El Copal - en dag med stille og rolig birding

[Tirsdag d. 21. juli] 'Whu, whu, WHUU, WHUU, whu' - lød det lige uden for vores værelse i pænt lang tid i nat. Lyden stoppede først lidt inden vi stod op. Det var en Mottled Owl - tjek - så kom den på listen.

Hele tirsdagen tilbragte vi med at birde El Copal Biological Reserve, enten fra selve lodgen - der har en glimrende 'balkon' man kan obse fra - eller fra det umiddelbare nærområde - den første del af de korte trails og øverste del af 'entrance road'. Vi kom ikke så langt omkring da der var masser at kigge på, og samtidig kaldte 'papa lodge' hele tiden på os når der var en spændende fugle - fx Barred Hawk og Collered Trogon.

Det blev en slags afslapningsdag med birding, hvilket var glimrende og tiltrængt. Tyskerne var ude og gå det meste af dagen så vi havde det stort set for os selv. El Copal er et godt og spændende sted, rigtig søde hjælpsomme mennesker - der ikke taler engelsk - og det kan kun anbefales.

En cowboy, et hold tyskere og El Copal

[Mandag d. 20. juli] Det vil sikkert ikke overraske nogen, at vi startede dagen før set var blevet lyst  . Vi begyndte med at birde lige uden for lodgen indtil klokken blev seks, hvorefter vi gik op på verandaen på 1. sal for at få morgenkaffe , der var sat frem. Kort efter dukkede Meghan op og det varede ikke længe før Gary også var der.

Fuglene var igang i træerne, kolibrierne var i fuld gang med at tømme feederne. Morgenen begyndte rigtig flot med fin udsigt til vulkanen (Turrialba - skal lige tjekke navnet). Men i løbet af meget kort tid trak en tåge op ad skråningerne og inden længe så alle fugle grå ud og det gjorde det i hvert fald ikke lettere at bestemme små fugle, der fiser rundt mellem bladene oppe i trækronerne. Heldigvis blev sigtbarheden igen bedre lidt senere. Lige før der blev ringet ind til morgenmaden - ja der bliver ringet med en klokke, når det er tid til dagens måltider - dukkede et par unge amerikanere op. Det var Rebecca og hendes mand Kevin (der kender til Kierkegaard), der var ankommet sent i går aftes. De var også birdere og så var de på bryllupsrejse.

Der var en livlig snak under morgenmaden, men vi var efterhånden også en del mennesker på lodgen - syv personer, da Lisa også dukkede op. Pludselig blev blev stemning brudt da en Bicolered Hawk landende i er træ lige ved siden af og den fløj ikke bare videre men blev siddende så længe, at alle fik den at se og vi kunne konstatere at den sad med resterne af en tukan - nærmere bestemt på næbbet til en Collared Arakari. I øvrigt fortalte Lisa, at der det seneste døgn var registret en voldsom stigning i jordrystelser i området ift. det normale - det var registreret mere end 400 jordrystelser på 24 timer mod normalt ca. 100. det er et område med vulkaner og derfor også geologisk aktivitet, så var det alligevel noget. Vi havde ikke mærket noget til det, men kunne konstatere, at billederne på væggen på værelset hang skævt.

Formiddagen tilbragte vi på Rancho Naturalistas grund da vi skulle videre til næste destination efter frokost. Vi startede ved lyslokkerfælden, der dog ikke havde været tændt i nat, men måske der alligevel var nogle fugle. Der var ikke mange men det blev da bl.a. Tawny-breasted Flycatcher igen i dag. Næste stop var 'Forest Feeder' - to kolibri feeder placeret i skoven ved en overdækket bænk. Vi hørte Band-tailed Barbthroat men de ville heller ikke vise sig i dag. Vi fortsatte op på  'The pasture' - det mere åbne areal, hvor lodgens køer gik og græssede. Fuglene er lettere at se her end inde i regnskoven og havde indtil videre været ganske produktive og området skuffede heller ikke denne gang. Vi så turen første Emerald Tanager, en flot grøn han. To rovfugleunger var meget samarbejdsvillige og vi fik taget nogle gode fotos så vi senere kunne få 'kontrolleret' vores bestemmelse, da mente den ene var en Bicolered Hawk, men var i tvivl om den anden (den ene var en Bicolered Hawk og den anden var en Roadside Hawk). Men der var mange andre fugle, og især Scarlet-tigeted Dacnis (og ikke Tanager som jeg muligvis har skrevet i tidligere post) og Blue-grey Tanager. 

Der tog lidt tid, at komme igennem frokosten - ikke pga. af al den gode mad - men fordi, at ser hele tiden var nogle fugle, der lige skulle tjekkes. Men til sidst måtte vi blive færdige fordi, at personalet skulle jo have ryddet af og vasket op - og vi skulle også videre, selvom vi sagten kunne være blevet, da Rancho Naturalista er et rigtig godt fuglested, og vi habde det hyggeligt sammen med nogle søde og rare mennesker. Vi fik betalt en masse tusinder colones - ja i Costa Rica har pengesedlerne nogle vanvittige høje tal - så nu kunne personalet også få løn, sagde Lisa. Det er lavsæson så der er langt fra fyldt op hver dag. Og så fik vi pakket bilen, sagt farvel og kørte mod næste destination - El Copal. 

I La Suiza gjorde vi lige holdt ved hæveautomaten, da vi skal bo et sted, der er rustikt - læs betydeligt mere enkelt og primitivt - end Rancho Naturalista, og hvis man ikke kan betale med kort der, så var vi sikre på at man heller ikke kunne de i El Copal. Da vi sted i køen til hæveautomaten kom vi til at snakke med manden med cowboyhatten foran os. Da vi fortalte, at vi var 'bird watchers' sagde han - 'ah - you know Lisa? She is my neighbour'. I am him with the horses - I am the cowboy'.  Derefter spugte, hvorlænge vi var i Costa Rica og om vi ville købe noget jord, for han havde nemlig noget han gerne ville sælge til os.

Det er da meget pudsigt - okay, det er måske ikke en stor by, men alligevel, at vi lige skulle møde områdets 'cowboy', der var nabo til Rancho Naturalista, men meget passende, da vi skal til El Copal, der lyder som et sted fra en Westernfilm.

Efter lidt mere end en time - inkl. stop for at tjekke fugle - ankom vi til El Copel, der mere korrelt hedder El Copal Biological Reserve - hvorefter alle forestillinger om den amerikanske prærie, støvede westernbyer forsvandt. Det var også let at finde frem til selvom vi også brugte GPS. Det var kun den sidste del af turen, der foregik på grusveje og det var de sidste fem hundrede meter op til lodgen, hvor man følte man man var langt ude og var glad for stor frihøjde og firhjulstræk.

Vi fandt Patricia som Coli havde snakket med i går. Hun viste os vores værelse (La Pava) og vi aftalte aftensmad klokken syv - det var egentlog klokken seks vi mente, men fik sagt forkert. Det taler ikke engelsk på El Copal og set er en helt anden stil end Rancho Naturalista, men meget hyggeligt og charmerende. Det er mere som, at være i fjeldet i en hytte eller i en spejderhytte - der er køjesenge på værelserne. Og så er fer fugle lige uden for, bl.a. Snowcap og Violet-throated .... Vi så bl.a. Emerald-, Black and Yellow Tanager og Rough-throated Manakin.

En halv times tid efter vores ankost kom en bus med ca. 15 tyskere på vandretur, der også skal bo her i to nætter - og nu troede vi lige vi skulle 'off the beaten trail' og så vælter det ind med mennesker. Nej de er nu meget stille og rolige.

I mens vi og tyskerne ventede - ja de måtte også vente da vi nu havde bestemt, hvornår aftenmaden skulle serveres - forberedte vi os på morgendagens birding ved at gennemgå nogle af de mulige arter.

Klokken syv blev der banket på vores dør. Det var Patricia, der med en pandelampe i hånden sagde, at der smilende sagde 'dinner'. Vi fulgte derfor med op til spisesalen, hvor det tyske rejseselskab allerede sad klar i stearinlysenes skær. På El Copal kommer strømmen fra solpaneler og derfor bestod oplysningen af stearinlys på bordene - men det var meget hyggeligt. Der er også lamper på El Copal, men man kommer bedst rundt om aftenen og natten med en pandelampe.

(red. d.28-07-2015)

I slangernes land

[Søndag d. 19. juli] Der var gang i fuglene fra tidlig morgen og vi så bl.a. en Snowcap han foran lodgen og nogle forskellige tanagers. Vejret var ganske fint og temperaturen var meget passende til birding. Sammen med Gary skulle vi på en guided tur.

Klokken seks mødtes vi med Meghan og guiden Coli på verandaen på første sal, hvor kaffen også var klar. Efter en kop kaffe, nogle kolibrier og tanagers senere gik vi ned til lyslokkerfælden. Den havde stået tændt hele natten og tiltrukket natsværmere og andre insekter til som nu måske ville tiltrække nogle fugle. Det varede ikke længe før de første fugle dukkede op, bl.a. Tawny-chested Flycatcher, som var en af dem vi håbede på, men den forsvandt igen efter, at den havde vist sig et par gange. Nogle Plain-brown Woodcreeper og Red-throated Ant-tanager var forbi og fik sig et par gode 'natsværmer-hapsere' forbi. Der var andre fugle forbi inden vi gik tilbage og fik morgenmad.

Efter morgemaden birdede vi resten af formiddagen sammen med Coli og Gary. Det startede stille og roligt uden det helt store, men som formiddagen dagen skred frem, så og hørte vi en masse spændende fugle, og guiden Coli var rigtig god. Ud over at kunne spotte fuglene, så kunne han og fuglestemmerne og han fortalte han, hvad vi skulle lægge mærke til. Vi så Bi-colored Hawk, Roadside Hawk, en flatbill, en gnatwren, nogle 'mixed species flock' med bl.a. Scarlet-thiged Tanager, Spectled Tanager og flere arter euphoniaer. Vi så Great Tinamou og hørte en Shythebill - der er en woodcreeper med et meget langt og buet næb. Og endelig må nogle manakiner, der altid er sjove at se.

Undervejs var vi oppe i et område, der er kendt for, at huse en god bestand af Ver-de-lance - en slange man absolut ikke skal komme i nærkontakt med, da dens gift er dødelig giftig. Derfor er det meget vigtigt, at man i de områder holder sig til trailen, så man kan se, hvor man går og man skal heller ikke bare gribe fat i hvad som helst. Det er så lidt problematisk, at mange af fuglene bevæger sig rundt meget højt oppe i træerne og man derfor bruger en del tid med at kigge op ad. Men heldigvis er det ikke sådan, at det vrimler med, men guiden mindede os lige om det. Ikke mange minutter senere udbrød BEST pludselig et 'UUUHÅÅ!' og nærmest sprang bagud. Vi andre stoppede brat op og troede, at hun var blevet stukket af en hveps eller noget - men nej det var ikke det. En lang slange var strøget på tværs af trailen få centimeter foran hende. Ingen af os andre nåede at se den da Coli og jeg netop var gået forbi det sted slangen passerede, og Gary gik bagerst og kunne ikke se noget. Vi ved ikke, hvilken slange det var, men den kom ud fra en bambus, noget vi også lige havde hørt var et sted. Fer-de-lance godt kunne lide! Nu skulle BEST helt sikkert ikke med aftenens night walk.

Da vi var tilbage ved lodgen - efter en rigtig god tur, på trods af nogle generende myg en en enkelt slange undervejs - var Coli så venlig og hjælpsom, at han ringede til ejerne af El Copal Biologiske Reservat, hvor både han og Lisa - bestyreren/ejeren af Rancho Naturalista - havde anbefalet os, at tage hen. Det er kun en times tid herfra, det er højere op, fuglene er mindst lige så gode, det er rustik, det er meget billigere og ejerne taler stort set ikke engelsk. De mente, at vi helt sikkert ville synes om det - 'you will love it'. Så det må vi jo prøver og derfor ringede Coli til dem for at tjekke om der var plads og prisen. Der var plads og prisen kunne vi fint leve med da det var meget billigere end Rancho Naturalista.

Da vi skal betale for vores ophold med kontanter blev vi nød til, at køre til La Suiza om eftermiddagen for at hæve penge. Inden kørte vi først ned til et sted ved Tius River, der skulle være godt og hvor man kan se Sunbittern. Den så vi ikke, men så til gengæld en flok på 30 - 40 Crimson-fronted Parkeret, der fouragerede i nogle buske. Vi kørte videre mod et lille sted - La Mina - der skulle være det sikreste sted at se Sunbittern. Det var begyndt at regne da vi stoppede ved floden ved den grusvej vi mente måtte føre til La Mina. Der sad en fin Green Kingfisher på en sten ude i floden. Vi kørte ned ad grusvejen og fandt et sted at stille bilen og begyndte, bevæbnet med kikkerter, kameraer og paraplyer, at lede efter Sunbittern. Vi talte lidt om, hvad en fugl, der er knyttet til vand, ville gøre i regnvejret. Ville den sidde i ly under et træ eller en busk eller ville den være helt upårviket og bare gøre, hvad en sådan plejer at gøre? Vi fik svaret lidt efter længere nede af vejen - de går nemlig på vejen. Først lettede én og kort efter en anden og landede nede på nogle blotlagte  gruspartier i floden. Hold op en flot fugl, især når den flyver, hvor man kan se den flotte vingetegninger.

Resten af eftermiddagen gik med skaffe kontanter og få tanket benzin på bilen. Nærmeste hæveautomat findes i La Suiza ca. 7 km fra lodgen, men man skal helt til  - Turrialba for, at tanke benzin. Så nu skulle vi være klar til næste del på turen.

Night walken med Meghan blev desværre ikke til noget. Der kom en fodboldkamp i vejen - Costa Rica skulle møde Mexico i kvartfinalen i den turnering, der svarer til vores Europamesterskab - den skulle hun se med nogle venner og var derfor ikke hjemme.

Fra Gavilan til Rancho Naturalista

[Lørdag d. 18. juli] Det lød som om det stadig regnede da vi stod op til morgen, men det var vand, der dryppede fra træerne og ned på taget af vores cabina. Howler Monkeyen havde også været i gang med sit brølere.

Vi startede som vanligt med, at birde på ejendommen inden morgenmaden. Floden Sarapiqui (tjekker stavemåden senere), der passerer lige forbi Gavilan Lodge, var vandstanden steget ret markant efter det seneste døgns nedbør - og umiddelbart var det med i hvert fald to meter og måske mere. Men det havde også regnet rigtig meget. Morgenmaden producerede kun en enkelt ny turart - af dem som vi kan bestemme.

Efter morgenmaden pakkede vi bilen og fik afregnet vores ophold på lodgen, hvorefter vi kørte mod en anden spændende lokalitet i den karibiske region - Rancho Naturalista - et af 'stederne' i Costa Rica når det gælder fugle.

Det tog små tre timer at køre turen fra Gavilan Lodge i Puerto Viejo til Rancho Naturalista nær Turrialba. Første del af turen foregik ad lange lige veje i lavlandet indtil vi nåede byen Siquires. Her proviantere vi i Maxi Pali - en supermarkedkæde - så vi havde vand og lidt chips. Fra Siquires gik det via snoede veje op i lidt større højde - 'middle elevations' eller  'the foothills' - til vi drejede ind på indkørslen til Rancho Naturalista, der førte os det sidste stykke op til lodgen. En spændende, meget smal og meget ujævn vej, hvor stor frihøjde på bilen var en god ting. Det regnede på vej op og vi mødte kun en enkelt bil, det var på vej ned og som vi skulle bakke ned til et sted vi kunne kører langt nok ud til siden så vi kunne passere hinanden. Da vi kom helt op til lodgen blev vi mødt af en chäferhund og Lisa, der bød os velkommen. Da vi ikke havde booket på forhånd var vi lidt spændte på om der også var plads til os selvom det ikke er højsæson, men det var der heldigvis. Faktisk var der kun én anden gæst - Gerrie fra Los Angeles - der netop var ankommet fem minutter før os med den bil vi mødte på vej op. Vi fik 'Mastersuiten' eller hvad den nu hed, lodgens største værelse - og det er stort - med egen veranda med udsigt til vulkanen Turrialba og en feeder med flotte kolobrier.

Da vi var blevet installeret mødtes vi til en lille velkomst på den fælles veranda på 1. sal, hvor vi hilste på Gary, der som nævnt også er gæst  og så hilste vi på Megan, der arbejder på lodgen, hvor hun fungerer som guide og sørger for gæsterne føler sig hjemme - og så er hun i øvrigt birder.

Efter lunch, som var rigtig god og som vi spiste sammen med Gary og Megan, fortalte Megan lidt om stedet og området og lidt senere mødtes vi udenfor så ville hun vise, hvor vi kunne se Snowcap - en flot lille kolibri som vi så med det samme - og hvor man kom til trails og 'hummingbird pools'. Da vi havde fået denne indledende orientering skiftede vi til støvler og gik selv en tur i en del af området. Det gav bl.a. White-crowned Parrot - en lille familieflok, Gartered Trogon, Mentezuma Oropendola, 'Kill Bill' som vi kalder Keel-billed Toucan da det er lettere og hurtigere at sige. Der kom også en 'mixed species' flok - noget man skal være opmærksom da der pludselig kan være mange fugle, mange arter og de kan være lige så hurtigt væk igen. Denne flok gav bl.a. Scarlet-thiged Dacnis, Bay-headed Tanager, Olive-backed Euphonia og Rufous Mourner bare for at nævne lidt.

Klokken fire gik vi ned til 'hummingbird pools', hvor Megan ville være og kigge på kolibrierne, der opsøger nogle pools i et vandløb for at bade. Vi stod der i halvanden time og så seks arter kolibrier der badede ved at dykke ned i vandet. Det så ret sjovt ud.

Aftensmaden blev serveret klokken 18 og vi fire spiste sammen og snakkede om forskellige ting. Dagen sluttede af med, at vi efter aftensmaden gik ned til et lyslokker, der var blevet tændt for at tiltrække natsværmer og andre nattetime smådyr og kikkede lidt på dem inde vi gik tilbage.

Regn, regn og så lidt mere regn

[Fredag d. 17.07] Regnen trommede overdøvende højt på taget af den cabina som vores værelse ligger i. Det var 'really heavy rain' og det tordnede også. Klokken var kvart i fire om morgenen og det havde nu regnet siden i går aftes ved halv ni-tiden. Det tegnede ikke særlig godt for vores guidede tur i La Selva, og var ret sikre på at den blev aflyst.

Vi skyndte os i ly for regnen på patioen - the dining area - da vi var fremme ved La Selva lidt efter klokken halv seks, hvor vi også skulle møde vores guide. Vi antog i hvert fald, at der kom en og så måtte vi bare aftale en ny tur i morgen istedet.

En ung gut dukkede op iført kikkert, bæltetaske og paraply. Vi hilste på hinanden og rystede på hovederne af vejret - det regnede stadig kraftigt, og der var stadig ikke noget der tydede på en opklaring, i hvert fald ikke foreløbig. Vi foreslog at komme til en ny tur i morgen for med.det regnvejr gav det ikke meget mening at birde. Guiden ville lige give det en fem til ti minutter så kunne vi lige se.

Minutterne gik og vores guide var vedholdende, men det handlede jo nok også om hans løn. Der dukkede lidt småfugle op i nogle buske som vi kunne kigge på, bl.a. Common Tody-flycatcher og Black-faced Grossbeak. Vi vidste ikke helt, hvad vi skulle gøre, for på den ene side gav dette ikke mening, men på den anden har vi jo før oplevet, at tingene kan ændre sig på kort tid. Efter halvanden time på samme sted holdt regnen op - spørgsmålet var bare, hvor længe?

Det endte med en meget kort tur på lidt over en halv time - det meste af tiden i småregn - og kun lige på den anden side af broen, i et område med cabinaer. Det blev da til en fin Red-capped Manakin - 'moon walk'-fuglen - og et par nye arter. Det begyndte igen, at regne en del og vi søgte ly samme sted som vi startede. Efter små ti minutter sagde vores guide farvel og beklagede vejret, men nu skulle han have en anden guidetur! Ok det var ikke lige den tre timers tur som vi havde fået indtryk af vi skulle på - men det havde vi måske misforstået i går?

Vi lod lige guiden komme afsted med sit næste hold - også i regnvejr - og så gik vi i receptionen for at høre om det var noget vi skulle betale fuld pris for. Efter en kort telefonsamtale sagde receptionisten, at vi fik 10% rabat - vi accepterede, da vi ikke orkede en diskussion og ærgrede os over vi ikke havde været mere insisterende i morges mht. ombookning - og så huskede vi guiden Maurice's ord: 'don't ever go on a guided tour if it rains'.

Nå men vi måtte jo gerne blive i området - bare ikke området på den anden side af broen - drikke deres kaffe, hvilket vi så gjorde og så brugte vi ellers nogle timer, hvor vi birdede for os selv. Vi fornemmer at vores birdcraft absolut går den rigtige vej og vi kan både finde og bestemme fuglene - i hvert fald en del af dem - men dem vi kun hører, de er ikke nemme og må ofte passere ubestemte. Men heldigvis lykkes det at se nogle af dem og lære deres stemmer, at kende. Det endte med at være mindst lige så godt og det var tørvejr - men fugtigt og lummert - og fik nogle gode views af nogle fine arter, bl.a. Long-billed Hermit, White-collered Manakin.

Sidst på formiddagen dykkede fuglenes aktivitet markant i lummervarmen og vi kørte tilbage til lodgen. Det begyndte ar regne igen og først ved tre-tiden om eftermiddagen var det ved at være overstået.

Kokken hos Gavilan blev så glad da vi gerne ville have frokosten hos dem, så vi fik en frugtanretning, nogle æg og juice og kaffe til. Men hvad værre var, så havde den unge dreng Miguel pakket en pose med frugt og drikkevarer samt en lille besked til os på en lap papir. Det var vores morgenmad som vi skulle have haft med os, nu vi skulle så tidligt op. Vi var bare ikke klar over, at vi bare skulle gå i køkkenet og hente det selv. Han var der ikke i dag, men vi forklarede at vi ikke var klat over det og at vi vat meget kede af det når han nu havde sørget så godt for os.

Nu er vi igen det eneste gæster på lodgen så vi får 'speciel treatment', det vil sige, at det er meget søde og hjælpsomme og det vakte stor glæde, at vi også ville spise aftensmaden hos dem igen i dag, og at vi også gerne ville have det som kokken og ejeren blev enige om var godt.

Da vejret alligevel ikke rigtig var til noget - regnen kom igen - brugte vi resten af eftermiddagen til lidt planlægning af de kommende dage og så lidt birding på lodgen bevæbnet med paraplyer.

Fra de kølige tågebjerge til det varme lavland

[Onsdag d. 15. juli] Det var blevet godt vejr i bjergene - man kunne se større blå partier med himmel - men nu skulle vi også videre. På vejen stoppede vi og tjekkede advokadotræet bag Stellas Bakery i håb om, at Quetzalen var der igen. Det var den ikke, men vi og ca. 20 andre på guiden Bird Tours så i stedet en meget flot og samarbejdsvillig Orange-bellied Trogon.

Vi skulle ikke mange kilometer ned ad bjerget før bilens termometer viste 29 gr. C. og næsten nede var temperaturen på 32 gr. C.

Det meste af dagen gik med at køre. Ikke at vi skulle så langt - måske lidt over 200 km - men det er nogle små snoet veje, der er bakker og bjerge - og så er der meget tung og langsom trafik. Men vi havde god tur og fik også tid til nogle stop undervejs, bl.a. stoppede vi på en lille - og meget autentisk - 'Soda', hvor vi fik lidt at spise. I San Ramon fandt vi en 'agro-isenkræmmer' og fik købt 'botas' så vi nu er klar til noget vand, mudder og krat. Næsten fremme fik vi en stor cola hver, på en anden lille 'Soda' i bjergene, der er et kendt stop for birdere pga. et udemærket foderbræt.

Der var meget stille på Gavilan Lodge da vi ankom sidst på eftermiddagen. Inden vi fik et værelse skulle sønnen og datteren lige rundt og tjekke om de havde plads - for de havde en 'gruppo', der boede der - og var på tur da vi ankom. Men vi fik værelse 11 lige ved floden. Det er en noget anden stil end det vi lige havde boet på i Monteverde - meget mere vores stil, da der er en stor have, fugle, mindre luksuriøst og nogle søde mennesker, hvor det kun er børnene (sønnen og datteren, som taler lidt engelsk).

Gruppen - 'gruppo' - ankom i en meget stor bus og det var en flok unge amerikaner på 'educational' tur med fokus på naturhistorie, som en af deres ledere fortalte os og samtidig undskyldte for, at roen nu blev ødelagt. Det skal så siges, at det var en flok søde unge mennesker, der må ingen måde var højrøstede eller til gene.

Vi nød resten af dagen med at sidde og roligt og nyde havens mange fugle, drikke noget kaffe, overværet en 'filmquiz' mellem unge amerikanere og så sluttede vi af med en glimrende aftensmad.

En varm dag og et tordenvejr

[Torsdag d. 16.07] Så er der igen løver i haven! Sådan lød det i hvert fald ved firetiden til morgen, men det var en af de lokale Howler Monkeys, der lige havde behov for at komme ud med noget. Jeg ved ikke helt, hvor tæt på den var, men efter lyden at dømme - og med den erfaring med arten jeg har opbygget over den seneste uge - kan jeg med sikkerhed sige, at den var tæt på. I øvrigt sad der en ugle og kaldte ved to-tiden i nat, men den har jeg ikke lige fået tjekket endnu.

Vi birdede Gavilan Lodge i lidt mere en halvanden time inden vi spiste morgenmad sammen med alle amerikanerne - der var meget stille og trætte - der skulle videre på deres tur.

Efter morgenmaden kørte vi til La Selva Biologiske station, der ligger kun seks minutter i bil herfra. Vi var lidt spændte på om vi kunne komme ind, da man muligvis skal have booket på forhånd, og efter hvad vi har læst, nogle gange bare kan køre ind og andre gange ikke. Men en ting er sikkert og det er, at hvis man vil have lov til selv at gå rundt helt inde i området så skal man bo på stedet - og det er dyrt, men helt sikkert spændende.

Vi parkerede på parkeringspladsen og gik hen til vagten, der heldigvis bare viste os mod receptionen. I receptionen bookede vi en 'regular' birding tour i morgen, til 50$ pr. person, for 3 timer med guide og måske med andre deltagere, men manden i receptionen sagde, at indtil videre var der kun os. Efter at have set turens første Collered Araciri - en tukan og den femte ud af seks mulige arter - kørte vi igen, men ville roadside birde vejen ud. Vi nåede kun lige uden for 'porten' før vi gjorde første og eneste stop på vejen ud (det er en kort vej). Men det var også et godt sted, hvor vi nok tilbragte omkring to timer - der var nemlig lidt skygge, da det var meget varmt, men især fordi, at der var mange fugle og nogle interessante i mellem, bl.a. Slaty-tailed Trogon, King Vuture, Batfalcon og så nogle af de mindre fugle.

Sidst på formiddagen kørte ad vej 4 et lille stykke sydpå for, at se hvad det kunne bringe og få lidt at spise til frokost - selvom vi normalt ikke spiser så meget når det er varmt, men vi havde ikke fået helt så meget morgenmad i dag (det var ikke buffet, hvilket nok er meget godt).

På Bar and Restaurant Las Horquetas nød vi en god og stor portion lokal costerikansk frokost og et par Redlegged Honeycreeper på foderbrættet.  Mætte kørte vi i middagsheden mod Heliconia Island, der er en Lodge nær floden, hvor ejerne har anlagt en have, der skulle tiltrække en masse fugle. Vi fandt stedet og gik ind og blev budt velkommen af den en af ejerne - der viste sig at være et Hollands par. Pga. varmen og tidspunktet startede vi med en kopkaffe på deres veranda. En af deres hollandske venner dukkede op og han var meget snaksaglig - han var ejendomsmægler og diskoteksejer i hovedstaden San José, så hvis vi stod og mange et hus og en fest så var han manden, der kunne hjælpe.

Egentlig skulle vi betale entré - som så mange andre steder i Costa Rica - for at få lov til at gå rundt. Men det behøvede vi ikke da haven ikke var som den skulle være - den var blevet ødelagt for ca. tre uger siden i den værste oversvømmelse i tredive år. På fem timer faldt, der en nat en måneds nedbør, hvilket fik floden til at gå over sine breder - og det var en vandstandsstigning på 6-7 m! De viste os en lille film og kunne se, at det så vildt ud. I områder havde man måtte evakuere omkring 1000 mennesker. Da vi endelig skulle til at afprøve vores nye 'botas' begyndte det at regne og kort efter passerede et heftigt tordenvejr lige ind over og vi måtte søge ly på verandaen - denne gang pga. 'really heavy rain and thunder'.

Tilbage på Gavilan Lodge brugte vi lidt tid ved floden - og fik Mealy Parrot og Mangrove Swallow på listen - inden vi drak kaffe, krydsede arter og overvejede planerne for de kommende dage. Og så dukkede der et nyt hold amerikanere op - ikke flere end de kunne være i to biler, men vi lagde mere mærke til dem end en hel busfuld unge amerikanere.