Krokodiller, en fugleguide og en puma i skoven

[Fredag d. 10. juli] Vi stod op kl. kvart i fem da vi skulle ud og birde. Ved femtiden er det allerede så lyst, at man sagtens kan se noget - kameraet trækker dog en del ISO på den tid. Vi startede et par kolibrier (Cinnamon og Steely-vented Hummingbird) og nogle sommerfugle i og omkring nogle Porterweed ved swimmingpoolen. Lidt senere fik vi en af de ansatte til, at åbne porten for os så vi kunne gå tur ned ad vejen. Det gav lidt forskellige fugle - også nogle nye arter, bl.a. Purple Gallinule, Yellow-headed Caracara og en meget flot Gartered Trogon.

Det var allerede varmt og fugtigt så det var helt rart at indtage morgenmaden i skyggen på verandaen.

Lidt op ad formiddagen kørte vi ned til broen over floden Tarcoles. Der var allerede flere andre turister da man fra broen kan stå og kigge på krokodiller - American Crocodiles. Der var 43 stk. mens vi var der og nogle af dem var faktisk pænt store.

Næste stop var Carara Nationalpark, hvor vi kun lige havde parkeret da en fugleguide, der hed Maurice stod og tilbød en tur på 2 - 3 timer for kun 25 $ pr. person. Det sagde vi ja til da det nogle gange godt kan betale sig, at have en guide. Vi lånte gummistøvler og så kørte vi en trail et par km derfra.

Pludselig da vi stod og kiggede på et par fine White-wiskered Puffbirds hørte vi en voldsom larm, der lød som et par meget opskræmte dyr. Det var nogle Spider Monkeys, der absolut ikke var tilfredse med tilværelsen. Vores guide blev meget opmærksom og nærmest lidt ophidser, og sagde til os: 'come with, quick', hvorefter vi næsten småløbende bevægede os ind i underskoven væk fra stien. Vi stoppede og lyttede og fik så at vide, at for nylig havde Maurice overværet et lignende optrin, hvor aberne reagerede på den måde. Og det havde der været en grund til for, der fandt de en puma oppe i et træ! Så vi var nu pludselig på jagt efter en puma. Vi fik lokaliseret to Spider Monkeys, der var meget opskræmte og virkede bange, det var der ikke nogen tvivl om. Efter nogen tid faldt aberne igen til ro - faren var tilsyneladende drevet over for denne gang.

Desværre så vi ikke nogen puma, hvilket også ville have været helt vildt og næsten usandsynligt. Vores guide viste os et par fede foto han havde taget af en puma i træ, ikke langt fra der vi nu stod. Vi så også en video, hvor vi kunne høre fuldstændig det samme vi lige have oplevet.

Resten af turen var fin og vi fik set og hørt nogle spændende fugle og hvor vi var rundt på nogle af de helt små stier. Tilbage ved bilen sagde Maurice, at vi skulle give parkeringsvagten 2000 colones og lidt efter kørte vi, guiden Maurice og parkeringsvagten tilbage 'hovedindgangen' til parken for at aflevere og rengøre gummistøvler. Da det var gjort kørte vi vores guide hjem - små tyve km. mod syd - og undervejs satte vi parkeringsvagten af nær sit hjem. Det er åbenbart det man betaler for.

Inden aftensmaden viste ham den lille fra Cerro Lodge os en Pacific Screech Owl, der sad i ly under et blad i en palme af en slags.

Til sidst skal det lige med, at den manglende bagage er endnu ikke er dukket op, men UDA fik købt et par bukser hus er 'Vintage'-shop i Jacob, når nu vi alligevel var på de kanter.

Shopping i Walmart, Cerro Lodge og stadig ingen bagage

[Torsdag d. 9. juli] Vi vågnede tidligt torsdag morgen, og da vi først skulle hente udlejningsbilen kl. ti var der god tid til at tage det stille og roligt. Hotel Brillasol er et lille hyggeligt hotel, der ligger i en af forstæderne til San José og tæt på lufthavnen. der er en lille have og personalet er vældig søde og hjælpsomme. De første fugle kom i bogen, bl.a. en Starthroat (kolibri med et laangt næb), men ellers var det mest flyene på indflyvning man lagde mest mærke til.

Hotellet sørgede for, at kører os hen til Europecar. Vi havde aftalt at kl. ni var fint og hvis bilen ikke var klar kunne vi gå i Walmart, der lå lige ved siden af. undervejs spurgte vi vores chauffør om noget med færdselsreglerne i Costa Rica, men vi snakkede vist forbi hinanden for han blev ved med, at snakke om vejen til lufthavnen.

Der var ingen problemer med at vi kom tidligt til Europecar, da bilen var klar - en Toyota RAV4 i en ikke særlig chic gylden-sandfarve-agtig farve. I mens vi fik udfyldt de obligatoriske papirer var en af de tre ansatte igangværende med i telefonen, at forklare en amerikaner (ok en antagelse fra min side baseret på mange faktorer) at de skader der var kommet på den bil han havde lejet og som Europecar havde måtte få afhentet med specialekørertøj på en ridesti oppe i bjergene, skulle han betale, da det var uden for al fornuft det han havde gjort. Det blev fortalt mange gange til ham mens vi var der og vi fik vist fotos af bil og lokalitet - og jeg er umiddelbart på biludlejningsfirmaets side.

Vi kom afsted med bilen - måtte lige returnere kort efter, da vi lige skulle lære at låse alle dørene - og kørte direkte de 275 m over til Walmart. Her skulle der nemlig shoppes - og det mere end oprindeligt planlagt, da vi stod uden vores bagage. Vi fandt nogle T-shirts, shorts og strømper og lidt at spise og så noget vand på flaske og kunne efter små tre kvarter betale kontant ved kassen og få slået hul på de store sedler. Ja man skal lige vende sig til de store tal på nogle sedlerne (fx 10.000). Næste punkt på dagsordenen var at tømme en pengeautomat - eller i hvert fald hæve nogle dollars og colones - så vi har noget til bom- og drikkepenge og hvad man nu ellers får brug for undervejs.

Det tog en time at køre til Cerro Lodge, hvor vi har booket tre overnatninger. Vi valgte at køre direkte til Lodge og fravalgte at foretage egentlig 'road side birding' og nøjede med 'drive by birding' da vi jo havde en udfordring med noget bagage og skulle nå at kontakte American Airlines i San José Airport og give dem et telefonnummer til Cerro Lodge. Ja vi ringede ikke bare lige til dem fra vores egne mobiler, da roaming er pænt dyrt.

Der var meget stille på Cerro Lodge da vi ankom, og damen i reception så meget overrasket ud da vi fortalte, at vi havde reserveret og hun så helt mærkelig ud, da vi sagde at vi også allerede havde betalt! Der blev bladret i bogen med reservationer men vi var der ikke. Vi viste vores bookingbekræftelse til et måske lidt skeptisk blik? Men vi kunne godt få et værelse - der var vist ingen gæster i øjeblikket - det var ikke noget problem og vi lovede, at vi ville prøve og følge op på det. Her skal det også lige indskydes, at på Cerro Lodge tales der stort set kun spansk og vores kundskaber i spansk begrænser sig til nogle få standardgloser (dos cerveza og den dur) så det med.de længere udredninger om at vi ikke er ude på at snyde nogen og hvordan vi lige håndterer den slags.... og samtidig ville vi gerne låne deres telefon pga. den manglende bagage. Det var naturligvis ikke noget problem og hun ringede op til nummeret flere gange uden held da ingen tog røret i den anden ende.

Senere på eftermiddagen havde vi stadig ikke fået kontakt med American Airlines og mens vi sad på lodgens veranda dukkede Frederick - ejeren af stedet - op. En meget venlig mand - der talte betydeligt mere og bedre engelsk - og ville snakke med os. Han undskyldte meget at der var problemer, hvilket han forklarede med at de var i gang med at skifte bookingsystem og alt det med it var nyt for dem.og det var deres fejl og han blev ved. Vi skulle bare ringe til ham, hvis der var noget han kunne hjælpe med, hvorefter vi straks fortalte om vores manglende bagage og vi ikke kunne få kontakt med flyselskabet. Han fik vores papirer og snakkede med receptionisten (hun var mere end det men for nemmest skyld er det lige receptionisten) og kom tilbage og sagde hun ville blive ved med og forsøge at få hul igennem.

Pludselig var der hul igennem til flyselskabet. UDA fik telefonen og så gik en længere samtale i gang, hvor vi først troede, at vores bagage var fundet og blev sendt med første mulige fly til Costa Rica. Men det viste sig, at det vist bare handlede om at skrive nogle flere ting ind i systemet.

Det blev da heldigvis også til lidt fugle, da vi inden aftensmaden gik en tur ned ad vejen - bl.a. de store flotte og meget støjende araer Scarlett Macaws. Vi er de eneste gæster på lodgen så der blev kun lavet aftensmad til os. Det var til gengæld en ganske glimrende ret med to forskellige stegte fisk. Mætte trak vi os tilbage for at få noget søvn så vi kunne komme tidligt op og se nogle fugle.

rejsequizzen: Svaret på #1 var Toyota RAV4, hvilket ingen havde gætte, men Jane får point for kreativt svar - og at være den eneste, der har afgivet et svar!

'Miami Airport Maraton', manglende bagage og Rejsequizzen 1

[Onsdag d. 8. juli] Klokken var ikke meget mere end fem om morgenen da vi på lergraven metrostation løb ind i dagens første forsinkelser. Et sporarbejde, der skulle have været afsluttet kl. 05.00 var ikke færdigt - der blev 'arbejdet på højtryk for at få det afsluttet' - blev der oplyst over højtaleranlægget. Ti minutter senere var vi på vej med metrolinje M2 mod lufthavnen. Vi var i god tid så det var ikke noget problem. 

Efter kaffe og den klassiske 'tur-rundt-i-lufthavnen-blot-for-at-konstatere-at-man-jo-alligevel-ikke-skal-have-noget-og-det-er-også-dyrt'-tur (dog ikke i den rækkefølge) sad vi i flyet fra British Airways og ventede på at komme afsted mod første stop - London Heathrow.

Det var kun med fem til ti minutters forsinkelse vi kom afsted fra København så alt så stadig fint ud da vi ankom til London. Det blev til kaffe og noget 'toast' på en en restaurant inden vi søgte mod den gate vi skulle med fra.

Da vi efter tidsplanen skulle boarde flyet (en 747'er),  blev det via højtaleranlægget oplyst, at pga. tekniske problemer med flyet - og at der var teknisk personale ombord - ville vi blive ca. 15 minutter forsinket. OK 15 minutter og muligvis ikke så meget, men når man kun har ca. 2,5 time i Miami til at komme igennem 'Emmigration', hente vores bagage og derefter checke den ind igen, så var ikke så interesseret i forsinkelser. De femten minutter gik og det var tilsyneladende ikke nok, for vi skulle vente længere og faktisk skulle der gå halvanden time før vi endelig kunne 'take off' og en 8 timer og 47 minutters flyrejser over atlanten. Flyets kaptajn forklarede, at de tekniske problemer skyldtes et problem med 'airkonditionanlæggået' og da personalet mødte ind i et fly med en kabinetemperatur på 36 grader Celsius. Det tog så halvanden time at få det genstartet og opnå en passende temperatur. Men nu så det pludselig ikke.så lovende ud for vores rejseplaner!

Det lykkedes ikke at indhentet ret mange minutter af forsinkelsen, så vi var ved, at forberede os på en ikke planlagt overnatning i Miami, da det nu tydede p at kunne blive ovenud svært at nå vores fly videre til Costa Rica.

Efter 'touch down' i Miami startede, der et hektisk race mod tiden - vi løb mod 'emmigration - kunne vi nå vores fly? Langs ruten var der udstationeret servicepersonel i lilla veste, der guide passagererne den rigtige vej. I bedste 'fangerne på fortet'-stil skulle vi undervejs svare på spørgsmål - ikke for at kunne få en ekstra ledetråd - men vores boardingkort. Men vores bagage som vi skulle hente? Den ville vi få i San José når vi kom frem fik vi af vide og det stod på den orange 'kuvert' med vores boardingcards. OK det var meget bestemt dame så vi løb videre. Fremme ved 'Emmigration' blev vi vist hen til nogle automater, hvor vi skulle svare på flere spørgsmål, scanne fingeraftryk og ansigtfotograferes, hvorefter maskinen spættede et stykke papir ud med ens billede og et stort X og oplysningen om, at det ikke kunne 'completes' og man derfor skulle gå til skranken. Det viste sig, at være standardprocedure, for det skete for stort set samtlige. Nå men hen og stå i kø og vente på at komme frem til en mand og hans stempler i et glasbur (han virkede flink nok, men det var helt sikkert ikke ham, som havde travlt), hvorefter proceduren gentog sig dog med den undtagelse, at nu skulle alle fingre på begge hænder indscannes. Da vi endelig fik lov, at komme ind i landet var næste forhindring security, der heldigvis forløb uden problemer og så det bare at komme afsted mod gate D10 via en kort tur med Skyrail og så kunne vi tage den sidste spurt til flyet og lige akkurat nå at komme med. Sveden haglene ned ad os da vi krydsede 'mållinjen' og viste vores boardingkort ved skranken blev vi mødt med ordene 'oh My God it is 49!' What, det var ikke rigtigt? Men det var det. I mellemtiden var vores afgangsgate blevet ændret fra D10 til D49 - og det var ikke her men langt væk. Vi måtte tilbage og op ad trapperne til Skyrail og køre fra station 1 til station 4 og der var nu under 15 minutter til afgang!

Vi nåede lige akkurat flyet - og så var vi ikke en gang de sidste -  efter hvad der føltes som vi lige havde gennemført 'Miami Airport Maraton '. Vi landede små tre timer senere i regnvejret i San José, Costa Rica. Men problemerne var ikke færdige endnu. For vores bagage var nemlig alligevel.ikke kommet med til Costa Rica og det galdt ikkenkun os men alle de der som os, havde været med samme fly fra London. Vi fik anmeldt vores manglende bagage i 'bagage claim' men de skulle bruge et telefonnummer til den Lodge, hvor vi skulle bo de kommende dage. Det havde vi selvfølgelig ikke og vi kunne ikke få internetadgang og aftalte vi, at vi i morgen når vi kendte nummeret skulle ringe til dem og fortælle det.

Udenfor regnede det stadig og vores transferservice til hotellet var ikke at se mellem alle de øvrige. Efter hvad der føltes som meget lang tid (nu halvanden time efter ankomst) lykkedes det efter utallige opkald fra sin mobil, en mand med en skuldertaske, som hele tiden havde gået rundt og 'legede' organisator at få skaffet vores og en hollandsk familie transfer til hotellet - af hotellet.

Vi tjekkede ind på Hotel Brillasol kl. 20 lokal tid og kunne loge nå, at få aftensmaden i restauranten,  der lukkede for bestillinger kl. 20.30. Efter en god 'chicken lasagne' og to costerikanske øl (en til hver) orkede vi her 24 timer efter vi var stået op hjemme heller ikke meget mere.

Rejsequizzen #1: Hvilken bil kører vi rundt i på turen?

Og husk det er den Hårde og Uretfærdige Dommerkomité, der suverænt giver point og afgør, hvem der har korrekt svar. men kender af Rejsequizzen ved også, at kreative og morsomme bud også kan udløse point :-)

Dagen, hvor den 'Orange Feeling' blev til 'Grey Feeling' - Dag 4, Roskilde Festival

[Lørdag d. 4. juli] Der kredsede tre hvide storke over festivalområdet da vi var fremme. Vi så dem allerede fra vejen, hvor de kredsede først over Parkering East stille og roligt videre over Camping East og senere øst om Arena. Det var da en udemærket start på festivalens sidstedag - ikke det vi lige havde ventet, men det var sikkert nogle af fuglene fra Gundsømagle? Det blev til et par meget ringe dokufotos (som billederedaktøren på B&U Bloggen ikke ville acceptere - til gengæld slap et foto af den stedfaste flamingo igennem). Ja der bliver også birdet selvom de seneste dage har stået i musikkens tegn.

Det var festivalens absolut varmeste dag så det galdt om at (forsøge at) holde sig i skyggen og få indtaget noget væske så der røg en del limonade ned i dag. Et tyndt skyddække hjalp i løbet af eftermiddagen til at det ikke føltes helt så hedt og stegende som det kunne have gjort. Det var til gengæld en meget varm men glimrende gang spaghetti som B&U Catering sørgede for, at Laura - en af de unge festivaldeltagere (de var næsten i undertal i dag, men mere om det senere) - kunne klare et par timer mere i køen til Nicki Minaj.

Musikmæssigt blev det til nogle meget korte brudstykker af The Mountains og Girl Band. På Apollo - uden for selve festivalpladsen - hørte vi og den proppede plads en velsyngende Seinabo Sey (hun er i øvrigt fra Sverige.

Det blev til lidt verdensmusik med tysk-ghanesiske The Polyversal Souls på Avalalon - det meste hørt fra toiletkøen og Hansens isbod - men det skulle senere blive til mere afrikansk.

Garage poprock bandet Joanna Gruesome gave festivalens korteste koncert - det klarede de på ca 24 minutter og så gad de ikke mere og forlod Pavilion! Selve musikken var ellers god, men det var lyden på vokalen ikke - kun når forsangeren skreg - men mit bud er af nattens udskejelser måske havde indflydelse på deres motivation på at spille (men det er bare mit bud). Men det var så noget helt andet på Orange, hvor jaaicanske Barrington Levy ikke var til at drive af scenen nu han lige var godt i gang med sin reggae. til stor frustation for alle Nicki Manaj-fans, der frygtede, at 'deres' skulle blive forsinket efter al den venten. Men Barrington fungerede meget godt til, at sidde lidt til siden og 'stene' i heden (vi sad så i skyggen af en madbod - man er vel voksen og fornuftig).

Benjamin Booker spillede en god gang støvet garagerock på Pavilion og bestemt noget helt andet end det show Nicki Minaj leverede på Orange. Men det blev en meget meget kort fornøjelse for vores vedkommende, men fansne havde forhåbentlig en god fest.

Festivalens bedste koncert var helt klart californiske Chelsea Wolfe på Gloria. Helt suveræn og cool spillede hun og hendes band en fed gang tung, mørk og på samme tid melodisk støjrock med 'distortede' guitarer - en stil der bedst kan karakteriseres som værende over i den altenative indie-genre. De startede rigtig rigtig tungt og fik hurtigt skræmt de publikummer væk, der ikke vidste hvad de var gået ind til (og så kun var der pga. McCartney). Chelsea Wolfe passede fint ind i rammerne i Gloria og selvom det var en kort koncert på kun tre kvarter var det festivallens bedste.

Vi nåede vi lige det sidste af koncerten på Arena med svenske First Aid Kit - hørt fra den 'orange bænk'. De er nu egentlig meget gode, men efter Chelsea Wolfe var det bare ikke lige det der passede. Vi nåede ikke at høre deres cover af Black Sabbaths Warpigs, der efterfølgende på de sociale medier blev udråbt som noget af det fedeste. Det skal lige siges til dem, ser ikke kender First Aid Kit, at det spiller svensk folk i den poppede udgave!

Det blev igen til en tur udenfor festivalpladsen, da det var blevet tid til at høre noget over i den elektroniske genre og britiske Clark leverede da også en teknofest - måske ikke foran det helt store publikum, da selv de unge åbenbart skulle høre en gammel mand andet steds. Men vi fik da pulsen op til nogle beats, som var vi til fitness.

Der var rigtig mange mennesker på Roskilde Festival denne lørdag og det skyldtes ikke mindst, at det jo var dagen, hvor Sir Poul McCartney skulle spille. Det har man faktisk kunne se allere de forgående dage, da koncentrationen af gråhåret 55+ mænd iført The Beatles T-shirts har tulleret rundt på pladsen. Og i dag blev det så helt vildt og der blev talt om, at den 'Orange Feeling' var erstattet af 'Grey Feeling'. Der var vist en enkelt eller to, der havde måtte overskride nogle grænser for at opleve deres store idol!

Man må gi' ham, at det ds er flot og impornerende, at i en alder af 72 - 74 år (ingen ved tilsyneladende, hvor gammel han er, når man læser, hvad der skrives på diverse medier) stadig kunne holde gejsten og spille koncert i 2 timer og 40 minutter. Jeg er heller ikke i tvivl om, at de mest inkarnerede Poul McCartney fans fik en stor oplevelse - det håber jeg da i hvert fald. Men nej det jeg så og hørte var simpelthen bare kedeligt. Vi gik så muligvis glip af nogle af de sange vi kender, da vi brugte noget af tiden på det betydeligt mere alternative African Express på Arena.

African Express er Damon Albarn fra Blurs 'hyggelegeplads', hvor han samler en masse forskellige musikere laver en fem timers lang organiseret jamsession, der tager udgangspunkt i den afrikanske musik. Det startede godt med gang i den med fede danserytmer. Det var lidt rodet når der skulle skiftes kunstnere på scenen og pusten, blev trukket helt ud af koncerten da Bo Madsen (ham fra Mew, der enten er med eller ikke er med) kom på scenen og det blev ikke bedre da Damon Albarn efterfølgende klimpede på klaveret. Pusten kom dog tilbage lidt senere, det kunne dog ikke fastholde os - og i hvert fald ikke i fem timer.

Vi hørte det sidste af McCartney koncerten på afstand med noget kaffe og sludrede lidt om musikken med en anden festivaldeltager inden vi sluttede dagen og festivalen af med lidt Øresund Space Collective og deres syrede kosmiske spacerock.

    

Stadig varmt og støvet - Dag 3, Roskilde Festival

[Fredag d. 3. juli] Overskriften til dette blogindlæg skulle egentlig have været - 'B&U misser The Gaslamp Killer Experience, men finder forsvunden fynsk pige på dyrskueplads', men på redaktionen, blev det besluttet, at kører med den noget mindre sælgende og kedelige overskrift, og derved forhindre et forventet servernedbrud. Men mere senere og nu videre til det som det handler om - musikken på Roskilde Festival 2015.

Dagens første band blev svenske The Tallest Man on Earth' på Arena og vi kunne ikke se ham, så vi kan ikke bekræfte hans højde. Vi var ankommet til festivalpladsen lidt senere end først planlagt og der skulle indtages en fiskefrikaddelle før vi var klar. Da vi heller ikke forventede hop og headbanging slog vi os ned lidt fra Arena på en orange bænk - der oprindeligt havde været en dør - i en af 'sidegaderne', hvorfra scenen ikke kunne ses, men lyden var ok, hvilket musikken sådan set også var, den passede i hvert fald til at sidde og snakke og observere festivalgæster.

Og så skulle B&U mod Avalon for at høre The Gaslamp Killer Experience, men opdagede at vores fynske følgesvend (Sofie) var forsvundet - eller det vil sige, at hun vistnok ti sekunder før koncerten med ham den måske høje svenskere sluttede, sagde hun lige skulle finde et ordentlig sted at vaske hænder (?). Efter at have ventet et stykke tid sms'ede og ringede vi for at sige vi gik til Avalon og vi tog hendes taske med, som hun havde efterladt. Efter flere forsøg på kontakt undervejs og stadig ingen reaktion valge vi at 'rode' i Sofies taske - bare lige for en sikkerheds skyld. Og jo meget uventet lå hendes mobil og pung mellem alle hendes andre ting! Nå så var der kun en ting at gøre og det var at returnere til den orange bænk og håbe hun var tilbage der eller lånte en mobil og ringede. Men fremme ved bænken var der ingen Sofie. Vi overvejede situationen og blev enige at vente lidt og ellers skulle vi se Lars H.U.G. lidt senere på Arena og så måtte hun da dukke op. Lidt efter blev UDA ringet op fra et ukendt nummer (lyder i øvrigt lidt som et bandnavn) og det har Sofie, der havde lønt en telefon af en dame. Vi sagde 

, hvor vi var og at vi blev der og nogle minutter senere fandt vi hende komme gående mod den orange bænk. Jeg tror ikke Sofie på resten af festivallen går nogle steder uden at tage sine ting med sig.

Men vi fik en oplevelse med nogle gaslamper da tiden var gået og vi nu skullehave et nostalgitrip med Lars H.U.G på Arena. Koncerten startede godt med et band klædt i arbejdstøj, lifte og en gravmaskine på scenen og efter introen åbnede med den gamle Havet blå fra Klichés epokegårende album Supertanker. Vi skulle igennem mere end 30 års musikkarriere så der var noget af tag ad. Desværre belv pusten taget fuldstændigt ud af koncerten, da Oh Land kom på scenen og skulle synge duet på et af stille numre. Det i sig selv trak pusten ud, men hvad værre var at man stortset ikke kunne høre hendes vokal, der fuldstændig druknede.Der skulle flere numre til før Lars H.U.G formåede at få pumpet luften tilbage, men så var vi også med igen - og især på Kliché-klassikeren Millitskvinder var der virkelig gang i den. Det blev også til coverkavalkade over en række kendte danske kunstneres sange, bl.a. John Mogensen, TV2, Anne Linnet, Nephew og Gasolin bare for at nævne nogle. Lars H.U.G var helt klar veloplagt og gjorde helt klart sit til at skabe en fed koncert, men ... men lyden på vokalerne var altså ikke god og det var ærgeligt, så der bliver ikke fuldt i stjerner, hjerter eller krydser fra denne anmelder. Det skal lige nævnes at der er markant bedre lyd på pladsen foran Arena end inde under teltet.

Det skal lige med, at vi også fik hørt lidt at Marie Key på Orange scene. Nu forstår jeg i forvejen ikke alt den hype omkring hende, så hun blev kun hørt under passage af Orangepladsen og nærliggende områder - og det umiddelbare indtryk var at hun bare stod og snakkede og ikke spillede noget musik. 

'K K K KENDRICK.... LA LA LAMAR - its my name' bragede ud over festivalpladsen da Kendrick Lamar til vistnok stor glæde for mange optrådte på Orange - at han så skulle lære sit publikum at tælle takten og knipse, det kan man så tænke lidt over - men ok, mange var nok ved at være trætte oven på flere dages fest. Men Lamar spillede så højt, at det udskød koncerten med Gretchen Peters på Pavilion, da hendes countrystil ville drukne fuldstændig i beatsne fra Orange. Vi nåede at chille nogle udemærket country (vi er ikke over i sådan noget Dolly Parton - langt fra) inden vi gik op til Avalon for at opleve tyske Einstürzende Neubauten og deres industrielle rock. Deres koncert var også forsinket og set ret meget, men efter sigende var det pga. tekniske problemer. Om det var det der gjorde, at det bl.a. spillede på nedløbsrør er jeg dog ikke sikker på. Et legandarisk band i dele af rocken som jeg nok skulle have dyrket lidt mere i mine yngre dag for helt, at værdsætte.

På Gloria var vi nede for at høre Alice Boman, der viste sig at være svensker og var glad for at være på Roskilde og så havde hun hørt War on Drugs. Men vi blev der ikke så længe, da det var for stille og der simpelthen var for meget horn med. Trommerne var nu meget gode på nogle af numrene.

Jeg vidste godt, at Disclosure på Orange ikke var min stil (uden dog umiddelbart at kende dem) og jeg helt sikkert ikke tilhørte den tiltænkte målgruppe. Indtrykket var da også noget blandet, fra noget fesent pop med gæsteoptræden af Kwabs til noget betydeligt mere interessant med tunge beats. Men det yngre publikum tror jeg bestemt fik noget ud af det (se fx en lille video på Instagram jeg har posted).

Endelig var det så blevet tid til noget jeg havde set frem til - det svenske band (der er da egentlig utrolig mange svenske bands i år) Goat og deres syrerock med afrikanske rytmer. Koncerten var 'kun' tre kvarter forsinket, men ventetiden var givet godt ud. Fed koncert med et noget specielt band i deres kostumer, der leder tankerne hen på heksedoktorer og shamaner.  En gang syret stamme musik, hvor man sagten kan hengive sig i en trancelignende tilstand, hvilket to par nyindkøbte høre Converse i en pose med skokasser dog forhindrede - men når man nu lige stod og manglede nye sko.

Vi hørte ikke hele koncerten med danske Mew, men fik da lige nogle af de numre vi kendte og det gjorde de ganske udemærket. Der var skruet op for stadionrocken - af den mere melodiske og samtidig hårde af slagsen og der vlev spillet højt - en måling jeg foretog på vej mod bilen viste 105 dB under 'Zookeepers boy' og det var altså over ved campingområdet ved Parkering East!

Indhyldet i en støvsky - Dag 2, Roskilde Festival

[Torsdag d. 2. juli] Solskin fra en skyfri himmel, temperaturer i tyverne lagde op til en hed dag på festivalpladsen. Men der blæste en pæn kraftig vind fra det sydøstlige hjørne, der havde en overraskende kølende effekt. Det flotte tørre sommervejr betød også at hele festivalområdet - selve festivalpladsen og campingområdet, var indhyldet i en stor støvsky - ja hele det nederste luftlag var let sløret i en gullig nuance!

Det blev til halvt nummer med svenske Veronica Maggio på Arena. Hun kunne da synge, men sulten overvandt hurtigt så vi blev ikke og ventede på de to numre jeg kender og som jeg synes er helt ok.

Spiste en glimrende libanesisk 'Streetdog' hos Manzel i The Food Courteney, men deres 'autentiske' limonade til 35 kr. i et lille glas lavet på Sweppes - nej det er altså ikke iorden! 

Der var proppet på Gloria, da Ezra Furman åbenbart er et større navn, så vi blev udenfor og hørte koncerten fra græsset, men vi kæmpede med isterningerne i den førnævnte limonade - de smeltede bare ikke?

Det gode vejr havde fyldt området omkring Pavilion med folk, der nød solen (det var faktisk koldt under Pavilion pga. vinden) maden eller bare stenede til tonerne fra Steve Gunn. Han var ok men numrene lød lidt ens.

Jeg kendte ikke så meget til amerikanske Ryan Adams, der spillede på Orange, men jeg synes faktisk han var meget god - især de mere rockere numre. Dansk trommeslager og så lignede han selv lidt om en blanding af Jack White og Elton John.

På Gloria levede nordirske Soak op til forventningerne - og måske lidt til - og det på trods af ankomst kun en times tid inden koncerten pga. flyforsinkelse. 'Whats up' var hendes første kommentar efter første nummer.

Klædt i hvidt og på bare fødder var det en meget veloplagt Florence, der med hendes 'The Machine' satte gange i publikum - især de unge piger - foran Orange.

Parfume Genius formåede på Pavilion ikke rigtig, at fastholde os - spillelisten bestod af for mange stille numre og så var lyden igen ikke perfekt på Pavilion.

Tilbage i Gloria overraskede de dansk-svenske Lust For Youth med deres elektroniske pop, der til tider fik mig til at tænke på Depeche Mode og New Orden.

Og så leverede engelske MUSE en fremragende koncert. det var  stadionrock, der ville noget. De formåede at holde et højt og.tungt tempo, og fik gang i  publikum fra start til slut.  Jeg tror alle fik varmen og der blevet sunget med for fuld styrke - i øvrigt uanset om man kunne deres tekster. Der var dog et lille løbende men - deres konfetti og sorte balloner mod slutningen - det skulle de have udeladt, da virkede lidt fesent i den ellers hårde fremtoning (Metallicas fyrværkeri for et par år siden var noget helt andet).

Efter MUSE nåede vi lige, at få sidste nummer med Bistok, der spillede på en tætpakket Arena - både under teltet men også hele området udenfor. Men den smule var nu også rigeligt for mig, de er og bliver nok bare ikke min kop the.

Men igen en fed dag med masser af musik og 'Orange Feeling'.

'Orange Feeling' - Så er Roskilde Festival 2015 for alvor igang.

[Onsdag d. 1. juni] Sol og varme og #OrangeFeeling - Roskilde Festival 2015 er nu rigtig i gang.

Det danske band Santiago på Gloria var lidt kedelige. Der var mere gang i The Communions poppunk på Pavilion men desværre lyden ikke helt tunet ind og spillede ikke et fuldt sæt, da forsangerens stemme kunne ikke holde hele vejen.

Svenske Bob Hund startede på Avalon med kun to hænder og sluttede med kun to hænder og spillede på lånte instrumenter. Det var en tempofyldt og energisk koncert med lange mere eller mindre politiske kommentarer fra den maskeklædte forsanger.

Nåede også lige, at høre Noel Gallaghers band på Arena, og han sluttede af med Oasis 'Don't look back in anger', hvilket var til stor glæde for publikum.

Pharrel Williams var aftenens hovednavn på Orange Scene og der var også fyldt godt op og jeg må sige, at han og hans band - og ikke mindst de fem dansere, der udgør dansegruppen Base - formåede at sætte gang i publikum. Selv det mandlige publikum overgav sig og jeg indrømmer at jeg også lavede nogle 'Moves like Jagger' (ok den har Pharrel vist ikke været inde over).

Det var lidt som en film man ikke fik set fra starten da vi var forbi Arena, hvor War on Drugs spillede - man skulle nok have været der fra starten, for vi kom lige til det nummer vi kendte og derefter var det bare lidt kedeligt.

Men fedt at være i gang igen, stemningen er i top, vejret og flot og godt, den første Dixieburger er spist og Alien & Ko er her :-)