (rute 2) til San Gerardo De Dota er en lang smal nedkørsel, overvejende på grusvej men også på korte partier med asfalt - og der er er ikke meget plads til at møde biler.

Vi var gået lidt tilbage ad vejen mod Trogon Lodge, mens vi ledte efter nogle advokadotræer af den rigtige slags,  da vi klokken seks så en mand komme gående med et stativ over skulderen, med et kamera og et rimeligt stort objektiv. Han gik den anden vej end det vi havde gjort. Han lignede en der vidste, hvor han skulle hen - og mon ikke det var til en Resplendent Quetzal?

Vi valgte, at gå sammen vej og ikke mange meter efter vi havde passeret vores bil spottede vi en quetzal i et træ lige ved vejen - sådan. Manden fra før var allerede igang med at fotografere. Vi gik helt hen til ham. Han viste sig at være en flink mand fra Tyskland, der fortalte at quetzalerne ofte sad i træerne, hvor vi stod, og spiste. Lige bagved var der nemlig nogle advokadotræer med frugter. En quetzal mere dukkede op, en tredje fløj over vejen, hvilket de to første også gjorde lidt efter. Vi havde dog fået set dem og taget nogle fotos. Vi var tålmodige og efter et stykke tid dukkede to quetzaler op igen. De er godtnok flotte - allesammen hanner, dog ingen mod de helt lange fjer. En enkelt var tilsyneladende en yngre fugl.

Den tyske fotografs kone dukkede op og lidt senere dukkede et hold tyske turister på guided 'Quetzal Tour' og lidt efter et hold mere. Og mens vi stod der i en flok turister - kom en firehjulstrækker kørende på vej opad. Da den standsede - for at vejen lige kunne farbar for diverse quetzal-turister opdagede vi, at det var nogle vi kendte, der bor i dalen. Det var de to forskerpiger som vi mødte i går. De vinkede og smilede da de samtidig fik øje på os, så vi nåede lige at snakke kort med dem inden de kørte videre på feltarbejde.

Ved halv-otte tiden spiste vi morgenmad hos Miriam og bagefter obsede ved og fra hendes foderbræt.

Bagefter kørte vi ned gennem dalen for at kigge, men det begyndte at regne en del så vi vendte tilbage til vores hytte og fik varmen mens vi ventede på en opklaring.

Ved et-tiden klarede det op - eller det regnede i hvert fald så lidt, at vi kunne komme uden for. Der er et par små trails bagved Miriams cabinaer og vi ville derfor tjekke den ene. Vi havde ellers tænkt os en tur til Savegre Lodge - et dyrt sted ca. seks kilometer længere nede i dalen - og birde på nogle af deres trails. Men pga. vejret og tiden besluttede vi at vente med det til i morgen. Derfor gik vi nu en tur i vores 'lokalområde', der virker som noget der sagtens kan producere nogle fugle. Det var dog ikke det helt vilde - en kolibri vi ikke fik ordentlig styr på, den sjove lille Slaty Flowerpiercer, der som navnet antyder stikker hul i blomsterne for at komme til nektaren. Der var bl.a. flere Black-billed Nightinggale-thrushes, der minder lidt om vores Rødhals i form og sang. Vi kom til et lukket led, hvor vi så vendte om og gik tilbage. 

Da vi var næsten tilbage opdagede vi pludselig en Quetzal sidde intet træ ikke langt væk! Endnu en han, der bare sad og kiggede. Den var ikke alene for det blev lige til glimtet af en anden, der forsvandt ind i den mere tætte bevoksning. På et tidspunkt.fløj den første også ned og forsvandt ud af syne. Vi ventede et stykke tid men det dukkede ikke op igen. Men mens vi ventede kunne vi se mindst tre advokadotræer af den rette slags - og der var mange frugter på, så det tydede godt for muligheden at se dem igen på et andet tidspunkt. Fedt selv at finde så fed en fugl som folk betaler penge for at se og så kun et par hundrede meter fra, hvor vi bor. Det sidste stykke hen til cabinaen gav Grey-breasted Wood-wren, Flame-throated Warbler og Black-chinned Warbler.

Vi besluttede os for, at køre op til 'Kommunikationsmasterne' på toppen af Cerro de la Muerte. Det er små 15 kilometer herfra så det kunne godt når i løbet af eftermiddagen. På vej op gennem Savegre-dalen, hvor San Gerardo de Dota ligger, mødte vi igen nogle vi kendte komme gående mod os - denne gang var det en flok tyskere på vandretur. Vi stoppede, hilste og snakkede kort med fortroppen, der bl.a. bestod af det unge par og guiden. De var på vej ned for at spise hos - ja naturligvis - Miriam.

Vi parkerede bilen 3274 m.o.h. og der var en flot udsigt fra kommunikationsmasterne på Cerro de la Muerte. Naturen er helt anderledes fra det vi indtil har set på turen. Bevoksning er lav, og der er urter der ligner vores - fx var der vejbred af en slags. Men i den højde svarer klimaet også til den tempererede zone. Nogle steder så det næsten alpint ud - og vi befinder os altså i troperne. Vi kunne se kystlinjen mod Stillehavet og vi kunne se Osa Peninsula - et sted vi meget gerne vil hen, men nok pga. tiden bliver nød til at springe over denne gang. Der var meget stille deroppe - man kunne 'høre stilheden', som man siger hjemme på Møn. Der var ikke mange fugle, men vi fik da  set flere eksemplarer af Volcano Junge, endnu en endemisk art for Costa Rica og Nordvest Panama.

Sidst på eftermiddagen da vi var tilbage hos Miriams tjekkede vi lige om. der var quetzal i baghaven, men det var der ikke. Ved cabinaerne så vi til gengæld en flok Long-tailed Silky-flycatcher og mindst tre Collered Flycatcher inden vi gik op til Miriam for at spise aftensmad.

Der har været 'ryk-ind' hos Miriam i dag. Ud over os er der i dag ankommet et par franskmænd og et par tyske damer og vi spiste alle hos Miriam. Den filippinsk fuglefotograf er der også stadig, men han forsvandt ned ad vejen med sit udstyr. Men mens vi spiste standsede en lille bus uden for, hvorefter et hold fuglekiggere i mørket gik om på ved bygningen. Der skulle finde 'lechuzita' - 'den lille ugle'. Miriams sted og også kendt for, at der holder en Unspotted Saw-whet Owl til der. Så der blev lyst med lygte i træerne bagved, til stor undre hos det franske par over, hvad der foregik, hvilket vi så kunne fortælle dem. Uglekiggerne  kørte igen lidt senere uden held. Vi mødte dem så lidt senere da vi gik tilbage. Der holdt de ikke langt fra, hvor vi bor og ventede på Dusky Nightjar - en natron, man kan se i lyset fra en gadelamper ved et af hotellernes parkeringsplads. Det havde vi også planlagt at gøre så vi. sluttede os til selskabet. Men heldet var ikke med os - det blev kun til nogle flagermus i aften.