Quetzalernes dal og 'Dødens bjerg'

[Torsdag d. 23.07] Der var koldt i hytten da vi vågnede til morgen. Udenfor var det stadig mørkt, men vi gjorde os klar da dagslyset kommer ret hurtigt. Vi kørte ca. tre kilometer ned ad vejen - i laveste gear (Low) - ned til Trogon Lodge, der helt klart ligner en af de dyre. Vi fortsatte et par hundrede meter og fandt et sted vi kunne parkere bilen uden at holde i vejen. De otte kilometer oppe fra hovedvejen (rute 2) til San Gerardo De Dota er en lang smal nedkørsel, overvejende på grusvej men også på korte partier med asfalt - og der er er ikke meget plads til at møde biler.

Vi var gået lidt tilbage ad vejen mod Trogon Lodge, mens vi ledte efter nogle advokadotræer af den rigtige slags,  da vi klokken seks så en mand komme gående med et stativ over skulderen, med et kamera og et rimeligt stort objektiv. Han gik den anden vej end det vi havde gjort. Han lignede en der vidste, hvor han skulle hen - og mon ikke det var til en Resplendent Quetzal?

Vi valgte, at gå sammen vej og ikke mange meter efter vi havde passeret vores bil spottede vi en quetzal i et træ lige ved vejen - sådan. Manden fra før var allerede igang med at fotografere. Vi gik helt hen til ham. Han viste sig at være en flink mand fra Tyskland, der fortalte at quetzalerne ofte sad i træerne, hvor vi stod, og spiste. Lige bagved var der nemlig nogle advokadotræer med frugter. En quetzal mere dukkede op, en tredje fløj over vejen, hvilket de to første også gjorde lidt efter. Vi havde dog fået set dem og taget nogle fotos. Vi var tålmodige og efter et stykke tid dukkede to quetzaler op igen. De er godtnok flotte - allesammen hanner, dog ingen mod de helt lange fjer. En enkelt var tilsyneladende en yngre fugl.

Den tyske fotografs kone dukkede op og lidt senere dukkede et hold tyske turister på guided 'Quetzal Tour' og lidt efter et hold mere. Og mens vi stod der i en flok turister - kom en firehjulstrækker kørende på vej opad. Da den standsede - for at vejen lige kunne farbar for diverse quetzal-turister opdagede vi, at det var nogle vi kendte, der bor i dalen. Det var de to forskerpiger som vi mødte i går. De vinkede og smilede da de samtidig fik øje på os, så vi nåede lige at snakke kort med dem inden de kørte videre på feltarbejde.

Ved halv-otte tiden spiste vi morgenmad hos Miriam og bagefter obsede ved og fra hendes foderbræt.

Bagefter kørte vi ned gennem dalen for at kigge, men det begyndte at regne en del så vi vendte tilbage til vores hytte og fik varmen mens vi ventede på en opklaring.

Ved et-tiden klarede det op - eller det regnede i hvert fald så lidt, at vi kunne komme uden for. Der er et par små trails bagved Miriams cabinaer og vi ville derfor tjekke den ene. Vi havde ellers tænkt os en tur til Savegre Lodge - et dyrt sted ca. seks kilometer længere nede i dalen - og birde på nogle af deres trails. Men pga. vejret og tiden besluttede vi at vente med det til i morgen. Derfor gik vi nu en tur i vores 'lokalområde', der virker som noget der sagtens kan producere nogle fugle. Det var dog ikke det helt vilde - en kolibri vi ikke fik ordentlig styr på, den sjove lille Slaty Flowerpiercer, der som navnet antyder stikker hul i blomsterne for at komme til nektaren. Der var bl.a. flere Black-billed Nightinggale-thrushes, der minder lidt om vores Rødhals i form og sang. Vi kom til et lukket led, hvor vi så vendte om og gik tilbage. 

Da vi var næsten tilbage opdagede vi pludselig en Quetzal sidde intet træ ikke langt væk! Endnu en han, der bare sad og kiggede. Den var ikke alene for det blev lige til glimtet af en anden, der forsvandt ind i den mere tætte bevoksning. På et tidspunkt.fløj den første også ned og forsvandt ud af syne. Vi ventede et stykke tid men det dukkede ikke op igen. Men mens vi ventede kunne vi se mindst tre advokadotræer af den rette slags - og der var mange frugter på, så det tydede godt for muligheden at se dem igen på et andet tidspunkt. Fedt selv at finde så fed en fugl som folk betaler penge for at se og så kun et par hundrede meter fra, hvor vi bor. Det sidste stykke hen til cabinaen gav Grey-breasted Wood-wren, Flame-throated Warbler og Black-chinned Warbler.

Vi besluttede os for, at køre op til 'Kommunikationsmasterne' på toppen af Cerro de la Muerte. Det er små 15 kilometer herfra så det kunne godt når i løbet af eftermiddagen. På vej op gennem Savegre-dalen, hvor San Gerardo de Dota ligger, mødte vi igen nogle vi kendte komme gående mod os - denne gang var det en flok tyskere på vandretur. Vi stoppede, hilste og snakkede kort med fortroppen, der bl.a. bestod af det unge par og guiden. De var på vej ned for at spise hos - ja naturligvis - Miriam.

Vi parkerede bilen 3274 m.o.h. og der var en flot udsigt fra kommunikationsmasterne på Cerro de la Muerte. Naturen er helt anderledes fra det vi indtil har set på turen. Bevoksning er lav, og der er urter der ligner vores - fx var der vejbred af en slags. Men i den højde svarer klimaet også til den tempererede zone. Nogle steder så det næsten alpint ud - og vi befinder os altså i troperne. Vi kunne se kystlinjen mod Stillehavet og vi kunne se Osa Peninsula - et sted vi meget gerne vil hen, men nok pga. tiden bliver nød til at springe over denne gang. Der var meget stille deroppe - man kunne 'høre stilheden', som man siger hjemme på Møn. Der var ikke mange fugle, men vi fik da  set flere eksemplarer af Volcano Junge, endnu en endemisk art for Costa Rica og Nordvest Panama.

Sidst på eftermiddagen da vi var tilbage hos Miriams tjekkede vi lige om. der var quetzal i baghaven, men det var der ikke. Ved cabinaerne så vi til gengæld en flok Long-tailed Silky-flycatcher og mindst tre Collered Flycatcher inden vi gik op til Miriam for at spise aftensmad.

Der har været 'ryk-ind' hos Miriam i dag. Ud over os er der i dag ankommet et par franskmænd og et par tyske damer og vi spiste alle hos Miriam. Den filippinsk fuglefotograf er der også stadig, men han forsvandt ned ad vejen med sit udstyr. Men mens vi spiste standsede en lille bus uden for, hvorefter et hold fuglekiggere i mørket gik om på ved bygningen. Der skulle finde 'lechuzita' - 'den lille ugle'. Miriams sted og også kendt for, at der holder en Unspotted Saw-whet Owl til der. Så der blev lyst med lygte i træerne bagved, til stor undre hos det franske par over, hvad der foregik, hvilket vi så kunne fortælle dem. Uglekiggerne  kørte igen lidt senere uden held. Vi mødte dem så lidt senere da vi gik tilbage. Der holdt de ikke langt fra, hvor vi bor og ventede på Dusky Nightjar - en natron, man kan se i lyset fra en gadelamper ved et af hotellernes parkeringsplads. Det havde vi også planlagt at gøre så vi. sluttede os til selskabet. Men heldet var ikke med os - det blev kun til nogle flagermus i aften.

Fra varmen til kulden

[Onsdag d. 22. juli]. Der var ingen ugle der 'underholdte' i nat, så vi fik den desværre ikke at se da jeg ellers ville være gået ud og kigget efter den nu den tilsyneladende havde siddet meget tæt på.

Morgenobsen begyndte neden for lodgen, hvor vi tjekkede kolibrier i håb om en coquette - men nej det blev kun til Snowcap, Thorntail og et par andre arter. Derefter gik vi et stykke op af en trail og hørte en del fugle og så også nogle, men der er betydeligt sværre i den tætte høje skov.

Efter morgenmaden gik vi en længere tur i skoven og kom noget højere op længere rundt. Det gav også nogle nye arter Antbird og Nightinggale-thrush og vi så også et bæltedyr. Undervejs passerede vi tre steder nogle 'vildtkameraer', der var sat op i forbindelse med noget forskning. Og pudsigt nok så vat der to unge kvindelige forskere/studerende forbi, der sammen med 'papa lodge ' var rundt og hente data fra kameraer. Dem snakkede vi med og hørte lidt om deres undersøgelser. Vi så også nogle tidligere billeder fra de opsatte kameraer, der viste at skoven huser Ocelot, Puma og Jaguar! Vi fik i øvrigt af vide, at nogle af bæltedyrene lider af noget spedalskhed, så dem skulle man ikke røre ved - men rovdyrene?

Da vi havde fået lunch forlod vi El Copal og kørte mod San Gerardo de Dota, hvor vi nu skulle op i højlandet - the highland - og have nogle helt andre arter. Det tog lige over tre timer og som vi kom op i højden faldt temperaturen drastisk - fra ca. 30 gr. C til 11 gr. C da vi kørte igennem skyerne, hvor det regnede.

Vi bor hos Miriam, der er et lille hyggeligt og billigere sted, som vi har hørt om via en blog af en amerikansk fuglekiggers, som bor i Costa Rica.   Hos Miriam foregår det også på spansk (da vi ankom, var der dog.en yngre pige, der kunne engelsk), men vi kørte med Miriam på bagsædet ca. 300 m længere ned ad vejen og drejede ind ad en indkørsel og fortsatte ned til et par små hyggelige cabinaer - med varmt vand og lille varmeapparat. Miriam sættes os en i tingene - på spansk - og fortalte, hvor og hvad tid turisterne om morgenen står og kigger efter quetzal.

Da vi var blevet installeret, gik vi en lille tur ned ad vejen og kiggede lidt inden vi vendte om og gik tilbage til Miriam, hvor vi skulle spise aftensmad. Vi var i god tid, men så kunne vi obse fuglene på hendes foderbræt og feeder - det gav hurtigt syv nye arter, bl.a. Magnificent Hummingbird, Acorn Woodpecker og Flame-collered Tanager. Vi snakkede også med en ung fyr fra Filippinerne, der også var birder, eller måske mere fuglefotograf - han havde i hvert fald et stort DSLR og var meget interesseret i vores ene kamera som han fik lov at prøve.

Der var masser af aftensmad. Det var stegt fisk, vistnok regnbueørred som de 'dyrker' her i bjergene - men det var godt.

Dagen sluttede med en edderkoppejagt i cabinaer og et kort tjek af det åbne WiFi vi kan fange når man står halvt oppe ad indkørslen.

El Copal - en dag med stille og rolig birding

[Tirsdag d. 21. juli] 'Whu, whu, WHUU, WHUU, whu' - lød det lige uden for vores værelse i pænt lang tid i nat. Lyden stoppede først lidt inden vi stod op. Det var en Mottled Owl - tjek - så kom den på listen.

Hele tirsdagen tilbragte vi med at birde El Copal Biological Reserve, enten fra selve lodgen - der har en glimrende 'balkon' man kan obse fra - eller fra det umiddelbare nærområde - den første del af de korte trails og øverste del af 'entrance road'. Vi kom ikke så langt omkring da der var masser at kigge på, og samtidig kaldte 'papa lodge' hele tiden på os når der var en spændende fugle - fx Barred Hawk og Collered Trogon.

Det blev en slags afslapningsdag med birding, hvilket var glimrende og tiltrængt. Tyskerne var ude og gå det meste af dagen så vi havde det stort set for os selv. El Copal er et godt og spændende sted, rigtig søde hjælpsomme mennesker - der ikke taler engelsk - og det kan kun anbefales.

En cowboy, et hold tyskere og El Copal

[Mandag d. 20. juli] Det vil sikkert ikke overraske nogen, at vi startede dagen før set var blevet lyst  . Vi begyndte med at birde lige uden for lodgen indtil klokken blev seks, hvorefter vi gik op på verandaen på 1. sal for at få morgenkaffe , der var sat frem. Kort efter dukkede Meghan op og det varede ikke længe før Gary også var der.

Fuglene var igang i træerne, kolibrierne var i fuld gang med at tømme feederne. Morgenen begyndte rigtig flot med fin udsigt til vulkanen (Turrialba - skal lige tjekke navnet). Men i løbet af meget kort tid trak en tåge op ad skråningerne og inden længe så alle fugle grå ud og det gjorde det i hvert fald ikke lettere at bestemme små fugle, der fiser rundt mellem bladene oppe i trækronerne. Heldigvis blev sigtbarheden igen bedre lidt senere. Lige før der blev ringet ind til morgenmaden - ja der bliver ringet med en klokke, når det er tid til dagens måltider - dukkede et par unge amerikanere op. Det var Rebecca og hendes mand Kevin (der kender til Kierkegaard), der var ankommet sent i går aftes. De var også birdere og så var de på bryllupsrejse.

Der var en livlig snak under morgenmaden, men vi var efterhånden også en del mennesker på lodgen - syv personer, da Lisa også dukkede op. Pludselig blev blev stemning brudt da en Bicolered Hawk landende i er træ lige ved siden af og den fløj ikke bare videre men blev siddende så længe, at alle fik den at se og vi kunne konstatere at den sad med resterne af en tukan - nærmere bestemt på næbbet til en Collared Arakari. I øvrigt fortalte Lisa, at der det seneste døgn var registret en voldsom stigning i jordrystelser i området ift. det normale - det var registreret mere end 400 jordrystelser på 24 timer mod normalt ca. 100. det er et område med vulkaner og derfor også geologisk aktivitet, så var det alligevel noget. Vi havde ikke mærket noget til det, men kunne konstatere, at billederne på væggen på værelset hang skævt.

Formiddagen tilbragte vi på Rancho Naturalistas grund da vi skulle videre til næste destination efter frokost. Vi startede ved lyslokkerfælden, der dog ikke havde været tændt i nat, men måske der alligevel var nogle fugle. Der var ikke mange men det blev da bl.a. Tawny-breasted Flycatcher igen i dag. Næste stop var 'Forest Feeder' - to kolibri feeder placeret i skoven ved en overdækket bænk. Vi hørte Band-tailed Barbthroat men de ville heller ikke vise sig i dag. Vi fortsatte op på  'The pasture' - det mere åbne areal, hvor lodgens køer gik og græssede. Fuglene er lettere at se her end inde i regnskoven og havde indtil videre været ganske produktive og området skuffede heller ikke denne gang. Vi så turen første Emerald Tanager, en flot grøn han. To rovfugleunger var meget samarbejdsvillige og vi fik taget nogle gode fotos så vi senere kunne få 'kontrolleret' vores bestemmelse, da mente den ene var en Bicolered Hawk, men var i tvivl om den anden (den ene var en Bicolered Hawk og den anden var en Roadside Hawk). Men der var mange andre fugle, og især Scarlet-tigeted Dacnis (og ikke Tanager som jeg muligvis har skrevet i tidligere post) og Blue-grey Tanager. 

Der tog lidt tid, at komme igennem frokosten - ikke pga. af al den gode mad - men fordi, at ser hele tiden var nogle fugle, der lige skulle tjekkes. Men til sidst måtte vi blive færdige fordi, at personalet skulle jo have ryddet af og vasket op - og vi skulle også videre, selvom vi sagten kunne være blevet, da Rancho Naturalista er et rigtig godt fuglested, og vi habde det hyggeligt sammen med nogle søde og rare mennesker. Vi fik betalt en masse tusinder colones - ja i Costa Rica har pengesedlerne nogle vanvittige høje tal - så nu kunne personalet også få løn, sagde Lisa. Det er lavsæson så der er langt fra fyldt op hver dag. Og så fik vi pakket bilen, sagt farvel og kørte mod næste destination - El Copal. 

I La Suiza gjorde vi lige holdt ved hæveautomaten, da vi skal bo et sted, der er rustikt - læs betydeligt mere enkelt og primitivt - end Rancho Naturalista, og hvis man ikke kan betale med kort der, så var vi sikre på at man heller ikke kunne de i El Copal. Da vi sted i køen til hæveautomaten kom vi til at snakke med manden med cowboyhatten foran os. Da vi fortalte, at vi var 'bird watchers' sagde han - 'ah - you know Lisa? She is my neighbour'. I am him with the horses - I am the cowboy'.  Derefter spugte, hvorlænge vi var i Costa Rica og om vi ville købe noget jord, for han havde nemlig noget han gerne ville sælge til os.

Det er da meget pudsigt - okay, det er måske ikke en stor by, men alligevel, at vi lige skulle møde områdets 'cowboy', der var nabo til Rancho Naturalista, men meget passende, da vi skal til El Copal, der lyder som et sted fra en Westernfilm.

Efter lidt mere end en time - inkl. stop for at tjekke fugle - ankom vi til El Copel, der mere korrelt hedder El Copal Biological Reserve - hvorefter alle forestillinger om den amerikanske prærie, støvede westernbyer forsvandt. Det var også let at finde frem til selvom vi også brugte GPS. Det var kun den sidste del af turen, der foregik på grusveje og det var de sidste fem hundrede meter op til lodgen, hvor man følte man man var langt ude og var glad for stor frihøjde og firhjulstræk.

Vi fandt Patricia som Coli havde snakket med i går. Hun viste os vores værelse (La Pava) og vi aftalte aftensmad klokken syv - det var egentlog klokken seks vi mente, men fik sagt forkert. Det taler ikke engelsk på El Copal og set er en helt anden stil end Rancho Naturalista, men meget hyggeligt og charmerende. Det er mere som, at være i fjeldet i en hytte eller i en spejderhytte - der er køjesenge på værelserne. Og så er fer fugle lige uden for, bl.a. Snowcap og Violet-throated .... Vi så bl.a. Emerald-, Black and Yellow Tanager og Rough-throated Manakin.

En halv times tid efter vores ankost kom en bus med ca. 15 tyskere på vandretur, der også skal bo her i to nætter - og nu troede vi lige vi skulle 'off the beaten trail' og så vælter det ind med mennesker. Nej de er nu meget stille og rolige.

I mens vi og tyskerne ventede - ja de måtte også vente da vi nu havde bestemt, hvornår aftenmaden skulle serveres - forberedte vi os på morgendagens birding ved at gennemgå nogle af de mulige arter.

Klokken syv blev der banket på vores dør. Det var Patricia, der med en pandelampe i hånden sagde, at der smilende sagde 'dinner'. Vi fulgte derfor med op til spisesalen, hvor det tyske rejseselskab allerede sad klar i stearinlysenes skær. På El Copal kommer strømmen fra solpaneler og derfor bestod oplysningen af stearinlys på bordene - men det var meget hyggeligt. Der er også lamper på El Copal, men man kommer bedst rundt om aftenen og natten med en pandelampe.

(red. d.28-07-2015)

I slangernes land

[Søndag d. 19. juli] Der var gang i fuglene fra tidlig morgen og vi så bl.a. en Snowcap han foran lodgen og nogle forskellige tanagers. Vejret var ganske fint og temperaturen var meget passende til birding. Sammen med Gary skulle vi på en guided tur.

Klokken seks mødtes vi med Meghan og guiden Coli på verandaen på første sal, hvor kaffen også var klar. Efter en kop kaffe, nogle kolibrier og tanagers senere gik vi ned til lyslokkerfælden. Den havde stået tændt hele natten og tiltrukket natsværmere og andre insekter til som nu måske ville tiltrække nogle fugle. Det varede ikke længe før de første fugle dukkede op, bl.a. Tawny-chested Flycatcher, som var en af dem vi håbede på, men den forsvandt igen efter, at den havde vist sig et par gange. Nogle Plain-brown Woodcreeper og Red-throated Ant-tanager var forbi og fik sig et par gode 'natsværmer-hapsere' forbi. Der var andre fugle forbi inden vi gik tilbage og fik morgenmad.

Efter morgemaden birdede vi resten af formiddagen sammen med Coli og Gary. Det startede stille og roligt uden det helt store, men som formiddagen dagen skred frem, så og hørte vi en masse spændende fugle, og guiden Coli var rigtig god. Ud over at kunne spotte fuglene, så kunne han og fuglestemmerne og han fortalte han, hvad vi skulle lægge mærke til. Vi så Bi-colored Hawk, Roadside Hawk, en flatbill, en gnatwren, nogle 'mixed species flock' med bl.a. Scarlet-thiged Tanager, Spectled Tanager og flere arter euphoniaer. Vi så Great Tinamou og hørte en Shythebill - der er en woodcreeper med et meget langt og buet næb. Og endelig må nogle manakiner, der altid er sjove at se.

Undervejs var vi oppe i et område, der er kendt for, at huse en god bestand af Ver-de-lance - en slange man absolut ikke skal komme i nærkontakt med, da dens gift er dødelig giftig. Derfor er det meget vigtigt, at man i de områder holder sig til trailen, så man kan se, hvor man går og man skal heller ikke bare gribe fat i hvad som helst. Det er så lidt problematisk, at mange af fuglene bevæger sig rundt meget højt oppe i træerne og man derfor bruger en del tid med at kigge op ad. Men heldigvis er det ikke sådan, at det vrimler med, men guiden mindede os lige om det. Ikke mange minutter senere udbrød BEST pludselig et 'UUUHÅÅ!' og nærmest sprang bagud. Vi andre stoppede brat op og troede, at hun var blevet stukket af en hveps eller noget - men nej det var ikke det. En lang slange var strøget på tværs af trailen få centimeter foran hende. Ingen af os andre nåede at se den da Coli og jeg netop var gået forbi det sted slangen passerede, og Gary gik bagerst og kunne ikke se noget. Vi ved ikke, hvilken slange det var, men den kom ud fra en bambus, noget vi også lige havde hørt var et sted. Fer-de-lance godt kunne lide! Nu skulle BEST helt sikkert ikke med aftenens night walk.

Da vi var tilbage ved lodgen - efter en rigtig god tur, på trods af nogle generende myg en en enkelt slange undervejs - var Coli så venlig og hjælpsom, at han ringede til ejerne af El Copal Biologiske Reservat, hvor både han og Lisa - bestyreren/ejeren af Rancho Naturalista - havde anbefalet os, at tage hen. Det er kun en times tid herfra, det er højere op, fuglene er mindst lige så gode, det er rustik, det er meget billigere og ejerne taler stort set ikke engelsk. De mente, at vi helt sikkert ville synes om det - 'you will love it'. Så det må vi jo prøver og derfor ringede Coli til dem for at tjekke om der var plads og prisen. Der var plads og prisen kunne vi fint leve med da det var meget billigere end Rancho Naturalista.

Da vi skal betale for vores ophold med kontanter blev vi nød til, at køre til La Suiza om eftermiddagen for at hæve penge. Inden kørte vi først ned til et sted ved Tius River, der skulle være godt og hvor man kan se Sunbittern. Den så vi ikke, men så til gengæld en flok på 30 - 40 Crimson-fronted Parkeret, der fouragerede i nogle buske. Vi kørte videre mod et lille sted - La Mina - der skulle være det sikreste sted at se Sunbittern. Det var begyndt at regne da vi stoppede ved floden ved den grusvej vi mente måtte føre til La Mina. Der sad en fin Green Kingfisher på en sten ude i floden. Vi kørte ned ad grusvejen og fandt et sted at stille bilen og begyndte, bevæbnet med kikkerter, kameraer og paraplyer, at lede efter Sunbittern. Vi talte lidt om, hvad en fugl, der er knyttet til vand, ville gøre i regnvejret. Ville den sidde i ly under et træ eller en busk eller ville den være helt upårviket og bare gøre, hvad en sådan plejer at gøre? Vi fik svaret lidt efter længere nede af vejen - de går nemlig på vejen. Først lettede én og kort efter en anden og landede nede på nogle blotlagte  gruspartier i floden. Hold op en flot fugl, især når den flyver, hvor man kan se den flotte vingetegninger.

Resten af eftermiddagen gik med skaffe kontanter og få tanket benzin på bilen. Nærmeste hæveautomat findes i La Suiza ca. 7 km fra lodgen, men man skal helt til  - Turrialba for, at tanke benzin. Så nu skulle vi være klar til næste del på turen.

Night walken med Meghan blev desværre ikke til noget. Der kom en fodboldkamp i vejen - Costa Rica skulle møde Mexico i kvartfinalen i den turnering, der svarer til vores Europamesterskab - den skulle hun se med nogle venner og var derfor ikke hjemme.

Fra Gavilan til Rancho Naturalista

[Lørdag d. 18. juli] Det lød som om det stadig regnede da vi stod op til morgen, men det var vand, der dryppede fra træerne og ned på taget af vores cabina. Howler Monkeyen havde også været i gang med sit brølere.

Vi startede som vanligt med, at birde på ejendommen inden morgenmaden. Floden Sarapiqui (tjekker stavemåden senere), der passerer lige forbi Gavilan Lodge, var vandstanden steget ret markant efter det seneste døgns nedbør - og umiddelbart var det med i hvert fald to meter og måske mere. Men det havde også regnet rigtig meget. Morgenmaden producerede kun en enkelt ny turart - af dem som vi kan bestemme.

Efter morgenmaden pakkede vi bilen og fik afregnet vores ophold på lodgen, hvorefter vi kørte mod en anden spændende lokalitet i den karibiske region - Rancho Naturalista - et af 'stederne' i Costa Rica når det gælder fugle.

Det tog små tre timer at køre turen fra Gavilan Lodge i Puerto Viejo til Rancho Naturalista nær Turrialba. Første del af turen foregik ad lange lige veje i lavlandet indtil vi nåede byen Siquires. Her proviantere vi i Maxi Pali - en supermarkedkæde - så vi havde vand og lidt chips. Fra Siquires gik det via snoede veje op i lidt større højde - 'middle elevations' eller  'the foothills' - til vi drejede ind på indkørslen til Rancho Naturalista, der førte os det sidste stykke op til lodgen. En spændende, meget smal og meget ujævn vej, hvor stor frihøjde på bilen var en god ting. Det regnede på vej op og vi mødte kun en enkelt bil, det var på vej ned og som vi skulle bakke ned til et sted vi kunne kører langt nok ud til siden så vi kunne passere hinanden. Da vi kom helt op til lodgen blev vi mødt af en chäferhund og Lisa, der bød os velkommen. Da vi ikke havde booket på forhånd var vi lidt spændte på om der også var plads til os selvom det ikke er højsæson, men det var der heldigvis. Faktisk var der kun én anden gæst - Gerrie fra Los Angeles - der netop var ankommet fem minutter før os med den bil vi mødte på vej op. Vi fik 'Mastersuiten' eller hvad den nu hed, lodgens største værelse - og det er stort - med egen veranda med udsigt til vulkanen Turrialba og en feeder med flotte kolobrier.

Da vi var blevet installeret mødtes vi til en lille velkomst på den fælles veranda på 1. sal, hvor vi hilste på Gary, der som nævnt også er gæst  og så hilste vi på Megan, der arbejder på lodgen, hvor hun fungerer som guide og sørger for gæsterne føler sig hjemme - og så er hun i øvrigt birder.

Efter lunch, som var rigtig god og som vi spiste sammen med Gary og Megan, fortalte Megan lidt om stedet og området og lidt senere mødtes vi udenfor så ville hun vise, hvor vi kunne se Snowcap - en flot lille kolibri som vi så med det samme - og hvor man kom til trails og 'hummingbird pools'. Da vi havde fået denne indledende orientering skiftede vi til støvler og gik selv en tur i en del af området. Det gav bl.a. White-crowned Parrot - en lille familieflok, Gartered Trogon, Mentezuma Oropendola, 'Kill Bill' som vi kalder Keel-billed Toucan da det er lettere og hurtigere at sige. Der kom også en 'mixed species' flok - noget man skal være opmærksom da der pludselig kan være mange fugle, mange arter og de kan være lige så hurtigt væk igen. Denne flok gav bl.a. Scarlet-thiged Dacnis, Bay-headed Tanager, Olive-backed Euphonia og Rufous Mourner bare for at nævne lidt.

Klokken fire gik vi ned til 'hummingbird pools', hvor Megan ville være og kigge på kolibrierne, der opsøger nogle pools i et vandløb for at bade. Vi stod der i halvanden time og så seks arter kolibrier der badede ved at dykke ned i vandet. Det så ret sjovt ud.

Aftensmaden blev serveret klokken 18 og vi fire spiste sammen og snakkede om forskellige ting. Dagen sluttede af med, at vi efter aftensmaden gik ned til et lyslokker, der var blevet tændt for at tiltrække natsværmer og andre nattetime smådyr og kikkede lidt på dem inde vi gik tilbage.

Regn, regn og så lidt mere regn

[Fredag d. 17.07] Regnen trommede overdøvende højt på taget af den cabina som vores værelse ligger i. Det var 'really heavy rain' og det tordnede også. Klokken var kvart i fire om morgenen og det havde nu regnet siden i går aftes ved halv ni-tiden. Det tegnede ikke særlig godt for vores guidede tur i La Selva, og var ret sikre på at den blev aflyst.

Vi skyndte os i ly for regnen på patioen - the dining area - da vi var fremme ved La Selva lidt efter klokken halv seks, hvor vi også skulle møde vores guide. Vi antog i hvert fald, at der kom en og så måtte vi bare aftale en ny tur i morgen istedet.

En ung gut dukkede op iført kikkert, bæltetaske og paraply. Vi hilste på hinanden og rystede på hovederne af vejret - det regnede stadig kraftigt, og der var stadig ikke noget der tydede på en opklaring, i hvert fald ikke foreløbig. Vi foreslog at komme til en ny tur i morgen for med.det regnvejr gav det ikke meget mening at birde. Guiden ville lige give det en fem til ti minutter så kunne vi lige se.

Minutterne gik og vores guide var vedholdende, men det handlede jo nok også om hans løn. Der dukkede lidt småfugle op i nogle buske som vi kunne kigge på, bl.a. Common Tody-flycatcher og Black-faced Grossbeak. Vi vidste ikke helt, hvad vi skulle gøre, for på den ene side gav dette ikke mening, men på den anden har vi jo før oplevet, at tingene kan ændre sig på kort tid. Efter halvanden time på samme sted holdt regnen op - spørgsmålet var bare, hvor længe?

Det endte med en meget kort tur på lidt over en halv time - det meste af tiden i småregn - og kun lige på den anden side af broen, i et område med cabinaer. Det blev da til en fin Red-capped Manakin - 'moon walk'-fuglen - og et par nye arter. Det begyndte igen, at regne en del og vi søgte ly samme sted som vi startede. Efter små ti minutter sagde vores guide farvel og beklagede vejret, men nu skulle han have en anden guidetur! Ok det var ikke lige den tre timers tur som vi havde fået indtryk af vi skulle på - men det havde vi måske misforstået i går?

Vi lod lige guiden komme afsted med sit næste hold - også i regnvejr - og så gik vi i receptionen for at høre om det var noget vi skulle betale fuld pris for. Efter en kort telefonsamtale sagde receptionisten, at vi fik 10% rabat - vi accepterede, da vi ikke orkede en diskussion og ærgrede os over vi ikke havde været mere insisterende i morges mht. ombookning - og så huskede vi guiden Maurice's ord: 'don't ever go on a guided tour if it rains'.

Nå men vi måtte jo gerne blive i området - bare ikke området på den anden side af broen - drikke deres kaffe, hvilket vi så gjorde og så brugte vi ellers nogle timer, hvor vi birdede for os selv. Vi fornemmer at vores birdcraft absolut går den rigtige vej og vi kan både finde og bestemme fuglene - i hvert fald en del af dem - men dem vi kun hører, de er ikke nemme og må ofte passere ubestemte. Men heldigvis lykkes det at se nogle af dem og lære deres stemmer, at kende. Det endte med at være mindst lige så godt og det var tørvejr - men fugtigt og lummert - og fik nogle gode views af nogle fine arter, bl.a. Long-billed Hermit, White-collered Manakin.

Sidst på formiddagen dykkede fuglenes aktivitet markant i lummervarmen og vi kørte tilbage til lodgen. Det begyndte ar regne igen og først ved tre-tiden om eftermiddagen var det ved at være overstået.

Kokken hos Gavilan blev så glad da vi gerne ville have frokosten hos dem, så vi fik en frugtanretning, nogle æg og juice og kaffe til. Men hvad værre var, så havde den unge dreng Miguel pakket en pose med frugt og drikkevarer samt en lille besked til os på en lap papir. Det var vores morgenmad som vi skulle have haft med os, nu vi skulle så tidligt op. Vi var bare ikke klar over, at vi bare skulle gå i køkkenet og hente det selv. Han var der ikke i dag, men vi forklarede at vi ikke var klat over det og at vi vat meget kede af det når han nu havde sørget så godt for os.

Nu er vi igen det eneste gæster på lodgen så vi får 'speciel treatment', det vil sige, at det er meget søde og hjælpsomme og det vakte stor glæde, at vi også ville spise aftensmaden hos dem igen i dag, og at vi også gerne ville have det som kokken og ejeren blev enige om var godt.

Da vejret alligevel ikke rigtig var til noget - regnen kom igen - brugte vi resten af eftermiddagen til lidt planlægning af de kommende dage og så lidt birding på lodgen bevæbnet med paraplyer.