onsdag den 23. juli 2014

Et center for husdyrsforskning, et sumpområde og en nedlagt luftbase

Dagen startede mellem kolibrierne neden for Asa Wrights berømte veranda. Morgenkaffen måtte altså lige vente, da morgenens første mission var, at se den lille bitte Tufted Coquette, der minder om en hummelbi når den fouragerer. Allerhelst ville vi se hannen. Ikke at vi ikke vil se hunnerne - dem har vi set - men hannen har en orange top - som en del af dens navn antyder - og så har den også nogle små lange orange fjer på siden af kinden.

Der er et sted ved nogle bestemte blomster, hvor de oftest ses, så det var der vi stillede os. Hannen viser sig sjældnere end hunnerne som der minimum var tre af her til morgen. Hannerne er så smukke at de andre kolibrier jager dem væk, man skulle ellers ikke tro deres størrelse taget i betragtning at de skulle være en konkurrent ift. kabring af hunner. Pludselige så Bente en han lidt væk fra, hvor vi stod - men den var væk igen i løbet af et splitsekund! Spørgsmålet var så om det var det for morgenen eller om det var et godt tegn? Vi ventede og ventede, men der var kun nogle hunner og nogle af de andre kolibrier, bl.a. Blue-chinned Sapphire, Green hermit og Cupper-rumped Hummingbird.

Nå men efter tre kvarter, hvor hannen stadig ikke havde vist sig igen valgte jeg, at sætte mig op på The Verandah og få den første kop kaffe - jeg trængte. Kun to minutter efter, havde Bente heldet på sin side - en flot han tufted Coquette dukkede op og ikke kun i et kortvarigt glimt, nej den satte sig simpelthen på en gren kun to meter fra hende og i hele 10 sekunder, hvorefter den  i næsten et minut fløj rundt lige omkring samme sted før den forsvandt - vildt!

Det begyndte at regne lige som vi skulle afsted på dagens tur, der skulle bringe os til østkysten og nærmere bestemt Nariva Swamp. Det er Trinidads største sammenhængende vådområde og bl.a. er kendt for Red Howler Monkeys og Manatees. Derudover er der naturligvis også en del fugle. Og så skulle der også være Anakonda!

På udturen brugte vi et par timer ved Aripo Livestock Station et forskningcenter inden for husdyrsproduktion. Det regnede stadig og ret kraftigt da vi kørte gennem indgangen og vores guide Makees - der også var vores guide i går - var ikke særlig optimistisk med det vejr, men nu prøvede vi lige lidt. Heldigvis stilnede regnen så meget af, at man kunne stå ud af bilen og have en paraply inden for rækkevidde. og der var faktisk fugle og endda nogle af de 'its a good one', som vores guide sagde om Pinnated Bittern, der er en rørdrum-agtig hejre og ikke almindlig og ofte svær at se. Vi fik den faktisk ok et kort stykke tid. Så var der Masked Yellowtroat og Ruddybreasted Seedeater, der også var nogle gode nogle. Ellers var der mange southern Lapwing - deres vibe - og mange South American Snipe (bekkasin) der fløj rundt. Der var også mange Fork-tailed Flycatchere. Vi så de flotteste Redbreasted Blackbirds og en lille flok Green-rumped Parrolets fouragere tæt på i noget græs, hvilket selv vores guide synes var ret godt, både fordi de var flotte og tæt på, men også fordi det ikke var et typisk sted for dem. Efter et par timer i området, hvor vi skiftevis var ind og uden for bilen, enten pga. af vejret eller at vi flyttede os mellem nogle obssteder kørte vi videre.

Ude ved kysten og lige på kanten af Nariva Swamp stoppede vi ved en rasteplads og spiste vores frokost inden vi kørte videre. Med al den regn, der var kommet de seneste dage, havde guiden allerede i går fortalt, at vi nok ikke kom helt ind i området, da der ville være alt for meget vand og samtidig utrolig mange myg, men der skulle stadig være chance for at se noget. Desværre lykkedes det ikke at se nogle aber på turen. Det var muligt, at se nogle fra vejen, men i dag holdt de sig tilsyneladende længere ind i området.

En del af Narive Swamp bliver også brugt til landbrug, bl.a. dyrkning af vandmeloner. Derfor går der også nogle enkelte små veje ind i området som vi kørte på. Der var rigtig mange Wattled Jacanaer over det hele, pænt med Pied Water Tyrant, mange Smooth-billed Ani og Cattle Egrets (Kohejre) og så så vi også Crested Cara-Cara, der er en flot rovfugl. Fem Black-bellied Whistling Ducks lande i toppen af et træ og samtidig spottede guiden to papagøjer laaangt væk. Det var to Red-bellied Macaws. Vi kørte længere ind i området ad en smattetjordvej til vi ikke kunne komme længere pga. vand. Herfra så vi Red-bellied Macaws så man kunne se det var dem - ikke supergodt, men nok til at se formen og den gule ansigtstegning tydeligt. Næsten samtidig med, at de fløj væk kom fire store papagøjer flyvende i det fjerne - Blue-yellow Macaws - sådan! Det var dog primært form og størrelsen, der udelukkede andre fugle for farve kunne man desværre ikke se.

På hjemturen kørte vi ind på en tidligere amerikansk luftbase fra 2. Verdenskrig, der har ligget mere eller mindre uberørt siden den gang. Det var derfor blevet til et rigtig godt fuglested, hvor der i tidensløb var blevet set mange ting. Men som så mange andre steder må naturen vige for udviklingen, så nu var området ved, at blivet omdannet, så der var ved at blive bygget nye faciliteter til til universitet og senere skulle der være noget industri. Vi skulle kun forbi en kort tur for at se Sulphury Flycatcher, som vi så 5-6 stykker af og Fork-tail Palm Swift (en lille sejler) som vi også så. Herinde fik vi også lige eftermiddagskagen, men sprang rum punchen over, da vi hellere vil have den tilbage på Asa Wrigth.

Lidt efter klokken fem blev vi sat af på centeret og vi takkede guiden for de seneste par dages fugleture. I morgen er det hans onkel vi skal på tur med. Han fik selv en hård dag i morgen, da hans 84-årige mor skulle opereres (ny hofte m.m) og det lød som en større omgang - ikke bare selve operationen men alt det der skulle til med papirer, forundersøgelser og køren frem og tilbage. Han havde sit hyr med at få koordineret og aftalt det praktiske i løbet af dagen, samtidig med at han skulle guide os. I øvrigt skulle de selv betale, hvad der i alt svarede til ca. 150.000 kroner!

Asa Wrigth er næsten øde. Ud over lidt pesonale, så er de kun os, Peter og en ung landbrugsstuderende. Efter rum punchen fortalte stedets seniorguide lidt om, hvordan han forsøgte at oplære de nye guider, udvikle idéer og forbedre stedet, både for fuglene men også for gæsterne så de kunne få endnu bedre oplevelser. Og så fortalte han lidt om Oilbirds optællingerne som de i de sidste 17 år har foretaget en gang om måneden.

Dagen sluttede med aftensmaden, der i dag var fisk og hvor Peter bl.a. fortalte om, hvordan og hvornår de forskellige nationaliteter ankom op gennem tiden.





En bodyguard, to tukaner og en dommedagskult

Vi var de eneste, der spiste morgenmad klokken seks og grunden til, at vi spiste så tidligt - morgenmaden serveres normalt fra kl. 7.30 - var at vi skulle på tur til Aripo Savannah og Arena Forest med afgang kl. 6.30. Det regnede ikke men det var til gengæld rigtig fint vejr og vi kunne se frem til en meget varm dag nede i lavlandet.

Vores guide var i dag Karamees (jeg er ikke helt sikker på stavemåden, men det bliver der tjekket op på senere) og efter bilen var blevet pakket med drikkevarer og maden satte vi os ind i bilen og begyndte turen. Første stop var allerede efter små 237 meter og altså stadig på Asa Wrights grund, men skidt det gav lige et par regnskovsarter mere til listen.

Videre ned gennem Arima Valley stoppede vi flere steder for at finde nogle fugle. Guiden efterlignede forskellige arters kald for, at lokke fuglene til os andre gange afspillede han stemmen for den art vi kiggede efter fra en iPod tilsluttet en højtaler. Nogle gange virkede det og andre gange reagerede fuglene ikke på det. Det blev bl.a. til Cocoa Woodcreeper, Grey-throated Leaftosser og Red-crowned Ant-tanager. En grøn laser-pointer er nu også en god ting i en regnskov for hold da op, hvor fuglene nogle gange kan være svære at spotte.

På et tidspunkt, hvor vi stod et stykke fra bilen og obsede stoppede en hvid minibus lidt bag vores bil - der i øvrigt talte japansk, hver gang vi startede - og blev holdende. Godtnok var vejen meget smal, snoet og fyldt med huller, men der havde ellers ikke været nogle problemer med passerende biler, men ok den havde tilsyneladen ikke travlt. Da vi satte os ind, startede og var blevet budt velkommen og bedt om, at tage sikkerhedssele på af bilen på japansk, fortalte guiden, at bilen bag os var vores security på turen! Okay - vi skulle simpelthen på fugletur med bodyguard - det har vi trods alt ikke prøvet før. Vi har godt hørt om al kriminaliteten på Trinidad og også, at Asa Wright altid har sikkerhedsfolk med når de tager på ture efter mørkets frembrud, men det var det her ikke. Nå men vi var det lidt spændt på, hvad set egentlig var for et område vi var på vej til.

Næsten ude af Arima Valley stoppede vi et sted, hvor vi kunne være heldig og se Trinidad Euphonia - en lille blå og gul fugl, der lignede Violeaceous Euphonia som vi havde set flere gange oppe ved Asa Wright. Vores security stoppede lidt længere bag os i modsatte side af vejen. En høj mørk grønklædt mand steg ud og stillede sig ved siden af minibussen. Det var da lidt af en spøjs fornemmelse at se på fugle med en bodygaurd. Nå men der virkede nu meget roligt og trygt og vores guide virkede heller ikke specielt vagtsom eller nervøs for den sags skyld - men ok det var der jo så også folk til at tage sig af!

Pludselig sagde security-manden noget i mens han med armen pegede i en retning og samtidig med raske skridt var på vej over vejen krydsede vejen i vores retning! 'Up left-side in the tall tree I see it', sagde han da han var henne ved os. Vores guide svarede: 'Yes I got him and I heard him - there its going left!'. En Trinidad Euphonia fløj forbi højt oppe og forsvandt ind i en trækrone og det var den vores security havde spottede - uden kikkert!

Aripo Savannah er egentlig et landbrugsområde i lavlandet lige syd for The Northern Range. Her kørte vi rundt på nogle små veje, hvor vi stoppde forskellige steder og brugte lidt tid på at se forskellige fugle. Vi følte os ikke utrygge på noget tidspunkt selvom vi kørte rundt på 'the back roads' og det var derfor vi havde security-manden med for en sikkerheds skyld. Heller ikke da guiden efter et stop sagde vi bare skulle fortsætte gående hen ad vejen, så ville han køre bilen længere frem til næste stop - som så i øvrigt var efter et skarpt sving og bag noget bevoksning. Så gik vi der på en vej ude og kiggede på fugle som vi har gjort så mange andre gange når vi er ude og rejse, bare med den undtagelse, at 100 meter bag os blev vi fulgt af en hvid minibus med en mand, der skulle passe på os!

Men vi fik set en del fugle, bl.a. en flok på ca. 120 Black Vultures, en Streaked Cuckoo, omkring 40 Lilac-tailed Parrotlet, som var det største antal, der var blevet set i flere uger. Vi så Fork-tailed Flycatcher flere gange, men desværre ingen siddende så man rigtig kunne se deres haler. Vi så White-winged Becard og Ruby Topaz Hummingbird - vores kolibriart nr. 13 på T&T.

Vores security-mand - der i øvrigt hed Richard - blev efterhånden mere og mere en del af turen, da han havde et superskarpt syn og kunne spotte fuglene på lang afstand og langt oppe i trækronerne og stadig uden kikkert. Han kendte mange af arterne og han var ikke rigtig fuglekikker.

Frokosten - eller lunch, som det jo hedder her - blev indtaget ved et picknick sted ved Arena Forest, hvor vores guide ikke ville tage os helt ind i, da han vurderede, at den megen regn de seneste dage gjorde den meget fugtig og ikke så fremkommelig.

Under lunchen blev både vores guide og security-mand meget snaksaglige og fortalte os, hvordan Trinidad havde udviklet sig gennem tiden, til desværre den kedelige og triste side. Det var især de unge, der ikke gad lave noget og kun ville feste og leve af andres penge. Vi var ikke i tvivl om, at det var noget der optog dem og berørte dem meget, den udviking de oplevede og vi kunne godt forstå dem, når vi hørte deres historier.

Eftermiddagen tilbragte vi på The Verandah, hvor dagens 'Veranda-guide' hed Caleb. Han fandt en Common Black Hawk til os, der sad i et træ langt væk, der var Red-legged Honeycrepper og så landede, der en tukan ude i det træ vi kaldere 'fireren'. Der er også en 'etter', en 'toer' og en 'treer'. Det er nemlig en stor hjælp for så ved man, hvor man skal kigge, når der bliver sagt 'den sidder i fireren'. Men først landede, der en tukan i fireren' som vi så fint i skopet. Så dukkede der en til op, der landede i samme træ, hvilket fik guiden caleb til at sige 'there is one can, now there is two cans'! Ja okay den vittighed virker kun på engelsk, men det var altså to Channel-billed Toucans som vi kortvarigt havde set i går og hørt et par gange og nu fik vi dem heldigvis set ganske glimrende flere gange.

Og ja så var der jo alle kolibrierne, som man ikke bliver træt af. I dag fik vi set Green Hermit betydeligt bedre end forleden. Den er med sine ca. 17 cm den største kolibri på T&T. Et par forlængede halefjer er med til lige at få størrelsen i vejret. Vi så to Longbilled starthroat, hvor af den ene var en flot han.

Rum punchen blev serveret og bagefter var det tid for aftensmaden. Det var tyndet gevaldigt ud i gæsterne. Vi var kun os, de to unge fra hhv. Trinidad og Canada og så en ældre pensioneret herre - Peter fra Trinidad, der mandag til fredag bor på Asa Wright og tager hjem i weekenderne. Han var en slags konsulent ifm. et byggeprojekt der for flere år siden var startet og så udsat pga. krisen men nu kommet i gang igen. Men han kunne fortælle en meget lang og spændende historie, der er for lang til, at gengive her, men kort fortalt handlede om nogle mennesker, der tilbage i halvfjerserne flyttede ud i skoven nær Grand Riviere, brændte alt, hvad de ejede, gik nøgne rundt og ventede på apokalypsen. Apokalypsen var aldrig kommet og politiet, havde ryddet stedet for de nogle og firs mennesesker, der efterhånden var blevet en del af det alternative samfund. I dag skulle der stadig leve fire af dem ude i skoven og så viste det sig, at vi faktisk har mødt en af børnene, der blev født i det samfund, nemlig ham, der passede på skildpadde ungerne og slap dem fri om aftenen.



mandag den 21. juli 2014

Devilbirds, Bellbirds og dansende manakiner

Dagen startede klokken seks med morgenkaffe på The Verandah. Efter morgenmaden skulle vi ned til grotten, hvor der yngler Oilbirds - den eneste frugtædende nataktive fugl i verdenen, som bruger ekkolokation som navigation. Oilbird Cave turen indgår som en del af pakken man bor på Asa Wright i mindst tre dage. Vi var seks personer, to amerikanere, to israelere og så os. Vores guide var Sherilyn - en ung lokal pige. Turen gennem regnskoven ned til grotten tog omkring 30 - 40 minutter og gik ad en smal våd og nogle steder meget glat sti. Undervejs fik vi vist og hørt lidt om nogle af de planter vi så, bl.a. Hot Lips, Sexy Pink ... et eller andet og kakao.
Vi kom ikke helt ind i selve grotten, både for ikke og forstyrre fuglene unødigt og desuden ville det alligevel være bælgravende mørkt. Og så sad de første Oilbirds alligevel ved indgangen i en smal og meget mørk kløft. Med en lommelygte lyste guiden Sherilyn rundt så vi kunne se fuglene og tage nogle fotos. Man måtte naturligvis ikke bruge flash for ikke, at forstyrre fuglene, der da også reagerede på vores tilstedeværelse primært pga. lyskeglen. Det kom sig til udtryk ved at vi hørte deres dybe hæse og hvæsende stemmer. Det lød som et eller ander forhistorisk væsen - eller noget fra en dårlig monsterfilm. Derfor kaldes de også af nogle for 'Devilbirds'. Fuglene selv så også meget specielle ud og minder vel mest om en blanding mellem en natravn og en ugle. Og så var de faktisk ret store - vingefanget er på lidt over en meter.
Ikke mange minutter efter vi var kommet tilbage fra turen begyndte det, at regne - og ikke bare sådan en lille hyggebyge - nej vi taler om mindst et trippelt skybrud med torden og kraftig blæst. Og i mens alle os mennesker søgte ly på The Veranda, hvor man ikke en gang kunne stå ved rækværket uden og blive våd, så var det noget kolibrierne - og især jacobinerne - syntes rigtig godt om. Det benyttede de sig simpelthen til at tage brusebad og blive kølet af. Vi så det allerede i går, men det her var meget kraftigere - og vi taler altså om små fugle på mellem 8 og 11 cm og ikke ret mange gram!
Det regnede længe og sigbarheden var ikke mange meter, men endelig ved halv to-tiden stilnede det af og man kunne kalde det for tørvejr. Vi gik derfor en tur ad et par af de andre stier på området for at se om vi kunne se Bearded Bellbird - fuglen i Asa Wrights logo. De sidder og kalder i træerne men er svære at se. Det lykkedes os heldigvis efter en del venten og vi så to gamle hanner.
Det blev også til både Golden-headed og White-headed Manakin. Det er nogle meget små men ret sjove fugle, der er kendt for deres dans for at tiltrække hunnerne. Vi så nogle Golden-headed lave sidelæns moonwalk og White-bearded foretage spring fra side til side mens de lød som fyrværkeri.
Dagen sluttede vi af med rum punch på The Veranda og bagefter aftensmad i the dinner room. Der er ikke mange gæster tilbage. Ud over os selv så var der de to israelere, de to amerikanere og så et yngre par, der ankom i dag - han fra Trinidad og hun fra Canada. Da vi ikke var flere sad vi - med undtagelse af amerikanere - ved samme bord, og der var derfor rig lejlighed til at udveksle oplevelser og få vendt den seneste tids kriser i verdenen.
Afslutningsvis skal de lige nævnes, at alle fotos i blogindlæggene fra T&T er taget med mobiltelefon og nogle - bl.a. alle dette indlægs foto - er foto af foto vist på kameraets display. Og så mangler der billedtekster, men det må I indtil videre lige klare jer uden.

søndag den 20. juli 2014

Heavy rain, Leatherback Turtles and Trinidad Piping Guan

Fredag d. 18. juli
Så kom regnen! Ok det er trods alt 'Wet season', men vi havde hørt fra flere, at det faktisk havde været ret tørt længe, hvilket sådan set ikke overraskede os, da der som regel er usædvanlige vejrforhold når vi dukker op. Men nu styrtregnede og blæste virkeligt og det havde det gjort siden firetiden og det blev bare ved hele morgenen. Det regnede så meget at man i perioder ikke kunne se til den anden side af Little Bay. Det lignede noget der kunne blive ved hele dagen og så var det jo trods alt meget godt, at fredagen var en transport/rejsedag.
Det var Alibaba himself, der kørte os til lufthavnen - sammen med ham der egentlig skulle køre os - men da Alibaba alligevel havde et ærinde på de kanter så kunne han lige så godt køre. Undervejs blev alle de store og alvorlige emner diskuteret: Hvad skal der til for, at sikre de unge nogle gode fremtidsmuligheder og arbejde og hvordan vil set gå for det lokale fodboldteam i den kommende kamp?
Køreturen tog en time og vi blev bogstaveligt talt sat af ved checkin - det foregår nemlig udendørs udfor 'drop off'. Vi kom også hurtigt igennem security og så var det ellers bare og vente i et par timer i en meget kold indenrigshal (aircondition er altså ikke altid noget hit). Det varede ikke længe før vi konstaterede, at alle fly var op mod en time forsinket - og det på trods af, at flere af de afgange der overhovedet var nævnt på infoskærmen (der var kun én 26'') var 'on time'. Men når man kiggede ud på start- og landingsbanen var man heller ikke i tvivl om, at vejret nok havde en hel del med forsinkelserne og gøre.
Endelig blev det vores tur til at boarde og det var endda kun 20 min. efter planen. Selvom vi løb ud til flyvemaskinen kunne det ikke undgås at vi blev mere eller mindre gennemblødte. Regnen og blæsten tog til i styrke og da alle var om bord og døren lukket, oplyste kaptajnen, at på grund af vejret blev vi på jorden indtil, det værste var drevet over, hvilket nok tog fem til ti minutter. Femten minutter senere kom vi afsted. Vi ankom til Trinidad efter en noget længere flyvetur end planlagt da bi lige skulle udenom det værste vejr. I Piarco Internationale lufthavn blev vi i bus transporteret de ca. 200 m fra fly til bagagehalen, hvor vi så til gengæld fik lov at vente pænt længe på bagagen.
Vi blev mødt af Charran, der skulle være vores chauffør og guide denæste døgnstid og han kunne fortælle, at flyver på afgangen efter vores, havde måtte returnere til Tobago pga. vejret, så vi var glade for vi ikke var blevet mere forsinket. Til gengæld kunne han fortælle, at køreturen til Grand Riviere, hvor vi skulle have en enkelt overnatning, ville tage tre timer og med det vejr, var han ikke sikker på vi kunne komme helt frem. Derfor anbefalde han vi lige fik noget og spise i lufthavnen inden vi kørte afsted.
Men på trods af vejret - det regnede stadig - skulle der ses nogle fugle, så vi kørte lige en runde om lufthavnparkeringen, hvilket hurtigt gav en fem - seks nye arter, bl.a. Yellow-headed Blackbird, Wattled Jacana, Limpkin, Pied Tyrant og White-headed Marsh Tyrant. En ganske fin start på Trinidad-delen af vores rejse.
Tre timer senere efter, at have kørt af en meget smal og meget snoet vej var vi fremme i Grand Riviere og ved vores hotel Mt. Plasier. Det var faktisk holdt op med at regne undervejs og det var heldigvis ingen problemer undervejs - vi så dog en del vand og et par væltede træer og en enkelt elmast, der ragede noget langt ud over vejen.
Stranden er yngleområde for Leatherback Turtles - verdens største havskildpadde - og den strand på Trinidad med den største tæthed. Når ynglesæsonen er på sit højeste kan der være op mod næsten 400 individer på en enkelt nat. Ynglesæsonen var ved at være overstået så vi kunne faktisk ikke være helt sikre på at se nogle skildpadder og med al den regn, der var kommet det seneste halve døgn gjorde ikke oddsene bedre, da der med nedbøren var skyllet store mængder sediment ud i havet, der havde gjord det meget grumst og mindre salt omkring flodudløbeme - pg sådan et er der ved denne strand. vi nåede en lille tur på stranden før den 'lukker'. Mellem kl. 18 og 6 må man nemlig kun opholde sig på stranden, hvis man har købt en tilladelse og er sammen med en autoriseret guide.
Man gør meget format passe på Leatherback skildpadderne, så de indsamler de nyklækkede unger, som graver sig fri omdagen og opbeverer dem væk fra trusler indtil det blever aften, hvor de så slippes fri. Vi fik den oplevelse at set lidt over 400 helt små nye skildpaddeunger blive sluppet fri så de kunnne vandre ned til havet i sikkerhed for diverse prædatorer (bl.a. Black Vulture).
Det lykkedes og få nogle aftensmad selvom, der var meget på menukortet de ikke havde  (igen - det er uden for sæson). Mætte gik vi om til Sea Turtle Informationcenter og købte vores tilladelser og så var det ellers bare, ag vente og håbe på, at der kom nogle havskildpadder i land.
Kvart over ti kaldte Charron på os, at der var spottet mindst en skilpadde, så det var bare om at komme om til infocentret. Derfra blev vi i mørket ført til strand og ganske rigtigt, der i brændingen var der en stor Leatherback på vej i land. Den var dog ikke tilfreds og søgt ud i vandet igen. Længere nede af stranden var der også kommet en i land. Den var kommet længere op og var ved at lede efteer et egnet sted, men den kunnne heller ikke rigtig beslutte sig. Vi var ikke de eneste turister på stranden - vi var vel omkring 25-30 stykker fordelt på et par grupper. hvor vi var i den lille gruppe.
Et stykke væk var en ny skildpadde kravlet et godt stykke op på stranden. Den var lidt under halvanden meter lang og vejede måske op mod 250 kg og så var den ovenikøbet mærket. I følge guiden virkede det mere lovende at dømme ud fra dens adfærd. Og ganske rigtig så begyndte den at 'sætte sig fast' med sine lange forluffer og efter et stykke tid var den klar og begyndte stille og roligt med de bagerste luffer og grave et hul. Vi fik lov og gå meget tæt på og i mens lyste guiden med rødt lys på skildpadden så vi lettere kunne se noget. Og hvilken teknik den havde for at grave dybt og samtidig sikre, at der ikke skred sand ned i hullet. Når selve æglægningen går i gang og som er det, der tager kortest tid, går skildpadden i en trancelignende tilstand. I den periode kan man røre den uden den reagerer på det og derfor kunne guiden løfte skildpaddens ene bagluffe op så vi kunne se æggene. Vi fik lov at komme foran skildpadden og røre ved den og i mens lå dem bare i trance. Da de ca. 80 - 100 æg var lagt gik en længere proces i gang, hvor hullet skulle dækkes og området camufleres. Hele den lange proces var meget hårdt og krævende for skildpadden. Den prustede, stønnede og tog korte pauser under hele forløbet og efterhånden var klokken blevet langt over midnat. På vej tilbage så vi en enkelt og større Leatherback mere. Den var lidt over de halvanden meter i længden.
Lørdag d. 19. juli
Klokken var fem over fem da vi stod op efter fire timers søvn. Det var begyndt og lysneog vi skulle mødes med Charran halv seks så vi kunne komme på dagens 'ekspedition', der gik ud på at finde og se Trinidad Piping Guan eller Pawi som de lokale også kalder den. Det er en rimelig stor spøjs fugl, der lodt ligner et levn fra fortiden og som er endemisk for Trinidad og Grand Riviere var nok det sted der var størst chance for og se fuglen.
Det tog små ti minutter og køre op til det første sted vi skulle forsøge os. Der var andre fugle og se på og vi fik tilføjet nogle arter på listen, bl.a. Yellow Oriole - men ingen Pawi. 'Heavy rain is coming'. Vi måtte et par gange søge ly i bilen, da nogle korte men kraftige regnbyger passerede. Straks solen var fremme blev kunne den fugitge varme mærkes med det samme. 
Efter nogen tid kørte vi lidt videre frem til et andet sted, hvor vi måske kunne være heldige - og om ikke andet ville der også her være  andre fugle og kigge på. Der var bl.a. Plumbeous Kite, White-collared Swift. Og pludselig spottede Bente en Piping Guan i et træ langt væk, men ikke så lamgt fra det første sted vi havde stoppet. På trods af afstanden kunne man sagtens se, hvad det var, men den måtte gerne ses bedre og da der i hvert fald var mindst en i området kørte vi tilbage til første stop. Men umiddelbart var der ingen guaner og se men til gengæld var der nu en meget flot Guianan Trogon, der fløj lidt rundt. Og igen spottede Bente en Piping Guan og denne gang i et træ ganske tæt på, hvor den spiste bær. Den skiftede træ og lidt senere forsvandt den.
Vi kørte lidt frem og tilbage i området og efter det var lykkedes, at se to guaner mere  flyve over vejen, nogle Lineated Woodpeckers, Squrriel Cuckoo og flere andre fugle kørte vi tilbage til hotellet og få morgenmad da der for - jeg ved ikke hvilken gang - kom 'heavy rain'.
Sidst på formiddagen begyndte vi den næsten tre timers køretur til Asa Wrigth Nature Centre, hvor vi skal bo de kommende dage. Vi nåede lige en tur mere op i det område vi havde tilbragt hele morgenen, da det faktisk var et ganske glimrende sted, men 'heavy rain' sørgede for, at vi ikke blev hængende hele dagen.
Det regnede ikke da vi klokken to ankom til Asa Wrigth og det varede heller ikke mange minutter før der var nye arter på listen: Purple Honeycreeper og Green Honeycreeper og så var det også 'Hummer time'. Listen med kolibrier blev også udvidet i løbet af eftermiddagen, som vi tilbragte på den berømte Verandah - og jo den staves med h. Vi bl.a. Brown Violetear, Green Hermit og en hun Tufted Coquette. I alt er vi nu oppe på 12 arterr kolibrier ud af 17 på T&T - detvercda meget godt.
Vi fornemmede at Ann og Elsa fra Asa Wright syntes det var helt hyggeligt, at der med vores ankomst var dukket et par rigtig fugleinteresserede op. Udover os og nogle få andre var det primært nogle dagsgæster, der bestemt ikke var fuglefolk og så en større flok skolepiger på tur og selvom det var meget høflige, så var fuglene næppe deres største interesse. Det boede også på Asa Wright så der var en livlig aktivitet.
Vi fik vores længe ventede rum punch selv om vi dog selv måtte 'efterlyse' den. Ismaskinen var gået i stykker så rum punchen var egentligt sprunget over i dag, men det fik vi lige lavet om på. Den var i øvrigt pænt stærkog indtaget kort før aftenmaden.
På en lille 'Night Walk' op ad vejen med guiden Elsa så vil et par store taranteller, vandrende pinde, en skorpionlignende tung og en sjov lille frø.

fredag den 18. juli 2014

The Waterfall, Coconutbread og chocolate mousse

Torsdag d. 17. juli
Ingen planlagte planer for dagen i dag, udover at vi skulle ned og spise morgenmad hos Cheenos og vi ville gå en tur op til 'The Waterfall', og derfor startede dagen stille og roligt på verandaen med at drikke en kop Nescafé og observere fuglene i og omkring bugten: Laughing Gulls, Nigth Heron, Green Heron og Yellow-crowned Heron, pelikanerne (Brown Pelican), Royal og Roseate Terns og en gammel Brown Booby, der fiskede lige uden for. Dagens første frigatfugle begyndte også at indfinde sig. Tættere på huset og på verandaen var der udover Bananaquit (en lille sort og gul fugl), Mot-mot og nogle enkelte kolibrier også forskellige firben og iguaner og et egern.
Men vi skulle have noget morgenmad så vi gik ned til Cheenos, hvilket ikke tager meget mere end  små ti minutter. Det blev til sort kaffe til os begge da Bente ikke kunne få cappucino og derfor kunne konstatere, at deres hjemmeside tilsyneladende ikke var helt opdateret. Kaffen fejlede nu intet og det gjorde morgenmaden heller ikke. Det var æg, bacon, tomat og agurk og et par gode stykker coconutbread. 
Godt i gang med kaffen dukkede nogle af de lokale op og inden længe indgik vi mere eller mindre i en diskussion om alle de store spørgsmål her i livet: Hvilke syv ting gør, at Messi er den komplette fodboldspiller og hvorfor han så alligevel ikke spillede et bedre VM og om effektivisering af arbejdsmarkedet. Det skal siges, at det primært var Colins der diskuterede og havde en klar menig og holdning til det hele og efterhånden gled de øvrige ud af diskussionen.
Der kom en rimelig kraftig regnbyge men vi sad hos Cheenos og da den havde passeret gik vi tilbage til vores værelse for at hente paraplyerne da det lignede en dag, hvor det godt kunne blive til mere vand. Så vandfaldet måtte lige vente lidt endnu - det var ellers kun ti minutters gang fra Cheenos. Men det gjorde ikke noget for så fik vi lige set en ny papegøjeart da vi næsten var helt tilbage. Det var en Green-rumped Parrotlet en lille grøn ting ikke meget større end en bogfinke.
Det varede så noget inden vi kom afsted igen - både fordi, der stadig var regnbyger og fordi det var meget hyggeligt at sidde på verandaen og kigge, og så kunne B&U Bloggen lige blive opdateret.
Det lykkedes at komme ind og se the Waterfall. Det var en lille fin tur lige ind i regnskovskanten og vandfaldet var lille og fint. Man kunne dog se på  vandløbets brinker, at der nogle gange godt kunne løbe en hel del vand igennem. Der fløj en relativ stor flagermus rundt, men den forsvandt op mellem nogle træer. Jeg skulle lige lidt tættere på da man måske kunne være heldig at finde den hænge i et træ. Inde under nogle lavthængende grene slog en tanke mig - hvordan var det nu med slanger på Tobago? Det er slanger på Tobago og en af dem lå hen over nogle tynde grene - faktisk lignede den en gren, men grene plejer ikke og bevæge sig på den måde! Det viste sig at være en Vine snake - en lang og tynd slange med et meget spidst hoved. Den så lidt spøjs ud, men giftig skulle den vist ikke være. 
Fuglemæssigt var det mest spændende nogle kolibrier og 5 - 6 Orange-winged Parrots, der heldigvis landede og sad så de var til at se. Og så var der naturligvis de allesteds nærværende Banaquits. På vej ud mødte vi et engelsk par, der havde funde en familie Chacalacaer (Tobagos nationalfugl), der kravlede rundt i træerne. Kort efter dukkede en fin Green Heron op i vandløbet og ude ved boldbanen var der en Red-necked Woodpecker og en flok Shiny Cowbirds og nogle Carib Grackles.
Eftermiddagen blev brugt hjemme på verandaen og nede på stranden sammen med alle de mange andre turister. Der var helt klart kommet et ryk ind i løbet af i går for nu rendte der mindst 10 andre turister rundt på stranden og i vandet. Men det var ikke det eneste, der var i vandet for igen i dag var der rokker - Stingrays - og ikke bare en men minimum 5. Og de kom bare tæt på stranden og skabte en del opmærksomhed. De mest vovemodige forsøgte at følge dem i vande med snorkeludstyr, men tydeligt at alle havde respekt for dem. Vi havde nogle fede obs på halvanden meters afstand - fra land vel og mærke. Et par af dem var faktisk pænt store og på den klart største synes man og kunne ane et fodaftryk!
Vi fik aftalt med Alibaba at han arrangerede, at en taxi kommer i morgen og kører os til lufthavnen, da vi skifter lokation.
Aftensmaden blev indtaget på det noget mere fancy sted Castara Retreats, hvor vi var en tur oppe i går, men i dag skulle vi altså spise der. Først en drinks til at komme i gang på og så ellers lige hilse på de samme mennesker som i går - ja det er en lille by og det er uden for sæsonen. Men det er da meget hyggeligt. Maden var glimrende - der var dog ikke meget Caribien over den - den var italiensk. Efter hovedretten ville vi gerne have desert og gerne deres chokolade mousse. Den havde vi nemlig set blive lavet i går og den så god ud. 'When are you leaving Tobago?', spurgte bartendertjeneren da vi spugte om vi kunne få desert. Med det svar var skuffelsen allerede på vej. Da vi svarede desværre i morgen, sagde han - 'then you must have our choclate mousse'.
Deserten var bestemt rigtig god, men den lagde så absolut også bunden for resten af dagen.

torsdag den 17. juli 2014

Newton George, nærkontakt med en rokke og drum night

Onsdag d 16. juli
Vi skulle tidligt op, da vi med kort varsel havde lavet en aftale med Newton George - en meget anerkendt lokal fugleguide - om at komme  en tur med ham. Han havde en tur med fire franskmænd så der var lige plads til os. Lidt i syv stod vi klar ved 'Main Road' i Castara, så han ikke skulle køre ad den meget stejle og smalle vej ned til Alibaba og hente os.
I mens vi stod og ventede fik vi ud over en enkelt ny art til fuglelisten, også hilst og sagt 'hello' og 'what's up' til samtlige, der passerede os. De er meget venlige og hilser på alle enten verbalt, ved at vinke, dytte eller en kombination af de nævnte muligheder. Og så kan de godt lide, at præsentere sig med håndtryk og fortælle en deres navn, hvilket er ganske hyggeligt - naturligvis skal de høre, hvor vi kommer fra - kun et par enkelte gange er vi indtil videre taget for at være tyskere.
Nå men vi stod altså ved 'Main Road', der hvor man kommer ud når man tager en llille sti og short cut for at undgå den stejle vej. Det betød så også, at vi havde placeret os ca 67,5 m fra vejen ned til Alibaba, hvor vejen gennem Castara slår et halvfemsgraderssving (det gør den flere steder). Vi burde naturligvis have gået derop, for der holdt Newton George og fire franskmænd og ventede på os! Det fandt vi ud af da Burge, der lige havde passeret os i sin store sorte Ford (minimum 6 cylinders) kom bakkende tilbage og stoppede ud for os: 'Are you waiting for Newton George?'. Og det gjorde vi jo, og fik nu at vide at han holdt oppe i svinget. Vi takkede og skyndte os derop. Samtidig råbte Burge til en mand i en have, at han skulle råbe videre at vi var på vej - hvilket han også gjorde. Skal da lige love for, at de også er hjælpsomme på Tobago. 
Efter naturligvis at undskylde for denne hændelse og lille forsinkelse (kl. var nu ca. 07:02) var vi på vej ad nogle snoede veje mod regnskoven på Main Ridge med flere stop langs vejen, når der lige blev spottet en eller anden spændende fugl.
Franskændene - to ægtepar- var nok egentlige mere fotografer end egentlige fuglekiggere. Ikke at de ikke var interesseret i fugle, men vi blev hurtigt klar over, at det især for de to mænd galdt om at få nogle superfotos af nogle farvestrålende fugle (især Jacamarerne og trogoner fik de taget en hel del fotos af). Men nu var det også deres tur vi havde fået plads på, og det blev da også en ganske glimrende tur, hvor vi fik set nogle nye arter. Newton George viste os et sted to Poo-too'er  - en insektæder og nataktiv art - som sad total camufleret i et par træer og lignede grene. Dette var ikke i regnskoven men nede på den anden side. Det var et par fugle Newton havde fundet for nyligt og dem ville han vise os.
I løbet af formiddagen gjorde vi et længere stop ved en stream (ja ordet å klinger lidt forkert når man står på Tobago og er på vej op igennem en regnskov). Det var et godt sted. Efter nogen tid dukkede en flot isfugl op, der var Redlegged Honeycreeper, Bluebacked Manakin og Collared Trogon og så en række andre arter. 
Ved næste stop mødte vi en af nationalparkens folk, der lejede gummistøvler til franskmændene for 20 T&T dollars da vi nu skulle gå ind i selve regnskoven. Vi klarede os med vores vandresko. Vi gik en tur ad en sti ned gennem regnskoven, for bl.a. at lede efter kolibrien White-Tailed Sabrewing. Den findes kun på Tobago. Desværre ville den ikke vise sig. Den blev kortvarigt hørt på et tidspunkt. Regnskoven var meget stille, så det blev ikke til så mange fugle, men det er altid imponerende at vandre i en regnskov da træer og planter bare er noget helt andet end en dansk bøgeskov. Vi så en rimelig stor krabbe, der lever i regnskoven, vi så en stor sort hveps, der spiser edderkopper, som bor i huller i jorden med et låg på. Vi så ikke edderkoppen, men så hvordan låget kan åbnes.
På tilbage turen stoppede vi som på udturen kortvarigt når der var noget interessant og se. Bl.a. så vi kolibrier på feeders i en have - og der var en White-Tailed Sabrewing. Newton spurgte om nogle ville derned og fotografere dem, men det var franskmændene ikke interesseret i - de var gået kolde på turen inde i regnskoven og over små brunlig fulge langt væk. Vi fornemmede klart at de ikke rigtig orkede mere. Det skal så lige siges, at de havde kørt i bil en time mere end os, og derfor nok havde været endnu tidligere oppe.
En del af eftemiddagen blev brugt på at slappe af på vores veranda, og vi fik lidt frokost, som bestod af lidt brød og chips og nød varmen i skyggen.
Sidst på eftermiddagen gik vi op til Castara Retreat, der ligger på den anden side af Little Bay lidt oppe i terrænet og med en flot udsigt over bugten. Der bestilte vi et par non-alkoholiske cocktails og sad og obsede fire arter kolibrier, der kom til stedets feeder. Og sørme om der ikke kom en sabrewing forbi - dog kun lige kort, men nok til at se den var grøn ikke blå som jacobinen, der også var der. Og så mødte vi Burge for anden gang i dag - 'oh it's you guys from this morning with Newton George' - og det var det og det var her vi fik hans navn at vide. 
Og så var det onsdag, og onsdag betyder dinner og 'drum night' på the Boat House caféen lige neden for Alibaba, som bestyres af Sharon. Vi havde allerede i går booket plads, hvilket Sharon var glad for da det nu tydede på, at der ville være nok til at trommerne rent faktisk dukkede op! Men inden skulle vi lige have en dukkert, så vi gik først en tur ned på stranden. Vandet var overraskende koldt, hvilket et par andre i vandet bekræftede os i.
Pludselig sagde Bente: 'Nu svømmer du bare stille og roligt ind til mig.... og ingen panik'! Når man hører den sidste tilføjelse og især ordet panik - så ved man, at der er opstået en situation, hvor man vil blive forskrækket over ingen ting, eller også....!? Så var det jeg kom i tanke om de der stingrays, så jeg prøvede at få lidt op- og fremdrift stille og roligt og alligevel med en hvis fart, hvilket betød at minhøjre fod ramte noget i vandet under mig - og det var ikke en sten?! 
Yes det var en stingray, der helt ubemærket var kommet tæt på og svømmede lige under mig, hvor vanddybden var under halvanden meter. I følge Bente blev vandet omkring mig helt mørkt da det ikke var en lille rokke. Nå men det var alligevel også tid til at komme op til 'drum night'.
Der var en hel del mennesker på the Boat house og en blanding af lidt turister og lokale. Vi fik serveret en glimrende fiskeret (Mani-mani) med ris og noget godt tilbehør. Det viste sig, at der var gæster nok for trommerne dukkede op og gav et forrygende trommespil, hvor man fik indtrykket af at de bare kunne blive ved og ved. Det gjorde de dog ikke, da det var hårdt så efter en lille time takkede de af. Og så skal det lige med, at et af bandmedlemmerne på et tidspunkt tog stylter på (og meget lange bukser) og dansede en hæftig dans på stylter og sikke nogle 'moves' han kunne lave.
De fleste takkede af for aftenen da trommerne var færdige ved 21-tiden, det samme gjorde vi. Ved 22-tiden var festen vist helt slut. Modsat sydeuropa betyder varmen her på Tobago ikke at man hænger ud hele natten og holder siesta - nej de står tidligt op og arbejder. Omkring kl. 18 når solen begynder at gå ned, så spises der aftensmad og så er det tid til at gå i seng, så meget passende for fuglefolk at de lyse timers udnyttes fuldt ud.

onsdag den 16. juli 2014

Ferie, frigatfugle og slow living på Tobago

Mandag d. 14. juli
Dagen startede meget tidligt og med noget der virkede ret kaotisk i Kastrup Lufthavn - masser af mennesker og først en halv time i én kø for at få at vide, at vi skulle have vores boarding kort et andet sted da man kun kunne aflevere bagage - ikke tjekke ind! Vi kunne så ikke tjekke ind via self service check in automaterne, så vi måtte i en anden kø til self service customer eller hvad det nu hed. Men det lykkedes og få nogle boarding kort og så måtte vi tilbage til den første (meget lange) kø, der på ingen måde var blevet mindre -  tvært imod! Pludselig var der ikke så langt tid til vores fly til Frankfurt skulle afsted. En 'official' ville godt garantere os, at vi nok skulle nå flyet - men vi følte os ikke helt sikre og det ville helt sikkert blive meget snært!

Lidt efter kom der en kvindelig 'official', der fortalte til de bagerste i køen (hvor vi ca var), at man nu også måtte bruge tre skranker i Terminal 2. Vi skyndte os derhen og inden længe havde vi både fået afleveret bagagen og var kommet igennem security, man har lov at være heldig engang imellem.

På trods af, at være en smule forsinket i afgangen fra Kastrup, var vi fremme i Frankfurt før planlagt ankomst, da de fløj stærkt og havde fået lov til at tage en 'short cut' som kaptajnen fortalte. Så skulle de næste ca. fem timer i Frankfurt Lufthavn bare gå så vi kunne komme videre til Tobago.

Efter lidt mere end 9 timers flyvning ankom vi til Tobago omkring kl. halv seks lokal tid (kl. 23.30 dansk tid) og fik rimelig hurtigt overstået indrejseformaliteterne (vi udfyldte de sidste informationer på indrejsepapirerne på vej ud af flyet. Vi havde lige overset, hvad der egentlig stod) og kunne hente vores bagage. Den lå allerede på bagagebåndet, men det er også en meget lille lufthavn.
Vores chauffør fra Alibaba Seabreeze stod klar uden for lufthavnen så det var bare om at komme afsted. Tankevækkende hvor meget kaos der var i DK og hvor nemt det hele gik på Tobago...muligvis tilfældigheder...og det skal tilføjes at vores chauffør undrede sig over, hvor hurtigt vi var ude efter flyveren var landet. Vi var vist bare heldige mere end en gang på en dag.

Undervejs kunne chaufføren fortælle os lidt om livet på T&T, fodbold VM og så morede det ham helt vildt, da vi fortalte, at vi i Danmark lige havde haft 'tropenætter' med 20 graders varme - 'twenty degrees - haha ha that freezing cold man'. Temperaturen var i øvrigt 26 grader her hvor vi kørte i 'højderne'. Turen fra lufthavnen til Castara tog lidt over en time, hvilke ikke skyldes store afstande - for det er der ikke - men for de meget små smalle og snoede veje. Undervejs havde vi et stop i et lille supermarked så vi lige kunne klare resten af dagen og morgenstunden.

Vi blev installeret i vores lille lejlighed for de næste fire dag, og det er bogstaveligt talt på stranden med udsigt over Castara Little Bay. 

Tirsdag d. 15. juli
Det lykkedes at sove rimeligt godt selvom, der lige skulle koordineres for tidsforskellen, den fugtige varme og rejsetrætheden. Det var så småt ved at blive lyst og de første fugle var allerede i gang og inden længe havde vi fået 'krydset' de første nye arter af, bl.a. to artere kolibrier, Trinidad Mot-mot, Blue-grey Tanager, Laughing Gull og Royal Tern bare for at nævne nogle.

Man fornemmer det er off season, for her er meget stille og roligt, men til gengæld er de helt fremme i skoen når det gælder slow living - det er der styr på.

Hele formiddagen havde vi også fornøjelsen af op mod 40 Magnificent Frigatebirds i den lille bugt og nogle af dem ganske tæt på - især da et par lokale fiskere var ved at sortere deres fangst. De imponerende frigatfugle har et vingefang på mere end to meter og så flyver de på en måde meget elegant og flagermuseagtigt.

Der er koraller i vandet lige neden for, hvor vi bor så man skal ikke langt ud før der er noget og kigge på - vi skal senere ud og snorkle. I ny og næ svømmer der en Stingray (ja det er sådan en rokke som Steve Irvine kom i lidt for meget nærkontakt med).

Men ellers var det en meget stille og rolig dag, hvor vi gik en lille tur på stranden, hvor vi også mødte en dansk familie, der havde været her flere gange. Dem fik vi lige et par tips af. Typisk at ikke kan slippe for danskere selvom man rejser over på den anden side af jorden til udkantscarribien.

Det blev til et par stykker af den lokale øl (green and yellow eller mere korrekt Stag og Carib) og noget pizza, der udgjorde frokosten, som vi nød hos Sharon, der har den cafe/bar, der ligger lige ved siden af. Der var en meget laid back atmosfære og der var masser af tid til at sidde og slappe af. Der var faktisk sådan lidt Christiana/rastafari over det på et tidspunkt, men det var også før Sharon selv dukkede op, hvorefter der kom lidt mere fart over slow living stilen.

Og da det er 'wet season' så oplevede vi da også et par regnbyger i løbet af dagen, med den kraftigste sidst på eftermiddagen.