søndag den 31. august 2008

Bloggen - nu med quiz

Lørdag - 30.08.2008 kl. 21.30 PDT.
Uhmm - her dufter det er chocolate chip cookies. Det skyldes at BEST lige har stået i køkkenet og bagt kager til os :-) Vi kom nemlig til at springe eftermiddagsisen over - og der var endda 24 forskellige slags at vælge imellem! Og da vi fik sund og vegetarisk aftensmad med bønner, broccoli og majs så må vi godt lige få lidt usundt til aftenteen.
De 24 slags is var ved Qualicum Beach, hvor vi brugte et par timer ved strandpromenaden og nød solen, der har skinnet fra en næsten skyfri himmel i dag. Man kunne mærke det var weekend og godt vejr, da der var en del mennesker ude og promenere, bade og holde picnic. Vi kan så i øvrigt, for de interesserede oplyse, at grillkul heller ikke virker i Canada. Der blev i hvert fald suppleret med ekstra tændvæske og drivtømmer for at få l..... til at brænde.
I formiddags kørte vi op til naturparken ved Englishman River Falls og gik en tur i skoven. I parken er der nogle vandfald som de lokale canadier og tyske turister kører ud og kigger på. Vi søgte derefter videre mod Dudley Marsh, som vi også fandt. Det var et sjovt lille og spændende sted med en del småfugle, der skjulte sig godt i træerne(bl.a. Golden Crowned Kinglet, Chestnutbacked Chickadee). Vi fandt et lille fugletårn. Først var der ikke rigtig noget at se, men pludselig skete, der en masse. En Wood Duck skræppede og fløj op, 3 Wilsons snipes lettede og fløj rundt og så kom der 2 Coopers Hawks, der landede. En meget kraftig grov klapprende trille lød, som viste sig at tilhøre en Belted Kingfisher, som fløj rundt lige ved tårnet - fedt. Det er en overdimensioneret isfugl! På vej ud af området læste vi lige infotavlerne, der beskrev området og fortalte, at udover fuglene er bjørne også aktive brugere af området!
Og så lige en lille quiz. Kategorien er naturvidenskab.
Hvad er dette?

Bloggen blev i dag indkrevet til musik af Ry Cooder og Vivaldi.
B&U

lørdag den 30. august 2008

Supersize me

Fredag - 29.08.2008 kl. 20.50 PDT
"Do you want gravy?", spurgte servetricen på French Creek Marine Pub, da vi havde bestilt 2 cheese burgers med homecut fries. UDA sagde naturligvis "yes please".

Det er egentlig utroligt, at vi har set så få meget store mennesker på vores tur med den mad der bliver serveret! Her på Vancouver Island ser folk rimelig meget ud som derhjemme. På et andet punkt minder canadierne også om danskere - de er meget tilbageholdende og slet ikke overvenlige og åbne som vi oplevede det i Seattle.
Vejret blev bedre i dag, hvor man nærmest frøs og skulle have hue og vanter på, kom solen frem, vinden løjede af og temperaturen nåede over 20 C. Derfor nød vi en skål eftermiddagsis på terrassen mens vi faldt hen i den smukke udsigt.

Vi kørte lidt op ad kysten i dag, op til Qualicum Beach. Et sted hvor folk gik og samlede muslinger. Derfra kørte vi sydpå igen og indtog den førnævnte frokost. Ved French Creek Marina så vi Killdere, Greater Yellowleg og Black Swift. De allesteds nærværende kalkungrippe (Turkey Volture)kredsede over området. Vi kørte igen i dag forbi Englishman River Estuary og så 60 Western Sandpiper, der er en af de 3 "peeps" som de herover kalder de tre små rylearter,som ligner hinanden. Vi så også nogle Surf Scooters (Brilleænder) trække forbi.
Mørket er faldet på, vi hygger til Sigur Ros og Pink Floyd fra Eileens iTunes, samtidig med at man kan høre havets brusen og snart kan vi se stjernerne igennem stuens ovenlysvindue.
B&U

fredag den 29. august 2008

Brød med mere..

Torsdag - 28.08.2008 [skrevet fredag - 29.08.2008, kl. 7.00 PDT]

Canada News udkommer lidt senere end normalt, men det skyldes, at vi er skiftet til Nanoose Post :-)

I går var så vores første hele dag i vores hjem og den startede vi tidligt med at nyde daggryet i blæst. Herover er der tidevand, så stranden var til morgen meget længere og nogle nye skær var kommet frem. Stranden er fyldt med østerskaller (og nogle enkelte hele). Der fløj 7 -8 Kalkungribbe rundt og et par af dem kunne vi næsten røre ved. På foderbrædtet var der House Finch og Spotted Towhee.

Formiddagen blev brugt i lokalområdet, hvor vi hentede post og 3 lokale aviser (gratis). Gad vide hvad der ville ske i Danmark, hvis man sagde at nu skal alle hente deres post for enden af den vej de bor på?? Det er svenske tilstande her, med en kæmpe stor postkasse med en masse små postrum, som man så kan tælle sig frem til hvilken der er ens egen. Der står nemlig ikke engang navn på postkasserne..?? Tilgengæld er de store og rummelige, så man behøver nok ikke tømme den hver dag.


Efter postrunden kørte vi en lille tur rundt. Det gav bl.a. Belted Kingfisher (en meget stor isfugl), Ceder Waxwings (silkehale) og Chestnut backed Chickadee (mejse). Vi så også de første California Qauils - nogle morsomme vagtelfugle med en lille top på hovedet - det ser lidt fjollet og eksotisk ud ;-)


Om eftermiddagen kørte vi til Englishman River Estuary ved Parksville (ca. 15 min. herfra) og det var et glimerende sted. Selve deltaet var stortset tørlagt da vi ankom, men der var dog lidt vand til nogle ænder og vadefugle (Pintail, Shoveler, Greenwinged Teal - se om I kan finde ud af hvilke det er?). Vadefuglene var lidt mere udfordrende men det var vist især Western Sandpiper og Semipalmatede Sandpiber og Semipalmated Plover, Whrimbel og et par (long- eller shortbilled) Dowitcher. Vi så oså 2 Northern Flicker (spætte) og flere California Qauils. En lille fin Dværgfalk kom strygende igennem området og endelig ude blandt et par gribbe spottede BEST turens første Bald Eagle! Det var en ungfugl, der kredsede stille og roligt, men den kom dog ikke særlig tæt på. Der var ikke kun fugle, der var også en familie af River Otters, der fangede fisk. Det var ldit sjove at se på og pludselig var de væk. Tidevandet var vendt, så imens vi stod og obsede begynde vandet at stige. Det gik fakstisk ret hurtigt og man kunne stå og se vandet løbe ind og fylde første kanalerne op og siden resten at bassinet og det tog nogle få minutter. På vej hjem blev det lige til en sæl, en skarv og 2 Heerman Gulls ved Beachcomber Marina.

Efter aftensmaden kørte vi til Nanimo (områdets største by) fordi vi ville handle til de næste dage og så er det jo dejligt, at man ikke har den danske lukkelov og derfor kan holde åbent til kl 23 alle ugens syv dage. Så vi brugte det meste af aftenen i bl.a. Wall Mart og Save on More! Men vi kom da også tilbage til huset omkirng 21.30 og så var vi også ved at være trætte.

Eneste udfordring på madfronten er deres brød eller mangel på sammen. Det må ikke være sjovt at være sundhedsguru i Cananda, for hvordan skal man få folk til at spise groft brød, når det er komplet umuligeligt at finde noget brød som uanset hvor meget full grain det er - stadig er blødere end en McDonalds bolle?? I den lille lokale butik der ligger tæt på, har vi dog fundet noget Wasa knækbrød så vores maver kan få lidt modspil til alt det bløde brød (der må bo nogle svenskere i lokalområdet, siden de har så stort et udvalg af knækbrød der).

B&U

torsdag den 28. august 2008

Nanoose - så er vi her.

Onsdag - 27.08.08 kl. 19:35 PDT

Vi vågnede igen meget tidligt i morges - vi har ikke helt vænnet os til tidsforskellen endnu. I morges gjorde det ikke så meget, vi skulle tidligt op for at nå færgen til Vancouver Island.

Færgeturen gik fint, der var dog noget overskyet men det regnede heldigvis ikke. Vind var der ikke meget af, hvilket vi kunne fornemme på kaptajenen, at hun var lidt skuffet over! Under overfarten fik vi set en del lomvier og nogle af de små alkefugle. Det blev også til nogle havpattedyr (delfiner eller marsvin). Fremme i Victoria var der solskin og en udemærket temperatur, og det første vi gjorde efter vi var kommet igennem paskontrollen var at finde Greyhound stationen. Vi kunne lige akurat nå at købe billetter til 11.45 afgangen (2 minutter før afgang). Vi havde ellers kalkuleret med en tur rundt i Victoria inden vi ville have taget en senere afgang, men da vi ikke kunne få opbevaret bagagen ændrede vi lige lidt på planerne.

To timer senere, og med flere kalkungribbe set fra bussen, blev vi sat af i Nanaimo og næste udfordring var at finde en taxi og blive kørt til Duke Point, hvor vi skulle hente bilen. Det lykkedes og en lille halvtime senere var vi på vej til Nanoose Bay i "vores" Honda CRV 4WD :-)


Vi har nu 4-hjulstræk og automatgear - det gik fint, Uffe ledte kun efter gearstangen 3-4 gange ;-) Det var med en vis spænding, at vi fortsatte turen mod Reef Rd. 1468, som vi dog fandt uden problemer. Vi må sige at udsigten fra spisebord og sofa er ganske forrygende og lever fuldt ud op til forventningerne - det vil vi nyde de næste 3½ uge.

Vi har ikke set ørnen endnu (Bald Eagle) men vi har da fået nogle andre nye og spændende arter på terrasselisten.

Vi er ved at være godt trætte igen efter endnu en oplevelsesrig dag - hvad planerne er for i morgen har vi endnu ikke besluttet. Der ligger bunker med turforslag, som vores 'byttevenner' har lagt frem til os - så må vi jo se hvad der frister. Vejret er lidt køligt i det, sådan lidt efterårsagtigt, men solen har dog skinnet det meste af dagen, vi får se hvad imorgen bringer.
B&U

onsdag den 27. august 2008

Sleepless in Seattle

Vi fik sovet forbavsende meget i nat - vi vågnede godt nok noget tidligt. Så vi måtte se lidt morgentv mens vi ventede på at restaurenten åbnede, så vi kunne få noget morgenmad. Til gengæld fik så en meget solid amerikansk morgenmad bestående af french toast and buttermilk pancakes with bacon og oven på det masser af sirup.

For at få brændt nogen af alle kalorierne af igen, har vi gået Seattle rundt på kryds og tværs. Nu er klokken 16:45 og vi er en smut tilbage til hotellet for at få benene lidt op inden vi skal ud og finde et sted og spise aftensmad.

Byferie er hårdt meget hårdt, så vi glæder os til at vi i morgen rejser videre til Vancouver Island.
B&U

tirsdag den 26. august 2008

A room with a view


Vi er i Seattle - har været her siden 16.30 lokal tid (og nu er den 21.00, dvs. hjemme i DK er den allerede 6.00 tirsdag). Flyveturen tog kun 9,5 timer pga. medvind. Desværre var der skyer næsten hele vejen, men der var hul da vi passerede den grønlandske vestkyst syd for Thule og vi fik set indlandsisen og isbjerge!


Det tog 1 timer fra vi var landet og til vi sad i buslinie 194 på vej mod Downtown Seattle (det regnede i øvrigt) og de første amerikanere havde allerede været meget hjælpsomme. Vi fandt hurtigt hotellet og blev indstalleret og trak gardinet fra og så udsigten - Space Needle.

Vi smuttede lige ned og fik en burger hos McDonald og gik en lille tur i Downtown.

Yderligere detaljer fra flyveturen: De 9,5 timer gik forbløffende hurtigt, men vi spiste også hele tiden. Først fik vi saltede ærter med drinks! kl. 17.45 (DK tid) fik vi aftensmed, der bestod af kylling, paste, grøntsager og cous cous salat. Deserten var Orange Cheese Cake, der blev naturligvis drukket vin til maden. En times tid senere blev der serveret Twist. Natmaden bestod af en 'swedish wrap' med renkød og endelig bestor morgenmaden af en spinatbrieostebolle med kaffe! Der blev udleveret et tæppe, en pude og et sæt hovedtelefoner og så var det ellers film og spil der stod på programmet. Bente fik en halv time på det ene øje, men det var også alt vi har sovet på feriens første dag - så det skal vi så om lidt.
B&U

mandag den 25. august 2008

2 timer og 58 minutter til take off

Så har vi endelig fået gjort rent de sidste steder, og alt er pakket og klart. Nu har vi ventet længe nok på denne ferie.
Vi tager snart til lufthavnen...og så skal vi lige have overstået 10 timers flyvetur. Vi satser på at der er internetadgang på hotellet i Seattle, så feriebloggen for alvor kan komme igang.
Jeres udsendte
B&U