En strejkende pilot, cool Denise og steel drums

Fredag d. 25. juli.

Vi startede med en tur ned ad Discovery-trail i håb om vi kunne finde Little Tinamou - en lille brun skovhønsefugl, eller noget i den stil. Den opholder sig på jorden i regnskoven og det kræver derfor at man er meget stille og rolig og så skal fuglen helst sige noget for, at kunne lokalisere den - og så noget held oveni.

Det lykkedes da heller ikke, selvom vi forsøgte et sted, hvor den skulle være men regnskoven kan være svær. Til gengæld hørte og så vi nogle fine Bearded Bellbirds sidde og kalde i træerne lige over os - og i øvrigt lige ved Bellbirds-skiltet.

Ved morgenmaden fik vi udvekslet fotos og sagt farvel til vores nye bekendtskaber da vi i dag skulle rejse tilbage til Tobago.

Afgangen fra Trinidad blev forsinket med en halv time, men de sagde ikke noget om, hvad årsagen var, men fra et par lokale hørte vi, at det nok skyldtes at der var ferietid og mange skulle til Tobago og det var deres system stadig ikke gearet til. Det viste sig, at det vistnok handlede om, at piloterne ville have mere i løn og derfor lavede en 'markering' af dette ved, at komme senere ud til flyet.

Tyve minutter efter starten fra Piarco Intrnationale Lufthavn landede vi i ANR ... lufthavnen på Tobago. Sammenlignet med ankomsten til Trinidad for en uges tid siden så skulle vi i dag ikke vente på vores bagage, den fik de rimelig hurtigt bragt de 100 m fra flyet til bagagebåndet.

Vi blev mødt af Denise - en ung nydelig kvinde med flot opsat hår og i høje hæle - der straks vi trådte ud fra ankomstområdet præsenterede sig, hvorefter hun konstaterde: 'You are birders I can see with that clothes you're wearing'. Ja vi kunne jo kun give hende ret i den antagelse og vi havde sådan set også birdet mere eller mindre frem til vi blev hentet hos Asa Wrigth.

Denise fortalte, at hun ikke var fuglekigger, men at det var hendes bror der var fuglekiggeren.  Men hun ville da alligevel lige vise os nogle fugle, så kort efter lufthavnen kørte vi ind til et 'wetland' ved en golfbane og feriehusområde. Det var midt. dagen så der var ikke så mange fugle - nogle Ahingaer ('slangehalsfuglen') og en Common Gallinule (rørhøne) og ved et lille vandhul ved hul nr. 6 (vistnok nr. 6) lå en fin caiman i vandet. Både hoved og hale kunne vi se.

Denise var bestemt en cool driver, der bragte os af det snoede veje til Blue Waters Inn i Speyside. Med den ene arm ude af vinduet, hilste hun på og dirigerede sine med trafikanter på en meget sofistikeret måde - og så i bare fødder. De høje hæle ved modtagelsen var kun for syns skyld. Det var også Denise, der fortalte, at forsinkelsen i luftthavnen efter sigende skyldtes en strejkende pilot, og vi havde faktisk bemærket, at han først gik ud til flyet langt tid efter, at der over højtaleranlægget blev oplyst at boarding ville ske om 10-15 minutter. Og hun troede først vi ikke var med flyet, da skærmene med info om flyene blot blev ved at skrive "on time", men da hun heller ikke kunne se flyet valgte hun heldigvis at vente, mens hun fik undersøgt om vi havde aflyst afhentningen. Så mens hun brugte tid på dette nåede vi frem, så ind til videre er det kun os der er forsinket alle aftaler er blevet holdt ingen slinger der.

Blue Waters Inn er et noget andet sted end de øvrige steder vi har boet på rejsen. Det er et udemærket sted, men i den måske lidt finere stil - og i hvert fald dyrere. Nu har hele den del af vores rejse, der er arrangeret gennem Caligo Ventures, været med fuld forplejning, så det er kun drikkevarerne vi skal betale for. Dog er der til alle gæster en gratis velkomstdrink - rum punch!

Blue Waters Inn er stedet, hvor man tager hen hvis man er på dykkerferie - eller fugleferie med Caligo. Der er dog ikke helt så mange fugle lige omkring, men ude over vandet er der frigatfugle, Brown Noddy'er, Rosenterner og nogle Bridled Terns (Brilleterner) og så selvfølgelig Brown Pelican.

Sidste på dagen fik vi hilst og snakket med ham, der i morgen skal sejle os ud til Little Tobago, hvilket han sagde vi godt kunne på trods af vejret - det blæser en hel del.

Og så var det fredag, hvilket betyder, at der om aftenen er buffet ved poolen og steeldrums og så lige en gratis drink til at starte på - rum punch! Buffeten var glimrende, men pga. vejret var den i dag inden for men vi spiste den i The Shipwreck Bar ud til stranden. Efter maden måtte vi dog flytte os helt op til baren, da regnen blæste op til bordene.

Two million dollar flaget, en forvildet abe og mangrovens skarletrøde ibiser

Torsdag d. 24. juli.
Igen i dag var vi tidligt i gang og det er nu nærmest en vane, at en af de første fugle vi ser er hannen af den Tufted Coquette og i dag var den helt oppe ved blomsterne under feederne, hvilket iflg. guiderne ikke sker særligt tit. Men altså i dag og jeg fik endda lavet en lille videooptagelse af den, og måske vil et af dagens foto faktisk være et doku-foto taget med mobiltelefon (men det afgøres først når jeg er kommet igennem teksten).

Da dagens tur til Caroni Swamp er en eftermiddagstur, havde vi hele formiddagen til at birde omkring Asa Wright. Det blev en tur op til Blanchisseuse Road og retur, hvor vi brugte alle de 'Bird bushcraft' egenskaber vi har tilegnet os på turen. Vi fløjtede, vi sagde mærkelige lyde, vi lyttede og kiggede efter bevægelser - og jo vi fik da set en del fugle og vi kunne også bestemme dem, så noget har vi lært. Men der skal nok trænes noget mere i bird bushcraft for vi er ikke sikker på, at det var vores fløjteri og lyde, der lokkede fuglene til! Det blev til et par nye rovfuglearter i løbet sf formiddagen - White Hawk og Zone-tailed. Hawk.

Vores lille hyggelige selskab, der bestod af Peter fra Port of Spain og Ge Ge og Jack fra USA, blev til frokost forøget med de fire 'franskmænd' som vi havde været på tur med på Tobago for en lille uges tid siden. Det viste sig i øvrigt senere, at se rent faktisk var fra Schweiz - men de talte fransk.

Klokken ca. halv to blev vi hentet af Ruddy, der også var vores guide i går. Han bor som nogle af de andre lokale guider nede i Arima Valley og er stort set nabo til både Charran og Makees, som var vores guider på de første ture.

På vej til Caroni Swamp - der i øvrigt udtales Ca-ru-ni - kørte vi ad nogle smalle gader igennem selve Arima og Piarco ned til East Main Road i stedet for den mere direkte vej derned. Vi tror ikke, at det på nogen måde var hurtigere, men så slap vi muligivis for noget køkørsel og om ikke andet så fik vi set, hvordan der så ud der. Den lokale bedemand boede fx i et meget stort og fancy hus!

Det blev til et kort stop lige efter Piarco lufthavn ved et rensningsanlæg. Det lå lige ud til den store vej, men vi måtte desværre ikke komme helt ind, hvilket de ellers har gjort før. Men fornylig, havde Ruddy fået at vide det var privat grund og man ikke måtte gå derind. Men vi fik set lidt alligevel, bl.a. Yellow-billed Tern og en Osprey - altså en Fiskeørn. Og så lå der også en Specteled Caiman i vandet og man kunne lige se dens hoved. En relativ stor en af slagsen.

På vej videre ad East Main Road så vi et sted langs vejen en flagstang med et meget meget stort Trinidad & Tobagos flag - og jeg mener stort. Ruddy fortalte, at det blev kaldt for 'the two million dollar flag". Om det rent faktisk havde kostet 2 milioner dollars (T&T$) vidste han dog ikke, men der var ingen tvivl om, at det måtte være dyrt med alt det stof.

Vi kørte videre og passerede igennem Trinidads risområde, hvor der bl.a. var black-necked Stilt (Stylteløber), Greater Yellowleg og mange Yellow-headed Blackbird. Vi stoppede kortvarrigt og obsede fra bilen. Både fordi der var ret trafikeret og vi skulle nå et stop mere inden vi kom helt til Caroni Swamp.

Bilen blev parkeret på en bro over hovedvejen, som omtrent følger vestkysten fra Port of Spain og sydpå. Det korte stop gav bl.a  Ahinga - en slangehalsfugl, Ringed Kingfisher, der er en stor isfugl og så var der Long-winged Harrier.

Turen ind i Caroni Swamp sker med båd og er en af de større turistattraktioner på Trinidad. Ud over en sejltur gennem mangroven så er turens highlight, at se de mange Scarlet Ibis, som flyver til overnatning på en lille mangroveø. Vores guide var en ung fyr - Darren, der var ganske glimrende. Han fortalte lidt om området, hvilke fugle, fisk og dyr vi kunne være heldige at se - bl.a slanger i træerne!

Vi havde ikke sejlet ret længe før vi passerede lige under en slange - en boaslange, der havde ligget det samme sted i snart tre uger. Lidt efter var der en til, som var større. Ingen af slangerne i området er giftige og så er de nataktive så der var ikke noget at være nervøs for, og det var også kun den ene slange der lige kiggede lidt op...det så ud til at være en meget afslappende liv. Den ene slange havde ligget det samme sted i tre uger, hvorfor bevæge sig hvis maden kommer til dig.

Pludselig lød der et brøl eller skrig tæt på og inde fra nogle mangrovetræer! Det var kun guiden, en anden passagerer og Bente der nåede og se et glimt af, hvad det var. Det var en abe. Nu så vi jo desværre ikke aber forleden i Nariva Swamp, hvor vi ellers havde håbet på det og så var der nu her, hvor vi ikke havde regnet med det. Men guiden kunne fortælle, at der ikke lever aber i Caroni Swamp, hvilket betød, at aben måtte være en en undsluppen fra fangenskab, hvilket var det mest sandsynlige ud fra det guiden havde set og det faktum, at der på Trinidad kun findes en vildtlevende abe og det er Red Howler Monkey. De lever kun i Nariva Swamp på østkysten og, hvis det var sådan en, ville den ikke overleve ret længe da der ikke føde den kan leve af i Caroni Swamp.

Det var et fedt syn at se de mange Scarlet Ibis komme flyvende i småflokke på mellem fire og tyve stykker og lande i træerne. Nogle af dem gik på en lille mudderbanke, der var ved at dukke som tidevandet var på vej ud. Det var midt i ibisernes yngletid og derfor var det ikke så mange som man kan se på andre tider af året. Men vi syntes nu alligevel, at de 250 - 300 stykker vi så var ganske udemærket. De er bare flotte. Samtidig var der også mange Tricolored Heron og Snowy Egret og en flot Large-billed Tern fløj rundt foran bådene.

Og så nød vi den medbragte rum punch ude på vandet inden vi sejlede tilbage.

Der var lidt mere fart på båden retur men det varede heller ikke længe før det blev mørkt. Vores guide Ruddy var ikke med på båden, men Darren var nu også glimrende til at spotte fuglene,  bl.a en Green-throated Mango - og der er ikke en frugt, men en kolibri - der sad meget højt oppe i et træ. Det blev vores kolibriart nr. 14 på turen, og så missede vi oven i købet en i Nariva forleden.

Vi var sent hjemme efter en glimrende dag, der også havde været meget varm. Der var solskin hele dagen og storset ingen skyer. Det betød høj fordampning og det var i virkeligheden den høje luffugtighed man kunne mærke og som fik det til at føles som en ekstra varm dag. De lokale sagde det også flere gange i dag - 'its a warm day today'.

Den sene hjemkomst betød at de andre netop var blevet færdige med, at spise og der var dækket op til os ved et andet bord. Men vores medgæster var så venlige og blive siddende og snakke til vi havde spist færdig. Dagens emne var forskelle i ferieforhold og - vilkår samt skatteforhold i hhv. Nordamerika og Europa. Det var i øvrigt under aftensmaden vi blev kar over, at 'franskmændene' var schweitzere, og at når man bliver gammel nok i Sweitz så har man 12 ugers ferie, og han ser nu ikke engang særlig gammel ud. De stakkels amerikanere har kun 2 uger, ikke meget.

En ugleart mere - dog kun hørt - kompå listen, da vi sammen med nogle af de andre gæster gik med på en lille 'night walk'. Vi så ingen possom, men glimtene af mange flagermus, der fløj rundt og så en stor Cane Toad. Ja det et den tudse som nogle 'geniale' mennesker en gang tog med til Australien for at løse et problem med græshopper. Og i dag har de så både problemer med græshopper og Tudser.

Tufted Coquette, Blanchisseuse Road bird bushcraft og vedvarende energi

Onsdag d. 23. juli.

Dagen startede som i går med at kigge på kolibrier, men bare tidligere. Bortset fra tålmodighed krævede det godt med myggemiddel. Men ventetiden blev faktisk ikke så lang i dag, hvilket måske skyldtes den tidligere start, da en flot han Tufted Coquette dukkede op mellem de 3 - 4 hunner, der allerede var i fuld gang. Fedt så fik jeg også set den og det var ikke kun i et glimt. Vi havde fornøjelse af den i op til flere minutter og på pænt tæt hold. Bente fik også taget nogle fotos som nogle af folkene fra Asa Wright sagde var 'a pretty good one'. Det kan godt være, at det var sagt i al høflighed, men taget i betragtning af udstyret m.m. så var det da bestemt et udemærkede doku-foto. Et af dagens foto (se nedenfor) skulle egentlig have været et foto - taget med mobiltelefon - af et foto vist på kameradisplayet og zoomet ind. Men det blev simpelthen for dårligt, så fotoet, der viser en tufted Coquette han er et foto af forsiden af Asa Wrights Nature Centre - species checklist. Nu har der været skrevet så meget om den, at der måtte et billede til.

Morgenkaffen blev naturligvis indtaget på The Veranda, hvor der i dag var hele fire guider på plads. De to af dem var dog under oplæring. Det blev til hele to Bearded Bellbirds set fra verandaen, hvilket man ikke ser så tit derfra. Senere var der 6-7 tukaner i 'fireren' - det bare træ, ser står længere ude (og som en af guider nu kalder the toucan tree), så det startede meget godt.

I dag var vores guide Ruddy som vi kaldte ham, da vi ikke kunne udtale hans lange indiske navn, men det havde han det fint med. Turen gik nordpå mod Blanchisseeuse og vi skulle birde langs Blanchisseuse Road op gennem regnskoven, bl.a. for at få nogle af de arter der holder til i større højde. Det var en heldagstur med mange stop undervejs, men køredistance var til gengæld mindre. Vi fik relativt hurtigt et par nye arter - Streaked Xenops og Slaty-capped Flycatcher.

Vi kørte videre op ad den smalle, hullede og snoet vej,  Vi stoppede, vi lyttede, vi kiggede i mens Ruddy immiterede fugle og afspillede stemmer. Sådan fortsatte hele dagen. Det var ikke fordi, der ikke var fugle, men det var begyndt at blive længere mellem de nye arter, da vi efterhånden har set en del arter og nu er Trinidad & Tobago ikke det mest artsrige land i forvejen. Men Ruddy gjorde virkelig, hvad han kunne.

Ved det højeste punkt i Northern Range og på Trinidad (ca. 1000 m.o.h.) bevægede vi os lidt længere væk fra bilen, da vi fulgte en lille grusvej et lille stykke. Her fik vi Golden-olivebacked Woodpecker som ny art.

Bente ville gerne se Spectacled Tanagar - fin lille grå og grønlig fugl med gul isse og nogle sorte 'prikker' på strupen og brystet. Vi så to højt oppe i et træ. Et andet sted så vi Green-backed Trogon, der pludselig sad flot i et træ ved vejen. Den havde sneget sig ubemærket ind på os, da vi i første omgang uden held, havde forsøgt at lokke den til os. Samme sted sad en Black-faced Anttrush og kaldte. En fugl, der udelukkenden opholder sig skjult på skovbunden og derfor er meget svær, at få at se. Men den svarede tilsyneladen på Ruddys immitation af den - men den ville ikke komme frem og flyver over vejen.

Det var godt vejr og solen skinnede og det var meget varmt - især når vi ind i mellem var uden for skoven, hvilket dog ikke var så meget. Selv Ruddy prustede over varmen.

På tilbageturen ville vi igen lige prøve om vi kunne have heldet med Antthrushen. Næsten samme sted som tidligere på dagen sad der en og kaldte. Vi stoppede og Ruddy begyndte at fløjte dens kald. Den svarede tilbage med det samme, men der var meget bevoksning og svært at se skovbunden. Men Ruddy fandt et sted, hvor man kunne se lidt mere og så ville han forsøge, at få den derhen. Den kom tættere på og efter små ti minutter kom den stille og roligt frem og sad nogle få meter fra os før den konstaterede, at det ikke var en anden han og så sneg den sig væk. Det var ren 'bird bushcraft'.

Det blev også til minimum fire Spectacled Tanagers i og omkring samme træ som tidligere. Men denne gang så vi dem bare endnu bedre, så dem kiggede vi på et stykke tid.

Tilbage på Asa Wright var der lige en lille slange, der også skulle ned ad trappen mod det hus, hvor vores værelse er, men den besluttede sig for træet ved siden af. Vi kunne lige nå en kop kaffe inden rum punchen blev serveret. Har jeg fået nævnt, at den faktisk er meget god?

Et par amerikanere er nu dukket op, så antallet af gæster er nu fem personer - og her tæller jeg Peter med selvom han vel egentlig er en del af dem der hører til stedet. Men da han nu spiser morgenmad og aftensmed med gæsterne, så tæller han med.

Dagens emne under aftensmaden var grøn, alternativ og vedvarende energi, da der amerikanske par gik meget op i det og vidste, at der i Danmark var noget med en ø, der var selvforsynende (Samsø, red.). Amerikanerne mente at Danmark var langt foran USA. vi mente selv, at vi da gjorde noget - og i Trinidad kendte man i flg. Peter ikke til den slags.

Vi sprang 'night walk' over og gik i stedet ned og fjernede store sløve fluer fra vores værelse!

Et center for husdyrsforskning, et sumpområde og en nedlagt luftbase

Dagen startede mellem kolibrierne neden for Asa Wrights berømte veranda. Morgenkaffen måtte altså lige vente, da morgenens første mission var, at se den lille bitte Tufted Coquette, der minder om en hummelbi når den fouragerer. Allerhelst ville vi se hannen. Ikke at vi ikke vil se hunnerne - dem har vi set - men hannen har en orange top - som en del af dens navn antyder - og så har den også nogle små lange orange fjer på siden af kinden.

Der er et sted ved nogle bestemte blomster, hvor de oftest ses, så det var der vi stillede os. Hannen viser sig sjældnere end hunnerne som der minimum var tre af her til morgen. Hannerne er så smukke at de andre kolibrier jager dem væk, man skulle ellers ikke tro deres størrelse taget i betragtning at de skulle være en konkurrent ift. kabring af hunner. Pludselige så Bente en han lidt væk fra, hvor vi stod - men den var væk igen i løbet af et splitsekund! Spørgsmålet var så om det var det for morgenen eller om det var et godt tegn? Vi ventede og ventede, men der var kun nogle hunner og nogle af de andre kolibrier, bl.a. Blue-chinned Sapphire, Green hermit og Cupper-rumped Hummingbird.

Nå men efter tre kvarter, hvor hannen stadig ikke havde vist sig igen valgte jeg, at sætte mig op på The Verandah og få den første kop kaffe - jeg trængte. Kun to minutter efter, havde Bente heldet på sin side - en flot han tufted Coquette dukkede op og ikke kun i et kortvarigt glimt, nej den satte sig simpelthen på en gren kun to meter fra hende og i hele 10 sekunder, hvorefter den  i næsten et minut fløj rundt lige omkring samme sted før den forsvandt - vildt!

Det begyndte at regne lige som vi skulle afsted på dagens tur, der skulle bringe os til østkysten og nærmere bestemt Nariva Swamp. Det er Trinidads største sammenhængende vådområde og bl.a. er kendt for Red Howler Monkeys og Manatees. Derudover er der naturligvis også en del fugle. Og så skulle der også være Anakonda!

På udturen brugte vi et par timer ved Aripo Livestock Station et forskningcenter inden for husdyrsproduktion. Det regnede stadig og ret kraftigt da vi kørte gennem indgangen og vores guide Makees - der også var vores guide i går - var ikke særlig optimistisk med det vejr, men nu prøvede vi lige lidt. Heldigvis stilnede regnen så meget af, at man kunne stå ud af bilen og have en paraply inden for rækkevidde. og der var faktisk fugle og endda nogle af de 'its a good one', som vores guide sagde om Pinnated Bittern, der er en rørdrum-agtig hejre og ikke almindlig og ofte svær at se. Vi fik den faktisk ok et kort stykke tid. Så var der Masked Yellowtroat og Ruddybreasted Seedeater, der også var nogle gode nogle. Ellers var der mange southern Lapwing - deres vibe - og mange South American Snipe (bekkasin) der fløj rundt. Der var også mange Fork-tailed Flycatchere. Vi så de flotteste Redbreasted Blackbirds og en lille flok Green-rumped Parrolets fouragere tæt på i noget græs, hvilket selv vores guide synes var ret godt, både fordi de var flotte og tæt på, men også fordi det ikke var et typisk sted for dem. Efter et par timer i området, hvor vi skiftevis var ind og uden for bilen, enten pga. af vejret eller at vi flyttede os mellem nogle obssteder kørte vi videre.

Ude ved kysten og lige på kanten af Nariva Swamp stoppede vi ved en rasteplads og spiste vores frokost inden vi kørte videre. Med al den regn, der var kommet de seneste dage, havde guiden allerede i går fortalt, at vi nok ikke kom helt ind i området, da der ville være alt for meget vand og samtidig utrolig mange myg, men der skulle stadig være chance for at se noget. Desværre lykkedes det ikke at se nogle aber på turen. Det var muligt, at se nogle fra vejen, men i dag holdt de sig tilsyneladende længere ind i området.

En del af Narive Swamp bliver også brugt til landbrug, bl.a. dyrkning af vandmeloner. Derfor går der også nogle enkelte små veje ind i området som vi kørte på. Der var rigtig mange Wattled Jacanaer over det hele, pænt med Pied Water Tyrant, mange Smooth-billed Ani og Cattle Egrets (Kohejre) og så så vi også Crested Cara-Cara, der er en flot rovfugl. Fem Black-bellied Whistling Ducks lande i toppen af et træ og samtidig spottede guiden to papagøjer laaangt væk. Det var to Red-bellied Macaws. Vi kørte længere ind i området ad en smattetjordvej til vi ikke kunne komme længere pga. vand. Herfra så vi Red-bellied Macaws så man kunne se det var dem - ikke supergodt, men nok til at se formen og den gule ansigtstegning tydeligt. Næsten samtidig med, at de fløj væk kom fire store papagøjer flyvende i det fjerne - Blue-yellow Macaws - sådan! Det var dog primært form og størrelsen, der udelukkede andre fugle for farve kunne man desværre ikke se.

På hjemturen kørte vi ind på en tidligere amerikansk luftbase fra 2. Verdenskrig, der har ligget mere eller mindre uberørt siden den gang. Det var derfor blevet til et rigtig godt fuglested, hvor der i tidensløb var blevet set mange ting. Men som så mange andre steder må naturen vige for udviklingen, så nu var området ved, at blivet omdannet, så der var ved at blive bygget nye faciliteter til til universitet og senere skulle der være noget industri. Vi skulle kun forbi en kort tur for at se Sulphury Flycatcher, som vi så 5-6 stykker af og Fork-tail Palm Swift (en lille sejler) som vi også så. Herinde fik vi også lige eftermiddagskagen, men sprang rum punchen over, da vi hellere vil have den tilbage på Asa Wrigth.

Lidt efter klokken fem blev vi sat af på centeret og vi takkede guiden for de seneste par dages fugleture. I morgen er det hans onkel vi skal på tur med. Han fik selv en hård dag i morgen, da hans 84-årige mor skulle opereres (ny hofte m.m) og det lød som en større omgang - ikke bare selve operationen men alt det der skulle til med papirer, forundersøgelser og køren frem og tilbage. Han havde sit hyr med at få koordineret og aftalt det praktiske i løbet af dagen, samtidig med at han skulle guide os. I øvrigt skulle de selv betale, hvad der i alt svarede til ca. 150.000 kroner!

Asa Wrigth er næsten øde. Ud over lidt pesonale, så er de kun os, Peter og en ung landbrugsstuderende. Efter rum punchen fortalte stedets seniorguide lidt om, hvordan han forsøgte at oplære de nye guider, udvikle idéer og forbedre stedet, både for fuglene men også for gæsterne så de kunne få endnu bedre oplevelser. Og så fortalte han lidt om Oilbirds optællingerne som de i de sidste 17 år har foretaget en gang om måneden.

Dagen sluttede med aftensmaden, der i dag var fisk og hvor Peter bl.a. fortalte om, hvordan og hvornår de forskellige nationaliteter ankom op gennem tiden.

Devilbirds, Bellbirds og dansende manakiner

Dagen startede klokken seks med morgenkaffe på The Verandah. Efter morgenmaden skulle vi ned til grotten, hvor der yngler Oilbirds - den eneste frugtædende nataktive fugl i verdenen, som bruger ekkolokation som navigation. Oilbird Cave turen indgår som en del af pakken man bor på Asa Wright i mindst tre dage. Vi var seks personer, to amerikanere, to israelere og så os. Vores guide var Sherilyn - en ung lokal pige. Turen gennem regnskoven ned til grotten tog omkring 30 - 40 minutter og gik ad en smal våd og nogle steder meget glat sti. Undervejs fik vi vist og hørt lidt om nogle af de planter vi så, bl.a. Hot Lips, Sexy Pink ... et eller andet og kakao.

Vi kom ikke helt ind i selve grotten, både for ikke og forstyrre fuglene unødigt og desuden ville det alligevel være bælgravende mørkt. Og så sad de første Oilbirds alligevel ved indgangen i en smal og meget mørk kløft. Med en lommelygte lyste guiden Sherilyn rundt så vi kunne se fuglene og tage nogle fotos. Man måtte naturligvis ikke bruge flash for ikke, at forstyrre fuglene, der da også reagerede på vores tilstedeværelse primært pga. lyskeglen. Det kom sig til udtryk ved at vi hørte deres dybe hæse og hvæsende stemmer. Det lød som et eller ander forhistorisk væsen - eller noget fra en dårlig monsterfilm. Derfor kaldes de også af nogle for 'Devilbirds'. Fuglene selv så også meget specielle ud og minder vel mest om en blanding mellem en natravn og en ugle. Og så var de faktisk ret store - vingefanget er på lidt over en meter.

Ikke mange minutter efter vi var kommet tilbage fra turen begyndte det, at regne - og ikke bare sådan en lille hyggebyge - nej vi taler om mindst et trippelt skybrud med torden og kraftig blæst. Og i mens alle os mennesker søgte ly på The Veranda, hvor man ikke en gang kunne stå ved rækværket uden og blive våd, så var det noget kolibrierne - og især jacobinerne - syntes rigtig godt om. Det benyttede de sig simpelthen til at tage brusebad og blive kølet af. Vi så det allerede i går, men det her var meget kraftigere - og vi taler altså om små fugle på mellem 8 og 11 cm og ikke ret mange gram!

Det regnede længe og sigbarheden var ikke mange meter, men endelig ved halv to-tiden stilnede det af og man kunne kalde det for tørvejr. Vi gik derfor en tur ad et par af de andre stier på området for at se om vi kunne se Bearded Bellbird - fuglen i Asa Wrights logo. De sidder og kalder i træerne men er svære at se. Det lykkedes os heldigvis efter en del venten og vi så to gamle hanner.

Det blev også til både Golden-headed og White-headed Manakin. Det er nogle meget små men ret sjove fugle, der er kendt for deres dans for at tiltrække hunnerne. Vi så nogle Golden-headed lave sidelæns moonwalk og White-bearded foretage spring fra side til side mens de lød som fyrværkeri.

Dagen sluttede vi af med rum punch på The Veranda og bagefter aftensmad i the dinner room. Der er ikke mange gæster tilbage. Ud over os selv så var der de to israelere, de to amerikanere og så et yngre par, der ankom i dag - han fra Trinidad og hun fra Canada. Da vi ikke var flere sad vi - med undtagelse af amerikanere - ved samme bord, og der var derfor rig lejlighed til at udveksle oplevelser og få vendt den seneste tids kriser i verdenen.

Afslutningsvis skal de lige nævnes, at alle fotos i blogindlæggene fra T&T er taget med mobiltelefon og nogle - bl.a. alle dette indlægs foto - er foto af foto vist på kameraets display. Og så mangler der billedtekster, men det må I indtil videre lige klare jer uden.