Pura vida - ¡hasta luego!

[Onsdag d. 29. juli] Pludselig var der gået tre uger og vi skulle senere på dagen begynde rejsen hjem fra Costa Rica. Da hotellet ligger i byen Alajuela - der nok bedst kan betegnes som en forstad til hovedstaden San José, kan man ikke sige, at nærområdet var det mest interessante sted - især ikke mht. fugle. Vi havde derfor ingen planer om nogle udflugter inden hjemrejsen og ville derfor blive på hotellet. Derfra trak vi den også lidt til morgen og stod først op efter klokken fem, men naturligvis tidsnok til at vi kunne liste lidt rundt i haven og se, hvad der dukkede op af fugle.

Det var ikke det store - en enkelt kolibri, nogle svaler, et par Masked Tytiras, nogle duer og en Clay-colored Trush familie og en fin Green Heron, der landede i et træ. Ellers var det mest alle egerne man bemærkede. Der var betydeligt mere fugleliv for tre uger siden - nå ja, omkring solopgang var der jo lige et par af de der fuglestemmer som vi skal prøve, at få styr på.

Efter morgenmaden og nogle kopper kaffe brugte vi resten af formiddagen på, at gå lidt rundt i haven - der ikke er stor - pakke bagagen, skrive blog og læse.

Lidt før klokken elleve blev vi kørt til lufthavnen, der er en del af hotellets service. Det tog maksimalt ti minutter, da der kun er små fem kilometer til lufthavnen. Så var det ellers ind i køen for, at tjekke ind på flyet. Det tog en halvtimes-tid før vi var fremme ved skranken. Heldigvis ville vores bagage blive sendt hele vejen til København, så vi skulle ikke bekymre os om den i hverken Miami eller London. Vi håbede så det gik bedre end på udrejsen, men det virkede mere overbevisende denne gang - men det ville tiden jo vise.

Efter check-in skulle vi så over i en anden kø for, at betale lufthavns skat på 29 $ pr. person. Det er først for nogle måneder siden, at Costa Rica som mange andre steder, besluttede at det skulle indgå som en del af billetprisen (eller hvordan det nu er det fungerer), men vores billeder var købt før det var trådt i kraft så der var ingen vej udenom, hvis vi ville hjem i dag - altså nu ville vi jo egentlig gerne blive i landet, men det skulle være en anelse mere planlagt end mangle betaling af en lufthavnsskat.

Men heldigvis var der køen ikke lang så det blev klaret hurtigt. Næste udfordring var så at få afleveret 'beviset' tilbage ved check-in skranken. Vi havde fået af vide vi ikke behøvede at stå i kø igen, men bare skulle gå op og aflevere til en eller anden ved skranken! Men lidt stor man så i kø alligevel, for sådan bare lige bryde ind i nogle andres check-in-situation og når ham der fortalte os proceduren ikke længere var til stede. Men vi fik afleveret et par lapper papir til en dame ved siden af den skranke, hvor vores bagage blev tjekket ind.

Der var stadig to timer til vi skulle flyve - fra hotellet havde de anbefalet at vi skulle køre tre timer før afgang - så vi skulle have tiden til at gå. Det det var blevet middag var det jo oplagt, at få noget at spise. På vej mod lufthavnens Food court blev vi mødt af en streaker, tre lufthavnsvagter og 37+ unge amerikanere, der alle var i gang ned at tage fotos og filme optrinnet - altså det var kun de unge der fotograferede og filmede. Det var en oplevelse af stor morsomhed for dem. Vagterne, der stod tæt omkring - tilsyneladende uden at fastholde streakeren - syntes vist det var knap så morsomt. Streakeren stod gengæld bare helt stille i al sin nøgenhed, kun iført en hat og muligvis et tørklæde - men han havde en ølflaske i hånden. Men der var også varmt.

Men efter den oplevelse havnede vi hos Smash Burger og fik hver en Smash Burger Classic.

Efter næsten tre timer flyvetur landende vi i Miami. Denne gang habde vi også meget kort tid til, at komme igennem 'immigrationen' inden vores fly til Europe skulle lette. Men nu havde vi jo været igennem for tre uger siden så burde den automatiske kontrol fungere. Anden afdeling af Miami Airport Maraton begyndte og vi løb fra ankomstgaten til immigrationsområdet og fandt den rigtige kø. Blev vist over til en kortere kø og var lidt efter fremme ved en automatisk paskontrolmaskine. UDA startede og brugte alle sine forsøg på at få foretaget fingeraftryk inden, der blev taget foto. Så var det BEST der var næst - bemærk rimet - og hun brugte også alle sine forsøg med fingeraftryk, fik taget foto og så ventede vi på, at resultatet blev printet ud. UDA fik Nej (markeret med.et stort X og BEST vi OK. Arh så skulle vi alligevel hen til en manuel kontrol og tiden gik. Heldigvis blev anvist en kort kø - der var heldigvis ikke vanvittig mange mennesker i lufthavnen - så vi ventede måske i fem minutter før det blev UDAs tur - og det var de fire fingeraftryk, der ikke var gjort korrekt, så det skulle lige gøres igen. Videre med løbet, hvor flere venlige rejsende lod os komme frem foran dem ved security og yderligere paskontrol.

Ved en paskontrol blev BEST mødt af en smilende kontrollør og ordene 'Fine, you can go but we're gonna keep him'! Jeg mener, at jeg hørte BEST sige et eller andet til kontrolløren, jeg er ikke helt sikker på hvad, men efter han havde kastet et meget kort blik kiggede han på mig og med et glimt i øjet sagde han - 'Have a nice trip', og lod mig passere.

Vi endte med, at være i næsten god tid - på trods af den korte tid vi havde - og nåede vores fly og kom afsted mod Europa, med end mindre forsinkelse for som flyets kaptajn oplyste - 'We are now waiting for the liquer to come onboard'.

Flyveturen over Atlanten tog lige under ni timer og var, hvad man vist godt kan kalde et 'red-eye flight'. Det var i hvert fald en natflyvning. Vi forlod USA om aftenen ved ti-tiden og var fremme i Heathrow, London ved elleve-tiden næsten formiddag.

I Heathrow havde vi så næsten fem timer før sidste del af turen til København. Men der skete ikke det store og det mest interessante var at vi igen fik noget at spise. Der blev serveret både aftensmad og morgenmad på flyet. Men morgenmaden og især kaffen var absolut ikke den bedste - tværtimod - som vi har oplevet på flyrejser.

Et par passagerer, der alligevel ikke ville med flyet til København resulterede i en forsinkelse da deres bagage skulle findes frem fra flyet og pilles ud. En yderligere forsinkelse blev det til da vores startbane blev ændret til en endnu længere væk end den vi ellers skulle have startet fra fra. Det betød en længere køretur i flyet. Til gengæld var der medvind over Nordsøen og Danmark så selve flyveturen tog kun en time og femogtyve minutter.

Vores rygsække var blandt det første bagage, der kom frem på bagagebåndet i Københavns Lufthavn - så det lykkedes at få det med os hele vejen - og så var tre uger dejlig og spændende rejse faktisk slut og nogle få metroststationer senere kunne vi gå det sidst stykke hjem.

Pura vida - ¡hasta luego!

Lands in Love og Quick Car Wash

[Tirsdag d. 28. juli] Det regnede igen fra morgenstunden, og vulkanen var om endnu mere dækket af tunge skyer. Vi besluttede derfor relativt hurtigt, at vi tog morgenmaden på hotellet før vi birdede og bevægede os i retning af Aleujela, hvor vi skal tilbringe turens sidste nat på Hotel Brilla Sol. Samme hotel som ved vores ankomst, da det ligger meget praktisk lige ved lufthavnen, og det er et ganske udemærket lille hotel.

Vi stoppede naturligvis flere steder langs vejen og kiggede på fugle. En fin tigerheron stod i et vandløb og ved Arenalsøen så vi nogle, skarver, hejrer (Green og Great White Heron), et par Pied-billed Grebe og kortvarigt en flot han Crimson-collered Tanager. Pludselig kom der noget glidende gennem vandet - ikke langt væk - lidt skjult i vegetationen. Det lignede en noget elastisk træstamme, så det måtte jo være en krokodille eller en Caiman - heller mest til det sidste, men synes dog ikke øjnene var så markante.

En god mixed species flock passerede, der hvor vejen drejer fra op mod Arenal Obseevatory Lodge og Shining Honeycreeper - hannen en flot blå fugl med gule ben og fødder. Hunnen og ungfuglene er grønlige, hunnen med lidt stribning på strube og øverste del af brystet.

Langs de første 2-300 meter af evakueringsvejen var der godt gang i Mentezuma Oropendolaerne. Der var nok mindst 50 stk. fouragerende bevægede stille og roligt afsted i træerne langs vejen. Der var også en lille flok White-throated Magpie-jay. og så var vi lige ved at tro, at vi så en rimelig sjælden fugl i mellem de andre - en Pheasent Cuckoo - men da desværre så den meget kortvarigt to gange, og skulle være meget sjælden, så tror vi ikke det var en sådan - selvom Halen så lang, bred og brun ud med lys yderbræmme. Men det har måske bare været en Squirrel Cuckoo, der lige snød os i farten?

Vejet blev bedre som vi kom længere væk fra Arenalområdet og vi nu var på vej mod Aleujela. Vi havde timet det så vi kunne spise frokost hos Lands in Love, der er et kombineret 'Hippie-adventure-restaurant-overnatningssted' som BEST havde læst om, og som vi forleden på vej op ikke kunne undgå at se deres reklameskilt, da de stod med få hundrede meters mellemrum fra flere kilometer før - der var i hvert fald mange skilte - og de serverede det hele, men alt i veggie-style og der skulle også være fugle på deres grund, bl.a. Sunbittern. Det måtte vi prøve, men vi nøjede dog med deres café og restaurant, der lå ud til vejen.

På Lands in Love har de god tid, men der var selvfølgelig også kun os da vi var der og vi var stadig i god tid mht. returnering af udlejningsbilen. Men vi fik bestilt vores mad - BEST ville prøve deres pitabrød med falaffel, der ifølge Patrick O'Donnell er de bedste i Costa Rica. UDA bestilte en burger, hvor bøffen var lavet af Soya - alt var jo veggie-style - og blev lige mindet om det med 'You know it is all vegetarian?' - og det vidste jeg jo, både fordi jeg havde hørt om stedet og det stod på menukortet. Der er sikkert nogle, der i tidens løb er blevet overrasket og/eller skuffet. Men begge vores menuer var ganske glimrende og mættede. UDA blev lokket til at få deres desert, der skulle være - 'very good and delicious' - men der er jeg så nok af en lidt anden opfattelse. Det var baclava (ved ikke lige hvordan det staves) og var da ikke dårligt, men det kunne jeg godt have undværet. Og så var det naturligvis en stor portion.

Underholdningen mens vi spiste var ikke fuglene, men mennesker der kom kørende oppe i luften fastspændt i et kabel - det sprang vi lige over.

Vi fandt let frem til Brilla Sol og de kunne godt huske og kende os, og der var også plads til os, hvilket vi dog havde booket sidst vi var her. Da vi habde fået vores bagage på værelset, fik vi en vejbeskrivelse til et sted vi kunne få vasket og rengjort bilen inden vi afleverede den.

Vi fandt stedet, der ikke lå så langt væk, uden problem. Vi skulle dog lige en rundt om blokken for at komme ind. Vi valgte den indgang, hvor der stod Quick Wash, da der trods alt ikke var grund til den helt store omgang. To ansatte råbte noget til os og vi troede der var noget galt - og det var der - vi havde nedrullede vinduer og de skulle lukkes. De grinede af os, for de lurede med det samme, at vi ikke vidste hvad det var for et sted. Bilen var dårligt kommet inden for før to unge fyre begyndte at højtryksspule bilen og to andre med begge hænder vaskede den. Og det var grundigt, efter en spuling mere skulle vi køre frem, hvor en ny ung fyr lige skulede forruden. Indtil nu havde vi overværet det hele inde fra bilen, men blev nu vinket frem til bås 2 og skulle stige ud. Da vi gik hen hus en ung pige for at betale, gik 12 - ja 12 unge fyre igang med støvsugning, håndvaskning af gulvmåtter, solskærme, handskerum - Alt! Alt blev rengjort, der var helt sikkert ikke et sted den bil ikke var ren. Det to maks ti minutter og til, hvad der i danske kroner svarede til den nette sum af ca. 57 kr.! Det var vildt og effektivt og den bil var ren.

Kort efter var vi ved Europecar og det første ham, der skulle tjekke bilen sagde var - 'It is better than when you started'. Ja ok bortset fra de ridser bilen allerede havde for de var der stadig, men ingen nye.

Efter at best havde forsøgt at få et andet hotel til, at komme og hente os, fik en af Europecarmændene fat i det rigtige hotel og inden længe blev vi hente.

Resten af dagen og aftenen var afslapning og noget spise og så småt omstille sig til, at ferien er ved at være slut.