Ned til lavlandet og Stillehavskysten

[Lørdag d. 25. juli] Sidste morgen i Rio Savegre-dalen og San Gerardo de Dota. Vi startede med en gåtur på en lille del af en af de andre trails ved Miriams cabinaer. Det gav ikke det store så vi kørte en tur ned i dalen for lige, at slutte af men en Quetzal. Vi passerede nogle hold 'Quetzal-turister', der stod og fyldte hele vejen, og kørte ned, hvor vi havde set arten første gang. Der gik ikke lang tid før der dukkede en han op - og så med en enkelt rimelig lang forlænget halefjer. Vi snakkede med et ungt par fra Sweitz, der dukkede op. Det fik set Quetzalen i vores teleskop, og forsøgte at fotografere den med mobil gennem skopet. Og så viste det et par fotos de havde taget af en, der havde siddet på jorden, ved deres hotel - kun i nogle få armlængders afstand!

På vej tilbage for, at få morgenmad og pakket sammen, stoppede vi ved 'Quetzal-turisterne' - både for, at få et billede af situationen og så lige se en enkelt mere. Der var minimum seks individer - fem hanner og en hun! Og igen et par stykker med lange forlængede halefjer. Vores filippinske ven Oscar, var der også, så ham fik vi sagt farvel til og ønsket fortsat god tur.

Vi fik vores morgenmad hos Miriam, hvor vi lige et øjeblik troede der var lukket. Men vi kom da ind via bagdøren og fik noget mad, og en lille times tid senere, havde vi spist, pakket og tjekket ud.

Vi kørte en tur op til grusvejen til Provedencia og birdede den igen den første del af vejen - ikke så langt som i går. Vi mødte to unge engelsktalende fuglekiggere, der var på vej til en San Gerardo de Dota. Igen i dag var der Fiery-thoated Hummingbird, Ruddy Treerunner og så fik vi Timberline Wren på listen - båse set og hørt.

Oprindeligt havde Osa Peninsula været på vores liste over steder vi ville hen. Men da der efterhånden ikke er så mange dage tilbage af min ferien har vi fravalgt det denne gang, da vi mener, at det vil kræve meget mere tid. Vi valgte derfor at køre til Stillehavskysten og til Manuel Antonios Nationalpark. Vi havde hørt, at det var et meget turistet område, og Maurice, der guidede os i Carara Nationalpark habde også sagt, at det ikke var et sted for os. Men i følge den litteratur vi bl.a. bruger så skulle, der dog være mulighed for at se nogle fugle i nationalparken. Så nu gav vi det lige en chance.

Vi kan så kun sige - gør det ikke! Og slet ikke i en weekend - og så er der 'lavsæson'. Allerede da vi kørte de sidste kilometer ind mod nationalparken, kunne vi fornemme at dette var ikke et område for os. Vi nåede at parkere - til 3000 colones - og gå hen til indgangen. Det var totalt overrendt, gadesælgere i ragelse, mennesker i badetøj - ikke at der er noget galt med fx kvinder i bikini - men alt det var ligesom ikke rigtig nogået, der hang sammen med noget seriøs birding.

Vi forlod stedet og droppede overnatningen og et tidligt besøg i parken i morgen, selvom det måske ville være lidt mindre voldsom ved syvtiden. Nå men nogle gange skal man selv 'mærke' tingene.

Men hvad skulle vi så gøre? Vi kørte nordpå igennem nok det mest uinteressante og kedelige område vi har set i Costa Rica. Kilometer efter kilometer kørte vi gennem palmeplantager ad en meget lang og lige vej. Vi passerede undervejs et par osende og lugtende produktionsanlæg. Uden at vide det gætter vi på, at det et palmeolie, der udvindes i området.

Lige før byen Parati drejede vi fra og kørte mod kysten. Efter nogle kilometer kom vi tæt på floden Parati og her var der bl.a. lidt vadefugle og hejrer - Spotted Sandpiper, Willet, Greater Yellowleg, Short-billed Dovitcher, Black-necked Stilt og et par præstekrave og rylearter. BEST spottede en Roseate Ibis i et træ mellem en flok Woodstorch og en stor Ringed Kingfisher fløj omkring. Det var helt opløftende efter den oplevelse med Manuel Antonios nationalparken.

Det endte med at vi kørte helt op til Cerro Lodge lige nord for Rio Tarcoles for at tage en enkelt overnatning. Da vi drejede ind på grusvejen  var vejen spærret med et tov. En gammel mand kom frem fra et skur - som vi ikke havde bemærket sidst vi vat her. Manden spurgte hvor vi skulle hen, og vi svarede Cerro Lodge, hvorefter han noterede bilens nummerplade og lod os passere. Spændende hvad det betød.

Det viste sig, at være en slagt vagt, da det virker som et område, hvor de rige har deres 'sommerhuse', for der var mange flere mennesker i husene end sidst og det var helt klar noget lørdags-komsammen, med grill og musik.

Og der var plads på lodgen, og vi fik aftensmad. Og da det gik op for ham den lille, der arbejder på lodgen, hvem vi var morede handig vildt over det -  det havde han vist alligevel aldrig oplevet før.

Det viste sig, at der var et par danske fuglekiggere med en guide på lodgen, men vi nåede aldrig at få snakket med dem.

Quetzalernes dal og 'Dødens bjerg'

[Torsdag d. 23.07] Der var koldt i hytten da vi vågnede til morgen. Udenfor var det stadig mørkt, men vi gjorde os klar da dagslyset kommer ret hurtigt. Vi kørte ca. tre kilometer ned ad vejen - i laveste gear (Low) - ned til Trogon Lodge, der helt klart ligner en af de dyre. Vi fortsatte et par hundrede meter og fandt et sted vi kunne parkere bilen uden at holde i vejen. De otte kilometer oppe fra hovedvejen (rute 2) til San Gerardo De Dota er en lang smal nedkørsel, overvejende på grusvej men også på korte partier med asfalt - og der er er ikke meget plads til at møde biler.

Vi var gået lidt tilbage ad vejen mod Trogon Lodge, mens vi ledte efter nogle advokadotræer af den rigtige slags,  da vi klokken seks så en mand komme gående med et stativ over skulderen, med et kamera og et rimeligt stort objektiv. Han gik den anden vej end det vi havde gjort. Han lignede en der vidste, hvor han skulle hen - og mon ikke det var til en Resplendent Quetzal?

Vi valgte, at gå sammen vej og ikke mange meter efter vi havde passeret vores bil spottede vi en quetzal i et træ lige ved vejen - sådan. Manden fra før var allerede igang med at fotografere. Vi gik helt hen til ham. Han viste sig at være en flink mand fra Tyskland, der fortalte at quetzalerne ofte sad i træerne, hvor vi stod, og spiste. Lige bagved var der nemlig nogle advokadotræer med frugter. En quetzal mere dukkede op, en tredje fløj over vejen, hvilket de to første også gjorde lidt efter. Vi havde dog fået set dem og taget nogle fotos. Vi var tålmodige og efter et stykke tid dukkede to quetzaler op igen. De er godtnok flotte - allesammen hanner, dog ingen mod de helt lange fjer. En enkelt var tilsyneladende en yngre fugl.

Den tyske fotografs kone dukkede op og lidt senere dukkede et hold tyske turister på guided 'Quetzal Tour' og lidt efter et hold mere. Og mens vi stod der i en flok turister - kom en firehjulstrækker kørende på vej opad. Da den standsede - for at vejen lige kunne farbar for diverse quetzal-turister opdagede vi, at det var nogle vi kendte, der bor i dalen. Det var de to forskerpiger som vi mødte i går. De vinkede og smilede da de samtidig fik øje på os, så vi nåede lige at snakke kort med dem inden de kørte videre på feltarbejde.

Ved halv-otte tiden spiste vi morgenmad hos Miriam og bagefter obsede ved og fra hendes foderbræt.

Bagefter kørte vi ned gennem dalen for at kigge, men det begyndte at regne en del så vi vendte tilbage til vores hytte og fik varmen mens vi ventede på en opklaring.

Ved et-tiden klarede det op - eller det regnede i hvert fald så lidt, at vi kunne komme uden for. Der er et par små trails bagved Miriams cabinaer og vi ville derfor tjekke den ene. Vi havde ellers tænkt os en tur til Savegre Lodge - et dyrt sted ca. seks kilometer længere nede i dalen - og birde på nogle af deres trails. Men pga. vejret og tiden besluttede vi at vente med det til i morgen. Derfor gik vi nu en tur i vores 'lokalområde', der virker som noget der sagtens kan producere nogle fugle. Det var dog ikke det helt vilde - en kolibri vi ikke fik ordentlig styr på, den sjove lille Slaty Flowerpiercer, der som navnet antyder stikker hul i blomsterne for at komme til nektaren. Der var bl.a. flere Black-billed Nightinggale-thrushes, der minder lidt om vores Rødhals i form og sang. Vi kom til et lukket led, hvor vi så vendte om og gik tilbage. 

Da vi var næsten tilbage opdagede vi pludselig en Quetzal sidde intet træ ikke langt væk! Endnu en han, der bare sad og kiggede. Den var ikke alene for det blev lige til glimtet af en anden, der forsvandt ind i den mere tætte bevoksning. På et tidspunkt.fløj den første også ned og forsvandt ud af syne. Vi ventede et stykke tid men det dukkede ikke op igen. Men mens vi ventede kunne vi se mindst tre advokadotræer af den rette slags - og der var mange frugter på, så det tydede godt for muligheden at se dem igen på et andet tidspunkt. Fedt selv at finde så fed en fugl som folk betaler penge for at se og så kun et par hundrede meter fra, hvor vi bor. Det sidste stykke hen til cabinaen gav Grey-breasted Wood-wren, Flame-throated Warbler og Black-chinned Warbler.

Vi besluttede os for, at køre op til 'Kommunikationsmasterne' på toppen af Cerro de la Muerte. Det er små 15 kilometer herfra så det kunne godt når i løbet af eftermiddagen. På vej op gennem Savegre-dalen, hvor San Gerardo de Dota ligger, mødte vi igen nogle vi kendte komme gående mod os - denne gang var det en flok tyskere på vandretur. Vi stoppede, hilste og snakkede kort med fortroppen, der bl.a. bestod af det unge par og guiden. De var på vej ned for at spise hos - ja naturligvis - Miriam.

Vi parkerede bilen 3274 m.o.h. og der var en flot udsigt fra kommunikationsmasterne på Cerro de la Muerte. Naturen er helt anderledes fra det vi indtil har set på turen. Bevoksning er lav, og der er urter der ligner vores - fx var der vejbred af en slags. Men i den højde svarer klimaet også til den tempererede zone. Nogle steder så det næsten alpint ud - og vi befinder os altså i troperne. Vi kunne se kystlinjen mod Stillehavet og vi kunne se Osa Peninsula - et sted vi meget gerne vil hen, men nok pga. tiden bliver nød til at springe over denne gang. Der var meget stille deroppe - man kunne 'høre stilheden', som man siger hjemme på Møn. Der var ikke mange fugle, men vi fik da  set flere eksemplarer af Volcano Junge, endnu en endemisk art for Costa Rica og Nordvest Panama.

Sidst på eftermiddagen da vi var tilbage hos Miriams tjekkede vi lige om. der var quetzal i baghaven, men det var der ikke. Ved cabinaerne så vi til gengæld en flok Long-tailed Silky-flycatcher og mindst tre Collered Flycatcher inden vi gik op til Miriam for at spise aftensmad.

Der har været 'ryk-ind' hos Miriam i dag. Ud over os er der i dag ankommet et par franskmænd og et par tyske damer og vi spiste alle hos Miriam. Den filippinsk fuglefotograf er der også stadig, men han forsvandt ned ad vejen med sit udstyr. Men mens vi spiste standsede en lille bus uden for, hvorefter et hold fuglekiggere i mørket gik om på ved bygningen. Der skulle finde 'lechuzita' - 'den lille ugle'. Miriams sted og også kendt for, at der holder en Unspotted Saw-whet Owl til der. Så der blev lyst med lygte i træerne bagved, til stor undre hos det franske par over, hvad der foregik, hvilket vi så kunne fortælle dem. Uglekiggerne  kørte igen lidt senere uden held. Vi mødte dem så lidt senere da vi gik tilbage. Der holdt de ikke langt fra, hvor vi bor og ventede på Dusky Nightjar - en natron, man kan se i lyset fra en gadelamper ved et af hotellernes parkeringsplads. Det havde vi også planlagt at gøre så vi. sluttede os til selskabet. Men heldet var ikke med os - det blev kun til nogle flagermus i aften.

Dry Forest, Bellbird og en Quetzal

[Tirsdag d. 14. juli] Det regnede og var tåget til morgen og vi blev derfor indendøre og birdede fra vores værelse og restauranten. På trods af vejret var der en livlig aktivitet og fra restauranten på Trapp Family Lodge så vi et par meget fine Emerald Toucanets - nogle små tukaner - der fouragerede i et et træ.

I dag birdede vi neden for tågeskoven. Vejret blev efterhånden bedre og betydeligt varmere som formiddagen skred frem. VI tilbragte lidt over tre timer i et lille reservat Bajo del Tigre længere nede ad vejen og ikke langt fra Stellas Bakery.

Det koster 12 $ pr. person at få adgang til området og dets trails, der modsat cloudforest er karakteriseret som 'dry forest'. Vi havde området for os selv, hvilket var helt rart og vi fik set nogle rigtig gode arter. Der var mange Three-wattled Bellbird, flere Olivaceous Woodcreeper og en farveringmærket Northern Barred-woodcreeper og ikke mindst de flotte og sjove Long-tailed Manakin. Det blev også til tre Swallow-tailed Kite da vi var på vej videre.

Der var umiddelbart ingen Quetzal at se ved Stellas Bakery så vi satte os ind og fik kanelkage og mixed fruit-juice. Kaffen ville vi tage på den anden side af vejen, hvor der lå et 'kaffecenter' med den lokale kaffe. På vej derover tjekkede vi igen træerne bag bageriet og især træet med de små avokadoer, da det er Quetzalens foretrukne spise. I mens vi stod og kigge kom der tre personer - et par og en mand med et teleskop - der målrettet gik mod et hus ved siden af Stellas Bakery og efter deres adfærd var det tydeligt, at 'der var noget'! Vi skyndte os tilbage over vejen og fulgte efter. Og der højt op i træet med de små avokadoer sad der en meget flot og 'lysende' fugl - en Resplendent Quetzal. Det var fedt, det var en af de fugle vi virkelig gerne ville se og nu lykkedes det. Efter at have fotodokumenteret 'fundet' gik vi over og fik den længe ventede kop kaffe.

På hjemturen var vi forbi det lokale mejeri og købe lokal is - og en ganske udmærket en af slagsen.