Dagen, hvor den 'Orange Feeling' blev til 'Grey Feeling' - Dag 4, Roskilde Festival

[Lørdag d. 4. juli] Der kredsede tre hvide storke over festivalområdet da vi var fremme. Vi så dem allerede fra vejen, hvor de kredsede først over Parkering East stille og roligt videre over Camping East og senere øst om Arena. Det var da en udemærket start på festivalens sidstedag - ikke det vi lige havde ventet, men det var sikkert nogle af fuglene fra Gundsømagle? Det blev til et par meget ringe dokufotos (som billederedaktøren på B&U Bloggen ikke ville acceptere - til gengæld slap et foto af den stedfaste flamingo igennem). Ja der bliver også birdet selvom de seneste dage har stået i musikkens tegn.

Det var festivalens absolut varmeste dag så det galdt om at (forsøge at) holde sig i skyggen og få indtaget noget væske så der røg en del limonade ned i dag. Et tyndt skyddække hjalp i løbet af eftermiddagen til at det ikke føltes helt så hedt og stegende som det kunne have gjort. Det var til gengæld en meget varm men glimrende gang spaghetti som B&U Catering sørgede for, at Laura - en af de unge festivaldeltagere (de var næsten i undertal i dag, men mere om det senere) - kunne klare et par timer mere i køen til Nicki Minaj.

Musikmæssigt blev det til nogle meget korte brudstykker af The Mountains og Girl Band. På Apollo - uden for selve festivalpladsen - hørte vi og den proppede plads en velsyngende Seinabo Sey (hun er i øvrigt fra Sverige.

Det blev til lidt verdensmusik med tysk-ghanesiske The Polyversal Souls på Avalalon - det meste hørt fra toiletkøen og Hansens isbod - men det skulle senere blive til mere afrikansk.

Garage poprock bandet Joanna Gruesome gave festivalens korteste koncert - det klarede de på ca 24 minutter og så gad de ikke mere og forlod Pavilion! Selve musikken var ellers god, men det var lyden på vokalen ikke - kun når forsangeren skreg - men mit bud er af nattens udskejelser måske havde indflydelse på deres motivation på at spille (men det er bare mit bud). Men det var så noget helt andet på Orange, hvor jaaicanske Barrington Levy ikke var til at drive af scenen nu han lige var godt i gang med sin reggae. til stor frustation for alle Nicki Manaj-fans, der frygtede, at 'deres' skulle blive forsinket efter al den venten. Men Barrington fungerede meget godt til, at sidde lidt til siden og 'stene' i heden (vi sad så i skyggen af en madbod - man er vel voksen og fornuftig).

Benjamin Booker spillede en god gang støvet garagerock på Pavilion og bestemt noget helt andet end det show Nicki Minaj leverede på Orange. Men det blev en meget meget kort fornøjelse for vores vedkommende, men fansne havde forhåbentlig en god fest.

Festivalens bedste koncert var helt klart californiske Chelsea Wolfe på Gloria. Helt suveræn og cool spillede hun og hendes band en fed gang tung, mørk og på samme tid melodisk støjrock med 'distortede' guitarer - en stil der bedst kan karakteriseres som værende over i den altenative indie-genre. De startede rigtig rigtig tungt og fik hurtigt skræmt de publikummer væk, der ikke vidste hvad de var gået ind til (og så kun var der pga. McCartney). Chelsea Wolfe passede fint ind i rammerne i Gloria og selvom det var en kort koncert på kun tre kvarter var det festivallens bedste.

Vi nåede vi lige det sidste af koncerten på Arena med svenske First Aid Kit - hørt fra den 'orange bænk'. De er nu egentlig meget gode, men efter Chelsea Wolfe var det bare ikke lige det der passede. Vi nåede ikke at høre deres cover af Black Sabbaths Warpigs, der efterfølgende på de sociale medier blev udråbt som noget af det fedeste. Det skal lige siges til dem, ser ikke kender First Aid Kit, at det spiller svensk folk i den poppede udgave!

Det blev igen til en tur udenfor festivalpladsen, da det var blevet tid til at høre noget over i den elektroniske genre og britiske Clark leverede da også en teknofest - måske ikke foran det helt store publikum, da selv de unge åbenbart skulle høre en gammel mand andet steds. Men vi fik da pulsen op til nogle beats, som var vi til fitness.

Der var rigtig mange mennesker på Roskilde Festival denne lørdag og det skyldtes ikke mindst, at det jo var dagen, hvor Sir Poul McCartney skulle spille. Det har man faktisk kunne se allere de forgående dage, da koncentrationen af gråhåret 55+ mænd iført The Beatles T-shirts har tulleret rundt på pladsen. Og i dag blev det så helt vildt og der blev talt om, at den 'Orange Feeling' var erstattet af 'Grey Feeling'. Der var vist en enkelt eller to, der havde måtte overskride nogle grænser for at opleve deres store idol!

Man må gi' ham, at det ds er flot og impornerende, at i en alder af 72 - 74 år (ingen ved tilsyneladende, hvor gammel han er, når man læser, hvad der skrives på diverse medier) stadig kunne holde gejsten og spille koncert i 2 timer og 40 minutter. Jeg er heller ikke i tvivl om, at de mest inkarnerede Poul McCartney fans fik en stor oplevelse - det håber jeg da i hvert fald. Men nej det jeg så og hørte var simpelthen bare kedeligt. Vi gik så muligvis glip af nogle af de sange vi kender, da vi brugte noget af tiden på det betydeligt mere alternative African Express på Arena.

African Express er Damon Albarn fra Blurs 'hyggelegeplads', hvor han samler en masse forskellige musikere laver en fem timers lang organiseret jamsession, der tager udgangspunkt i den afrikanske musik. Det startede godt med gang i den med fede danserytmer. Det var lidt rodet når der skulle skiftes kunstnere på scenen og pusten, blev trukket helt ud af koncerten da Bo Madsen (ham fra Mew, der enten er med eller ikke er med) kom på scenen og det blev ikke bedre da Damon Albarn efterfølgende klimpede på klaveret. Pusten kom dog tilbage lidt senere, det kunne dog ikke fastholde os - og i hvert fald ikke i fem timer.

Vi hørte det sidste af McCartney koncerten på afstand med noget kaffe og sludrede lidt om musikken med en anden festivaldeltager inden vi sluttede dagen og festivalen af med lidt Øresund Space Collective og deres syrede kosmiske spacerock.

    

Stadig varmt og støvet - Dag 3, Roskilde Festival

[Fredag d. 3. juli] Overskriften til dette blogindlæg skulle egentlig have været - 'B&U misser The Gaslamp Killer Experience, men finder forsvunden fynsk pige på dyrskueplads', men på redaktionen, blev det besluttet, at kører med den noget mindre sælgende og kedelige overskrift, og derved forhindre et forventet servernedbrud. Men mere senere og nu videre til det som det handler om - musikken på Roskilde Festival 2015.

Dagens første band blev svenske The Tallest Man on Earth' på Arena og vi kunne ikke se ham, så vi kan ikke bekræfte hans højde. Vi var ankommet til festivalpladsen lidt senere end først planlagt og der skulle indtages en fiskefrikaddelle før vi var klar. Da vi heller ikke forventede hop og headbanging slog vi os ned lidt fra Arena på en orange bænk - der oprindeligt havde været en dør - i en af 'sidegaderne', hvorfra scenen ikke kunne ses, men lyden var ok, hvilket musikken sådan set også var, den passede i hvert fald til at sidde og snakke og observere festivalgæster.

Og så skulle B&U mod Avalon for at høre The Gaslamp Killer Experience, men opdagede at vores fynske følgesvend (Sofie) var forsvundet - eller det vil sige, at hun vistnok ti sekunder før koncerten med ham den måske høje svenskere sluttede, sagde hun lige skulle finde et ordentlig sted at vaske hænder (?). Efter at have ventet et stykke tid sms'ede og ringede vi for at sige vi gik til Avalon og vi tog hendes taske med, som hun havde efterladt. Efter flere forsøg på kontakt undervejs og stadig ingen reaktion valge vi at 'rode' i Sofies taske - bare lige for en sikkerheds skyld. Og jo meget uventet lå hendes mobil og pung mellem alle hendes andre ting! Nå så var der kun en ting at gøre og det var at returnere til den orange bænk og håbe hun var tilbage der eller lånte en mobil og ringede. Men fremme ved bænken var der ingen Sofie. Vi overvejede situationen og blev enige at vente lidt og ellers skulle vi se Lars H.U.G. lidt senere på Arena og så måtte hun da dukke op. Lidt efter blev UDA ringet op fra et ukendt nummer (lyder i øvrigt lidt som et bandnavn) og det har Sofie, der havde lønt en telefon af en dame. Vi sagde 

, hvor vi var og at vi blev der og nogle minutter senere fandt vi hende komme gående mod den orange bænk. Jeg tror ikke Sofie på resten af festivallen går nogle steder uden at tage sine ting med sig.

Men vi fik en oplevelse med nogle gaslamper da tiden var gået og vi nu skullehave et nostalgitrip med Lars H.U.G på Arena. Koncerten startede godt med et band klædt i arbejdstøj, lifte og en gravmaskine på scenen og efter introen åbnede med den gamle Havet blå fra Klichés epokegårende album Supertanker. Vi skulle igennem mere end 30 års musikkarriere så der var noget af tag ad. Desværre belv pusten taget fuldstændigt ud af koncerten, da Oh Land kom på scenen og skulle synge duet på et af stille numre. Det i sig selv trak pusten ud, men hvad værre var at man stortset ikke kunne høre hendes vokal, der fuldstændig druknede.Der skulle flere numre til før Lars H.U.G formåede at få pumpet luften tilbage, men så var vi også med igen - og især på Kliché-klassikeren Millitskvinder var der virkelig gang i den. Det blev også til coverkavalkade over en række kendte danske kunstneres sange, bl.a. John Mogensen, TV2, Anne Linnet, Nephew og Gasolin bare for at nævne nogle. Lars H.U.G var helt klar veloplagt og gjorde helt klart sit til at skabe en fed koncert, men ... men lyden på vokalerne var altså ikke god og det var ærgeligt, så der bliver ikke fuldt i stjerner, hjerter eller krydser fra denne anmelder. Det skal lige nævnes at der er markant bedre lyd på pladsen foran Arena end inde under teltet.

Det skal lige med, at vi også fik hørt lidt at Marie Key på Orange scene. Nu forstår jeg i forvejen ikke alt den hype omkring hende, så hun blev kun hørt under passage af Orangepladsen og nærliggende områder - og det umiddelbare indtryk var at hun bare stod og snakkede og ikke spillede noget musik. 

'K K K KENDRICK.... LA LA LAMAR - its my name' bragede ud over festivalpladsen da Kendrick Lamar til vistnok stor glæde for mange optrådte på Orange - at han så skulle lære sit publikum at tælle takten og knipse, det kan man så tænke lidt over - men ok, mange var nok ved at være trætte oven på flere dages fest. Men Lamar spillede så højt, at det udskød koncerten med Gretchen Peters på Pavilion, da hendes countrystil ville drukne fuldstændig i beatsne fra Orange. Vi nåede at chille nogle udemærket country (vi er ikke over i sådan noget Dolly Parton - langt fra) inden vi gik op til Avalon for at opleve tyske Einstürzende Neubauten og deres industrielle rock. Deres koncert var også forsinket og set ret meget, men efter sigende var det pga. tekniske problemer. Om det var det der gjorde, at det bl.a. spillede på nedløbsrør er jeg dog ikke sikker på. Et legandarisk band i dele af rocken som jeg nok skulle have dyrket lidt mere i mine yngre dag for helt, at værdsætte.

På Gloria var vi nede for at høre Alice Boman, der viste sig at være svensker og var glad for at være på Roskilde og så havde hun hørt War on Drugs. Men vi blev der ikke så længe, da det var for stille og der simpelthen var for meget horn med. Trommerne var nu meget gode på nogle af numrene.

Jeg vidste godt, at Disclosure på Orange ikke var min stil (uden dog umiddelbart at kende dem) og jeg helt sikkert ikke tilhørte den tiltænkte målgruppe. Indtrykket var da også noget blandet, fra noget fesent pop med gæsteoptræden af Kwabs til noget betydeligt mere interessant med tunge beats. Men det yngre publikum tror jeg bestemt fik noget ud af det (se fx en lille video på Instagram jeg har posted).

Endelig var det så blevet tid til noget jeg havde set frem til - det svenske band (der er da egentlig utrolig mange svenske bands i år) Goat og deres syrerock med afrikanske rytmer. Koncerten var 'kun' tre kvarter forsinket, men ventetiden var givet godt ud. Fed koncert med et noget specielt band i deres kostumer, der leder tankerne hen på heksedoktorer og shamaner.  En gang syret stamme musik, hvor man sagten kan hengive sig i en trancelignende tilstand, hvilket to par nyindkøbte høre Converse i en pose med skokasser dog forhindrede - men når man nu lige stod og manglede nye sko.

Vi hørte ikke hele koncerten med danske Mew, men fik da lige nogle af de numre vi kendte og det gjorde de ganske udemærket. Der var skruet op for stadionrocken - af den mere melodiske og samtidig hårde af slagsen og der vlev spillet højt - en måling jeg foretog på vej mod bilen viste 105 dB under 'Zookeepers boy' og det var altså over ved campingområdet ved Parkering East!

Indhyldet i en støvsky - Dag 2, Roskilde Festival

[Torsdag d. 2. juli] Solskin fra en skyfri himmel, temperaturer i tyverne lagde op til en hed dag på festivalpladsen. Men der blæste en pæn kraftig vind fra det sydøstlige hjørne, der havde en overraskende kølende effekt. Det flotte tørre sommervejr betød også at hele festivalområdet - selve festivalpladsen og campingområdet, var indhyldet i en stor støvsky - ja hele det nederste luftlag var let sløret i en gullig nuance!

Det blev til halvt nummer med svenske Veronica Maggio på Arena. Hun kunne da synge, men sulten overvandt hurtigt så vi blev ikke og ventede på de to numre jeg kender og som jeg synes er helt ok.

Spiste en glimrende libanesisk 'Streetdog' hos Manzel i The Food Courteney, men deres 'autentiske' limonade til 35 kr. i et lille glas lavet på Sweppes - nej det er altså ikke iorden! 

Der var proppet på Gloria, da Ezra Furman åbenbart er et større navn, så vi blev udenfor og hørte koncerten fra græsset, men vi kæmpede med isterningerne i den førnævnte limonade - de smeltede bare ikke?

Det gode vejr havde fyldt området omkring Pavilion med folk, der nød solen (det var faktisk koldt under Pavilion pga. vinden) maden eller bare stenede til tonerne fra Steve Gunn. Han var ok men numrene lød lidt ens.

Jeg kendte ikke så meget til amerikanske Ryan Adams, der spillede på Orange, men jeg synes faktisk han var meget god - især de mere rockere numre. Dansk trommeslager og så lignede han selv lidt om en blanding af Jack White og Elton John.

På Gloria levede nordirske Soak op til forventningerne - og måske lidt til - og det på trods af ankomst kun en times tid inden koncerten pga. flyforsinkelse. 'Whats up' var hendes første kommentar efter første nummer.

Klædt i hvidt og på bare fødder var det en meget veloplagt Florence, der med hendes 'The Machine' satte gange i publikum - især de unge piger - foran Orange.

Parfume Genius formåede på Pavilion ikke rigtig, at fastholde os - spillelisten bestod af for mange stille numre og så var lyden igen ikke perfekt på Pavilion.

Tilbage i Gloria overraskede de dansk-svenske Lust For Youth med deres elektroniske pop, der til tider fik mig til at tænke på Depeche Mode og New Orden.

Og så leverede engelske MUSE en fremragende koncert. det var  stadionrock, der ville noget. De formåede at holde et højt og.tungt tempo, og fik gang i  publikum fra start til slut.  Jeg tror alle fik varmen og der blevet sunget med for fuld styrke - i øvrigt uanset om man kunne deres tekster. Der var dog et lille løbende men - deres konfetti og sorte balloner mod slutningen - det skulle de have udeladt, da virkede lidt fesent i den ellers hårde fremtoning (Metallicas fyrværkeri for et par år siden var noget helt andet).

Efter MUSE nåede vi lige, at få sidste nummer med Bistok, der spillede på en tætpakket Arena - både under teltet men også hele området udenfor. Men den smule var nu også rigeligt for mig, de er og bliver nok bare ikke min kop the.

Men igen en fed dag med masser af musik og 'Orange Feeling'.

'Orange Feeling' - Så er Roskilde Festival 2015 for alvor igang.

[Onsdag d. 1. juni] Sol og varme og #OrangeFeeling - Roskilde Festival 2015 er nu rigtig i gang.

Det danske band Santiago på Gloria var lidt kedelige. Der var mere gang i The Communions poppunk på Pavilion men desværre lyden ikke helt tunet ind og spillede ikke et fuldt sæt, da forsangerens stemme kunne ikke holde hele vejen.

Svenske Bob Hund startede på Avalon med kun to hænder og sluttede med kun to hænder og spillede på lånte instrumenter. Det var en tempofyldt og energisk koncert med lange mere eller mindre politiske kommentarer fra den maskeklædte forsanger.

Nåede også lige, at høre Noel Gallaghers band på Arena, og han sluttede af med Oasis 'Don't look back in anger', hvilket var til stor glæde for publikum.

Pharrel Williams var aftenens hovednavn på Orange Scene og der var også fyldt godt op og jeg må sige, at han og hans band - og ikke mindst de fem dansere, der udgør dansegruppen Base - formåede at sætte gang i publikum. Selv det mandlige publikum overgav sig og jeg indrømmer at jeg også lavede nogle 'Moves like Jagger' (ok den har Pharrel vist ikke været inde over).

Det var lidt som en film man ikke fik set fra starten da vi var forbi Arena, hvor War on Drugs spillede - man skulle nok have været der fra starten, for vi kom lige til det nummer vi kendte og derefter var det bare lidt kedeligt.

Men fedt at være i gang igen, stemningen er i top, vejret og flot og godt, den første Dixieburger er spist og Alien & Ko er her :-)