En cowboy, et hold tyskere og El Copal

[Mandag d. 20. juli] Det vil sikkert ikke overraske nogen, at vi startede dagen før set var blevet lyst  . Vi begyndte med at birde lige uden for lodgen indtil klokken blev seks, hvorefter vi gik op på verandaen på 1. sal for at få morgenkaffe , der var sat frem. Kort efter dukkede Meghan op og det varede ikke længe før Gary også var der.

Fuglene var igang i træerne, kolibrierne var i fuld gang med at tømme feederne. Morgenen begyndte rigtig flot med fin udsigt til vulkanen (Turrialba - skal lige tjekke navnet). Men i løbet af meget kort tid trak en tåge op ad skråningerne og inden længe så alle fugle grå ud og det gjorde det i hvert fald ikke lettere at bestemme små fugle, der fiser rundt mellem bladene oppe i trækronerne. Heldigvis blev sigtbarheden igen bedre lidt senere. Lige før der blev ringet ind til morgenmaden - ja der bliver ringet med en klokke, når det er tid til dagens måltider - dukkede et par unge amerikanere op. Det var Rebecca og hendes mand Kevin (der kender til Kierkegaard), der var ankommet sent i går aftes. De var også birdere og så var de på bryllupsrejse.

Der var en livlig snak under morgenmaden, men vi var efterhånden også en del mennesker på lodgen - syv personer, da Lisa også dukkede op. Pludselig blev blev stemning brudt da en Bicolered Hawk landende i er træ lige ved siden af og den fløj ikke bare videre men blev siddende så længe, at alle fik den at se og vi kunne konstatere at den sad med resterne af en tukan - nærmere bestemt på næbbet til en Collared Arakari. I øvrigt fortalte Lisa, at der det seneste døgn var registret en voldsom stigning i jordrystelser i området ift. det normale - det var registreret mere end 400 jordrystelser på 24 timer mod normalt ca. 100. det er et område med vulkaner og derfor også geologisk aktivitet, så var det alligevel noget. Vi havde ikke mærket noget til det, men kunne konstatere, at billederne på væggen på værelset hang skævt.

Formiddagen tilbragte vi på Rancho Naturalistas grund da vi skulle videre til næste destination efter frokost. Vi startede ved lyslokkerfælden, der dog ikke havde været tændt i nat, men måske der alligevel var nogle fugle. Der var ikke mange men det blev da bl.a. Tawny-breasted Flycatcher igen i dag. Næste stop var 'Forest Feeder' - to kolibri feeder placeret i skoven ved en overdækket bænk. Vi hørte Band-tailed Barbthroat men de ville heller ikke vise sig i dag. Vi fortsatte op på  'The pasture' - det mere åbne areal, hvor lodgens køer gik og græssede. Fuglene er lettere at se her end inde i regnskoven og havde indtil videre været ganske produktive og området skuffede heller ikke denne gang. Vi så turen første Emerald Tanager, en flot grøn han. To rovfugleunger var meget samarbejdsvillige og vi fik taget nogle gode fotos så vi senere kunne få 'kontrolleret' vores bestemmelse, da mente den ene var en Bicolered Hawk, men var i tvivl om den anden (den ene var en Bicolered Hawk og den anden var en Roadside Hawk). Men der var mange andre fugle, og især Scarlet-tigeted Dacnis (og ikke Tanager som jeg muligvis har skrevet i tidligere post) og Blue-grey Tanager. 

Der tog lidt tid, at komme igennem frokosten - ikke pga. af al den gode mad - men fordi, at ser hele tiden var nogle fugle, der lige skulle tjekkes. Men til sidst måtte vi blive færdige fordi, at personalet skulle jo have ryddet af og vasket op - og vi skulle også videre, selvom vi sagten kunne være blevet, da Rancho Naturalista er et rigtig godt fuglested, og vi habde det hyggeligt sammen med nogle søde og rare mennesker. Vi fik betalt en masse tusinder colones - ja i Costa Rica har pengesedlerne nogle vanvittige høje tal - så nu kunne personalet også få løn, sagde Lisa. Det er lavsæson så der er langt fra fyldt op hver dag. Og så fik vi pakket bilen, sagt farvel og kørte mod næste destination - El Copal. 

I La Suiza gjorde vi lige holdt ved hæveautomaten, da vi skal bo et sted, der er rustikt - læs betydeligt mere enkelt og primitivt - end Rancho Naturalista, og hvis man ikke kan betale med kort der, så var vi sikre på at man heller ikke kunne de i El Copal. Da vi sted i køen til hæveautomaten kom vi til at snakke med manden med cowboyhatten foran os. Da vi fortalte, at vi var 'bird watchers' sagde han - 'ah - you know Lisa? She is my neighbour'. I am him with the horses - I am the cowboy'.  Derefter spugte, hvorlænge vi var i Costa Rica og om vi ville købe noget jord, for han havde nemlig noget han gerne ville sælge til os.

Det er da meget pudsigt - okay, det er måske ikke en stor by, men alligevel, at vi lige skulle møde områdets 'cowboy', der var nabo til Rancho Naturalista, men meget passende, da vi skal til El Copal, der lyder som et sted fra en Westernfilm.

Efter lidt mere end en time - inkl. stop for at tjekke fugle - ankom vi til El Copel, der mere korrelt hedder El Copal Biological Reserve - hvorefter alle forestillinger om den amerikanske prærie, støvede westernbyer forsvandt. Det var også let at finde frem til selvom vi også brugte GPS. Det var kun den sidste del af turen, der foregik på grusveje og det var de sidste fem hundrede meter op til lodgen, hvor man følte man man var langt ude og var glad for stor frihøjde og firhjulstræk.

Vi fandt Patricia som Coli havde snakket med i går. Hun viste os vores værelse (La Pava) og vi aftalte aftensmad klokken syv - det var egentlog klokken seks vi mente, men fik sagt forkert. Det taler ikke engelsk på El Copal og set er en helt anden stil end Rancho Naturalista, men meget hyggeligt og charmerende. Det er mere som, at være i fjeldet i en hytte eller i en spejderhytte - der er køjesenge på værelserne. Og så er fer fugle lige uden for, bl.a. Snowcap og Violet-throated .... Vi så bl.a. Emerald-, Black and Yellow Tanager og Rough-throated Manakin.

En halv times tid efter vores ankost kom en bus med ca. 15 tyskere på vandretur, der også skal bo her i to nætter - og nu troede vi lige vi skulle 'off the beaten trail' og så vælter det ind med mennesker. Nej de er nu meget stille og rolige.

I mens vi og tyskerne ventede - ja de måtte også vente da vi nu havde bestemt, hvornår aftenmaden skulle serveres - forberedte vi os på morgendagens birding ved at gennemgå nogle af de mulige arter.

Klokken syv blev der banket på vores dør. Det var Patricia, der med en pandelampe i hånden sagde, at der smilende sagde 'dinner'. Vi fulgte derfor med op til spisesalen, hvor det tyske rejseselskab allerede sad klar i stearinlysenes skær. På El Copal kommer strømmen fra solpaneler og derfor bestod oplysningen af stearinlys på bordene - men det var meget hyggeligt. Der er også lamper på El Copal, men man kommer bedst rundt om aftenen og natten med en pandelampe.

(red. d.28-07-2015)

I slangernes land

[Søndag d. 19. juli] Der var gang i fuglene fra tidlig morgen og vi så bl.a. en Snowcap han foran lodgen og nogle forskellige tanagers. Vejret var ganske fint og temperaturen var meget passende til birding. Sammen med Gary skulle vi på en guided tur.

Klokken seks mødtes vi med Meghan og guiden Coli på verandaen på første sal, hvor kaffen også var klar. Efter en kop kaffe, nogle kolibrier og tanagers senere gik vi ned til lyslokkerfælden. Den havde stået tændt hele natten og tiltrukket natsværmere og andre insekter til som nu måske ville tiltrække nogle fugle. Det varede ikke længe før de første fugle dukkede op, bl.a. Tawny-chested Flycatcher, som var en af dem vi håbede på, men den forsvandt igen efter, at den havde vist sig et par gange. Nogle Plain-brown Woodcreeper og Red-throated Ant-tanager var forbi og fik sig et par gode 'natsværmer-hapsere' forbi. Der var andre fugle forbi inden vi gik tilbage og fik morgenmad.

Efter morgemaden birdede vi resten af formiddagen sammen med Coli og Gary. Det startede stille og roligt uden det helt store, men som formiddagen dagen skred frem, så og hørte vi en masse spændende fugle, og guiden Coli var rigtig god. Ud over at kunne spotte fuglene, så kunne han og fuglestemmerne og han fortalte han, hvad vi skulle lægge mærke til. Vi så Bi-colored Hawk, Roadside Hawk, en flatbill, en gnatwren, nogle 'mixed species flock' med bl.a. Scarlet-thiged Tanager, Spectled Tanager og flere arter euphoniaer. Vi så Great Tinamou og hørte en Shythebill - der er en woodcreeper med et meget langt og buet næb. Og endelig må nogle manakiner, der altid er sjove at se.

Undervejs var vi oppe i et område, der er kendt for, at huse en god bestand af Ver-de-lance - en slange man absolut ikke skal komme i nærkontakt med, da dens gift er dødelig giftig. Derfor er det meget vigtigt, at man i de områder holder sig til trailen, så man kan se, hvor man går og man skal heller ikke bare gribe fat i hvad som helst. Det er så lidt problematisk, at mange af fuglene bevæger sig rundt meget højt oppe i træerne og man derfor bruger en del tid med at kigge op ad. Men heldigvis er det ikke sådan, at det vrimler med, men guiden mindede os lige om det. Ikke mange minutter senere udbrød BEST pludselig et 'UUUHÅÅ!' og nærmest sprang bagud. Vi andre stoppede brat op og troede, at hun var blevet stukket af en hveps eller noget - men nej det var ikke det. En lang slange var strøget på tværs af trailen få centimeter foran hende. Ingen af os andre nåede at se den da Coli og jeg netop var gået forbi det sted slangen passerede, og Gary gik bagerst og kunne ikke se noget. Vi ved ikke, hvilken slange det var, men den kom ud fra en bambus, noget vi også lige havde hørt var et sted. Fer-de-lance godt kunne lide! Nu skulle BEST helt sikkert ikke med aftenens night walk.

Da vi var tilbage ved lodgen - efter en rigtig god tur, på trods af nogle generende myg en en enkelt slange undervejs - var Coli så venlig og hjælpsom, at han ringede til ejerne af El Copal Biologiske Reservat, hvor både han og Lisa - bestyreren/ejeren af Rancho Naturalista - havde anbefalet os, at tage hen. Det er kun en times tid herfra, det er højere op, fuglene er mindst lige så gode, det er rustik, det er meget billigere og ejerne taler stort set ikke engelsk. De mente, at vi helt sikkert ville synes om det - 'you will love it'. Så det må vi jo prøver og derfor ringede Coli til dem for at tjekke om der var plads og prisen. Der var plads og prisen kunne vi fint leve med da det var meget billigere end Rancho Naturalista.

Da vi skal betale for vores ophold med kontanter blev vi nød til, at køre til La Suiza om eftermiddagen for at hæve penge. Inden kørte vi først ned til et sted ved Tius River, der skulle være godt og hvor man kan se Sunbittern. Den så vi ikke, men så til gengæld en flok på 30 - 40 Crimson-fronted Parkeret, der fouragerede i nogle buske. Vi kørte videre mod et lille sted - La Mina - der skulle være det sikreste sted at se Sunbittern. Det var begyndt at regne da vi stoppede ved floden ved den grusvej vi mente måtte føre til La Mina. Der sad en fin Green Kingfisher på en sten ude i floden. Vi kørte ned ad grusvejen og fandt et sted at stille bilen og begyndte, bevæbnet med kikkerter, kameraer og paraplyer, at lede efter Sunbittern. Vi talte lidt om, hvad en fugl, der er knyttet til vand, ville gøre i regnvejret. Ville den sidde i ly under et træ eller en busk eller ville den være helt upårviket og bare gøre, hvad en sådan plejer at gøre? Vi fik svaret lidt efter længere nede af vejen - de går nemlig på vejen. Først lettede én og kort efter en anden og landede nede på nogle blotlagte  gruspartier i floden. Hold op en flot fugl, især når den flyver, hvor man kan se den flotte vingetegninger.

Resten af eftermiddagen gik med skaffe kontanter og få tanket benzin på bilen. Nærmeste hæveautomat findes i La Suiza ca. 7 km fra lodgen, men man skal helt til  - Turrialba for, at tanke benzin. Så nu skulle vi være klar til næste del på turen.

Night walken med Meghan blev desværre ikke til noget. Der kom en fodboldkamp i vejen - Costa Rica skulle møde Mexico i kvartfinalen i den turnering, der svarer til vores Europamesterskab - den skulle hun se med nogle venner og var derfor ikke hjemme.

Fra Gavilan til Rancho Naturalista

[Lørdag d. 18. juli] Det lød som om det stadig regnede da vi stod op til morgen, men det var vand, der dryppede fra træerne og ned på taget af vores cabina. Howler Monkeyen havde også været i gang med sit brølere.

Vi startede som vanligt med, at birde på ejendommen inden morgenmaden. Floden Sarapiqui (tjekker stavemåden senere), der passerer lige forbi Gavilan Lodge, var vandstanden steget ret markant efter det seneste døgns nedbør - og umiddelbart var det med i hvert fald to meter og måske mere. Men det havde også regnet rigtig meget. Morgenmaden producerede kun en enkelt ny turart - af dem som vi kan bestemme.

Efter morgenmaden pakkede vi bilen og fik afregnet vores ophold på lodgen, hvorefter vi kørte mod en anden spændende lokalitet i den karibiske region - Rancho Naturalista - et af 'stederne' i Costa Rica når det gælder fugle.

Det tog små tre timer at køre turen fra Gavilan Lodge i Puerto Viejo til Rancho Naturalista nær Turrialba. Første del af turen foregik ad lange lige veje i lavlandet indtil vi nåede byen Siquires. Her proviantere vi i Maxi Pali - en supermarkedkæde - så vi havde vand og lidt chips. Fra Siquires gik det via snoede veje op i lidt større højde - 'middle elevations' eller  'the foothills' - til vi drejede ind på indkørslen til Rancho Naturalista, der førte os det sidste stykke op til lodgen. En spændende, meget smal og meget ujævn vej, hvor stor frihøjde på bilen var en god ting. Det regnede på vej op og vi mødte kun en enkelt bil, det var på vej ned og som vi skulle bakke ned til et sted vi kunne kører langt nok ud til siden så vi kunne passere hinanden. Da vi kom helt op til lodgen blev vi mødt af en chäferhund og Lisa, der bød os velkommen. Da vi ikke havde booket på forhånd var vi lidt spændte på om der også var plads til os selvom det ikke er højsæson, men det var der heldigvis. Faktisk var der kun én anden gæst - Gerrie fra Los Angeles - der netop var ankommet fem minutter før os med den bil vi mødte på vej op. Vi fik 'Mastersuiten' eller hvad den nu hed, lodgens største værelse - og det er stort - med egen veranda med udsigt til vulkanen Turrialba og en feeder med flotte kolobrier.

Da vi var blevet installeret mødtes vi til en lille velkomst på den fælles veranda på 1. sal, hvor vi hilste på Gary, der som nævnt også er gæst  og så hilste vi på Megan, der arbejder på lodgen, hvor hun fungerer som guide og sørger for gæsterne føler sig hjemme - og så er hun i øvrigt birder.

Efter lunch, som var rigtig god og som vi spiste sammen med Gary og Megan, fortalte Megan lidt om stedet og området og lidt senere mødtes vi udenfor så ville hun vise, hvor vi kunne se Snowcap - en flot lille kolibri som vi så med det samme - og hvor man kom til trails og 'hummingbird pools'. Da vi havde fået denne indledende orientering skiftede vi til støvler og gik selv en tur i en del af området. Det gav bl.a. White-crowned Parrot - en lille familieflok, Gartered Trogon, Mentezuma Oropendola, 'Kill Bill' som vi kalder Keel-billed Toucan da det er lettere og hurtigere at sige. Der kom også en 'mixed species' flok - noget man skal være opmærksom da der pludselig kan være mange fugle, mange arter og de kan være lige så hurtigt væk igen. Denne flok gav bl.a. Scarlet-thiged Dacnis, Bay-headed Tanager, Olive-backed Euphonia og Rufous Mourner bare for at nævne lidt.

Klokken fire gik vi ned til 'hummingbird pools', hvor Megan ville være og kigge på kolibrierne, der opsøger nogle pools i et vandløb for at bade. Vi stod der i halvanden time og så seks arter kolibrier der badede ved at dykke ned i vandet. Det så ret sjovt ud.

Aftensmaden blev serveret klokken 18 og vi fire spiste sammen og snakkede om forskellige ting. Dagen sluttede af med, at vi efter aftensmaden gik ned til et lyslokker, der var blevet tændt for at tiltrække natsværmer og andre nattetime smådyr og kikkede lidt på dem inde vi gik tilbage.