En bodyguard, to tukaner og en dommedagskult

Vi var de eneste, der spiste morgenmad klokken seks og grunden til, at vi spiste så tidligt - morgenmaden serveres normalt fra kl. 7.30 - var at vi skulle på tur til Aripo Savannah og Arena Forest med afgang kl. 6.30. Det regnede ikke men det var til gengæld rigtig fint vejr og vi kunne se frem til en meget varm dag nede i lavlandet.

Vores guide var i dag Karamees (jeg er ikke helt sikker på stavemåden, men det bliver der tjekket op på senere) og efter bilen var blevet pakket med drikkevarer og maden satte vi os ind i bilen og begyndte turen. Første stop var allerede efter små 237 meter og altså stadig på Asa Wrights grund, men skidt det gav lige et par regnskovsarter mere til listen.

Videre ned gennem Arima Valley stoppede vi flere steder for at finde nogle fugle. Guiden efterlignede forskellige arters kald for, at lokke fuglene til os andre gange afspillede han stemmen for den art vi kiggede efter fra en iPod tilsluttet en højtaler. Nogle gange virkede det og andre gange reagerede fuglene ikke på det. Det blev bl.a. til Cocoa Woodcreeper, Grey-throated Leaftosser og Red-crowned Ant-tanager. En grøn laser-pointer er nu også en god ting i en regnskov for hold da op, hvor fuglene nogle gange kan være svære at spotte.

På et tidspunkt, hvor vi stod et stykke fra bilen og obsede stoppede en hvid minibus lidt bag vores bil - der i øvrigt talte japansk, hver gang vi startede - og blev holdende. Godtnok var vejen meget smal, snoet og fyldt med huller, men der havde ellers ikke været nogle problemer med passerende biler, men ok den havde tilsyneladen ikke travlt. Da vi satte os ind, startede og var blevet budt velkommen og bedt om, at tage sikkerhedssele på af bilen på japansk, fortalte guiden, at bilen bag os var vores security på turen! Okay - vi skulle simpelthen på fugletur med bodyguard - det har vi trods alt ikke prøvet før. Vi har godt hørt om al kriminaliteten på Trinidad og også, at Asa Wright altid har sikkerhedsfolk med når de tager på ture efter mørkets frembrud, men det var det her ikke. Nå men vi var det lidt spændt på, hvad set egentlig var for et område vi var på vej til.

Næsten ude af Arima Valley stoppede vi et sted, hvor vi kunne være heldig og se Trinidad Euphonia - en lille blå og gul fugl, der lignede Violeaceous Euphonia som vi havde set flere gange oppe ved Asa Wright. Vores security stoppede lidt længere bag os i modsatte side af vejen. En høj mørk grønklædt mand steg ud og stillede sig ved siden af minibussen. Det var da lidt af en spøjs fornemmelse at se på fugle med en bodygaurd. Nå men der virkede nu meget roligt og trygt og vores guide virkede heller ikke specielt vagtsom eller nervøs for den sags skyld - men ok det var der jo så også folk til at tage sig af!

Pludselig sagde security-manden noget i mens han med armen pegede i en retning og samtidig med raske skridt var på vej over vejen krydsede vejen i vores retning! 'Up left-side in the tall tree I see it', sagde han da han var henne ved os. Vores guide svarede: 'Yes I got him and I heard him - there its going left!'. En Trinidad Euphonia fløj forbi højt oppe og forsvandt ind i en trækrone og det var den vores security havde spottede - uden kikkert!

Aripo Savannah er egentlig et landbrugsområde i lavlandet lige syd for The Northern Range. Her kørte vi rundt på nogle små veje, hvor vi stoppde forskellige steder og brugte lidt tid på at se forskellige fugle. Vi følte os ikke utrygge på noget tidspunkt selvom vi kørte rundt på 'the back roads' og det var derfor vi havde security-manden med for en sikkerheds skyld. Heller ikke da guiden efter et stop sagde vi bare skulle fortsætte gående hen ad vejen, så ville han køre bilen længere frem til næste stop - som så i øvrigt var efter et skarpt sving og bag noget bevoksning. Så gik vi der på en vej ude og kiggede på fugle som vi har gjort så mange andre gange når vi er ude og rejse, bare med den undtagelse, at 100 meter bag os blev vi fulgt af en hvid minibus med en mand, der skulle passe på os!

Men vi fik set en del fugle, bl.a. en flok på ca. 120 Black Vultures, en Streaked Cuckoo, omkring 40 Lilac-tailed Parrotlet, som var det største antal, der var blevet set i flere uger. Vi så Fork-tailed Flycatcher flere gange, men desværre ingen siddende så man rigtig kunne se deres haler. Vi så White-winged Becard og Ruby Topaz Hummingbird - vores kolibriart nr. 13 på T&T.

Vores security-mand - der i øvrigt hed Richard - blev efterhånden mere og mere en del af turen, da han havde et superskarpt syn og kunne spotte fuglene på lang afstand og langt oppe i trækronerne og stadig uden kikkert. Han kendte mange af arterne og han var ikke rigtig fuglekikker.

Frokosten - eller lunch, som det jo hedder her - blev indtaget ved et picknick sted ved Arena Forest, hvor vores guide ikke ville tage os helt ind i, da han vurderede, at den megen regn de seneste dage gjorde den meget fugtig og ikke så fremkommelig.

Under lunchen blev både vores guide og security-mand meget snaksaglige og fortalte os, hvordan Trinidad havde udviklet sig gennem tiden, til desværre den kedelige og triste side. Det var især de unge, der ikke gad lave noget og kun ville feste og leve af andres penge. Vi var ikke i tvivl om, at det var noget der optog dem og berørte dem meget, den udviking de oplevede og vi kunne godt forstå dem, når vi hørte deres historier.

Eftermiddagen tilbragte vi på The Verandah, hvor dagens 'Veranda-guide' hed Caleb. Han fandt en Common Black Hawk til os, der sad i et træ langt væk, der var Red-legged Honeycrepper og så landede, der en tukan ude i det træ vi kaldere 'fireren'. Der er også en 'etter', en 'toer' og en 'treer'. Det er nemlig en stor hjælp for så ved man, hvor man skal kigge, når der bliver sagt 'den sidder i fireren'. Men først landede, der en tukan i fireren' som vi så fint i skopet. Så dukkede der en til op, der landede i samme træ, hvilket fik guiden caleb til at sige 'there is one can, now there is two cans'! Ja okay den vittighed virker kun på engelsk, men det var altså to Channel-billed Toucans som vi kortvarigt havde set i går og hørt et par gange og nu fik vi dem heldigvis set ganske glimrende flere gange.

Og ja så var der jo alle kolibrierne, som man ikke bliver træt af. I dag fik vi set Green Hermit betydeligt bedre end forleden. Den er med sine ca. 17 cm den største kolibri på T&T. Et par forlængede halefjer er med til lige at få størrelsen i vejret. Vi så to Longbilled starthroat, hvor af den ene var en flot han.

Rum punchen blev serveret og bagefter var det tid for aftensmaden. Det var tyndet gevaldigt ud i gæsterne. Vi var kun os, de to unge fra hhv. Trinidad og Canada og så en ældre pensioneret herre - Peter fra Trinidad, der mandag til fredag bor på Asa Wright og tager hjem i weekenderne. Han var en slags konsulent ifm. et byggeprojekt der for flere år siden var startet og så udsat pga. krisen men nu kommet i gang igen. Men han kunne fortælle en meget lang og spændende historie, der er for lang til, at gengive her, men kort fortalt handlede om nogle mennesker, der tilbage i halvfjerserne flyttede ud i skoven nær Grand Riviere, brændte alt, hvad de ejede, gik nøgne rundt og ventede på apokalypsen. Apokalypsen var aldrig kommet og politiet, havde ryddet stedet for de nogle og firs mennesesker, der efterhånden var blevet en del af det alternative samfund. I dag skulle der stadig leve fire af dem ude i skoven og så viste det sig, at vi faktisk har mødt en af børnene, der blev født i det samfund, nemlig ham, der passede på skildpadde ungerne og slap dem fri om aftenen.

Devilbirds, Bellbirds og dansende manakiner

Dagen startede klokken seks med morgenkaffe på The Verandah. Efter morgenmaden skulle vi ned til grotten, hvor der yngler Oilbirds - den eneste frugtædende nataktive fugl i verdenen, som bruger ekkolokation som navigation. Oilbird Cave turen indgår som en del af pakken man bor på Asa Wright i mindst tre dage. Vi var seks personer, to amerikanere, to israelere og så os. Vores guide var Sherilyn - en ung lokal pige. Turen gennem regnskoven ned til grotten tog omkring 30 - 40 minutter og gik ad en smal våd og nogle steder meget glat sti. Undervejs fik vi vist og hørt lidt om nogle af de planter vi så, bl.a. Hot Lips, Sexy Pink ... et eller andet og kakao.

Vi kom ikke helt ind i selve grotten, både for ikke og forstyrre fuglene unødigt og desuden ville det alligevel være bælgravende mørkt. Og så sad de første Oilbirds alligevel ved indgangen i en smal og meget mørk kløft. Med en lommelygte lyste guiden Sherilyn rundt så vi kunne se fuglene og tage nogle fotos. Man måtte naturligvis ikke bruge flash for ikke, at forstyrre fuglene, der da også reagerede på vores tilstedeværelse primært pga. lyskeglen. Det kom sig til udtryk ved at vi hørte deres dybe hæse og hvæsende stemmer. Det lød som et eller ander forhistorisk væsen - eller noget fra en dårlig monsterfilm. Derfor kaldes de også af nogle for 'Devilbirds'. Fuglene selv så også meget specielle ud og minder vel mest om en blanding mellem en natravn og en ugle. Og så var de faktisk ret store - vingefanget er på lidt over en meter.

Ikke mange minutter efter vi var kommet tilbage fra turen begyndte det, at regne - og ikke bare sådan en lille hyggebyge - nej vi taler om mindst et trippelt skybrud med torden og kraftig blæst. Og i mens alle os mennesker søgte ly på The Veranda, hvor man ikke en gang kunne stå ved rækværket uden og blive våd, så var det noget kolibrierne - og især jacobinerne - syntes rigtig godt om. Det benyttede de sig simpelthen til at tage brusebad og blive kølet af. Vi så det allerede i går, men det her var meget kraftigere - og vi taler altså om små fugle på mellem 8 og 11 cm og ikke ret mange gram!

Det regnede længe og sigbarheden var ikke mange meter, men endelig ved halv to-tiden stilnede det af og man kunne kalde det for tørvejr. Vi gik derfor en tur ad et par af de andre stier på området for at se om vi kunne se Bearded Bellbird - fuglen i Asa Wrights logo. De sidder og kalder i træerne men er svære at se. Det lykkedes os heldigvis efter en del venten og vi så to gamle hanner.

Det blev også til både Golden-headed og White-headed Manakin. Det er nogle meget små men ret sjove fugle, der er kendt for deres dans for at tiltrække hunnerne. Vi så nogle Golden-headed lave sidelæns moonwalk og White-bearded foretage spring fra side til side mens de lød som fyrværkeri.

Dagen sluttede vi af med rum punch på The Veranda og bagefter aftensmad i the dinner room. Der er ikke mange gæster tilbage. Ud over os selv så var der de to israelere, de to amerikanere og så et yngre par, der ankom i dag - han fra Trinidad og hun fra Canada. Da vi ikke var flere sad vi - med undtagelse af amerikanere - ved samme bord, og der var derfor rig lejlighed til at udveksle oplevelser og få vendt den seneste tids kriser i verdenen.

Afslutningsvis skal de lige nævnes, at alle fotos i blogindlæggene fra T&T er taget med mobiltelefon og nogle - bl.a. alle dette indlægs foto - er foto af foto vist på kameraets display. Og så mangler der billedtekster, men det må I indtil videre lige klare jer uden.

Heavy rain, Leatherback Turtles and Trinidad Piping Guan

Fredag d. 18. juli
Så kom regnen! Ok det er trods alt 'Wet season', men vi havde hørt fra flere, at det faktisk havde været ret tørt længe, hvilket sådan set ikke overraskede os, da der som regel er usædvanlige vejrforhold når vi dukker op. Men nu styrtregnede og blæste virkeligt og det havde det gjort siden firetiden og det blev bare ved hele morgenen. Det regnede så meget at man i perioder ikke kunne se til den anden side af Little Bay. Det lignede noget der kunne blive ved hele dagen og så var det jo trods alt meget godt, at fredagen var en transport/rejsedag.

Det var Alibaba himself, der kørte os til lufthavnen - sammen med ham der egentlig skulle køre os - men da Alibaba alligevel havde et ærinde på de kanter så kunne han lige så godt køre. Undervejs blev alle de store og alvorlige emner diskuteret: Hvad skal der til for, at sikre de unge nogle gode fremtidsmuligheder og arbejde og hvordan vil set gå for det lokale fodboldteam i den kommende kamp?

Køreturen tog en time og vi blev bogstaveligt talt sat af ved checkin - det foregår nemlig udendørs udfor 'drop off'. Vi kom også hurtigt igennem security og så var det ellers bare og vente i et par timer i en meget kold indenrigshal (aircondition er altså ikke altid noget hit). Det varede ikke længe før vi konstaterede, at alle fly var op mod en time forsinket - og det på trods af, at flere af de afgange der overhovedet var nævnt på infoskærmen (der var kun én 26'') var 'on time'. Men når man kiggede ud på start- og landingsbanen var man heller ikke i tvivl om, at vejret nok havde en hel del med forsinkelserne og gøre.

Endelig blev det vores tur til at boarde og det var endda kun 20 min. efter planen. Selvom vi løb ud til flyvemaskinen kunne det ikke undgås at vi blev mere eller mindre gennemblødte. Regnen og blæsten tog til i styrke og da alle var om bord og døren lukket, oplyste kaptajnen, at på grund af vejret blev vi på jorden indtil, det værste var drevet over, hvilket nok tog fem til ti minutter. Femten minutter senere kom vi afsted. Vi ankom til Trinidad efter en noget længere flyvetur end planlagt da bi lige skulle udenom det værste vejr. I Piarco Internationale lufthavn blev vi i bus transporteret de ca. 200 m fra fly til bagagehalen, hvor vi så til gengæld fik lov at vente pænt længe på bagagen.

Vi blev mødt af Charran, der skulle være vores chauffør og guide denæste døgnstid og han kunne fortælle, at flyver på afgangen efter vores, havde måtte returnere til Tobago pga. vejret, så vi var glade for vi ikke var blevet mere forsinket. Til gengæld kunne han fortælle, at køreturen til Grand Riviere, hvor vi skulle have en enkelt overnatning, ville tage tre timer og med det vejr, var han ikke sikker på vi kunne komme helt frem. Derfor anbefalde han vi lige fik noget og spise i lufthavnen inden vi kørte afsted.

Men på trods af vejret - det regnede stadig - skulle der ses nogle fugle, så vi kørte lige en runde om lufthavnparkeringen, hvilket hurtigt gav en fem - seks nye arter, bl.a. Yellow-headed Blackbird, Wattled Jacana, Limpkin, Pied Tyrant og White-headed Marsh Tyrant. En ganske fin start på Trinidad-delen af vores rejse.

Tre timer senere efter, at have kørt af en meget smal og meget snoet vej var vi fremme i Grand Riviere og ved vores hotel Mt. Plasier. Det var faktisk holdt op med at regne undervejs og det var heldigvis ingen problemer undervejs - vi så dog en del vand og et par væltede træer og en enkelt elmast, der ragede noget langt ud over vejen.

Stranden er yngleområde for Leatherback Turtles - verdens største havskildpadde - og den strand på Trinidad med den største tæthed. Når ynglesæsonen er på sit højeste kan der være op mod næsten 400 individer på en enkelt nat. Ynglesæsonen var ved at være overstået så vi kunne faktisk ikke være helt sikre på at se nogle skildpadder og med al den regn, der var kommet det seneste halve døgn gjorde ikke oddsene bedre, da der med nedbøren var skyllet store mængder sediment ud i havet, der havde gjord det meget grumst og mindre salt omkring flodudløbeme - pg sådan et er der ved denne strand. vi nåede en lille tur på stranden før den 'lukker'. Mellem kl. 18 og 6 må man nemlig kun opholde sig på stranden, hvis man har købt en tilladelse og er sammen med en autoriseret guide.

Man gør meget format passe på Leatherback skildpadderne, så de indsamler de nyklækkede unger, som graver sig fri omdagen og opbeverer dem væk fra trusler indtil det blever aften, hvor de så slippes fri. Vi fik den oplevelse at set lidt over 400 helt små nye skildpaddeunger blive sluppet fri så de kunnne vandre ned til havet i sikkerhed for diverse prædatorer (bl.a. Black Vulture).

Det lykkedes og få nogle aftensmad selvom, der var meget på menukortet de ikke havde  (igen - det er uden for sæson). Mætte gik vi om til Sea Turtle Informationcenter og købte vores tilladelser og så var det ellers bare, ag vente og håbe på, at der kom nogle havskildpadder i land.

Kvart over ti kaldte Charron på os, at der var spottet mindst en skilpadde, så det var bare om at komme om til infocentret. Derfra blev vi i mørket ført til strand og ganske rigtigt, der i brændingen var der en stor Leatherback på vej i land. Den var dog ikke tilfreds og søgt ud i vandet igen. Længere nede af stranden var der også kommet en i land. Den var kommet længere op og var ved at lede efteer et egnet sted, men den kunnne heller ikke rigtig beslutte sig. Vi var ikke de eneste turister på stranden - vi var vel omkring 25-30 stykker fordelt på et par grupper. hvor vi var i den lille gruppe.

Et stykke væk var en ny skildpadde kravlet et godt stykke op på stranden. Den var lidt under halvanden meter lang og vejede måske op mod 250 kg og så var den ovenikøbet mærket. I følge guiden virkede det mere lovende at dømme ud fra dens adfærd. Og ganske rigtig så begyndte den at 'sætte sig fast' med sine lange forluffer og efter et stykke tid var den klar og begyndte stille og roligt med de bagerste luffer og grave et hul. Vi fik lov og gå meget tæt på og i mens lyste guiden med rødt lys på skildpadden så vi lettere kunne se noget. Og hvilken teknik den havde for at grave dybt og samtidig sikre, at der ikke skred sand ned i hullet. Når selve æglægningen går i gang og som er det, der tager kortest tid, går skildpadden i en trancelignende tilstand. I den periode kan man røre den uden den reagerer på det og derfor kunne guiden løfte skildpaddens ene bagluffe op så vi kunne se æggene. Vi fik lov at komme foran skildpadden og røre ved den og i mens lå dem bare i trance. Da de ca. 80 - 100 æg var lagt gik en længere proces i gang, hvor hullet skulle dækkes og området camufleres. Hele den lange proces var meget hårdt og krævende for skildpadden. Den prustede, stønnede og tog korte pauser under hele forløbet og efterhånden var klokken blevet langt over midnat. På vej tilbage så vi en enkelt og større Leatherback mere. Den var lidt over de halvanden meter i længden.

Lørdag d. 19. juli
Klokken var fem over fem da vi stod op efter fire timers søvn. Det var begyndt og lysneog vi skulle mødes med Charran halv seks så vi kunne komme på dagens 'ekspedition', der gik ud på at finde og se Trinidad Piping Guan eller Pawi som de lokale også kalder den. Det er en rimelig stor spøjs fugl, der lodt ligner et levn fra fortiden og som er endemisk for Trinidad og Grand Riviere var nok det sted der var størst chance for og se fuglen.

Det tog små ti minutter og køre op til det første sted vi skulle forsøge os. Der var andre fugle og se på og vi fik tilføjet nogle arter på listen, bl.a. Yellow Oriole - men ingen Pawi. 'Heavy rain is coming'. Vi måtte et par gange søge ly i bilen, da nogle korte men kraftige regnbyger passerede. Straks solen var fremme blev kunne den fugitge varme mærkes med det samme. 

Efter nogen tid kørte vi lidt videre frem til et andet sted, hvor vi måske kunne være heldige - og om ikke andet ville der også her være  andre fugle og kigge på. Der var bl.a. Plumbeous Kite, White-collared Swift. Og pludselig spottede Bente en Piping Guan i et træ langt væk, men ikke så lamgt fra det første sted vi havde stoppet. På trods af afstanden kunne man sagtens se, hvad det var, men den måtte gerne ses bedre og da der i hvert fald var mindst en i området kørte vi tilbage til første stop. Men umiddelbart var der ingen guaner og se men til gengæld var der nu en meget flot Guianan Trogon, der fløj lidt rundt. Og igen spottede Bente en Piping Guan og denne gang i et træ ganske tæt på, hvor den spiste bær. Den skiftede træ og lidt senere forsvandt den.

Vi kørte lidt frem og tilbage i området og efter det var lykkedes, at se to guaner mere  flyve over vejen, nogle Lineated Woodpeckers, Squrriel Cuckoo og flere andre fugle kørte vi tilbage til hotellet og få morgenmad da der for - jeg ved ikke hvilken gang - kom 'heavy rain'.

Sidst på formiddagen begyndte vi den næsten tre timers køretur til Asa Wrigth Nature Centre, hvor vi skal bo de kommende dage. Vi nåede lige en tur mere op i det område vi havde tilbragt hele morgenen, da det faktisk var et ganske glimrende sted, men 'heavy rain' sørgede for, at vi ikke blev hængende hele dagen.

Det regnede ikke da vi klokken to ankom til Asa Wrigth og det varede heller ikke mange minutter før der var nye arter på listen: Purple Honeycreeper og Green Honeycreeper og så var det også 'Hummer time'. Listen med kolibrier blev også udvidet i løbet af eftermiddagen, som vi tilbragte på den berømte Verandah - og jo den staves med h. Vi bl.a. Brown Violetear, Green Hermit og en hun Tufted Coquette. I alt er vi nu oppe på 12 arterr kolibrier ud af 17 på T&T - detvercda meget godt.

Vi fornemmede at Ann og Elsa fra Asa Wright syntes det var helt hyggeligt, at der med vores ankomst var dukket et par rigtig fugleinteresserede op. Udover os og nogle få andre var det primært nogle dagsgæster, der bestemt ikke var fuglefolk og så en større flok skolepiger på tur og selvom det var meget høflige, så var fuglene næppe deres største interesse. Det boede også på Asa Wright så der var en livlig aktivitet.

Vi fik vores længe ventede rum punch selv om vi dog selv måtte 'efterlyse' den. Ismaskinen var gået i stykker så rum punchen var egentligt sprunget over i dag, men det fik vi lige lavet om på. Den var i øvrigt pænt stærkog indtaget kort før aftenmaden.

På en lille 'Night Walk' op ad vejen med guiden Elsa så vil et par store taranteller, vandrende pinde, en skorpionlignende tung og en sjov lille frø.

The Waterfall, Coconutbread og chocolate mousse

Torsdag d. 17. juli
Ingen planlagte planer for dagen i dag, udover at vi skulle ned og spise morgenmad hos Cheenos og vi ville gå en tur op til 'The Waterfall', og derfor startede dagen stille og roligt på verandaen med at drikke en kop Nescafé og observere fuglene i og omkring bugten: Laughing Gulls, Nigth Heron, Green Heron og Yellow-crowned Heron, pelikanerne (Brown Pelican), Royal og Roseate Terns og en gammel Brown Booby, der fiskede lige uden for. Dagens første frigatfugle begyndte også at indfinde sig. Tættere på huset og på verandaen var der udover Bananaquit (en lille sort og gul fugl), Mot-mot og nogle enkelte kolibrier også forskellige firben og iguaner og et egern.

Men vi skulle have noget morgenmad så vi gik ned til Cheenos, hvilket ikke tager meget mere end  små ti minutter. Det blev til sort kaffe til os begge da Bente ikke kunne få cappucino og derfor kunne konstatere, at deres hjemmeside tilsyneladende ikke var helt opdateret. Kaffen fejlede nu intet og det gjorde morgenmaden heller ikke. Det var æg, bacon, tomat og agurk og et par gode stykker coconutbread. 

Godt i gang med kaffen dukkede nogle af de lokale op og inden længe indgik vi mere eller mindre i en diskussion om alle de store spørgsmål her i livet: Hvilke syv ting gør, at Messi er den komplette fodboldspiller og hvorfor han så alligevel ikke spillede et bedre VM og om effektivisering af arbejdsmarkedet. Det skal siges, at det primært var Colins der diskuterede og havde en klar menig og holdning til det hele og efterhånden gled de øvrige ud af diskussionen.

Der kom en rimelig kraftig regnbyge men vi sad hos Cheenos og da den havde passeret gik vi tilbage til vores værelse for at hente paraplyerne da det lignede en dag, hvor det godt kunne blive til mere vand. Så vandfaldet måtte lige vente lidt endnu - det var ellers kun ti minutters gang fra Cheenos. Men det gjorde ikke noget for så fik vi lige set en ny papegøjeart da vi næsten var helt tilbage. Det var en Green-rumped Parrotlet en lille grøn ting ikke meget større end en bogfinke.

Det varede så noget inden vi kom afsted igen - både fordi, der stadig var regnbyger og fordi det var meget hyggeligt at sidde på verandaen og kigge, og så kunne B&U Bloggen lige blive opdateret.

Det lykkedes at komme ind og se the Waterfall. Det var en lille fin tur lige ind i regnskovskanten og vandfaldet var lille og fint. Man kunne dog se på  vandløbets brinker, at der nogle gange godt kunne løbe en hel del vand igennem. Der fløj en relativ stor flagermus rundt, men den forsvandt op mellem nogle træer. Jeg skulle lige lidt tættere på da man måske kunne være heldig at finde den hænge i et træ. Inde under nogle lavthængende grene slog en tanke mig - hvordan var det nu med slanger på Tobago? Det er slanger på Tobago og en af dem lå hen over nogle tynde grene - faktisk lignede den en gren, men grene plejer ikke og bevæge sig på den måde! Det viste sig at være en Vine snake - en lang og tynd slange med et meget spidst hoved. Den så lidt spøjs ud, men giftig skulle den vist ikke være. 

Fuglemæssigt var det mest spændende nogle kolibrier og 5 - 6 Orange-winged Parrots, der heldigvis landede og sad så de var til at se. Og så var der naturligvis de allesteds nærværende Banaquits. På vej ud mødte vi et engelsk par, der havde funde en familie Chacalacaer (Tobagos nationalfugl), der kravlede rundt i træerne. Kort efter dukkede en fin Green Heron op i vandløbet og ude ved boldbanen var der en Red-necked Woodpecker og en flok Shiny Cowbirds og nogle Carib Grackles.

Eftermiddagen blev brugt hjemme på verandaen og nede på stranden sammen med alle de mange andre turister. Der var helt klart kommet et ryk ind i løbet af i går for nu rendte der mindst 10 andre turister rundt på stranden og i vandet. Men det var ikke det eneste, der var i vandet for igen i dag var der rokker - Stingrays - og ikke bare en men minimum 5. Og de kom bare tæt på stranden og skabte en del opmærksomhed. De mest vovemodige forsøgte at følge dem i vande med snorkeludstyr, men tydeligt at alle havde respekt for dem. Vi havde nogle fede obs på halvanden meters afstand - fra land vel og mærke. Et par af dem var faktisk pænt store og på den klart største synes man og kunne ane et fodaftryk!

Vi fik aftalt med Alibaba at han arrangerede, at en taxi kommer i morgen og kører os til lufthavnen, da vi skifter lokation.

Aftensmaden blev indtaget på det noget mere fancy sted Castara Retreats, hvor vi var en tur oppe i går, men i dag skulle vi altså spise der. Først en drinks til at komme i gang på og så ellers lige hilse på de samme mennesker som i går - ja det er en lille by og det er uden for sæsonen. Men det er da meget hyggeligt. Maden var glimrende - der var dog ikke meget Caribien over den - den var italiensk. Efter hovedretten ville vi gerne have desert og gerne deres chokolade mousse. Den havde vi nemlig set blive lavet i går og den så god ud. 'When are you leaving Tobago?', spurgte bartendertjeneren da vi spugte om vi kunne få desert. Med det svar var skuffelsen allerede på vej. Da vi svarede desværre i morgen, sagde han - 'then you must have our choclate mousse'.

Deserten var bestemt rigtig god, men den lagde så absolut også bunden for resten af dagen.

Newton George, nærkontakt med en rokke og drum night

Onsdag d 16. juli
Vi skulle tidligt op, da vi med kort varsel havde lavet en aftale med Newton George - en meget anerkendt lokal fugleguide - om at komme  en tur med ham. Han havde en tur med fire franskmænd så der var lige plads til os. Lidt i syv stod vi klar ved 'Main Road' i Castara, så han ikke skulle køre ad den meget stejle og smalle vej ned til Alibaba og hente os.

I mens vi stod og ventede fik vi ud over en enkelt ny art til fuglelisten, også hilst og sagt 'hello' og 'what's up' til samtlige, der passerede os. De er meget venlige og hilser på alle enten verbalt, ved at vinke, dytte eller en kombination af de nævnte muligheder. Og så kan de godt lide, at præsentere sig med håndtryk og fortælle en deres navn, hvilket er ganske hyggeligt - naturligvis skal de høre, hvor vi kommer fra - kun et par enkelte gange er vi indtil videre taget for at være tyskere.

Nå men vi stod altså ved 'Main Road', der hvor man kommer ud når man tager en llille sti og short cut for at undgå den stejle vej. Det betød så også, at vi havde placeret os ca 67,5 m fra vejen ned til Alibaba, hvor vejen gennem Castara slår et halvfemsgraderssving (det gør den flere steder). Vi burde naturligvis have gået derop, for der holdt Newton George og fire franskmænd og ventede på os! Det fandt vi ud af da Burge, der lige havde passeret os i sin store sorte Ford (minimum 6 cylinders) kom bakkende tilbage og stoppede ud for os: 'Are you waiting for Newton George?'. Og det gjorde vi jo, og fik nu at vide at han holdt oppe i svinget. Vi takkede og skyndte os derop. Samtidig råbte Burge til en mand i en have, at han skulle råbe videre at vi var på vej - hvilket han også gjorde. Skal da lige love for, at de også er hjælpsomme på Tobago. 

Efter naturligvis at undskylde for denne hændelse og lille forsinkelse (kl. var nu ca. 07:02) var vi på vej ad nogle snoede veje mod regnskoven på Main Ridge med flere stop langs vejen, når der lige blev spottet en eller anden spændende fugl.

Franskændene - to ægtepar- var nok egentlige mere fotografer end egentlige fuglekiggere. Ikke at de ikke var interesseret i fugle, men vi blev hurtigt klar over, at det især for de to mænd galdt om at få nogle superfotos af nogle farvestrålende fugle (især Jacamarerne og trogoner fik de taget en hel del fotos af). Men nu var det også deres tur vi havde fået plads på, og det blev da også en ganske glimrende tur, hvor vi fik set nogle nye arter. Newton George viste os et sted to Poo-too'er  - en insektæder og nataktiv art - som sad total camufleret i et par træer og lignede grene. Dette var ikke i regnskoven men nede på den anden side. Det var et par fugle Newton havde fundet for nyligt og dem ville han vise os.

I løbet af formiddagen gjorde vi et længere stop ved en stream (ja ordet å klinger lidt forkert når man står på Tobago og er på vej op igennem en regnskov). Det var et godt sted. Efter nogen tid dukkede en flot isfugl op, der var Redlegged Honeycreeper, Bluebacked Manakin og Collared Trogon og så en række andre arter. 

Ved næste stop mødte vi en af nationalparkens folk, der lejede gummistøvler til franskmændene for 20 T&T dollars da vi nu skulle gå ind i selve regnskoven. Vi klarede os med vores vandresko. Vi gik en tur ad en sti ned gennem regnskoven, for bl.a. at lede efter kolibrien White-Tailed Sabrewing. Den findes kun på Tobago. Desværre ville den ikke vise sig. Den blev kortvarigt hørt på et tidspunkt. Regnskoven var meget stille, så det blev ikke til så mange fugle, men det er altid imponerende at vandre i en regnskov da træer og planter bare er noget helt andet end en dansk bøgeskov. Vi så en rimelig stor krabbe, der lever i regnskoven, vi så en stor sort hveps, der spiser edderkopper, som bor i huller i jorden med et låg på. Vi så ikke edderkoppen, men så hvordan låget kan åbnes.

På tilbage turen stoppede vi som på udturen kortvarigt når der var noget interessant og se. Bl.a. så vi kolibrier på feeders i en have - og der var en White-Tailed Sabrewing. Newton spurgte om nogle ville derned og fotografere dem, men det var franskmændene ikke interesseret i - de var gået kolde på turen inde i regnskoven og over små brunlig fulge langt væk. Vi fornemmede klart at de ikke rigtig orkede mere. Det skal så lige siges, at de havde kørt i bil en time mere end os, og derfor nok havde været endnu tidligere oppe.

En del af eftemiddagen blev brugt på at slappe af på vores veranda, og vi fik lidt frokost, som bestod af lidt brød og chips og nød varmen i skyggen.

Sidst på eftermiddagen gik vi op til Castara Retreat, der ligger på den anden side af Little Bay lidt oppe i terrænet og med en flot udsigt over bugten. Der bestilte vi et par non-alkoholiske cocktails og sad og obsede fire arter kolibrier, der kom til stedets feeder. Og sørme om der ikke kom en sabrewing forbi - dog kun lige kort, men nok til at se den var grøn ikke blå som jacobinen, der også var der. Og så mødte vi Burge for anden gang i dag - 'oh it's you guys from this morning with Newton George' - og det var det og det var her vi fik hans navn at vide. 

Og så var det onsdag, og onsdag betyder dinner og 'drum night' på the Boat House caféen lige neden for Alibaba, som bestyres af Sharon. Vi havde allerede i går booket plads, hvilket Sharon var glad for da det nu tydede på, at der ville være nok til at trommerne rent faktisk dukkede op! Men inden skulle vi lige have en dukkert, så vi gik først en tur ned på stranden. Vandet var overraskende koldt, hvilket et par andre i vandet bekræftede os i.

Pludselig sagde Bente: 'Nu svømmer du bare stille og roligt ind til mig.... og ingen panik'! Når man hører den sidste tilføjelse og især ordet panik - så ved man, at der er opstået en situation, hvor man vil blive forskrækket over ingen ting, eller også....!? Så var det jeg kom i tanke om de der stingrays, så jeg prøvede at få lidt op- og fremdrift stille og roligt og alligevel med en hvis fart, hvilket betød at minhøjre fod ramte noget i vandet under mig - og det var ikke en sten?! 

Yes det var en stingray, der helt ubemærket var kommet tæt på og svømmede lige under mig, hvor vanddybden var under halvanden meter. I følge Bente blev vandet omkring mig helt mørkt da det ikke var en lille rokke. Nå men det var alligevel også tid til at komme op til 'drum night'.

Der var en hel del mennesker på the Boat house og en blanding af lidt turister og lokale. Vi fik serveret en glimrende fiskeret (Mani-mani) med ris og noget godt tilbehør. Det viste sig, at der var gæster nok for trommerne dukkede op og gav et forrygende trommespil, hvor man fik indtrykket af at de bare kunne blive ved og ved. Det gjorde de dog ikke, da det var hårdt så efter en lille time takkede de af. Og så skal det lige med, at et af bandmedlemmerne på et tidspunkt tog stylter på (og meget lange bukser) og dansede en hæftig dans på stylter og sikke nogle 'moves' han kunne lave.

De fleste takkede af for aftenen da trommerne var færdige ved 21-tiden, det samme gjorde vi. Ved 22-tiden var festen vist helt slut. Modsat sydeuropa betyder varmen her på Tobago ikke at man hænger ud hele natten og holder siesta - nej de står tidligt op og arbejder. Omkring kl. 18 når solen begynder at gå ned, så spises der aftensmad og så er det tid til at gå i seng, så meget passende for fuglefolk at de lyse timers udnyttes fuldt ud.

Ferie, frigatfugle og slow living på Tobago

Mandag d. 14. juli
Dagen startede meget tidligt og med noget der virkede ret kaotisk i Kastrup Lufthavn - masser af mennesker og først en halv time i én kø for at få at vide, at vi skulle have vores boarding kort et andet sted da man kun kunne aflevere bagage - ikke tjekke ind! Vi kunne så ikke tjekke ind via self service check in automaterne, så vi måtte i en anden kø til self service customer eller hvad det nu hed. Men det lykkedes og få nogle boarding kort og så måtte vi tilbage til den første (meget lange) kø, der på ingen måde var blevet mindre -  tvært imod! Pludselig var der ikke så langt tid til vores fly til Frankfurt skulle afsted. En 'official' ville godt garantere os, at vi nok skulle nå flyet - men vi følte os ikke helt sikre og det ville helt sikkert blive meget snært!

Lidt efter kom der en kvindelig 'official', der fortalte til de bagerste i køen (hvor vi ca var), at man nu også måtte bruge tre skranker i Terminal 2. Vi skyndte os derhen og inden længe havde vi både fået afleveret bagagen og var kommet igennem security, man har lov at være heldig engang imellem.

På trods af, at være en smule forsinket i afgangen fra Kastrup, var vi fremme i Frankfurt før planlagt ankomst, da de fløj stærkt og havde fået lov til at tage en 'short cut' som kaptajnen fortalte. Så skulle de næste ca. fem timer i Frankfurt Lufthavn bare gå så vi kunne komme videre til Tobago.

Efter lidt mere end 9 timers flyvning ankom vi til Tobago omkring kl. halv seks lokal tid (kl. 23.30 dansk tid) og fik rimelig hurtigt overstået indrejseformaliteterne (vi udfyldte de sidste informationer på indrejsepapirerne på vej ud af flyet. Vi havde lige overset, hvad der egentlig stod) og kunne hente vores bagage. Den lå allerede på bagagebåndet, men det er også en meget lille lufthavn.
Vores chauffør fra Alibaba Seabreeze stod klar uden for lufthavnen så det var bare om at komme afsted. Tankevækkende hvor meget kaos der var i DK og hvor nemt det hele gik på Tobago...muligvis tilfældigheder...og det skal tilføjes at vores chauffør undrede sig over, hvor hurtigt vi var ude efter flyveren var landet. Vi var vist bare heldige mere end en gang på en dag.

Undervejs kunne chaufføren fortælle os lidt om livet på T&T, fodbold VM og så morede det ham helt vildt, da vi fortalte, at vi i Danmark lige havde haft 'tropenætter' med 20 graders varme - 'twenty degrees - haha ha that freezing cold man'. Temperaturen var i øvrigt 26 grader her hvor vi kørte i 'højderne'. Turen fra lufthavnen til Castara tog lidt over en time, hvilke ikke skyldes store afstande - for det er der ikke - men for de meget små smalle og snoede veje. Undervejs havde vi et stop i et lille supermarked så vi lige kunne klare resten af dagen og morgenstunden.

Vi blev installeret i vores lille lejlighed for de næste fire dag, og det er bogstaveligt talt på stranden med udsigt over Castara Little Bay. 

Tirsdag d. 15. juli
Det lykkedes at sove rimeligt godt selvom, der lige skulle koordineres for tidsforskellen, den fugtige varme og rejsetrætheden. Det var så småt ved at blive lyst og de første fugle var allerede i gang og inden længe havde vi fået 'krydset' de første nye arter af, bl.a. to artere kolibrier, Trinidad Mot-mot, Blue-grey Tanager, Laughing Gull og Royal Tern bare for at nævne nogle.

Man fornemmer det er off season, for her er meget stille og roligt, men til gengæld er de helt fremme i skoen når det gælder slow living - det er der styr på.

Hele formiddagen havde vi også fornøjelsen af op mod 40 Magnificent Frigatebirds i den lille bugt og nogle af dem ganske tæt på - især da et par lokale fiskere var ved at sortere deres fangst. De imponerende frigatfugle har et vingefang på mere end to meter og så flyver de på en måde meget elegant og flagermuseagtigt.

Der er koraller i vandet lige neden for, hvor vi bor så man skal ikke langt ud før der er noget og kigge på - vi skal senere ud og snorkle. I ny og næ svømmer der en Stingray (ja det er sådan en rokke som Steve Irvine kom i lidt for meget nærkontakt med).

Men ellers var det en meget stille og rolig dag, hvor vi gik en lille tur på stranden, hvor vi også mødte en dansk familie, der havde været her flere gange. Dem fik vi lige et par tips af. Typisk at ikke kan slippe for danskere selvom man rejser over på den anden side af jorden til udkantscarribien.

Det blev til et par stykker af den lokale øl (green and yellow eller mere korrekt Stag og Carib) og noget pizza, der udgjorde frokosten, som vi nød hos Sharon, der har den cafe/bar, der ligger lige ved siden af. Der var en meget laid back atmosfære og der var masser af tid til at sidde og slappe af. Der var faktisk sådan lidt Christiana/rastafari over det på et tidspunkt, men det var også før Sharon selv dukkede op, hvorefter der kom lidt mere fart over slow living stilen.

Og da det er 'wet season' så oplevede vi da også et par regnbyger i løbet af dagen, med den kraftigste sidst på eftermiddagen.

Öland - Solens och vindarnes ö

Torsdag d. 5 juni
Efter lidt mere end fire timers rejse ankom vi til Färjestaden på Öland. Solen skinnede og det var først på eftermiddagen så der var masser af tid til at opleve noget på Pinseferiens første dag. Bilen blev tanket og vi fik handlet i ICA så vi kunne klare os nogle dage. Via sms meldte vi vores ankomst til Ole, der havde tilbragt hele ugen på øen. Han var ved Ottenby sammen med Karsten og Helle, som var ankommet i går. Vi aftalte at mødes med dem dernede så vi kørte derfor stille og roligt mod Ôlands Södra Udde.

Vi parkerede ved Södra Lund parkeringen, der altid er et godt udgangspunkt for at birde ved Ottenby - når man naturligvis ser bort fra selve den sydlige spids ved fyret Långe Jan og Ottenby Fågelstation. Vores timing var perfekt da Ole, Karsten og Helle netop var klar til at 'kratluske' langs Västra markslingan. En fin lille runde på en times tid eller måske lidt mere, hvor det bl.a. blev til nogle fine stenpikkere og rødrygget tornskader og en masse planter. Karsten er botaniker så vi forsøgte at suge så meget af hans botaniske viden til os når der nu var en der vidste, hvad det handlede om.

Bente Ole, Helle og Karsten raster. Vestlige markslingan, Ottenby. Foto: UDA

Tilbage ved bilerne blev alle enige om, at vi sagtens kunne nå noget mere og besluttede derfor at gå en tur via Skoguddeslingan i den sydligste del af Ottenbylund. Vi var kun lige begyndt turen og havde nærmest kun lige forladt parkeringspladssen da de første orkideer blev spottet (plettet gøgeurt og langakset trådspore), og de flotteste blomstrende vibefedt vi endnu har set. Der var en række andre planter, der begejstrede botanikeren - ikke at vi andre ikke var begejstret, men allerede på det tidspunkt havde vi svært nok ved at huske de planter vi indtil nu havde set, og som var 'nye' for os. Det blev også til en enkelt perlemorsommerfugl - okkergul pletvinge - men dem skulle vi se flere af de kommende dage. Fuglemæssigt var det mest interessante en atlingand han, der lå rastede i den lille sø Lundsjön ved Kanontårnet. Fra toppen af Kanontårnet nød vi den flotte udsigt over Schäferiängene.

Okkergul pletvinge. Ottenby. Foto: BEST

Langakset trådspore. Ottenby. Foto: BEST

Dagen var ikke slut men efterhånden meldte sulten sig, og det var derfor tid til at køre til Stenåsabadet Camping på Ölands østkyst omkring 36 km nord for Ottenby. Det var her Ole, Karsten og Helle boede og som også skulle blive B&Us base. Undervejs blev der obset havørn og vi hørte en engsnarre.

Stenåsabadet Camping er en fin lille campingplads - og så alligevel større end man umiddelbart oplever den - der ligger ned til kysten med eget fugletårn og er omgivet af rigtige ølandske enge fyldt med storspover, rødben og flere store kobbersnepper og med køer og heste der græsser. Der er orkideer og en masse andre spændende planter på engene.

Aftenmaden tilberedes. Stenåsabadets camping. Foto: UDA.

Dagen sluttede af med en fælles aftentur, der først gik til fugletårnet, hvorfra der blev set lidt forskellige vadefugle. Dernæst tilbage gennem engen umiddelbart nord for campingpladsen via en trampesti. Solen var gået ned og mørket faldet på da vi var tilbage ved teltet hørte en spæd stemme der kaldte fra buskadset bag ved en campingvogn. Det lød lidt som en ugleunge, men det måtte undersøges nærmere. Det viste sig også at være en ugleunge - en skovhornugleunge. Det blev bekræftet da vi pludselige opdagede en af forældrefuglene flyve omkring og satte sig i fyrrestrærene. Man kunne lige ane fjerhornene i det efterhånden svage lys. Det var en fin og overraskende måde at slutte dagen af på. Af en af de svenske fuglekiggere, der også boede på pladsen - og som vi i øvrigt i vores begejstring vækkede - fik vi at vide, at der i flere år havde yngle skovhornugle på campingpladsen.

Det skal lige nævnes til uglehistorien, at vi naturligvis beklagede over for den svenske fuglekigger, at vi vækkede ham - og hans kone - men, at han sagde det var helt ok og at det var konen, der sagden han hellere måtte gå ud og se uglen.

Fredag d. 6. juni
I går aftes aftalte vi med Villy (a.k.a. campingfatter) at vi lavede check-in her til formiddag når receptionen var åben mellem klokken 9 og 10. Det betød så, at vi startede med at birde lokalområdet omkring campingpladsen. Det er ikke så ofte, at vi starter dagen med ugleobs - men den gamle skovhornuglen, havde tilsyneladende haft en travl og lang nat - den sad i hvert fald frit fremme og stenede og lod sig fotografere. Efter ugleobsen gik vi ned til fugletårnet og tjekkede kysten for, hvad der måtte være. En enkelt yngre havørn sad ude på en sten, der var klyder (også set i går aftes), store præstekraver, strandskader, storspover, viber, havterner og lang ude nogle lommer.

Skovhornugle. Stenåsabaset Camping. Foto: BEST.

Vi fik lavet check-in og booket og betalt for tre overnatninger og var klar til dagens 'ekspedition', der sammen med Ole, Karsten og Helle skulle gå til Stora Alvaret - nærmere bestemt Lilla Dalby Alvar. Her ville vi vandre ind til Tingstad Flisor - en gammel kultplads, hvor der tidligere blev afholdt ritualer med ofringer. Det var en dag, hvor fokus især ville være på botaniken, men som også skulle vise sig at overraske på pattedyrsfronten.

Fra parkeringspladsen er der en fem kilometer vandresti, der fører en til kultpladsen, og det var denne vi ville følge. Udstyret med væske i form af vand og frokosten i rygsækken begyndte vi turen. Den første del af ruten havde karakter af skovbryn og krat. Dernæst blev det mere åben for endelig at blive til et typisk alvar, der er et åbent stenet landskab med meget lav bevoksning beståenden af spredte ener. Som i går gik der ikke lang tid før de første planter blev fundet og Karsten artsbestemte og forsøgte at lære os andre at bestemme dem. Bare for at nævne nogle så var der orkideen poselæbe, getig vämpling i de flotteste farver fra helt røde over orange til gule. Der var nogle flotte hvide sandliljer, de gule stor soløje og og den meget mindre ølands soløje - der er endemisk for Öland. Der var mange flere, og det blev også til nogle sommerfugle - bl.a. blåfugle og to arter perlemorsommerfugle. Fuglemæssigt havde vi håbet og vel egentlig også forventet nogle flotte hedehøge, men der var absolut ingen at se. Det blev til lidt bynkefugle og stenpikkere.

Men det skulle vise sig at blive en meget stor dag for Ole. Han og BEST var kommet lidt foran os andre, da der pludselig kommer et brøl fra Ole - ja han nærmest jubler og vi er ikke i tvivl om, at de har fundet noget spændende og uventet. Men det var hverken en fugl eller plante - det var en hasselsnog! Den havde ligget lige foran på stien, men meget skyndsomt forsvandt ind mellem sten og planter og væk var den. Desværre gik det så hurtigt, at BEST ikke kunne nå at tage et doku-foto af slangen, men det vigtigste var også, at de fik den set. Ole var meget glad da han nu i mange år har håbet og ledt efter hasselsnog. 

Godt nok føltes det på et tidspunkt som om vi havde gået meget langt, og det havde taget næsten tre timer at gå de 5 km til Tingstad Flisor. Men det var også med stop-and-go og med afstikkere fra hovedstien, men det var langt fra så slemt, som den oplevelse det noget frustreret og opgivende ældre tyske ægtepar vi mødte undervejs da vi stadig manglede lidt under tre kilometer. De advarede os og sagde man ikke kunne regne med de kilometerangivelserne, der var meget langt endnu - de havde vandret mindst 15 km og orkede ikke mere og var vendt om.

Fremme ved den ene af de to fliser (en stor flad sten, der var stor oprejst) var der igen slange på menuen. Denne gang en fin stor hugorm. Den var på vej rundt om stenen og om til tre personer, der sad og nød solen. Vi advarede dem om hugormen lige bag dem, men de troede først ikke på os, da de sikkert troede vi forsøgte at få dem til at flytte sig væk fra stenen. Men de ændrede opfattelse da de så, at der var en stor hugorm - og så gik de i øvrigt.

Den ene af to fliser. Tingstad Flisor. Foto: BEST.

Turen retur blev klaret på lige over en times tid kun afbrudt af en mindre pause, da der pludselig stod en stor elgtyr foran os - omkring 100 m væk. Vi overraskede den på vej ned til et vandhul som vi tidligere på dagen havde stået ved og set elgfodspor, men på det tidspunkt var der ingen, der havde forventet, at vi faktisk skulle møde en. Elgen vendte om og løb rundt om vandhullet og forsvandt ind mellem nogle træer. Vi fortsatte og fremme, hvor stien drejede væk fra vandhullet vendte vi os lige om igen, og opdagede af elgen var kommet frem igen mellem træerne til vandhullet og drak vand. Da den havde drukket stod den længe, og bare kiggede på os inden den stille og roligt igen forsvandt ind i mellem træerne. En fed og uventet oplevelse og vi var alle - bortset fra Ole, der havde fået sin hasselsnog - var enige om, umiddelbart ville blive svær at slå som dagens obs. Det var kun en flot udfarvet han hedehøg, der ville kunne komme i nærheden.

Elg. Lille Salby Alvar. Foto: BEST.

Tilbage ved bilerne ville de andre spise sen frokost. Da vi havde spist frokost, og vi samtidig var ved at få 'botanisk overload' i et forsøg på at lære og huske alle de forskellige planter vi havde set - både i går og i dag - valgte vi at køre op til Gynge Alvar og Möckelmossen. Måske der var nogle fugle der - måske en hedehøg? På vejen derop lavede vi en afstikker ind til Mörbylånge i håb om at skaffe noget mere gas til vores trangia da vi var lidt bekymret for, at vi ikke havde så meget tilbage. Det lykkedes ikke, men det viste sig senere, at vi også klarede os med det vi havde.

Vi spejdede over alvaret efter hedehøge, men der var ingen - om det skyldtes blæsten eller der bare ikke var nogen er ikke til og vide. Ved Möckelmossen gik vi en en kort tur ud til søen, hvor der bl.a. var et par rørhøge og nogle store præstekraver.

Dagen sluttede af med en aftentur først til fugletårnet på Stenåsa Camping, hvorfra vi hørte en engsnarre og derefter engen lige vest for campingpladsen.

Lørdag d. 7. juni
For os var Ottenby igen på programmet. Ole havde vi sagt farvel til før vi lagde os i teltet, da han i dag ville køre tilbage til Danmark og vi nok startede dagen tidligt. Vi kørte straks efter morgenmaden, der blev akkompagneret af en syngende nattergal. Denne gang startede vi nede på Södra Udde. Obsede lidt fra parkeringspladsen inden vi gik helt ud til sydspidsen foran fyret. Der lå en masse gråsæler på stenene ud for kysten, der var køer mellem fuglekiggerne, lidt alke passerede sydspidsen lidt ude fra kysten, men ellers kunne det godt mærkes, at forårstrækket efterhånden var overstået.

Der havobses. Ottenby Södra Udde. Foto: BEST.

Afspærringen er velegnet når det klør. Ölands Södra Udde. Foto: BEST.

Fyret Länge jan Öland sydlige forbjerg. Foto: BEST.

Efter at have obset lidt fra forskellige steder på spidsen ville vi besøge Ottenbylund igen og se om det kunne give lidt. Vi startede med samme runde som torsdag aften med en tur op i Kanontårnet, hvor et par lærkefalke fløj rundt. Et smut ud til platformen ved stien, der fører ud til Stengjömslet ude ved sandrevlerne. Senere kørte vi op til parkeringen ved Norre Lunden, og gik gennem skoven til Norrelundstårnet. Desværre blev det ikke til nogel piroler, lille fluesnapper eller hvidhalset fluesnapper, hvilket til dels kunne skyldes, at det var sidst på formiddagen og nærmede sig frokost.

Planen var at flotte os og spise frokosten på restaurant Fågel Blå ved fyrtårnet, men der var efterhåndet dukket en hel del turister op og et stor hold modne motorcykelentusiater, hvade fået samme idé og var kommet først i køen! Det orkede vi ikke lige at vente på, så mens vi overvejede næste træk købte vi en is i den lille souvenirbod - så støttede vi også fuglestationens arbejde.

Vi valgte at forlade Ottenby og køre nordpå med Görans Dämmar som næste stop. Ikke langt fra Eketorps Borg spottede BEST en kærhøgeligneden rovfugl lavt over en mark - vi stoppede og BEST kunne konstatere, at det var en brunlig kærhøg med hvid overgump - hedehøg - endelig. UDA nåede ikke at få den selvom vi ledte et stykke tid. Undervejs kørte vi ned i den lille havn ved Gräsgårds Fiskehamn, hvor man kunne købe fish & chip hos Annys. Det var et rigtig lille autentisk oplevelse, hvor man kunne få en snert af det ægte og lokal liv. Vi fik også Annys dramatiske fortælling om, hvordan hun dagen før var havde fået 'tæsk' og banket gul og blå da hun var faldet ned at trappen derhjemme. Hun havde hængt fast i gelænderet og stort set fik revet lillefingeren af og fremviste gerne den store forbinding om fingeren - men som hun sagde, så gjorde det jo nok mindre ondt om nogle dage! Hun havde dog fået hjælp i boden af nevøens kæreste.
Men vi fik vores mad. BEST fik fish & chips og UDA fik sillamacka, og var så heldig at få to sild på maden (de to danskere lige før os fik kun en sild på deres).  

Der købes frokost hos Annys i Gräsgårds Fiskehamn. Foto: BEST

Göran Dämmar er et lille naturreservat på østkysten, som er blevet genskabt af en lokal mand, der hed Göran. Han nåede ikke selv at opleve resultatet af sit projekt, da han desværre døde før det var færdigt. Men hans projekt virkede. Der yngler sortterne - vi så tre fouragerende, og der yngler et par sangsvane som vi også så og de havde fire små unger. Der var atlingand og tre brushaner.

Dagens var efterhånden fremskreden og vi trængte til noget kaffe - og måske også noget kage. Det fik vi i Stenåsa på caféen, der ligger i tilknytning til Naturbokhandlen. Den var vi naturligvis første inde og tjekke ud, og det lykkedes at komme ud uden at have købte noget - der er ellers rigtig meget godt. Vi fik kaffen med påtår og en rigtig god kage, der netop blev taget ud af ovnen mens vi betalte - vi hørte uret ringe.

Det blev lige til en tur op til Gynge Alvar. Men valgte en parkeringplads længere vest for Möckelmossen. Der sad vi en lille times tid og nød vejret og naturen, mens vi håbede på en hedehøg. Det blev dog kun til en rørhøg inden vi returnerede til campingpladsen til noget aftensmad med den obligatoriske tur til fugletårnet og en tur på engene omkring pladsen.

Udsigten fra fugletårnet. Stenåsabadet Camping. Foto: BEST.

Aftenstemning ved Stenåsa Camping. Foto: BEST.

Karsten og Helle havde været længere nordpå og se på planter, og vi fik vi lige en frisk vejbeskrivelse til et sted, hvor der står nogle eksemplarer af orkidéen fruesko. Dem ville vi køre forbi inden vi søndag kørte hjem til Danmark.

Søndag d. 8. juni.
Tidligt op og pakkede teltet ned, pakket bilen - altså smidt telt, liggeunderlag og soveposer ind - og så kørte vi til Ottenby. Kaffe og morgenmad måtte i dag vente til senere.

Vi startede omkring fuglestationen og fyret, men der var meget stille rent fuglemæssigt, men et par svenske fuglekiggere kunne så underholde resten af de tilstedeværende fuglekiggere med deres historier. Da kaffetrangen og sulten efter nogen tid trængte sig på gik vi ned til bilen og fandt trangiaet frem, og fandt en plads ikke lang fra fuglestationen. Om det var os der inspirerede de andre fuglekiggere ved vi ikke, men det varede ikke længe før stort set dem der før stod nede ved fyret dukkede op og skulle have kaffe.

Kaffen og morgenmad. Ottenby. Foto: UDA.

Der skulle ske noget mere så vi ville til Ottenbylund og en tur ud over Schäferiängen til Stengjømlset og se efter vadefugle. Det var der andre der også skulle, da der tilsyneladende var et muligt ynglepar af hvidbrystet præstekraver ude på sandrevlerne. Dem lykkedes det dog ikke at se, hvilket til dels skyldtes, at det næsten var i direkte modlys, men UDA er næsten sikker på han kunne ane den ene af fuglene. Tilbage i lunden fortalte et par, at de lige havde hørt pirol nogle få hundrede meter væk. Der søgte vi straks hen, men desværre uden resultat.

Schäferiänge

Så en tur i Kanontårnet inden vi kratluskede i de sydligeste krat i håb om en enkelt høgesanger. Vi var næsten kommet rundt og var på vej tilbage til bilen da vi i det fjerne endelig hørte karmindompap. Samtidig stoppede en bil med et par fuglefolk, der meget målrette eftersøgte det krat vi lige have passeret. Det måtte vil hellere lige tjekke, hvad drejede sig om. Jo det var høgesangeren de var efter. Pludselig lød der en kraftig skrallen fra en busk - høgesanger - yes ingen tvivl der - nu skulle vi bare se den. Kort efter fløj en relativ stor sanger videre ind i en anden busk. Den dukkede op i toppen og der sad den fremme og vi fik skopet på - desværre var lyset ikke perfekt og fuglen forsvandt over vejen ind i et større krat. Sådan, to nye arter til turlisten  - som vi dog ikke gik så meget op i på denne tur. Men vi havde regnet med karmindompap og håbet på høgesanger.

Der var en ca. en times kørsel fra Ottenby til lokaliteten med fruesko, så det var tid til at køre nordpå. Ole have tidligere givet os vejbeskrivelsen og Karsten havde opdateret os så det var faktisk ikke noget problem at finde frem. Vi var kun lige kommet lidt ind ad den grusvej vi skulle følge, da der lige så fint over marken kom en flot hedehøg, gammel han. Den fulgte vi til den forsvandt bag noget buskads længere væk. Små fem minutter senere var vi fremme, hvor vi skulle parkere og gå resten af vejen ind i skoven - og så var vi fremme ved en lille indhegning med fruesko. Det er altså en sjov og speciel orkidé, der faktisk ligener nogle fine sko - eller måske i virkeligheden nogle tøfler. Det var så også mere eller mindre det første sted, hvor der også var myg så det varede ikke længe inden vi gik tilbage til bilen for så småt at begynde hjemrejsen.

Lady Slipper med myg. Foto: BEST.

Som på udturen tankede vi bilen i Färjestaden, og kørte derefter ned til havnen for at finde et sted hvor vi kunne få frokost. Der var et par muligheder, men det endte dog med, at vi kørte til ICA og købte brød, rejesalat og pirogger. Det tog vi med og kørte over Ölandsbroen og kørte ned til stranden på Svinö under broen. Efter maden gik det hjemad.

Ölandsbroen set fra Svinö. Foto: UDA.