Mandag - 01.09.2008 (skrevet tirsdag - 02.09.2008 kl. 9.45 PDT)
"We've only got regular coffee", sagde den unge servitrice på The Killewhale Café & Restaurant os da UDA ville afslutte aftenmåltidet med noget kaffe. Vi måtte naturligvis have seafood til aften, når man nu havde været en tur på vandet - BEST fik laks og UDA fik hellefisk, laks, rejer og muslinger.
Men det var jo hvaler vi bl.a. var kørt til Telegraph Cove for at opleve. Kl. 7.00 kørte vi fra 1468 Reef Rd med mere end 300 km foran os. Efter ca 1,5 time foretog vi et pitstop i Campell River - tankede bilen med regular gas og os selv med breakfast sandwich, hhvv. æg og æg med pølse (der vel mest var en bøf). Vi ankom til Telegraph Cove kl. 11.30, som virkelig er en lille flække eller rettere et fiskeleje, med 4 indbyggere om vinteren! Som navnet antyder lå, der en gang en telegraf station (ja der var ikke mobiltelefoner dengang) og det var gamle huse fra den tid som nu blev brugt til udlejning. De var bygget på pæle pga. tidevandet. Selvom det er et sted turisterne kommer pga. hvalturerne, så var der på ingen måde overrendt, i hvert fald ikke på dette tidspunkt af året. Efter at have betalt for parkering fandt vi Stubbs Island Whale Watching Tours og betalte for turen. Derefter var der tid til at snuppe de medbragte bagels og få en kop kaffe. Der var belted kingfisher, bonepartemåger, california gulls (måger) og Yellow warblers (gule sangere).
Endelige var det blevet tid til at sejle. Vi blev budt velkommen af kaptajnen, hvilket skete med navneopråb og præsentation af hvor man kom fra. Der var faktisk en overvægt af tyskere på vores tur. Efter generel information (hvad vi kunne opleve og sikkerhed) gik vi om bord og sejlede ud i Johnston Strait. Der gik ikke lang tid før vi så 2 Dall's Porpoise, derefter en flok harbour seals og et par bald eagles, black oeystercatcher (sort strandskade) og de første red-necked phaleropes (odinshøns) og lidt alkefugle. Og så dukkede der hvaler op! En lille flok orcas (spækhuggere) eller killer whaler som de også kaldes og samtidig kom en humpback whale (pukkelhval) op til overfladen. Orca'erne svømmede stille og roligt mod os og ind i mellem 'legede' de. Fra båden blev der nedsænket en hydrofon så vi kunne høre hvalerne snakke - og de snakkede rigtig meget! Alle hang mere eller mindre ud over rælingen for at tage billeder og det var så båden nærmest tippede over, når alle skulle kigge fra den samme side. I mens var der mange Rinecerous Auklet (næsehorn alk) og odinshøns på vandet. Og så kom der en en fork-tailed storm-petrel, en meget flot og elegant stormsvale, der tog nogle ture frem og tilbage ved båden. Det blev også til nogle flere bald eagles. Vi sejlede videre og så flere orca'er, lyttede til dem, så dem lege og igen var der en pukkelhval vi fulgte. På et tidspunkt kom den op få meter fra båden! Der stod vi selvfølgelig på det forkerte sted, så vi ikke kunne følge kaptajnens opfordring som han råbte ud over højtalerne " You gotta get that shot now..." da hvalen dykkede ned lige foran båden med et flot hale og aftryk i vandet bagefter. Men vi havde da heldigvis fået et par billeder tidligere, men alligevel øv øv øv - vi bliver nød til at tage endnu en hvalsafari på en mindre båd, så der ikke står alle de tyskere i vejen ;-) Vi så også Stellers Sealion, der er verdens største søløve. De var også store og larmende. Der var en af søløverne, der kom for tæt på pukkelhvalen, så hvalen udstødte en høj tuden - det lød sjovt.
Den sidste del af turen var et lille foredrag omkring havmiljø og havpattedyrene, hvilket vi synes var rigtig godt, at de brugte lidt tid på, så det ikke kun var en ren turistoplevelse. Der var helt klart deltagere med på turen, som var der fordi, det er en af Vancouver Islands turistattraktioner.
Efter turen og aftensmaden kørte vi til Port McNiell, så nogle bald eagles, kingfisher og stellers jay og tankede så bilen, da der er langt mellem tankstationerne på nordøen. Det begyndte at småregne og vi besluttede os at køre sydpå i håbet om at se nogle bjørne imens mørket faldt på. Der var overraskende meget trafik undervejs, så chancerne var ikke så store. Efter 15 - 20 km kørte vi ind på en rasteplads ved Nimpkish River. Vi opdagede at vi havde parkeret bilen 2 meter fra friske efterladenskaber fra en bjørn, der havde spist bær. Det var det tætteste vi kom en bjørn. Vi kunne dog lugte et dyr (om det var bjørnen ved vi ikke). På resten af vejen hjem så vi rigtig mange hjorte gå og græsse langs vejene og nogle helt ude i rabatten. Vi så også 2 vaskebjørne i bilygternes skær. Kl. 23.30 var vi hjemme efter en lang køretur men med en masse oplevelser.
B&U.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar