Fredag - 05.09.2008 kl. 20.30 PDT.
Vi startede med at køre til Englishman River Estuary, men denne gang på den anden side. Der var ikke så mange vadefugle i dag. Nogle Kiildeers og en stor gulben. Der var lidt småfugle, bl.a. Pine Sisken, White Crowned Sparrow og så havde vi en Sharp-Schinned Hawk, som minder lidt om vores spurvehøg. Kørte lidt længere op ad kysten, men det gav heller ikke det store i dag. Der virkede lidt fugletomt, derfor smuttede vi lige ind og købte noget mad i Quality Foods i Qaulicum Beach som vi indtog på strandpromenaden som forleden. Der var ikke mange mennesker i dag, men weekenden var heller ikke begyndt. Ud over lidt måger, var der heller ikke meget her, så vi kørte op til Errington (ikke langt derfra), hvor vi var inde og se North Island Wildlife Sanctury.
Det er en plejestation for vilde fugle og dyr, som på en eller anden måde er kommet galt afsted. De fleste fugle og dyr bliver genudsat når de er friske, men nogle er så skadet, at de aldrig kommer ud i den vilde natur igen. Dem kan man så "adobtere" eller rettere sponsorere. Men vi så bl.a. 8-10 bald eagles, hvoraf en havde fået skudt næbbet i stykker. Det havde de så sammen med nogle tandlæger fået lavet et kunstigt overnæb til som ørnen så kunne bruge!! Vi så ørnen - men uden protesen, hvilket så meget mærkeligt ud! De havde også ugler og en vandrefalk. lidt ænder og skildpadder. Og så havde de også en voksen bjørn og 2 bjørneunger. Det var ikke en familie, da de kom fra forskellige steder. Dem så vi dog kun på en tv-monitor, da de midt på dagen holdt sig indendørs. Nogle af ørnene havde i øvrigt en stor hal, hvor de kunne flyvetræne.
Hjemme havde vi besøg af den lille spætte, Downy Woodpecker, der i lang tid fouragerede på et træ ud for køkkenvinduet. Den har det med at kravle baglæns ned ad stammen. Det ser sjovt ud. Den plaskende sæl var også ude på vandet i dag. Lidt tidligere var der et par rådyr, der nærmest væltede ned ad skrænten. Det så vi ikke, men kunne høre det, og kort efter så vi den ene spankulere hen ad strande. Den så faktisk ud som om den forsøgte, at få det til at se ud som om det var en planlagt tur ned til stranden. Men det tvivler vi på, da nedturen lød forholdsvist ukontrolleret. Og så var vi lige ved at få en lillebitte grim hund ind i huset da vi stod og lavede mad! Ja lige pludselig stod der en lille hvid hund og var på vej op til den åbne dør, som hurtigt blev lukket foran snude på den. Så forduftede den igen. Hvis det var ved vi ikke. Kort efter kom en orange kat forbi - sikke et renderi.
Vi skal love for, at der sker noget lige uden for døren hver dag.
B&U
1 kommentar:
Er Downey fætter til Woody??
Send en kommentar