En vulkan, Chef Benedict og en 'tiger' fra Danmark

[Søndag d. 26. juli] Vi havde 'bestilt' morgenmad til klokken otte for så havde vi god tid til at birde vejen fra Cerro Lodge og ned mod floden Tarcoles. Inden porten blev åbnet - det blev den tidligt, da det andet hold fuglekiggere skulle tidligt afsted - tjekkede vi lige haven for fugle.

Det var varmt lige fra morgenstunden - noget helt andet end det vi kom fra i bjergene - men det gjorde ikke noget for der var flot vejr og fugle. Vi nåede længere ned ad vejen end ved vores tidligere besøg, men man kom dog ikke helt ned til floden. Vi så nogle forskellige flycatcher, bl.a. Brown-crested og et par andre vi ikke helt har id-et endnu. En Gartered Trogon sad næsten samme sted som sidst og de Scarlet Macaws enten fløj larmende omkring eller sad i træerne - utrolig flotte med deres farver.

Men det var bare noget af det vi så inden morgenmaden.

Klokken var ni af de forlod Cerro Lodge og begyndte turen mod vulkanen Arenal.

Mon det er et godt eller dårligt tegn, at alle bilerne kørte i den anden retning af os da vi nærmede os vulkanen Arenal? Selve vulkanen var indhyldet i skyer, så vi kunne ikke se, hvilken tilstand den befandt sig i, men da det var blevet søndag eftermiddag tolkede vi den modkørende  trafik som et godt tegn - folk var på vej hjem fra weekendophold - og at der derfor ikke ville være overrendt men vi var i området.

Vi kørte helt op til Arenal Obseevatory Lodge, der er er fint sted for fugle, men det viste sig, at de var fuldt booket. Det var så første gang på turen vi ikke kunne få plads på et af de steder vi kørte til. Men vi fandt et sted ikke så langt væk, hvor der var plads og fik et værelse med flot udsigt til vulkanen - som man stadig kun kunne se det nederste af.

Eftermiddagsturen gik til natiolparken Arenal Volcano, hvor 'entrence fee' var på 10 $ pr. person, men så gav billetten gratis adgang, hvis man også kom næste dag.

Desværre nåede vi ikke ret langt ind i parken, da den ene regnbyge  afløste den anden og vi ikke havde vores fine costerikanske botas, besluttede vi at vende om. Det blev da til mindst én ny art - Thick-billed Finch og lidt senere fik vi Pied-billed Grebe (en lappedykker) i Arenalsøen.

Og så mødte vi Chef Benedict - kokken på restauranten, der ligger i forbindelse med hotellet. Han var en rigtig charmør, og han blev meget glad for os da vi bad ham anbefale, hvad vi skulle spise istedet for bare, at vælge en ret fra menukortet. Så gik han i sit kreative 'rum' og foreslog en appetizer, en hovedret til BEST og den til UDA. Desserten blev en fællesting. Og så skulle vi have hans spicy 'dip', som jeg ikke kan huske, hvad hed, men det var godt og stærkt - og stærk mad er ikke hvad man spiser i Costa Rica. BEST fik en glimrende ret med kylling og UDA fik en meget stor steak - 'Steak for you... you are a tiger', sagde Chef Benedict og lavede samtidig den klassiske og internationale 'væsende og farlige kløer'-mimik.

Chef Benedict opfordrede os utallige gang til at skrive en god anmeldelse - går jeg ud fra - på TripAdviser og da vi habde spist - en glimrende mad - fik vi afskedkræmmer af ham.

Ned til lavlandet og Stillehavskysten

[Lørdag d. 25. juli] Sidste morgen i Rio Savegre-dalen og San Gerardo de Dota. Vi startede med en gåtur på en lille del af en af de andre trails ved Miriams cabinaer. Det gav ikke det store så vi kørte en tur ned i dalen for lige, at slutte af men en Quetzal. Vi passerede nogle hold 'Quetzal-turister', der stod og fyldte hele vejen, og kørte ned, hvor vi havde set arten første gang. Der gik ikke lang tid før der dukkede en han op - og så med en enkelt rimelig lang forlænget halefjer. Vi snakkede med et ungt par fra Sweitz, der dukkede op. Det fik set Quetzalen i vores teleskop, og forsøgte at fotografere den med mobil gennem skopet. Og så viste det et par fotos de havde taget af en, der havde siddet på jorden, ved deres hotel - kun i nogle få armlængders afstand!

På vej tilbage for, at få morgenmad og pakket sammen, stoppede vi ved 'Quetzal-turisterne' - både for, at få et billede af situationen og så lige se en enkelt mere. Der var minimum seks individer - fem hanner og en hun! Og igen et par stykker med lange forlængede halefjer. Vores filippinske ven Oscar, var der også, så ham fik vi sagt farvel til og ønsket fortsat god tur.

Vi fik vores morgenmad hos Miriam, hvor vi lige et øjeblik troede der var lukket. Men vi kom da ind via bagdøren og fik noget mad, og en lille times tid senere, havde vi spist, pakket og tjekket ud.

Vi kørte en tur op til grusvejen til Provedencia og birdede den igen den første del af vejen - ikke så langt som i går. Vi mødte to unge engelsktalende fuglekiggere, der var på vej til en San Gerardo de Dota. Igen i dag var der Fiery-thoated Hummingbird, Ruddy Treerunner og så fik vi Timberline Wren på listen - båse set og hørt.

Oprindeligt havde Osa Peninsula været på vores liste over steder vi ville hen. Men da der efterhånden ikke er så mange dage tilbage af min ferien har vi fravalgt det denne gang, da vi mener, at det vil kræve meget mere tid. Vi valgte derfor at køre til Stillehavskysten og til Manuel Antonios Nationalpark. Vi havde hørt, at det var et meget turistet område, og Maurice, der guidede os i Carara Nationalpark habde også sagt, at det ikke var et sted for os. Men i følge den litteratur vi bl.a. bruger så skulle, der dog være mulighed for at se nogle fugle i nationalparken. Så nu gav vi det lige en chance.

Vi kan så kun sige - gør det ikke! Og slet ikke i en weekend - og så er der 'lavsæson'. Allerede da vi kørte de sidste kilometer ind mod nationalparken, kunne vi fornemme at dette var ikke et område for os. Vi nåede at parkere - til 3000 colones - og gå hen til indgangen. Det var totalt overrendt, gadesælgere i ragelse, mennesker i badetøj - ikke at der er noget galt med fx kvinder i bikini - men alt det var ligesom ikke rigtig nogået, der hang sammen med noget seriøs birding.

Vi forlod stedet og droppede overnatningen og et tidligt besøg i parken i morgen, selvom det måske ville være lidt mindre voldsom ved syvtiden. Nå men nogle gange skal man selv 'mærke' tingene.

Men hvad skulle vi så gøre? Vi kørte nordpå igennem nok det mest uinteressante og kedelige område vi har set i Costa Rica. Kilometer efter kilometer kørte vi gennem palmeplantager ad en meget lang og lige vej. Vi passerede undervejs et par osende og lugtende produktionsanlæg. Uden at vide det gætter vi på, at det et palmeolie, der udvindes i området.

Lige før byen Parati drejede vi fra og kørte mod kysten. Efter nogle kilometer kom vi tæt på floden Parati og her var der bl.a. lidt vadefugle og hejrer - Spotted Sandpiper, Willet, Greater Yellowleg, Short-billed Dovitcher, Black-necked Stilt og et par præstekrave og rylearter. BEST spottede en Roseate Ibis i et træ mellem en flok Woodstorch og en stor Ringed Kingfisher fløj omkring. Det var helt opløftende efter den oplevelse med Manuel Antonios nationalparken.

Det endte med at vi kørte helt op til Cerro Lodge lige nord for Rio Tarcoles for at tage en enkelt overnatning. Da vi drejede ind på grusvejen  var vejen spærret med et tov. En gammel mand kom frem fra et skur - som vi ikke havde bemærket sidst vi vat her. Manden spurgte hvor vi skulle hen, og vi svarede Cerro Lodge, hvorefter han noterede bilens nummerplade og lod os passere. Spændende hvad det betød.

Det viste sig, at være en slagt vagt, da det virker som et område, hvor de rige har deres 'sommerhuse', for der var mange flere mennesker i husene end sidst og det var helt klar noget lørdags-komsammen, med grill og musik.

Og der var plads på lodgen, og vi fik aftensmad. Og da det gik op for ham den lille, der arbejder på lodgen, hvem vi var morede handig vildt over det -  det havde han vist alligevel aldrig oplevet før.

Det viste sig, at der var et par danske fuglekiggere med en guide på lodgen, men vi nåede aldrig at få snakket med dem.

Birding with Maurice, mere shopping og noget bagage

 [Lørdag d. 11. juli] Lige som i går startede vi lidt over kl. fem om morgenen med at birde på Cerro Lodge's ejendom. I går havde det regnet en del om aftenen, men her til morgen var vejret fint med solskin, ikke så meget vind og det.tegnede allere til.at blive en varm dag.

Vi havde bestilt tidlig morgenmad, da vi skulle på en heldags fugletur med Maurice - vores guide fra i går - og skulle møde ham ved Caracara Nationalpark klokken syv. Han havde lovet os en heldagstur med 80 - 100 arter for 'kun' 125 $ for to personer og det havde vi sagt ja til.

Da vi ankom sad Maurice, hans 'lærling' Henrico og parkeringsvagten fra i går udenfor nationalparken og ventede. Parken åbner først klokken otte -  men vi havde fået tilladelse til at få adgang tidligere - og derfor var lågen lukket og vi. Parkerede udenfor - 'front facing out' - som man flere sted skal gøre. Da alle, med undtagelse af parkeringsvagten, havde fået myggespray på gik vi ind i parken.

Vi brugte lidt over tre timer inde i parken og fik også set og hørt flere spændende fugle, bl.a. Yellow-billed Cotinga, Black-faced Antbird, Great Tinamou. I perioder var der meget stille i skoven som vi havde for os selv de første par timer, før de første gæster begyndte at dukke op. Det var dog på ingen måde overcrowded. Det blev også til.et par Black-thosted Trogon, Royal Flycatcher og ikke mindst Buff-throated Foilage-gleaner, der ud over at være en 'oh this is a really good one' og forsøgte at få gjort kål på en græshoppe, som var mindst lige så stor som fuglen selv. Det lykkedes også at se Red-capped Manakin, først en hun rigtig tæt på og så er han, der drønede forbi i en voldsom fart, men BEST stod heldigvis placeret så hun tydeligt kunne se, at det var en Red-capped han. Det er en af de arter vi gerne ville se og allerhelst på deres 'leg' - eller 'danseplads' som det kaldes på dansk - men det er desværre ikke det helt rigtige tidspunkt for det. Prøv at Google 'Red-capped Manakin moonwalk', så vil i helt sikker forstå, hvorfor vi gerne vil se den.

Efter frokost forlod vi Caracara Nationalpark og kørte vi til Tarcoles, hvor det var 'road side birding'. Vi så glimtet af en Forest Facon, der havde fanget et bytte, vi så nogle Woods Storch sidde i er træ og da vi parkerede 'for enden af vejen' nær flodudmundingen hørte en frø kalde fra en busk. Da Maurice kiggede nærmere opdagede han en Vine Snake, der havde fanget frøen of derfor kaldte - i virkeligheden var det nok, at den skreg. Men slangen blev fordtyrret og slap frøen og gled ud på jorden - til stor rædsel for Henrico og stor morskab for Maurice.

Samme sted gik nogle vadefugle - bl.a. Willet - ude på nogle mudderflade, men det var ikke noget, der interesserede vores guide særlig meget kunne vi fornemme og vi måtte spørge om vi lige kunne låne skopet og kigge lidt. Nå men vi tænkte, at vadefugle bare ikke var hans stærke side og der var da en fire - fem arter, som ikke umiddelbart blev talt med - eller det er vi i hvert fald lidt i tvivl om. Nå men vi skulle op videre, vi skulle.op i bjergene  så vi kørte igen. Men ved et lille minisupermarked blev vi bedt om, at standse for Maurice og Henrico skulle have noget, at spise så det gjorde vi. Vi var ikke sultne, hvilket primært skyldtes de 30 graders varme, men købte noget at drikke. Efter et par småkager og noget 'sukkervand' livede de begge op igen. Det viste sig, at de var gået sukkerkolde, hvilket de fortalte, at hvis en 'Tico' ikke for sin mad så bliver de helt umulige at have med at gøre.

Ad en snoet og meget hullet grusvej kørte vi op ad og det var godt med en firehjulstræk og den lidt større frihøjde for det var nogle steder nogle ordentlig huller og render skabt af det sfstrømmende regnvand. Vi stoppede flere gange når der var noget at se. Et stykke oppe kom vi til et sted der plejede så være godt så vi parkerede bilen ond til.siden og stod og gik lidt op ad vejen. Det tegnede og til, at det var et godt sted for inden længe havde vi set de første 12 - 15 arter. Men så begyndte det at regne og ikke sådan noget stille og rolig dansk hyggeligt - nej det var en ordentlig omgang med lyn og torden. Vi søgte ly under et halvtag og det blev besluttet, at UDA skulle løbe tilbage, hente bilen og hente de andre. De gav meget hurtigt nogle gennemblødte bukser og samtidig betød det, at al fugleaktivitet stoppede, så vi begyndte så småt på nedturen og turens slutning. Da vi igen var nede i lavlandet - det bør lige nævnes, at vi kun havde været oppe i de lavere bjergegne - kom vi ud i et landbrugerrådet, hvor vi lige brugte nogle minutter på, at listen.ophober 80 arter - og det lykkedes bl.a. med så spændende arter som Fiery-billed Araciri (tukan), Harris's Hawk og White-tailed Kite.

Vi kørte til Jaco , hvor vores guider blev sat af og inden vi kørte hjem nåede vi, at hilse på Maurice's hustru, der har en lille 'købmandsbutik. Med 84 arter (tror jeg det blev til) endte vi altså med de lovede 80 - 100 arter. Der var så lige et par gange, hvor vi altså tror at listen lige blev pumpet med en enkelt eller to arter, hvor det var noget vi havde set. 

Men på den anden side er der helt sikker også nogle arter, der ikke kom med - fx nogle vadefugle. Men det var en god og spændende tur, og ville ikke have set eller fået artsbestemme så meget, hvis ikke vi havde gang en guide.

På hjemturen gjorde vi holdt ved et supermarked i udkanten af Jaco. Det var blevet shoppetid, hvilket betød at vi nu har mulighed for, at skifte til 'badesandaler' og få færre myggestik.

Da vi trådte ind i på vores værelse på Cerro Lodge, opdagede vi til vores store overraskelse, at der stod vores rygsække. Det var faktisk lidt af en overraskelse da vi efterhånden havde set dem som rigtigt forsvundet.

Krokodiller, en fugleguide og en puma i skoven

[Fredag d. 10. juli] Vi stod op kl. kvart i fem da vi skulle ud og birde. Ved femtiden er det allerede så lyst, at man sagtens kan se noget - kameraet trækker dog en del ISO på den tid. Vi startede et par kolibrier (Cinnamon og Steely-vented Hummingbird) og nogle sommerfugle i og omkring nogle Porterweed ved swimmingpoolen. Lidt senere fik vi en af de ansatte til, at åbne porten for os så vi kunne gå tur ned ad vejen. Det gav lidt forskellige fugle - også nogle nye arter, bl.a. Purple Gallinule, Yellow-headed Caracara og en meget flot Gartered Trogon.

Det var allerede varmt og fugtigt så det var helt rart at indtage morgenmaden i skyggen på verandaen.

Lidt op ad formiddagen kørte vi ned til broen over floden Tarcoles. Der var allerede flere andre turister da man fra broen kan stå og kigge på krokodiller - American Crocodiles. Der var 43 stk. mens vi var der og nogle af dem var faktisk pænt store.

Næste stop var Carara Nationalpark, hvor vi kun lige havde parkeret da en fugleguide, der hed Maurice stod og tilbød en tur på 2 - 3 timer for kun 25 $ pr. person. Det sagde vi ja til da det nogle gange godt kan betale sig, at have en guide. Vi lånte gummistøvler og så kørte vi en trail et par km derfra.

Pludselig da vi stod og kiggede på et par fine White-wiskered Puffbirds hørte vi en voldsom larm, der lød som et par meget opskræmte dyr. Det var nogle Spider Monkeys, der absolut ikke var tilfredse med tilværelsen. Vores guide blev meget opmærksom og nærmest lidt ophidser, og sagde til os: 'come with, quick', hvorefter vi næsten småløbende bevægede os ind i underskoven væk fra stien. Vi stoppede og lyttede og fik så at vide, at for nylig havde Maurice overværet et lignende optrin, hvor aberne reagerede på den måde. Og det havde der været en grund til for, der fandt de en puma oppe i et træ! Så vi var nu pludselig på jagt efter en puma. Vi fik lokaliseret to Spider Monkeys, der var meget opskræmte og virkede bange, det var der ikke nogen tvivl om. Efter nogen tid faldt aberne igen til ro - faren var tilsyneladende drevet over for denne gang.

Desværre så vi ikke nogen puma, hvilket også ville have været helt vildt og næsten usandsynligt. Vores guide viste os et par fede foto han havde taget af en puma i træ, ikke langt fra der vi nu stod. Vi så også en video, hvor vi kunne høre fuldstændig det samme vi lige have oplevet.

Resten af turen var fin og vi fik set og hørt nogle spændende fugle og hvor vi var rundt på nogle af de helt små stier. Tilbage ved bilen sagde Maurice, at vi skulle give parkeringsvagten 2000 colones og lidt efter kørte vi, guiden Maurice og parkeringsvagten tilbage 'hovedindgangen' til parken for at aflevere og rengøre gummistøvler. Da det var gjort kørte vi vores guide hjem - små tyve km. mod syd - og undervejs satte vi parkeringsvagten af nær sit hjem. Det er åbenbart det man betaler for.

Inden aftensmaden viste ham den lille fra Cerro Lodge os en Pacific Screech Owl, der sad i ly under et blad i en palme af en slags.

Til sidst skal det lige med, at den manglende bagage er endnu ikke er dukket op, men UDA fik købt et par bukser hus er 'Vintage'-shop i Jacob, når nu vi alligevel var på de kanter.

Shopping i Walmart, Cerro Lodge og stadig ingen bagage

[Torsdag d. 9. juli] Vi vågnede tidligt torsdag morgen, og da vi først skulle hente udlejningsbilen kl. ti var der god tid til at tage det stille og roligt. Hotel Brillasol er et lille hyggeligt hotel, der ligger i en af forstæderne til San José og tæt på lufthavnen. der er en lille have og personalet er vældig søde og hjælpsomme. De første fugle kom i bogen, bl.a. en Starthroat (kolibri med et laangt næb), men ellers var det mest flyene på indflyvning man lagde mest mærke til.

Hotellet sørgede for, at kører os hen til Europecar. Vi havde aftalt at kl. ni var fint og hvis bilen ikke var klar kunne vi gå i Walmart, der lå lige ved siden af. undervejs spurgte vi vores chauffør om noget med færdselsreglerne i Costa Rica, men vi snakkede vist forbi hinanden for han blev ved med, at snakke om vejen til lufthavnen.

Der var ingen problemer med at vi kom tidligt til Europecar, da bilen var klar - en Toyota RAV4 i en ikke særlig chic gylden-sandfarve-agtig farve. I mens vi fik udfyldt de obligatoriske papirer var en af de tre ansatte igangværende med i telefonen, at forklare en amerikaner (ok en antagelse fra min side baseret på mange faktorer) at de skader der var kommet på den bil han havde lejet og som Europecar havde måtte få afhentet med specialekørertøj på en ridesti oppe i bjergene, skulle han betale, da det var uden for al fornuft det han havde gjort. Det blev fortalt mange gange til ham mens vi var der og vi fik vist fotos af bil og lokalitet - og jeg er umiddelbart på biludlejningsfirmaets side.

Vi kom afsted med bilen - måtte lige returnere kort efter, da vi lige skulle lære at låse alle dørene - og kørte direkte de 275 m over til Walmart. Her skulle der nemlig shoppes - og det mere end oprindeligt planlagt, da vi stod uden vores bagage. Vi fandt nogle T-shirts, shorts og strømper og lidt at spise og så noget vand på flaske og kunne efter små tre kvarter betale kontant ved kassen og få slået hul på de store sedler. Ja man skal lige vende sig til de store tal på nogle sedlerne (fx 10.000). Næste punkt på dagsordenen var at tømme en pengeautomat - eller i hvert fald hæve nogle dollars og colones - så vi har noget til bom- og drikkepenge og hvad man nu ellers får brug for undervejs.

Det tog en time at køre til Cerro Lodge, hvor vi har booket tre overnatninger. Vi valgte at køre direkte til Lodge og fravalgte at foretage egentlig 'road side birding' og nøjede med 'drive by birding' da vi jo havde en udfordring med noget bagage og skulle nå at kontakte American Airlines i San José Airport og give dem et telefonnummer til Cerro Lodge. Ja vi ringede ikke bare lige til dem fra vores egne mobiler, da roaming er pænt dyrt.

Der var meget stille på Cerro Lodge da vi ankom, og damen i reception så meget overrasket ud da vi fortalte, at vi havde reserveret og hun så helt mærkelig ud, da vi sagde at vi også allerede havde betalt! Der blev bladret i bogen med reservationer men vi var der ikke. Vi viste vores bookingbekræftelse til et måske lidt skeptisk blik? Men vi kunne godt få et værelse - der var vist ingen gæster i øjeblikket - det var ikke noget problem og vi lovede, at vi ville prøve og følge op på det. Her skal det også lige indskydes, at på Cerro Lodge tales der stort set kun spansk og vores kundskaber i spansk begrænser sig til nogle få standardgloser (dos cerveza og den dur) så det med.de længere udredninger om at vi ikke er ude på at snyde nogen og hvordan vi lige håndterer den slags.... og samtidig ville vi gerne låne deres telefon pga. den manglende bagage. Det var naturligvis ikke noget problem og hun ringede op til nummeret flere gange uden held da ingen tog røret i den anden ende.

Senere på eftermiddagen havde vi stadig ikke fået kontakt med American Airlines og mens vi sad på lodgens veranda dukkede Frederick - ejeren af stedet - op. En meget venlig mand - der talte betydeligt mere og bedre engelsk - og ville snakke med os. Han undskyldte meget at der var problemer, hvilket han forklarede med at de var i gang med at skifte bookingsystem og alt det med it var nyt for dem.og det var deres fejl og han blev ved. Vi skulle bare ringe til ham, hvis der var noget han kunne hjælpe med, hvorefter vi straks fortalte om vores manglende bagage og vi ikke kunne få kontakt med flyselskabet. Han fik vores papirer og snakkede med receptionisten (hun var mere end det men for nemmest skyld er det lige receptionisten) og kom tilbage og sagde hun ville blive ved med og forsøge at få hul igennem.

Pludselig var der hul igennem til flyselskabet. UDA fik telefonen og så gik en længere samtale i gang, hvor vi først troede, at vores bagage var fundet og blev sendt med første mulige fly til Costa Rica. Men det viste sig, at det vist bare handlede om at skrive nogle flere ting ind i systemet.

Det blev da heldigvis også til lidt fugle, da vi inden aftensmaden gik en tur ned ad vejen - bl.a. de store flotte og meget støjende araer Scarlett Macaws. Vi er de eneste gæster på lodgen så der blev kun lavet aftensmad til os. Det var til gengæld en ganske glimrende ret med to forskellige stegte fisk. Mætte trak vi os tilbage for at få noget søvn så vi kunne komme tidligt op og se nogle fugle.

rejsequizzen: Svaret på #1 var Toyota RAV4, hvilket ingen havde gætte, men Jane får point for kreativt svar - og at være den eneste, der har afgivet et svar!