Viser opslag med etiketten Ulvshale. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ulvshale. Vis alle opslag

tirsdag den 2. april 2013

Der var 3, der var 4, de var 5 havørne, kridtstøv og endelig traner

Påskeferien er slut og B&U er tilbage i dagligdagen igen, men vores læsere af B&U Bloggen skal ikke snydes for et lille indlæg og billeder fra feriens sidste dage.


Både søndag og mandag (Påskedag og 2. Påskedag) strålede solen fra en mere eller mindre skyfri himmel, nattefrosten herskede stadig, men solen fik mere og mere magt, hvilket betød at dagstemperaturen sneg sig over 0 gr. C. Vi var naturligvis i felten og obse begge dage.

Om søndagen gav Ulvshale-Nyord 7-8 forskellige havørne med den lille ø Tyreholm som deres absolutte foretrukne opholdssted. Først sad der tre på taget af hytten på øen. Så var der pludselig fire og mindsandten om der ikke dukkede en femte op - fedt. På trods af skarpt modlys (vi obsede fra fugletårnet på Nyord) vurderede vi, at de alle var yngre fugle. Pludselig lettede en sjette havørn fra øen og mens vi fulgte den flyve mod fløj Sjælland afslørede den hvide hale, at det var en adult fugl. Der ud over sad en yngre havørn På en isskruning øst for Nyord og en anden trak i sydvestlig retning over Ulvshaleskoven. Det blev også til tre røde glenter og en ung vandrefalk. Og så blev det endelig til traner i påskeferien. Under frokosten hjemme som vi indtog på terrassen trak to flokke traner over haven. Først en flok på 42 og lidt efter en på 25. Vi skulle helt sikkert til Møns Klint næste dag.

Fire havørne på taget. Tyreholm (håndholdt digiscoping).

Og så var der fem havørn. Tyreholm (håndholdt digiscoping).
Mandag tilbragte vi ved Jættebrink på Møns Klint lige syd for Klinteskoven sammen med nogle af de andre lokale fuglefolk (ja vi føler os altså efterhånden som en del af de lokale). Alle satsede på at der for alvor kom gang i fuglenes forårstræk og især nogle trækkende traner og rovfugle. Og der komme også traner - omkring en 600 stykker, der trak over en bred front. Alle flokke blev talt mange gange (var der 70 eller 82 i den ene af flokkene langt ude over Østerrsøen?). Det var ikke historiens største trækdag men der skete dog lidt hele tiden. Sanglærker, engpibere, rørspurve, mejser, hulduer og en gulirisk passerede obsposten. Vi så et par ravne, rørhøg, fiskeørn, duehøg, røde glenter og 4-5 havørne og naturligvis en lokal vandrefalk, spurvehøge og musvåger. Og så er de blå anemoner også ved at komme frem i Klinteskoven. Men dagen gik og vi måtte til at børste kridtstøvet af. Ja det støver derude på klinten - der lå et fint tyndt lag kridt over det hele. Det var et resultater af påsken tørre vejr og den i starten af perioden kraftige østenvind. Men det var en god og hyggelig dag at afslutte påsken med.

UDA 02-04-2013, kl. 21.03

Der hygges. Bente, Birgit og Henny på Jættebrink, Møns Klint.
Der obses. Ole og Per på Jættebrink, Møns Klint.
Der fotograferes. Leif på Jættebrink, Møns Klint.
Der obses. Palle på Jættebrink, Møns Klint.
Forårstegn. Blå Anemone i Klinteskoven, Møns Klint.


tirsdag den 26. marts 2013

Den nye boardwalk, friske fisk, tapas og en Sjagger

Det har været et meget flot vejr på Møn i dag: Solskin og blå himmel. Men østenvinden gør, at det stadig føles rimelig køligt selvom om dagstemperaturen sneg sig op på hele 1 gr. C. B&U kørte en tur til Østmøn for, at komme en tur på klinten og afprøve den nye boardwalk ved Freuchens Pynt. Den nye boardwalk giver gangbesværede, kørestolsbrugere, folk med dårlig kondi - ja fakstisk alle besøgende ved Møns Klint mulighed for let at få et kig ned og og ud over Østersøen. I dag var det en kold fornøjelse, da vind stod direkte ind fra vandet. Der var endnu ikke nogen blå anemoner og der var heller ikke så mange fugle. Men en af de lokale vandrefalke gav en hurtig flyveopvisning i vinden inden den fløj sydpå langs klinten. Lidt efter kom en ung havørn trækkende lavt over parkeringspladsen ved Geocenter Møns Klint.

I Klintholm Havn tjekkede vi 'Sydmolen' for sortgrå ryle, men uden held. En fiskerkutter returnerede til hvnen i en sværm af måger. Vi forsøgte, at tjekke om der skulle være en af de mere sjældne måger i mellem. Det var dog udelukkende helt almindelige danske måger. Fiskerne begyndte at losse fangsten, der bestod af fladfisk, torsk og nogle flotte sild. Tilbage ved bilen mødte vi Per (PSH) og vi fik en lille sludder inden vi kørte mod Stege for at handle.

Vi var blevet sultne så inden vi handlede smuttede vi lige ind på David's Café og fik de sidste to pladser der var ledige og snuppede deres glimrende tapastallerken og rundede af med espresso. Og så var vi klar til at handle.

Resten af dagen tilbragte vi i haven på Ulvshale. BEST nød solen på terrassen og UDA satte et spejlnet op med det formål, at forsøge at fange og ringmærke den sjagger, som har holdt i haven de sidste par dage. Og det lykkedes. Det viste sig, at være en hun i sit 2. kalenderår (2K) og var samtidig ny art på vores Møn ringmærkningsliste.
UDA 26-03-2013, kl. 20.29.



Den nye boardwalk, Freuchens Pynt, Møns Klint

Friske sild, Klintholm Havn

Tapastallerken, David's Café
Sjagger (Turdus pilaris) 2K hun, Ulvshale


søndag den 24. marts 2013

Gennem snedriver på Telefonstien

I dag tog B&U en tur på langrendsski på Ulvshale. I solskin og under en blå himmel gik vi ud af Telefonstien. Som ventet var der en hel det sne. Det meste lå som store snedriver på Telefonstien, hvilket gjorde det lidt mere besværligt, da nogle af driverne var halvanden til to meter høje. Det føltes næsten som en tur i vintertur i vildmarken. Undervejs så vi en masse forskellige dyrespor i sneen. Lidt sydøst for Gåsesøen var vejen blokeret at et væltet træ. For at kunne komme videre måtte vi væk fra Telefonsteien og ud på engen, og så valgte vi at fortsætte ud til diget derfra. Lidt efter var vi ved et af vores farvoritsteder og det var derfor oplagt, at holde pause og tage en kop varm cacao. Indtil videre havde vi ikke set så mange fugle på turen, kun hørt et par trækkende sanglærker. Det meste af fladvandet var isdækket. I noget åbent vand i Pilebo Rende mellem  Tyreholm og Horsnæs fouragerede 13 strandskader og på taget af skuret på Tyreholm sad en adult havørn. Vi var ikke de eneste, der var ude på langrendsski. Det var Ole Lund og Birgit også og de komme også via diget. Vi fik en lille sludder med inden de fortsatte og vi begyndte tilbageturen. Herunder er der lidt stemningsbilleder fra turen.
UDA 24-03-2013, kl. 21.31

lørdag den 23. marts 2013

Off-piste cross country skiing, Earth Hour og endelig påskeferie

[With a short english summary]
Vi er efterhånden langt inde i marts måned og vi har netop startet vores længe ventet og tiltrængte påskeferie men det føles ikke som forår. Vi havde egentlig forventet, at vi skulle tilbringe en del tid på Østmøn og følge tranernes forårstræk. Men som vejrsituationen ser ud for den kommende uge ser det lige nu ikke så lovende ud. Dagstemperaturen er i dag under 0 gr. C, det blæser kraftigt fra øst og det sner. Men istedet for traneobs fandt vi vore langrendsski frem og tog på sæsonens første 'Off-piste cross country skitour'. Det blev til 2 - 3 km i nærområdet på Ulvshale gennem snedriver og dermed nogle steder en pæn snedybde. Vi fik pulsen op så det må da trods alt have en positiv effekt på konditionen.
Og så er det i aften, at det er Earth Hour (www.earthhour.org og http://earthhour.wwf.dk/) så husk at slukke lyset kl. 20.30 - 21.30 og vær med til at sende et signal om, at det er nu vi skal handle for at stoppe den globale opvarmning - ikke blot den ene time, men hele året rundt.
English summary:
We are way in March but it doesn't feel like spring. Day temperature is below zero, strong easterly wind and snowing. Our Easter holliday has begun and the plan was to watch the crane spring migration at the eastern parts of Møn but the weather forecast doesn't seem promising. Instead we did some Off-piste cross country skiing in our neighbourhood at Ulvshale.
Remember today is Earth Hour (www.earthhour.org og http://earthhour.wwf.dk/) - make a statement for our global climate.
UDA (23-03-2013, kl. 11.42)
Off-piste cross country skiing at Ulsvhale
BEST in action