En strejkende pilot, cool Denise og steel drums

Fredag d. 25. juli.

Vi startede med en tur ned ad Discovery-trail i håb om vi kunne finde Little Tinamou - en lille brun skovhønsefugl, eller noget i den stil. Den opholder sig på jorden i regnskoven og det kræver derfor at man er meget stille og rolig og så skal fuglen helst sige noget for, at kunne lokalisere den - og så noget held oveni.

Det lykkedes da heller ikke, selvom vi forsøgte et sted, hvor den skulle være men regnskoven kan være svær. Til gengæld hørte og så vi nogle fine Bearded Bellbirds sidde og kalde i træerne lige over os - og i øvrigt lige ved Bellbirds-skiltet.

Ved morgenmaden fik vi udvekslet fotos og sagt farvel til vores nye bekendtskaber da vi i dag skulle rejse tilbage til Tobago.

Afgangen fra Trinidad blev forsinket med en halv time, men de sagde ikke noget om, hvad årsagen var, men fra et par lokale hørte vi, at det nok skyldtes at der var ferietid og mange skulle til Tobago og det var deres system stadig ikke gearet til. Det viste sig, at det vistnok handlede om, at piloterne ville have mere i løn og derfor lavede en 'markering' af dette ved, at komme senere ud til flyet.

Tyve minutter efter starten fra Piarco Intrnationale Lufthavn landede vi i ANR ... lufthavnen på Tobago. Sammenlignet med ankomsten til Trinidad for en uges tid siden så skulle vi i dag ikke vente på vores bagage, den fik de rimelig hurtigt bragt de 100 m fra flyet til bagagebåndet.

Vi blev mødt af Denise - en ung nydelig kvinde med flot opsat hår og i høje hæle - der straks vi trådte ud fra ankomstområdet præsenterede sig, hvorefter hun konstaterde: 'You are birders I can see with that clothes you're wearing'. Ja vi kunne jo kun give hende ret i den antagelse og vi havde sådan set også birdet mere eller mindre frem til vi blev hentet hos Asa Wrigth.

Denise fortalte, at hun ikke var fuglekigger, men at det var hendes bror der var fuglekiggeren.  Men hun ville da alligevel lige vise os nogle fugle, så kort efter lufthavnen kørte vi ind til et 'wetland' ved en golfbane og feriehusområde. Det var midt. dagen så der var ikke så mange fugle - nogle Ahingaer ('slangehalsfuglen') og en Common Gallinule (rørhøne) og ved et lille vandhul ved hul nr. 6 (vistnok nr. 6) lå en fin caiman i vandet. Både hoved og hale kunne vi se.

Denise var bestemt en cool driver, der bragte os af det snoede veje til Blue Waters Inn i Speyside. Med den ene arm ude af vinduet, hilste hun på og dirigerede sine med trafikanter på en meget sofistikeret måde - og så i bare fødder. De høje hæle ved modtagelsen var kun for syns skyld. Det var også Denise, der fortalte, at forsinkelsen i luftthavnen efter sigende skyldtes en strejkende pilot, og vi havde faktisk bemærket, at han først gik ud til flyet langt tid efter, at der over højtaleranlægget blev oplyst at boarding ville ske om 10-15 minutter. Og hun troede først vi ikke var med flyet, da skærmene med info om flyene blot blev ved at skrive "on time", men da hun heller ikke kunne se flyet valgte hun heldigvis at vente, mens hun fik undersøgt om vi havde aflyst afhentningen. Så mens hun brugte tid på dette nåede vi frem, så ind til videre er det kun os der er forsinket alle aftaler er blevet holdt ingen slinger der.

Blue Waters Inn er et noget andet sted end de øvrige steder vi har boet på rejsen. Det er et udemærket sted, men i den måske lidt finere stil - og i hvert fald dyrere. Nu har hele den del af vores rejse, der er arrangeret gennem Caligo Ventures, været med fuld forplejning, så det er kun drikkevarerne vi skal betale for. Dog er der til alle gæster en gratis velkomstdrink - rum punch!

Blue Waters Inn er stedet, hvor man tager hen hvis man er på dykkerferie - eller fugleferie med Caligo. Der er dog ikke helt så mange fugle lige omkring, men ude over vandet er der frigatfugle, Brown Noddy'er, Rosenterner og nogle Bridled Terns (Brilleterner) og så selvfølgelig Brown Pelican.

Sidste på dagen fik vi hilst og snakket med ham, der i morgen skal sejle os ud til Little Tobago, hvilket han sagde vi godt kunne på trods af vejret - det blæser en hel del.

Og så var det fredag, hvilket betyder, at der om aftenen er buffet ved poolen og steeldrums og så lige en gratis drink til at starte på - rum punch! Buffeten var glimrende, men pga. vejret var den i dag inden for men vi spiste den i The Shipwreck Bar ud til stranden. Efter maden måtte vi dog flytte os helt op til baren, da regnen blæste op til bordene.

Devilbirds, Bellbirds og dansende manakiner

Dagen startede klokken seks med morgenkaffe på The Verandah. Efter morgenmaden skulle vi ned til grotten, hvor der yngler Oilbirds - den eneste frugtædende nataktive fugl i verdenen, som bruger ekkolokation som navigation. Oilbird Cave turen indgår som en del af pakken man bor på Asa Wright i mindst tre dage. Vi var seks personer, to amerikanere, to israelere og så os. Vores guide var Sherilyn - en ung lokal pige. Turen gennem regnskoven ned til grotten tog omkring 30 - 40 minutter og gik ad en smal våd og nogle steder meget glat sti. Undervejs fik vi vist og hørt lidt om nogle af de planter vi så, bl.a. Hot Lips, Sexy Pink ... et eller andet og kakao.

Vi kom ikke helt ind i selve grotten, både for ikke og forstyrre fuglene unødigt og desuden ville det alligevel være bælgravende mørkt. Og så sad de første Oilbirds alligevel ved indgangen i en smal og meget mørk kløft. Med en lommelygte lyste guiden Sherilyn rundt så vi kunne se fuglene og tage nogle fotos. Man måtte naturligvis ikke bruge flash for ikke, at forstyrre fuglene, der da også reagerede på vores tilstedeværelse primært pga. lyskeglen. Det kom sig til udtryk ved at vi hørte deres dybe hæse og hvæsende stemmer. Det lød som et eller ander forhistorisk væsen - eller noget fra en dårlig monsterfilm. Derfor kaldes de også af nogle for 'Devilbirds'. Fuglene selv så også meget specielle ud og minder vel mest om en blanding mellem en natravn og en ugle. Og så var de faktisk ret store - vingefanget er på lidt over en meter.

Ikke mange minutter efter vi var kommet tilbage fra turen begyndte det, at regne - og ikke bare sådan en lille hyggebyge - nej vi taler om mindst et trippelt skybrud med torden og kraftig blæst. Og i mens alle os mennesker søgte ly på The Veranda, hvor man ikke en gang kunne stå ved rækværket uden og blive våd, så var det noget kolibrierne - og især jacobinerne - syntes rigtig godt om. Det benyttede de sig simpelthen til at tage brusebad og blive kølet af. Vi så det allerede i går, men det her var meget kraftigere - og vi taler altså om små fugle på mellem 8 og 11 cm og ikke ret mange gram!

Det regnede længe og sigbarheden var ikke mange meter, men endelig ved halv to-tiden stilnede det af og man kunne kalde det for tørvejr. Vi gik derfor en tur ad et par af de andre stier på området for at se om vi kunne se Bearded Bellbird - fuglen i Asa Wrights logo. De sidder og kalder i træerne men er svære at se. Det lykkedes os heldigvis efter en del venten og vi så to gamle hanner.

Det blev også til både Golden-headed og White-headed Manakin. Det er nogle meget små men ret sjove fugle, der er kendt for deres dans for at tiltrække hunnerne. Vi så nogle Golden-headed lave sidelæns moonwalk og White-bearded foretage spring fra side til side mens de lød som fyrværkeri.

Dagen sluttede vi af med rum punch på The Veranda og bagefter aftensmad i the dinner room. Der er ikke mange gæster tilbage. Ud over os selv så var der de to israelere, de to amerikanere og så et yngre par, der ankom i dag - han fra Trinidad og hun fra Canada. Da vi ikke var flere sad vi - med undtagelse af amerikanere - ved samme bord, og der var derfor rig lejlighed til at udveksle oplevelser og få vendt den seneste tids kriser i verdenen.

Afslutningsvis skal de lige nævnes, at alle fotos i blogindlæggene fra T&T er taget med mobiltelefon og nogle - bl.a. alle dette indlægs foto - er foto af foto vist på kameraets display. Og så mangler der billedtekster, men det må I indtil videre lige klare jer uden.